De kom for maden. Ikke vores, men deres egen. Den første store gruppe af kinesiske gæstearbejdere kom i 60'erne for at arbejde i restaurationsbranchen og i 70'erne fulgte en ny bølge. Til den hørte Marnies forældre. De kom i 1971. Med sig havde de fire piger, her i blandt Marnie, der flyttede ind med familien i Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København. Oehlenschlægersgade var på det tidspunkt en del af indvandrerdelen af København, og Marnie gik i en klasse, hvor en stor del af eleverne var indvandrere. Hvilket måske var en af grundene til, at hun aldrig oplevede, at der blev set anderledes på hende, fordi hun kom fra Kina. Selv om Marnie ikke husker nogen problemer omkring hendes etnicitet, så var der alligevel andre punkter, hvor hun følte sig uden for den gængse kultur. Det kunne være i forhold til højtider, når folk refererede til deres bedsteforældre eller med hensyn til lektiehjælp fra forældrene.
"Andre fik jo gaver til højtiderne, men i Kina er der tradition for, at man giver penge. Hvilket jo ikke er lige så spændende som tuscher eller en dukke, når man er lille, men for at passe ind fandt jeg så bare på nogle gaver, jeg havde fået," siger Marnie Lai.
Der er ifølge Marnie masser af små ting i dagligdagen, hvor man som indvandrer skiller sig ud, men som hurtigt bliver en form for hverdag, som man - mere eller mindre uden at tænke over det - får løst på den ene eller anden måde.
"Sådan er det. Det var ikke noget, jeg talte med mine forældre om. Det er jo bare sådan en naturlig tilpasning, som jeg tror, at man som barn finder ud af uden de store dikkedarer," siger Marnie Lai.
Hun ser heller ikke det faktum, at man talte kinesisk i barndomshjemmet som et problem.
"Det har aldrig været noget, der identitetsmæssigt har gjort det svært for mig. Tværtimod. Jeg tror, det styrker børn at få flere sprog ind med 'modermælken', og jeg ser det som en fordel for mig, at jeg har haft den mulighed," siger Marnie Lai.
Jeg ser kinesisk ud, men ...
Serie: Hvorfra min verden går
Information lader i en ny serie indvandrerne komme til orde og fortælle om deres oplevelser med den danske kulturs mangfoldighed.
Denne gang fortæller Marnie Lai fra Kina om sit møde med Danmark, næste artikel bliver om familien Stuven fra Chile.
Alligevel tog Marnie efter at have afsluttet sin gymnasietid på Frederiksberg Gymnasium til Taiwan i et år for at lære kinesisk. Det var primært sproget, der trak, men der var selvfølgelig også en grad af naturlig nysgerrighed.
"Det var nok en måde at vende tilbage til mine rødder på. En måde at identificere mig på og finde ud af hvem jeg er. Og jeg kunne ret hurtigt med 100 procent sikkerhed konkludere, at jeg ikke er kinesisk i den forstand," siger Marnie.
"Jeg ser godt nok kinesisk ud, men jeg tænker og agerer primært på dansk."
Hun uddannede sig på Handelshøjskolen og tog senere en mastergrad i England og har i dag eget firma, der producerer hjemmesider og software til virksomheder. Hendes tilknytning til Kina og det faktum, at hun taler kinesisk, har ofte vist sig at være en særdeles brugbar ressource.
Marnie Lai har aldrig identificeret sig selv som indvandrer, men har altid tænkt på sig selv som dansker. Hun er derfor blevet overrasket, når omgivelserne en sjælden gang gjorde hende opmærksom på hendes etnicitet.
"Jeg husker, at jeg på et tidspunkt for første gang i mit liv blev arbejdsløs og modtog et brev fra Arbejdsformidlingen, hvor der stod 'etnisk' på. Og jeg tænkte; etnisk, hvad er nu det?" siger Marnie Lai og fortsætter: "Sådan har jeg aldrig set på mig selv. Jeg er da dansker, ikke etnisk. Men jeg skulle åbenbart kategoriseres," siger Marnie Lai.
Oplevelsen af at være etnisk ændrede sig dog efter, at hun fik sine to børn, der i dag er to og fem år gamle. Det blev her mere klart for hende, at hun er bindeledet mellem generationerne, og hvis der er nogen, der skal bevare, det kulturelle 'link', så er det hende.
"Det er mærkeligt for mig, når jeg ser min femårige søn løbe rundt og råbe 'Dyt båt kinesersnot' uden at skænke det en tanke, at det sådan set er ham selv, han taler om," siger Marnie Lai.
Og hun vil gerne sikre, at den kulturelle forbindelse ikke forsvinder med hende - den skal gives videre til børnene.
"Det kinesiske bliver mere og mere udvandet fra generation til generation. Og hvis der er nogen, der skal sikre, at bevidstheden om, hvor vi kommer fra, bliver bevaret, må det være mig og andre i min situation," siger Marnie Lai.
Da Marnie Lais forældres kom her til kendte alle kinesere i Danmark hinanden - kineserne udgjorde ifølge Marnie Lai en slags samfund i samfundet. I hendes generation er det anderledes. Marnie kender ikke specielt mange kinesere, og hun ser en naturlig opblødning som tiden går, og man begynder at få blandede familier.
Hun har derfor stiftet en forening, der hedder Dragens Efterkommere. Hvilket er et netværkssted for kinesiske efterkommere. Her kan man mødes med andre dansk-kinesere omkring forholdet til oprindelseslandet.
"Det er helt sikkert primært for mine børn, at jeg gør det. Så de også har et sted at gå hen - så de kan se, at de ikke kommer ud af ingenting. Det kan godt være, at de ikke har kusiner og fætre, men de er ikke alene af den grund," siger Marnie Lai, der ligeledes er i gang med at skabe et virtuelt museum, der omhandler de kinesere, der kom her til i 1960'erne og 70'erne.
"Det bliver en dokumentar i ord, lyd og billeder omkring dem. Og jeg laver det for, at kinesere og efterkommere af kinesere i Danmark har et sted, hvor de kan gå hen og se deres danmarkshistorie. En historie der stort set er ukendt," siger Marnie Lai.
En anden motivationskilde er indvandrerdebatten i Danmark. En debat som ifølge Marnie Lai har været meget negativ i mange år, og hvor indvandrere fra de arabiske lande har været utroligt meget i fokus.
"Man hører ikke om andre nationaliteter og meget sjældent om kineserne. Hvorfor er de så stille? Før bortførelsen for et stykke tid siden (den femårige Oliver, der blev bortført 16. april i år, red.), havde man jo ikke hørt om kineserne i Danmark i næsten 30 år," siger Marnie Lai.
Historien der forsvandt
Det undrer hende. Men hun mener, at en del af forklaringen ligger i den kinesiske kultur, hvis motto hun beskriver som værende 'intet nyt er godt nyt'.
"Man siger ikke noget, med mindre man bliver spurgt. Og det ligger i kulturen, at man tilpasser sig omstændighederne uden at kny. Så der skal altså virkelig noget til for at få kineserne i tale. Men jeg savner en stemme fra kineserne i Danmark både fra anden og første generation," siger Marnie Lai og fortsætter:
"De ligger rundt om på de danske kirkegårde, uden at man ved noget om dem - de tavse kinesere - kalder jeg dem."
En anden forklaring på den manglende kinesiske stemme er, at kinesere i den grad er vant til mangfoldighed og ikke nødvendigvis ser det som et problem, eller som noget man skal overkomme. Et eksempel på det oplevede Marnie, sidste gang hun var i Kina sammen med sin mand, og de talte dansk sammen.
"Der sad nogle kinesere ved siden af os i bussen, og de spurgte os, hvilken provins vi kom fra i Kina. De troede dansk var en kinesisk dialekt. Så stort er Kina, hvilket jo naturligt nok har forplantet sig til kinesernes syn på det at være anderledes. På den måde er Kina meget forskelligt fra Danmark," siger Marnie Lai.
Ud over det rent personlige incitament til at sætte øget fokus på kineserne, ser Marnie Lai også et historisk perspektiv i, at få kinesernes historie kortlagt på samme måde som f.eks. den danske udvandring til USA er blevet det. Og det haster. En del af den ældre generation er allerede døde og de har taget deres historie omkring mødet med Danmark med sig. En historie, der aldrig er blevet fortalt.
"De er her ikke mere, men har mange spændende historier at fortælle. Tænk bare på f.eks. grundlæggeren af Daloon, Sai-chiu Wan, der kom hertil i 1935 og startede sin virksomhed op i 1960 som en bod i Tivoli. Hvis han havde kunne fortælle sin historie i egne ord, havde det være fantastisk (Sai-chiu Wan døde i 2003, red.)," siger Marnie Lai.
Hun mener, at en del af forklaringen ligger i, at 'integrationen' af kineserne først og fremmest har været økonomisk.
"Kineserne har klaret sig selv økonomisk, har ikke stillet krav til samfundet og har derfor ikke ligget nogen til last - derfor har de fået lov at passe sig selv," siger Marnie Lai.
Alligevel er kinesere stadig blevet fanget i den danske velfærdsstats snørklede logik. Marnie Lai fortæller om en bekendt, der kom i slutningen af 60'erne. "Han gik direkte fra flyet og ind på en restaurant for at lave mad. Der eksisterede simpelthen et andet syn på indvandring dengang, hvor økonomi var en bærende faktor, og hvor assimilering i forhold til Danmark slet ikke var et tema på samme måde, som det er i dag," siger Marnie Lai.
Manden kan dog i dag ikke bestå de prøver, der kræves i forhold til at skrive dansk, og han kan derfor ikke få et pas, og fordi han ikke er dansk statsborger, får han heller ikke pension.
"Han kan ikke få dansk pas, og han kan ikke få pension. Det er jo grotesk - han har betalt skat til Danmark i 40 år og kom hertil under forhold, der er usammenlignelige med dem, der er i dag. Alligevel bliver han efter alle de år behandlet sådan. Det kan man jo godt finde lidt mærkeligt," siger Marnie Lai.
Mangfoldighed
For Marnie Lai er forskellighed ikke noget, man skal være bange for, men noget man skal værne om. Og for hende er det en ressource for Danmark, jo flere personer der har forbindelser, der forgrener sig ud i verden.
"Jeg synes forskellighed er en gave, som man skal værdsætte. For mig er Danmark en gade i en global verden, hvor forskellighed er en fin ting," siger Marnie Lai.
Og det kan godt overraske hende med det meget fokus, der har været i medierne på Kina som den nye store økonomiske sværvægter, at man ikke har talt med de kinesere, der er i Danmark, for at se på, hvordan man kan udnytte den forbindelse.
"Hallo, vi er jo lige her!" siger Marnie Lai og slår ud med armene og understreger, at kinesere er mønsterborgere, der ikke kommer på banen, med mindre nogen beder dem om det. Man bliver nødt til at spørge dem.
"Hør hvem vi er, og hvad vi kan. Der er masser af erhvervsmæssige relationer, man kunne udnytte. Og i bestræbelsen på at forstå Kina som land, ville det jo være en oplagt mulighed, at man startede med at tale med de kinesere, der er i Danmark. Der ligger en latent ressource ubrugt hen, hvorfor ikke bruge den?" siger Marnie Lai.
Hun mener samtidig, at man som indvandrer må komme ud over forskrækkelsen for det anderledes og sætte fokus et andet sted. En indstilling hun selv udlever i forhold til sine børn.
"Der kommer da sikkert situationer, hvor mine børn vil blive drillet, fordi de ser anderledes ud, men sådan er det. Det er det samme med tørklædet, hvor man bliver sådan 'uha', fordi man ikke er vant til det. Men det bekymrer mig ikke at være anderledes, og jeg synes faktisk heller ikke andre skulle bekymre sig om det," siger Marnie Lai.
Hun synes, at alle indvandrergrupper skulle komme på banen og fortælle om deres danmarkshistorie og give et mere bredt billede af, hvilke indvandrere vi har i Danmark - hvordan det har været at komme hertil, og hvordan det er nu.
"Jeg ser det som et ansvar. Selv om der sikkert er nogle indvandrere, der synes, det er noget, man skal lægge fra sig, eller som de føler sig tvunget til at fralægge sig. Men jeg synes, det er vigtigt," siger Marnie Lai.
For Marnie Lai er det helt naturligt, at der er forskelle og en mangfoldighed til stede i et lands kultur, og hun mener ikke at indvandrerne skal lade sig mærke af et eventuelt pres af negativ karakter.
"Det vigtigste er jo ikke, hvad omverdenen fortæller om én. Det vigtigste er, hvad man føler indvendigt. Og det skal man for alt i verden holde fast i," siger Marnie Lai.
