Et ungt kærestepar boller på balkonen, mens hun filmer med et videokamera. Hvorfor gør du det, spørger kæresten irriteret. Fordi så har jeg et bevis på, at det virkelig sker, svarer hun.
Et midaldrende ægtepar snakker på toilettet. "Har du ikke også seksuelle fantasier," spørger hun. "Jo," svarer han, "men vil du høre sandheden? Du er ikke med i dem."
En gruppevoldtægt knytter pigen med videokameraet sammen med manden på toilettet. Hun og kæresten har iscenesat en seksuel leg, der har taget en grov drejning. Nu anmelder hun kæresten til politiet for gruppevoldtægt, og politiet - det er vor mand på toilettet - tager sagen op, selv om der ikke er skyggen af bevis.
Læs mere om
Hvorfor? Fordi han ikke vil have, at hun tror, at det er hendes skyld. Men samtidig sidder han hver aften og kigger på hendes amatørpornooptagelser, som ophidser ham i en sådan grad, at han tager konen hårdt bagfra, så hun får orgasme, men efterfølgende må spørge: Kan man kalde vores ægteskab for en voldtægt? Er De forvirret?
Høje ambitioner
Det er ikke ambitioner, som 39-årige Aage Rais-Nordentoft savner. I sin debutfilm ville han filmatisere Dostojevskijs Forbrydelse og straf, men en klarhovedet producer overtalte unge Aage til at spise brød til. I stedet debuterede han med det rørende, socialrealistiske eventyr Anton (1996), om drengen, der i sorg over farens død bygger en flyvemaskine for at nå op til faren.
Den fremadstormende instruktør mistede imidlertid jordforbindelsen i På fremmed mark (2000), som var et prætentiøst Deliverance-inspireret drama om skydegale turister i Bosnien. Og hans tilbagevenden til århusiansk muld med ungdomsfilmen 2 ryk og en aflevering (2003) blev en ujævn affære.
Det er gået bedre med dokumentarfilmene, ikke mindst Tøser + drengerøve (1998), der bød på en modigt ærlig scene, hvor tre teenagepiger lystfuldt dyrker telefonsex med voksne mænd.
Spor ender blindt
Aages fjerde spillefilm, den 87 minutter lange MollyCam, er løst baseret på Christian Lollikes Dom over skrig (2006), et eksperimenterende skuespil, som gennem suggestive bevidsthedsstrømme originalt belyser en gruppevoldtægt fra mange vinkler, også bødlernes.
Filmen er mere konventionel, men paradoksalt nok også mere diffus. Rygraden er en serie forhørsscener, som af uransagelige årsager er filmet med et stationært politikamera, hvor forhørslederen konsekvent befinder sig uden for billedrammen. Forhørene fører imidlertid ingen vegne, og jævnlige flashbacks via Mollys video-optagelser ender lige så blindt.
Til gengæld glider fokus over på politimanden Jens (Kristian Halk), der gerne vil redde 16-årige Molly, men dybest set vil han nok i bukserne på hende.
Dette handlingsspor munder ud i filmens 'store' finale, hvor Jens sammen med Molly rekonstruerer 'gruppevoldtægten' for at genopfriske hendes hukommelse. Man kommer til at tænke på Lars von Triers Forbrydelsens element (1984), som også handler om en politimand, der selv ender med at forgribe sig på en lille pige.
Så galt går det ikke for Jens. Han holder sig på den rigtige side af loven, men hele hans opklaringsarbejde er dummere, end politiet tillader - og uden troværdighed.
Stærk Lolita-udtråling
Aage Rais-Nordentoft vil kras realisme, men lunefuld instruktion og fortænkte konstruktioner spænder ben for ambitionerne. Snart er spillet improviseret, snart teatralsk - og handlingen, serveret i brudstykker, minder om et puslespil, hvor en tredjedel af brikkerne mangler.
Lea Rønne (2 ryk og en aflevering) har stærk udstråling som ubevidst (?) forførende Lolita, men hendes rolle bliver svigtet, når vi kun ser hende bolle og filme. Olaf Højgaard spiller hendes halvpsykopatiske kæreste, ligesom han gjorde i teaterstykket, og i forhørsscenerne agerer han, som om han stadig befandt sig på en teaterscene. Kristian Halken smider alt, inklusive tøjet, men hans umotiveret afstumpede replikker til sin kone (Lotte Munk Fure, filmens mest erotiske og troværdige karakter) står ikke til at redde.
Resultatet er en lummer mellemvare, der hverken er en hudløs ungdomsfilm, et lærestykke om tidens pornoficering eller et fascinerende voksendrama om begærets dunkle mål.
Aage Rais-Nordentoft har ideer og masser af entusiasme, men man må håbe, at han indgår samarbejde med en stærk manuskriptforfatter, der kan skære ind til benet og fortælle en klar, engagerende og overbevisende historie.
MollyCam. Instruktion: Aage Rais-Nordentoft. Manuskript: Christian Lollike og Aage Rais-Nordentoft. Dansk (Grand, København, CinemaxX, Århus, Café-biografen, Odense)
