Jeg elsker musicals. Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Der findes ikke noget bedre end sang og dans i skøn forening, især hvis det er Gene Kelly eller Fred Astaire, der står i spidsen for løjerne. Det er for mig den ultimative udnyttelse af filmmediets mange lyd- og billedmæssige muligheder.
Jeg holder umådeligt meget af guldalder-musicals som Stanley Donen og Kellys Syng i sol og regn (1952), Vincente Minnellis Let på tå (1953) og Donens Syv brude til syv brødre (1954). Men min personlige favorit, uden at jeg egentlig kan forklare hvorfor - dejlige Audrey Hepburn er selvfølgelig en af grundene, Loewes fabelagtige musik og Lerners tekster en anden - er dog George Cukors My Fair Lady (1964), der også var den sidste af de såkaldt klassiske Hollywood-musicals.
Heldigvis er filmmusicalen blevet moderne igen, om end i en noget andet forklædning end for 50 år siden. Kenneth Branagh, Tim Burton, Woody Allen, Baz Luhrmann og Lars von Trier er nogle af de prominente instruktører, som inden for de seneste 10-15 år har haft held med at nyfortolke og revitalisere den skrantende genre med et solidt, postmoderne greb om både sang, musik og iscenesættelse.
Dansende dukker
Læs mere om
Hvem andre end Trier kan f.eks. finde på at lave en hjerteskærende tragisk musical med den islandske popdronning Björk i hovedrollen - hun har også skrevet den industrielt lydende musik - og elegant koreograferede dansescener optaget med ikke færre end 100 kameraer? Dancer in the Dark, der vandt Guldpalmen i Cannes i 2000, er noget nær et mesterværk, hvor Björk ikke bare spiller, men simpelthen er fabriksarbejderen Selma med det svigtende syn, der ender i galgen, fordi hun vil gøre hvad som helst for at beskytte sin søn.
Mere klassisk, men ikke mindre opfindsom er Tim Burton og Henry Selicks utrolige The Nightmare Before Christmas (1993), der bruger stop motion-animerede dukker til at fortælle en historie i bedste eventyrstil om kongen af Halloweentown, Jack Skellington, der så gerne vil være Julemanden og sprede glæde og gaver i stedet for skræk.
Burtons faste komponist - og tidligere frontfigur i bandet Oingo Boingo - Danny Elfman, har skrevet den elegante, iørefaldende musik og optræder selv som den syngende Skellington.
Det kan godt være, at Woody Allen ikke kan synge, men det betyder ikke spor, når kvinden, han synger til i sin egen Everyone Says 'I Love You' (1996), er Julia Roberts, og det foregår i romantiske Venedig. Filmen er en veloplagt Allen-komedie om neurotiske storbymenneskers hjerter og smerter - blot tilføjet sang og musik af den gammeldags, evergreen-agtige slags, og som her fremføres af skuespillerne selv, ud over Allen og Roberts også Goldie Hawn, Alan Alda, Drew Barrymore og Edward Norton.
Handlingen foregår på skift i Venedig, Paris og New York, og specielt mindeværdig er en sjov og næsten poetisk scene, hvor Allen og hans ekskone (Hawn) danser ved Seinens bred.
Hjertesorg
Skuespillerne synger også selv i Baz Luhrmanns fantastiske Moulin Rouge! (2001), et kulørt og intenst kærlighedsdrama, der foregår blandt kunstnere og kurtisaner i et Paris, der er som taget ud af en af Toulouse-Lautrecs tegninger. Jim Broadbent synger Madonnas "Like a Virgin", som man aldrig har hørt den før, og Ewan McGregor og Nicole Kidman, som spiller et ulykkeligt forelsket par, Christian og Satine, akkompagnerer hjertesorgen med det inciterende "Elephant Love Medley", der både byder på U2, David Bowie, Elton John, Dolly Parton, Beatles og en betagende udsigt over Paris.
Julie Taymor må have mere end skelet til Luhrmanns film, da hun med Across the Universe satte sig for at fortælle historien om ikke bare to unge elskende, Lucy og Jude (Evan Rachel Wood og Jim Sturgess), men også om en tid, slutningen af 1960'erne, hvor verden vendte på hovedet, og ingenting nogensinde blev det samme igen.
Det er en ambitiøs, smuk og gennemmusikalsk film, der giver Beatles' eviggrønne sange nyt liv og ny mening og samtidig - ligesom ovennævnte film - er et strålende eksempel på, hvor begavet og lystfyldt vores musikalske og filmiske arv kan forvaltes.
Alle de nævnte musicals kan fås på dvd. ''Across the Universe' kan stadig ses i danske biografer
