Helvede, det er os selv

AVIGNON - I starten af 1300-tallet regerede Paven fra Avignon i Sydfrankrig, da byen blev underlagt det sicilianske kongehus. I dag, 700 år senere, er Avignon igen under italiensk besættelse. Syv aftener i træk har den italienske scenekunstner Romeo Castellucci tæppebombet Pavepaladsets enorme, indre gård med sin forestilling Inferno. Han er sammen med den franske skuespillerinde Valérie Dréville kurator for dette års udgave af Avignonfestivalen og samtidig manden bag et af festivalens mest ambitiøse projekter. Hele juli måned er Avignon omdannet til ét stort scenerum, hvor kunstnere og teaterkompagnier fra Europa, USA og Sydamerika viser cremen af international scenekunst anno 2008, set med Castelluccis og Drévilles øjne. Det officielle program, som har besat flere af byens mange middelalderklostre og -paladser, tæller 46 forestillinger inden for især dans og teater. Samtidig kappes mere end 1.000 titler i den alternative festival, 'Avignon off', i gaderne, om anslået 100.000 tilskuere, som forventes at lægge vejen forbi Avignon denne måned.

Som Orange Scene

At åbne Avignonfestivalen på Cour d'Honneur-scenen i Pavepaladset, svarer til at åbne Roskildefestival på Orange Scene. Romeo Castellucci er da også en stjerne på den internationale teaterhimmel. Siden midten af 80'erne har han og hans faste trup i Socìetas Raffaello Sanzio været kendt for deres stærkt sanselige forestillinger med referencer til 60'ernes rituelle aktionsteater og mytiske drømmesyner fra den vestlige civilisations underbevidsthed.

Hovedattraktionen på dette års Avignonfestival er Castelluccis iscenesættelse af Dante Alighieris episke digt Den Guddommelige Komedie. Et hovedværk i moderne europæisk litteratur, skrevet på grænsen imellem Middelalder og Renæssance. Mere specifikt i starten af 1300-tallet, det vil sige samtidigt med opførelsen af Pavepaladset i Avignon. At Castellucci har valgt at iscenesætte den første af komediens tre kredse i netop Pavepaladset, er derfor blevet modtaget som en begivenhed af næsten mytiske dimensioner. Hans ambition er da også, som det var Dantes, at skabe en på én gang personlig og universel, mytisk fortælling om sin samtid.

Som McDonalds

Vi - publikum - er dybt nedsunket i Castelluccis Helvede, allerede inden forestillingen starter. Imens vi finder frem til vore pladser imellem Pavepaladsets imposante mure, trasker en mindre gruppe turister rundt oppe på scenen og lytter til deres audioguides. Ja, Pavepaladset er et yndet turistmål - og der skal vel være plads til andet end teaterfolk i Avignon, her midt i industriferien? Men så begynder man at lægge mærke til denne ubestemmelige mumlen, denne fortsatte strøm af pløret kommunikation, som hverken kommer fra scenen eller fra tilskuerrækkerne, men synes at sive fra Pavepaladsets mure selv. Er det italiensk? Hollandsk? Og da går det op for os: vi er allerede i Helvede. Nedsunket i babelsk turistguide-volapyk, i en Lethe-flod af snak uden afsender. Helvede, det er os selv. Turister på rundrejse i det 21. århundrede, konsumenter af Pavepaladset som finkulturel McDonalds.

Men nu kommer en mand ind på den enorme scene og præsenterer sig selv: "Je m'appelle Romeo Castellucci". Imens kunstneren roligt iklæder sig en beskyttelsesdragt, føres et dusin infernalsk glammende helvedeshunde ind. Tre af dem slippes løs og styrter hen over scenen for at bide sig fast i Castelluccis kød. Vi konsumerer også hinanden, som adspredelse, underholdning.

Som Sisyfos

Den amerikanske kunstner Andy Warhol har, om nogen, været med til at tage livet af myten om kunstneren som enestående individ. Han træder senere i Inferno ud af et bilvrag. Warhol viste i sit arbejde, blandt andet i Car Crash, en serie silketryk af forulykkede biler, at i vore dages massemedierede samfund har billedet af begivenheden, eller spektaklet, taget livet af begivenheden selv.

Alting er altid allerede en repræsentation. De talrige statister, som - foruden os nede på stolerækkerne - befolker Inferno, bliver derfor ved med at gentage de samme, standardiserede handlinger, igen og igen. Det 21. århundredes Sisyfos. Kærlighed som ufrivillig soap. Eksistentiel fortabelse som letkøbt attitude. Én efter én træder statisterne frem i rampelyset forrest på scenen og holder et øjeblik på skift den samme orange basketball under armen. De trækker vejret og virrer let med en skulder, et hjørne af en læbe. Er bare, lige dér. Men det er umuligt ikke at begribe dem som levende billeder, vi allerede har set før. I en reklame eller en musikvideo. Fremmede, men velkendte. Billedet er almægtigt. Helvede er at være tilskuer til sit eget liv.

Stærkt Teater

Castellucci er ikke ene på årets festival om at se på vores samtid igennem én af den vestlige civilisations store fortællinger. Den hollandske forfatter Tom Lanoye indskriver med sit stykke Atropa krigene i Irak og Afghanistan i et tragisk perspektiv. Hans tekst låner fra Aiskylos og Euripides og aktualiserer derved den antikke myte om 'alle kriges moder', Troja-krigen, for at stille grundlæggende spørgsmål om krigens væsen. Det er der kommet et særdeles stærkt stykke teater ud af, i Guy Cassiers iscenesættelse. Men helt blottet for billeder af blod og eksplosioner. Næsten kun ord, der siger krigens gru og de uskyldige ofres tavshed.

Ordet er Kaj Munks på én gang politiske og meget personlige dramatisering af Det Nye Testamentes budskab om kødets opstandelse. Stykket havde fransk urpremiere på festivalens anden aften og er blevet modtaget som et absolut højdepunkt. Ordets styrke og svaghed ligger i stykkets halsbrækkende patos. Men den unge franske instruktør Arthur Nauzykiel undgik den oplagte fare for ironisering og karikatur, idet han lod sine skuespillere lægge hele kroppen bag hvert eneste ord. Fordi vi mærkede det hårde jyske hedeliv i skuespillernes kroppe, mærkede vi også ordene der kom fra deres munde. For Kaj Munk var troen på miraklet den eneste vej ud af Helvede, døden i livet. Og ordet blev virkelig kød i denne forestilling. Ordet skal ses i tea-tret.