USA giver diplomatiet en chance i forholdet til Iran

For første gang sender USA i dag en delegation af højtstående diplomater til atom-forhandlinger med Iran. Men iranerne skal kende deres besøgstid, for der er tale om en 'engangsforestilling', siger den amerikanske chefforhandler
USA-s Iran-forhandler, viceudenrigsminister William Burns, regnes som en af det amerikanske udenrigsministeriums unge intellektuelle sværvægtere. Han kommer fra en post som ambassadør i Rusland, og kender Mellemøsten fra sin tid som ambassadør i Jordan. Han taler russisk, arabisk og fransk. Burns blev ansat som viceudenrigsminister af Condoleezza Rice i marts 2008. Foto: Sergei Ilnitsky/Scanpix

Mulighedernes vindue står åbent, men det er en "engangsforestilling".

Sådan lyder budskabet fra USA forud for dagens møde i Génève, hvor Irans omstridte atomprogram er til forhandling. Her mødes den iranske udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, med EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, og en delegation af diplomater fra Rusland, Frankrig, Storbitannien, Kina, Tyskland samt USA, der i skikkelse af viceudenrigsminister William Burns for første gang deltager i direkte forhandlinger med iranske dimplomater.

"USA står bag en diplomatisk linie, vi står solidt sammen med vores allierede - og forhåbentlig forstår iranerne budskabet," siger Condoleezza Rice forud for det historiske møde.

Og mindst ligeså imødekommende er det iranske svar. Den iranske chefforhandler håber på "gode og konstruktive" drøftelser:

"Hvis de går ind i forhandlingerne med en konstruktiv tilgang og undgår tidligere fejltagelser, så kan vi bestemt få gode og konstruktive forhandlinger," sagde Saeed Jalili, der er Irans chefforhandler på atom-spørgsmålet.

Den diplomatiske åbning kommer efter en årelang strid mellem Iran og særligt EU-landene og USA, der forlanger, at Iran indstiller alle bestræbelser på at udvikle et atomprogram. Siden 2006 har FN's sikkerhedsråd gradvist øget presset på Iran i form af økonomiske sanktioner, og USA har flere gange truet Iran med militære angreb.

Iran har dog hele tiden nægtet at stoppe deres atomprogram, som de siger, kun tjener civile formål.

Krigsplaner skrinlagt

Mark Fitzpatrick har igennem 26 år arbejdet som embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium. I dag er han seniorforsker ved den London-baserede tænketank The International Institute for Strategic Studies. Han forklarer, hvad det amerikanske kursskifte betyder:

Fakta: Presset på Iran

Siden 2006 har FN's sikker-hedsråd tre gange indført sanktioner mod Iran som følge af, at landet ikke samarbejder fuldt ud med det internationale atomenergiagentur, IAEA. Seneste stramning var i marts 2008.

Imidlertid kom de samlede amerikanske efterretnings-tjenester med en skelsættende rapport, en såkaldt National Intelligence Estimate, NIE, i november 2007. Her kon-kluderedes det, at Iran siden efteråret 2003 ikke har forsøgt at producere atomvåben.

Iran er i fuld gang med at udvikle et civilt atomprogram. Bekymringen fra FN's sikkerhedsråd går på, at programmet inden for relativ kort tid kan udvikles til militære formål.

I foråret 2008 indledte gruppen af de såkaldte 5+1 lande (sikkerhedsrådets fem permanente med-lemmer og Tyskland), forhandlinger med Iran. Gruppen tilbyder økono-miske aftaler, mod at styret opgiver atomprogrammet.

Lignende aftaler blev ind-gået med Nordkorea, der i øjeblikket afvikler deres atomprogram mod økonomisk hjælp fra Vesten.

"Der er tale om et regulært gennembrud fra amerikansk side, og det vil have en positiv indvirkning på forhandlingerne - det ser vi allerede nu. Den iranske tone i debatten har ændret sig."

-Hvad kommer der ud af det?

"Jeg mener, at det er positivt, at Iran får en form for anerkendelse ud af den her sitiuation. Iran søger altid respekt, og det føler de, at de får i den her situation. Derfor står vi med en åbning," vurderer Mark Fitzpatrick, der dog advarer imod at skrue forventningerne for højt op.

"Der kommer ikke noget umiddelbart gennembrud. Iran skrotter ikke pludselig deres planer for et atomprogram. Det sker ikke. Men et første skridt på vejen kan være, at parterne bliver enige om den såkaldte dobbelt-indfrysningsaftale," siger Mark Fitzpatrick, der hermed referer til, at EU, USA og FN har lovet at droppe yderligere sanktioner, hvis Iran midlertidigt stopper deres atomprogram ind til en decideret aftale mellem parterne er indgået.

Mark Fitzpatrick gør det samtidig klart, at de nye diplomatiske toner ikke kommer fuldstændig ud af den blå luft. USA's position skal snarere ses som en naturlig reaktion efter, at USA's 16 efterretningstjenester i et fælles 'National Intelligence Estimate' i november 2007 med "meget høj sandsynlighed" konkluderede, "at Teheran siden efteråret 2003 har stoppet deres program for udvikling af atomvåben," og at deres atomprogram derfor rent faktisk kun har et civilt formål.

Det tog ifølge Mark Fritzpatrick allerede dengang luften ud af den amerikanske krigstrussel. Samtidig gjorde det også det internationale pres mere effektivt, når hverken Kina eller Rusland, der har store økonomiske og geopolitiske interesser i Iran og Mellemøsten, ikke længere behøver at frygte for en krig.

Fra pisk til gulerod

Den nye kurs over for Iran markeres samtidig ved, at USA og EU står parat med et tilbud om økonomiske og diplomatiske begunstigelser på betingelse af, at det iranske styre indstiller berigelsen af uran.

En højtstående iransk embedsmand siger, at drøftelserne i Génève vil være afgørende for, om diplomatiet vil lykkes.

"Efter mødet vil forhandlingerne enten fortsætte eller gå helt i stå," siger den anonyme embedsmand til det britiske nyhedsbureau Reuters.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her