Hvorfor skal staten have monopol på oplevelser?

Vi har herhjemme længe haft en tradition for at sætte fødderne i, når begreber som 'sponsorering' eller 'private fonde' nævnes i forbindelse med kulturlivet. Nej tak, er der blevet sagt. Kunst må ikke fedtes ind i erhverv - det er uadskillelige størrelser.

Sådanne udsagn udtrykker ikke kun for letkøbt en kritik. Det er også klassiske eksempler på gammeldags og bagudskuende holdninger, som tiden er løbet fra. For når nu vores kunstinstitutioner formår at følge med tiden og skabe ekstraordinære oplevelser for publikum i samspil med erhvervslivet, så er det da ærgerligt, hvis andre per automatik stejler - måske endda blot for manøvrens egen skyld.

Det har derfor været særdeles interessant at følge Informations artikelserie her i forsommeren om samarbejder mellem kultur og erhverv, fordi avisen har gjort mere end bare at kradse i overfladen af et emne, der optager rigtig mange. De mange artikler har vist et nuanceret billede af et kulturliv i rivende udvikling.

Danmark har nemlig en række kulturinstitutioner, der ikke er bange for at gå nye veje for at sikre de kulturelle produkters kvalitet. Vi har et kulturliv, der er parat til at favne de mange muligheder, som et samarbejde mellem kultur og erhverv tilbyder.

Det opfatter jeg som udtryk for, at der er en stigende bevidsthed omkring, at der er en fare for, at det bliver lidt konformt, hvis det hele blot er statsligt.

Positiv udvikling

Når jeg læser om Karsten Ohrt fra Statens Museum for Kunst eller Christian Gehter fra Arken, glæder jeg mig over, at de to herrer ser muligheder - ikke begrænsninger - i et øget samarbejde mellem kultur og erhverv.

Alligevel fortæller Karsten Ohrt, at han ofte må forsvare sine holdninger til private sponsorer. Museumsdirektøren kommer på anklagebænken for at sige ja tak til sponsorers velvillige ønsker om at støtte spændende projekter til glæde for publikum.

For mig er der ingen tvivl.

Jeg er af den klare overbevisning, at det er en positiv udvikling, at private fonde og virksomheder er indstillet på at medvirke til at styrke det danske kulturliv gennem konkrete projekter. Samtidig styrker det min optimisme, når vores dygtige museumsfolk udbreder deres fremadskuende og åbne syn på samarbejder mellem kultur og erhverv. Det er virkelig befriende, når vi ser fordomsfrit på kulturens mangfoldige styrker og ikke blot ukritisk fastholder forgangne tiders kulturpolitiske dogmer.

Vi skal bruge kunsten og kulturen til at inspirere og forme vores liv. Og netop derfor skal vi blive bedre til at udnytte de potentialer, der eksisterer mellem kulturen og erhvervslivet. Disse to parter har så meget at give hinanden. Og et forbedret samarbejde mellem dem vil helt uomtvisteligt styrke den danske kunstscene - til gavn for både kunstnerne, kulturlivet og publikum.

Privat vs. offentlige

Kritikerne af samarbejdet mellem kultur og erhverv frygter oftest for kunstens autonomi eller for en afdemokratisering af kunsten. De nærer en frygt for, at kunsten bliver købt eller skabt ud fra mæcenens ønsker og at kunsten dermed mister sin autonomi. Og det er naturligvis en reel bekymring at have på kunstens vegne.

Vi skal aldrig bringe os i en situation, hvor kunstfaglige prioriteringer bliver knægtet af de private sponsorer. Det er da heller ikke tilfældet med det samarbejde mellem fonde og museer, som finder sted herhjemme. Kvaliteten i kulturen forsvinder ikke med den private kultursponsorering - den bliver snarere bredt ud til nye målgrupper og nye oplevelser.

Til slut vil jeg gerne understrege, at de private donationer naturligvis på ingen måde erstatter de offentlige støttekroner. I Danmark har vi en sund og smuk tradition for, at staten støtter et offentligt kulturliv.

Det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men som sagt skal vi også være åbne og fordomsfri i vores syn på kulturens fremtid. For kulturen tilhører os alle. Og samspillet mellem kulturens offentlige og private kroner styrker kunstens position, fordi de bedste får flere udviklingsmuligheder og dermed bedre chancer for at komme igennem med deres projekter.

Kunst- og kulturlivet er et dynamisk felt i vækst. De kunstneriske miljøer lukker sig ikke om sig selv, og kulturlivet indeholder en række potentialer, som resten af samfundet og i særdeleshed erhvervslivet kan lære en masse af.

Jeg har fra starten af min ministertid set muligheder i stedet for begrænsninger i potentielle samarbejder mellem kultur og erhverv. For begge parter har rigtig meget at lære af hinanden. Det har jeg gerne villet hjælpe på vej. Til glæde for os alle sammen.

Brian Mikkelsen (K) er kulturminister