Den gruppe, der i maj sidste år bortførte fem briter i Irak, har givet avisen Sunday Times en videofilm, hvori det hævdes, at et af gidslerne har begået selvmord.
Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, der lørdag foretog et overraskelsesbesøg hos britiske soldater i Irak, beskriver meddelelsen som "foruroligende" og opfordrer til gidslernes øjeblikkelige og betingelsesløse frigivelse.
En talskvinde for udenrigsministeriet i London siger, at ministeriet ikke har "uafhængig bekræftelse af påstandene i videoen" og tilføjer, at hun ikke vil kommentere nøjagtigheden af oplysninger i videoen.




