Det lyder så troskyldigt – sandwichbolle! Men realiteten er et helvede; hverken til at spise med kniv og gaffel, sådan som selv højt smørrebrød, og slet ikke til at fortære på vej hen ad fortovet, som den nye livsstil kræver, på vej fra det ene møde til det andet eller mellem dagens fjerde og femte servicebesøg, hvis man er i den tekniske branche.
Bollen er heller ikke sprød som en flutes eller et spansk rundstykke. Det er snarere en svampet foccaciobolle eller mellemting mellem gammeldags krydderboller og Vimmers yndlingshveder i Skipper Skræk. Bøfsandwicher, so called. (Nu hedder det burgere, undtagen på Dyrehavsbakken.
Sejtrækkeri
Tanken med en sandwich (og lad for en gangs skyld Jarlen af samme hvile) er oprindelig en nemt håndterlig spise med tyndt brød på begge sider.
Sådan er det ikke længere. Heller ikke på tankstationerne eller i DSB's kioskvogne. Brødet er centimetertykt og fyldet opulent. Men dog for intet at regne i forhold til sandwichBOLLEN.
Den er overlæsset. Flere lag salatblad, tomat, agurk, kød af en art (kalkun, pastrami, skinke) og evt. ost foruden flydende dressing. Den kombination er umulig at styre uden pletter på skjorten, sweateren eller reverset.
Og hvis serveringen foregår på cafe og ikke bare i pose hos en bager, bliver bollen endnu højere. Fyldet er eksorbitant, club-kyllingen og det stegte flæsk overwhelming, underdelen af brødet så sejt, at det ikke kan skæres, og overdelen kækt på snur oven i alt det egentlige, så den ucharmerende må spises med fingrene (hvis man ikke vil gå glip af olivenpastaen, selv om man egentlig er mæt på forhånd og lige så træt i ansigtet som den indlagte rucola).
Et halvt stykke mad
Sender smørrebrødet en kærlig tanke. Selv uden kniv og gaffel lod det sig spise med rugbrødsskorpen støttet mod fingrene. Kartoffel med purløg, æg og tomat, flæskesteg med surt, og ost uden videre – altså uden radiseskiver, der gør osteskiven vådt bleg i runde pletter, eller nymodens rød/grøn peber der simpelthen ikke hører sammen med ost.
Der findes stadigvæk smørrebrødsforretninger (selv om der er langt imellem, nu til dags) med mulighed for at vælge mellem de blomstrende stykker i vinduet og bortføre det indkøbte i hvidt indpakningspapir med mellemlæg.
Men rigtige sandwiches er ikke til at opdrive, endsige lade sig smøre og skære i køen foran glasdisken som i London eller New York.
Og tramezzini er slet og ret en by i Italien. Helt tynde i brødet, uden skorper og med en variation i det enkle lækre fyld, der gør frokosten i skyggen udenfor eller tæt op mod barskranken indedørs til noget, man glæder sig til lige fra den til gengæld noget povera collazione.
Dansk sandwichbolle – bvadr! Renserimandens sikre indtægtskilde. Cafe-anmeldernes livsgrundlag. En deroute for dannede borgerdyr.
