Danmark er et lille, fattigt land. Og det skal vi være stolte af. Vores flade geografi og strategiske lidenhed har lagt os åbne for talrige forsøg på at løbe landet over ende - og alligevel er det lykkes os at blive ved med at være her. Det er dén sejr, og dén fortsatte eksistens, som ‘Langt Højere Bjerge’ er en hyldest til - og alle politikere af i dag ville have godt af at læse og synge den, siger Søren Krarup (DF).

Det er en meget smuk, klog og fornem sang. Den er skrevet i 1820 - og da havde Danmark jo været igennem nogle oprivende begivenheder. Vi var blevet smadret af englænderne - de skiderikker. De havde stjålet vores flåde og bombarderet København. Vi havde mistet Norge. Vi var et ‘lident, fattigt land’, som også Poul Martin Møller jævnsidigt skrev i sin smukke ‘Rosen Blusser Alt i Danas Have’. Det er det, som er så fornemt ved den danske guldalder som helhed: Denne troskab mod den givne danske virkelighed,” siger han.

Det er en del af dansk identitet, dansk nationalitet, at man ikke puster sig op. At man simpelthen er tro mod det begrænsede, lille land, som vi er børn af. For os er det stilfærdige, nøjsomme folkeliv og den begrænsede verden, som Danmark udtrykker, der, hvor vi hører hjemme.”

Beskeden stilfærdighed

Søren Krarup finder Grundtvigs mest centrale budskab i fjerde vers af sangen: Til husbehov vi dog har vid og forstand. Vi vil os til guder ej grunde.

Det er kristendommens tale om, hvad det vil sige at være menneske. At vi ikke selv skal skabe paradiset - vi skal ikke grunde os til guder. Men vi skal vide, at vi af Gud i himmelen er sat her på jorden til at leve et bestemt liv. Og det vil for en dansker sige et dansk liv. Og et dansk liv, det hører netop hjemme i den beskedne stilfærdighed, som Grundtvig skildrer så utroligt smukt.”

- Det hænger da ikke rigtig sammen med, at vi skal markere os i konkurrencen med den globaliserede verden?

Ved du hvad - jeg synes netop, at denne sang her er så udmærket til at torpederer ikke blot snakken om, at vi skal være verdensmestre, men også snakken om globalisering. Det er udmærket, at man kan handle frit over grænserne. Men ellers er globalisering jo en tom frase - for vi er jo ikke børn af globen. Vi er børn af vores land og vores folk. Vi er børn af den nationalitet, som folket har.”

- Kan man ikke gøre noget for at forbedre sit land og forbedre sine muligheder i verden?

Meget af den snak, der føres om at forbedre verden og for så vidt også sit land, er hul. Det er en tom idealisme, der kun bidrager til at svigte den virkelighed, der ligger og venter på at blive levet. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan forvandle Danmark til et paradis eller forvandle verden til en paradisisk have, hvor globaliseringen betyder, at nu er vi alle blevet guder. På den måde er der en lang række falske, hule fraser, der er skabt af den politiske korrekthed - jeg kalder den også kulturradikalismen.”

Skuffet over Fogh

- Man kan vel dårligt kalde Anders Fogh Rasmussen for kulturradikal - han taler jo også om, hvordan vi skal engagere os i verden og blive vindere i globaliseringen?

Jeg har og har haft meget stor respekt for Anders Fogh Rasmussen, men jeg må sige, at jeg er blevet frygteligt skuffet over ham. Hidtil har jeg hørt og læst ham som den ansvarlige dansker, der effektivt vil tage vare på sit land. Men så ser jeg i hans tale til forfatteren Smærup Sørensens laurbærkransning, at det for en dansker handler om at udvikle sig fra ‘det lokale’ til ‘det globale’. Det danske bliver altså bare defineret som noget lokalt - og idealet er, at man skal udvikle sig til noget globalt. Det tager efter min mening fuldstændig livet af alt det, han har sagt hidtil. Det er en hul patos, der er under hans niveau.”

Søren Krarup har gang på gang kritiseret det ‘behandlersamfund’, som han mener, at velfærdsstaten har udviklet sig til. Alligevel er han meget begejstret for Grundtvigs formulering om, at Danmark “har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

Velfærdsstaten svarer til en ansvarlig familie, hvor de unge og raske hjælper de syge og gamle. Det er også det, som et folk gør. Det er meningen med en nation, at vi hjælper dem, der ikke kan klarer sig selv. Men hvis vi begynder at reducere dem til at være uansvarlige behandlingsgenstande, så er det djævelskab.”

Lighed fører til terror

- ‘Få har for meget og færre for lidt’ - nogen vil mene, at det også er lighedsmageriets dåbsattest?

Hvis det var det, ville jeg også finde det ækelt. Men det er fællesskab, Grundtvig taler om. Ikke lighed. Lighed er en ide, der fører til en ideologi, der fører til totalitarisme, der fører til terror. Det er det, de sidste halvandet hundrede års verdenshistorie er en illustration af. Lighed var marxismens dogme - og det har ført til disse uhyggelige terrorregimer, vi har oplevet med Stalin og Mao og en masse andre steder. Dét ligger jo slet ikke i det her. Det her er en understregning af fællesskabet, at vi som danskere - det er nemlig ikke globalt, men som danskere - skal hjælpe hinanden.”

- Hvordan bliver man en del af det danske folk?

Her er der jo grund til at citere en anden sang af Grundtvig, der siger: ‘Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil. Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild’. Og så fortsætter han: ‘Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker - lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret’.”

De, der elsker deres modersmål og deres fædreland og har fået deres indfødsret, de er danske og en del af den danske familie og det danske fællesskab.”

- Er det ikke lidt uambitiøst, at vi som danskere først og fremmest skal være stolte af, at vi eksisterer?

I betragtning af, at den eksistens igennem hele historien har været truet fra alle sider, så er det da en bedrift, at vi eksisterer efter 1.500 år. Jeg er glad for, at det danske omdømme er blevet bedre, og at det i dag står klart, at vi har noget, vi faktisk vil slås for.”

- Selv om det ikke er for mere end bare at have lov til at være her?

Jamen, det er da søreme også det afgørende! ‘Ikke for mere’ - vil du erobre verden? Vi vil os til guder ej grunde! Men vi vil forsvare vores land og vores ret til at være her som dem, vi er.”

Blå bog

Søren Krarup

Født 1937 i Grenaa.

Sognepræst, cand.theol. og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2001.

Yndlings-nationalkvad:

Rosen Blusser Alt i Danas Have’ af Poul Martin Møller, 1820.

Dets omkvæd er Danmark er et lidet, fattigt land. Det handler netop om, at vi skal være tro mod vores givne, danske virkelighed.’

NY SERIE: Langt højere bjerge…

Langt højere bjerge…

N.F.S. Grundtvigs sang ‘Langt Højere Bjerge Så Vide På Jord’ blev skrevet i 1820 for at give danskerne den nationale stolthed tilbage efter statsbankerotten, bombardementet af København, overgivelsen af flåden og tabet af Norge.

Men hvad er det for en stolthed, den udtrykker?

Information har talt med en række politikere om, hvad sangen siger dem i dag - og om danskhed i det hele taget:

Søren Krarup

Margrethe Vestager

Per Stig Møller

Villy Søvndal

Svend Auken

Birthe Rønn Hornbech