De venter på Obama

Umiddelbart er det svært at mærke makronbunden i den optimisme, der bredte sig efter lørdagens Geneve-møde mellem Iran og 'sekser-klubben', FN's fem faste sikkerhedsrådsmagter plus Tyskland. Optimismen begrundes med, at USA viste vilje til diplomati ved at sende en senior-diplomat, men især at Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad, i går erklærede, at 'enhver forhandling er et skridt fremad'. Udsagnet tændte 'et glimt af håb' på det globale nyhedstapet om, at Iran omsider overvejer at indstille produktionen af beriget uran. At iranerne altså vælger den gulerod, de seks verdensmagter havde med til Geneve i form af økonomisk bistand og ophør af FN-sanktioner, men som ret beset også var en ny trussel om stokkeprygl ved fortsat obsternasighed.

Iranerne har fået to uger til at finde ud af, om de vil spise guleroden eller risikere stokken. Et kvalificeret gæt er, at de løber stokke-risikoen i tillid til, at den reelt er ikkeeksisterende. Iranerne tror ikke på, at amerikanerne har viljen og evnen til et militært angreb, der under alle omstændigheder kun vil udsætte det atomprogram, de har gang i. Og muligvis vil de endda i den sidste ende acceptere en aftale med det indhold, der blev tilbudt i Geneve - men ikke så længe den siddende præsident i Det Hvide Hus hedder George W. Bush. Dertil har iranerne for megen prestige på spil som ny regional stormagt - en position de kan takke Bush og hans hold af inkompetente neokonservative fantaster og koalitionsmedløbere for.

Iran har i årevis beriget uran, angiveligt til civilt formål, men i et omfang, der gør det rimeligt at antage, at præstestyret pønser på fremstilling af kernevåben. Den ambition, hvis den altså er der, nyder fremme i den internationale muslimske opinion, også fordi Pakistans 'muslimske bombe' for tiden reelt kontrolleres af amerikanerne under 'krigen mod terror'-paraplyen.

Muslimer har desuden besvær med at indse, hvorfor Iran udsættes for sanktioner og trusler om militært angreb, når det internationale samfund stiltiende finder sig i Israels lager af atomare sprænghoveder, som ingen instans har indseende med, da israelerne (i modsætning til Iran) aldrig har underskrevet aftalen om ikke-spredning af kernevåben.

Mødet i Geneve blev solgt som et nyt forsøg på at tale fornuft til iranerne og med EU-chefforhandler Javier Solana i rollen som Skt. Bernhards hund, der undsætter det sanktionsramte Iran med en tønde cognac om halsen. Praktiserende muslimer drikker ikke cognac, og i Geneve løftede iranerne deres glas, men drak ikke. Det fik i går Condoleezza Rice til at kræve 'et seriøst svar', ligesom den britiske premierminister Gordon Brown lovede Knessets parlamentarikere i Jerusalem opbakning over for Irans 'atomtrussel'.

Iranerne? De ved, at de lige om et øjeblik vil snakke med en anden amerikansk udenrigsminister og de ved, at den politisk vingeskudte Gordon Brown ikke kan få Underhuset med på endnu et militært eventyr i den labile region. Så de gør det, de er bedst til: De venter - ikke på Godot, men på 20. januar 2009, hvor en ny præsident indsættes i Det Hvide Hus.