Statsminister Fogh Rasmussen trådte i forbindelse med dansk deltagelse i Irak-krigen og den dermed betegnede aktivistiske udenrigspolitik i karakter som historisk kommentator og udråbte besættelsestidens samarbejdspolitik eller rettere forhandlingspolitikken som ussel. Hvis alle besatte lande havde gjort som Danmark havde Hitler vundet, mente han. Statsministeren lod hermed forstå at havde det været op til ham, havde han været ved skelsår og politisk aktiv i de fem forbandede år, var der ikke blevet noget af forhandlingspolitikken med tyskerne; Fogh Rasmussen og danskerne havde taget kampen op, koste hvad det ville. Standpunktet er i tråd med den store fælles fortælling, som også var af narrativ tilbagevirkende art, som det lykkedes nationens toneangivende opinionsdannere at etablere i maj 1945, og som i årene efter fik karakter af kanon.
Ludere og lommetyve
I det frederiksbergske konservative skolevæsen i 1950'erne stod det klart at den danske modstandsbevægelse var second to none, og at der aldrig havde hersket tvivl om danskernes sind og sjæl. Jøderne blev reddet af en enig dansk befolkning, som stod sammen i foragt og trods mod besættelsesmagten. Gå til modstand alle danske mænd, var parolen jo! Landet var på den konto i samarbejde med Montgomery blevet befriet, og de der stod på tyskernes side var bare ludere og lommetyve, kvartmennesker og psykopater. Misfornøjelsen med Scavenius var betragtelig i det omfang den forkætrede udenrigs- og statsminister overhovedet blev værdiget med et ord.
Det bedst mulige
Rigsdagens altdominerende flertal med kongen som formel spids var uanset myterne allerede den 9. april enige om at Danmark måtte forsøge at få det bedst mulige ud af en umulig situation, hvor landet rent faktisk var truet på sin eksistens, og borgerne i byerne rent bogstaveligt på livet. De mørke fugle fløj - den 9. april. Selv den modigste skrivebordsmodstandskæmper burde vel 60 år efter begivenhederne indse at valgmulighederne, såfremt datidens ansvarlige ikke skulle risikere deres landsmænds liv og lemmer, samt den totale destruktion af hovedstaden og de store provinsbyer, var få og små. Det havde de været op igennem 1930'erne, hvor P. Munch og Stauning førte en realistisk udenrigs- og militærpolitik, den eneste mulige. Det gjaldt om ikke at tirre Hitler og hans totalt skruppelløse nazister i Berlin; englænderne havde i klartekst ladet forstå at man ikke kunne og ville komme Danmark til undsætning ved et tysk angreb. Det ene med det andet.
Samarbejde og modstand var i virkeligheden sammenhængende størrelser. Lykkeligvis for modstanden og ære være de der satte livet til. Uden deres indsats havde Danmark i sandhed stået i et tvetydigt lys, akkurat i øvrigt som Frankrig, hvor samarbejde og modstand også var skæbneforbundne kar. At et intakt og loyalt administrativt apparat, for resten med politikerne i kulissen under hele perioden og også efter samarbejdspolitikkens såkaldte sammenbrud, fik landet frelst igennem burde have et særligt monument i Mindelunden.
