Jeg var lige ved helt at glemme, hvad det er, jeg ikke bryder mig om ved dansk kulturliv, men så ringede Uffe Holm mig op forleden morgen fra et radiostudie på The Voice og mindede mig om det. Vækkede mig til dåd, gjorde han.
Han er vært på radioprogrammet Morgenfabrikken og står tidligt op. Det gør jeg normalt også, men altså ikke lige den morgen, Uffe ringede for at interviewe mig til sit program, som jeg ikke ved, hvad drejer sig om, men efter ufrivilligt at have medvirket i det, tør jeg godt at sige, at det ikke er om nyheder.
I 2005 anmeldte jeg The Uffe Holm Show i Ekstra Bladet og gav det kun to stjerner. Nu ville Uffe, der selv kalder sig Champen, gerne vide, hvorfor jeg som lyrikanmelder kom til hans show.
Det var faktisk et godt spørgsmål, og han fulgte det op med at spørge, om Jan Gintberg måske havde anmeldt min bog Motorvej til Babylon, da den udkom? Bogen er fra 2001 og altså endnu mindre en nyhed, og nej, anmelderne dengang hed Niels Lyngsø og Lone Hørslev.
Jeg var altså ikke blevet udsat for den uretfærdighed, som Uffe mente, han var blevet udsat for.
Bankoplader
Champen lagde altså godt ud, og jeg tror, det kunne have været sjovt. Jeg tror, jeg også selv ville have leet, hvis han havde fået mig i fedtefadet, men som jeg havde skrevet i min anmeldelse, og som Champen nu citerede i æteren, så er "Uffe Holm ikke ligefrem kendt for at kunne holde styr på 15 banko-plader ad gangen." Nu ville han gerne vide, om jeg virkelig kendte nogen, der kunne det?
Jeg prøvede at tænke hurtigt og svarede i overensstemmelse med sandheden, at det ikke er så tit, at jeg går til banko.
Jeg var så godt som vågen, da Champen stillede sit sidste spørgsmål, som jeg endda selv måtte vælge, om jeg ville svare på: "Er du lesbisk"
Pikkemanden
Det spørgsmål kræver en forklaring, og den kommer her: En del af min kritik af The Uffe Holm Show 2 gik på det trivielle i indholdet. Altså ikke på selve indholdet, men på den manglende variation. Ud af de 100 minutter showet varede, handlede de 98 om pikkemanden. Champens egen.
Her skulle jeg for alvor tænke hurtigt, for nu var det jo overhovedet ikke morsomt længere. Tænk, at den eneste forklaring, Champen kunne forestille sig på de to stjerner, var, at anmelderen måtte være lesbisk. Og i Champens verden er det nok lige en tand værre end lyrikanmelder.
Hverken Champen eller jeg blev klogere af den samtale, men nu kan jeg i det mindste huske, hvad jeg virkelig ikke bryder mig om.
En række af Informations medarbejdere skriver i denne sommerserie om nogle af deres mest elskede aversioner
