I 2006 lod tingene til at gå skidt for USA's militærindsats i Irak. Irakkrigen blev hovedemne ved det amerikanske kongresvalg samme år. Der er almindelig enighed om, at Republikanerne klarede sig dårligt ved dette valg, langt hen ad vejen fordi vælgerne havde mistet tilliden til den amerikanske invasions gennemførlighed og dermed til, at den var umagen værd.
11. december 2006 udsendte en tværpolitisk establishmentkomité anført af James Baker og Lee Hamilton en rapport, der opfordrede til gradvis tilbagetrækning af de amerikanske tropper og direkte diskussioner med Iran og Syrien om alle udeståender i Mellemøsten.
Trods meget bred politisk støtte til komitéens anbefalinger valgte præsident Bush en ganske anden respons på den militære situation. Nemlig den såkaldte 'flodbølge-strategi', som gik ud på ikke at trække tropper ud, men tværtom sende flere ind og på forskellig vis forsøge at mindske volden mod både amerikanske tropper og irakere markant.
Graden af bekymring
Nu, halvandet år efter, hylder Bush-regimet og Republikanernes præsidentkandidat, John McCain, resultaterne af flodbølgen af tropper. Det er sandt, at angrebene på det amerikanske militær er markant mindre end for halvandet år siden. Det er også rigtigt, at volden mod irakerne er gået noget ned nogle steder. Det har ændret holdningen i den amerikanske offentlighed. Opinionsundersøgelserne viser, at antallet af folk, der mener, at krigen var en 'fejl', er nogenlunde det samme i dag som for halvandet år siden; og de går stadig ind for en gradvis tilbagetrækning. Det, der har ændret sig, er graden af bekymring eller hastværk, som den amerikanske offentlighed oplever. Irak er ikke længere det, befolkningen er mest optaget af. Opmærksomheden er skiftet radikalt til verdensøkonomiens dårlige tilstand og mere konkret: den amerikanske økonomi. Nettoresultatet i den amerikanske valgkamp er, at flodbølgens succes ikke lader ubeslutsomme vælgere tilflyde McCain- men Obama trækker heller ikke længere ret mange ubeslutsomme vælgere på baggrund af sit løfte om at trække tropperne ud.
Det lader et spørgsmål tilbage: Har flodbølgen af tropper virkelig virket? Det kan man vel godt sige, at den har, hvis man alene ser på antallet af faldne i Irak i det korte løb. Og det ville virke endnu bedre, hvis USA sendte 200.000 mand mere ind. USA har bare ikke yderligere 200.000 tropper at sende ind. Og de samarbejdende lande har trukket tropper ud, ikke sendt flere ind. Det er klart, hvis man bestikker en hel masse sunni-sheiker, vil de være på USA's side for en tid. Og hvis man institutionaliserer etniske fordrivelser, sådan som det sker i Bagdad, får man færre steder med den slags intern irakisk vold, der tidligere sås. Og hvis Moqtada al-Sadr finder det klogest at se tiden an, vil der være en midlertidig mindskning af den form for vold, som før fandt sted.
Muligt at tabe krigen
Men se en gang på, hvad der er sket andre steder i Mellemøsten på grund af flodbølgen af tropper i Irak. I november 2006 havde USA og NATO lykønsket sig selv med deres indsats succes i Afghanistan. Men siden da er der sket to ting: Antallet af amerikanske faldne er strøget i vejret og er nu højere end det i Irak. Det samme er volden mod afghanere. Pludselig er Taleban tilbage i stor stil. Og nu taler de kloge for første gang siden 2001 om muligheden af, at USA taber krigen i både Afghanistan og Irak.
Og se på Pakistan. Siden november 2006 har landet haft forholdsvist demokratiske valg, der har bragt en lovgivende forsamling til magten, som er fjendtligt indstillet over for præsident Musharraf, der stadig er den person, som Bush-styret forlader sig på vil forfølge en politik, der tjener amerikanske interesser. Musharraf har derfor kæmpet for at holde hovedet oven vande. En af måderne, hvorpå han har gjort det, har været at indgå en uudtalt aftale med de islamistiske styrker i den nordvestlige grænseregion, som støtter og huser både al-Qaeda og Taleban. For nyligt var disse styrker nær ved at besætte områdets største bykerne. De er faktisk meget stærke, og de hjælper aktivt Taleban i Afghanistan.
Iran er stærk
Se så på Iran. Iran raser og regerer. Det samme gør Israel, blot vendt mod Iran. Og det samme gør den amerikanske vicepræsident Dick Cheney. Fakta er imidlertid, at Iran er stærkere end nogensinde. Og landet har på enhver måde styrket forbindelserne med de to grupper i Irak, som de amerikanske håb baserer sig på: al-Maliki-bevægelsen og kurderne. Iran har faktisk mange fælles interesser med USA i Afghanistan. Men USA er ude af stand til at udnytte denne geopolitiske alliance, fordi USA insisterer på at se Iran som Mellemøstens onde ånd.
Og se så på Irak igen. USA havde - nu da flodbølgen af tropper var så 'succesrig' - håbet på at få Irak til at skrive under i år på en aftale, som ville fastlåse tilstedeværelsen af amerikanske tropper og baser i Irak årtier frem i tiden. I stedet har den irakiske premierminister al-Maliki gjort det klart, at ikke alene vil Irak kun underskrive en korttidsaftale; men end ikke det, med mindre USA forpligter sig til en tidsplan for tilbagetrækning - hvilket er bandlyst af både Bush og McCain.
Jeg kunne blive ved: om Libanon, Israel/Palæstina, Golfstaterne. Fakta er, at USA er blevet afgjort svagere over alt i Mellemøsten i det halvandet år, der er gået, siden flodbølgen af tropper begyndte. Har det ikke til dels (måske en meget stor del) været netop på grund af flodbølgen?
Mellemøsten af i dag er som en stor geopolitisk ballon: Hvis man klemmer det ene sted, flytter luften sig bare et andet sted hen i den. Og ballonen bliver hele tiden mere skrøbelig. Den er lige ved at sprænges.
Immanuel Wallerstein er ledende forskningsakademiker ved Yale University og forfatter til The Decline of American Power: The U.S. in a Chaotic World (New Press).
Copyright © Immanuel Wallerstein 2008Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu
