Mange danske kunstnere er bekymrede over den borgerlige regerings bestræbelser for at overlade kunst og kultur til markedskræfterne.
Spørgsmålet er imidlertid, om disse bestræbelser er udtryk for et bevidst ønske om at ignorere alt det, som ikke kan udmøntes i kolde kontanter, eller om det skyldes uvidenhed om, hvad kunst betyder for fællesskabet. Det sidste kan muligvis være tilfældet, for det skorter på forklaring på, hvad kunst egentlig handler om.
For lægmanden - inklusive kultur- og skatteministre - er kunst et morads af godt og ondt, smukt og grimt, for-ståeligt og gådefuldt, kontant og uhåndgribeligt. Nogle kunstnere klarer sig tilsyneladende fint på markedets vilkår og har ikke behov for støtte. Andre tjener ikke ret meget på deres kunstneriske indsats. Hvis kunst skal vurderes efter markedsværdien, kan deres kunst ikke være meget værd. Så kan de 'kunstnere', der ikke kan afsætte deres værker, passende tage sig et job og arbejde med deres kunst i fritiden.
Siden popkunstens fremkomst i 60'erne har mange kunstværker været grimme, provokerende og undertiden på kanten af straffeloven. Dette forhold har ikke gjort det nemmere for politikere at bruge offentlige penge til kunst. Hvorfor skal skatteborgerne betale for at lade sig pisse på?
Hvis de trængte kunstnere forventer, at kunstetablissementet hjælper politikerne med en god begrundelse for kunstens betydning for samfundsfællesskabet og dermed for offentlig støtte, bliver de skuffet. De sagkyndige opfatter nemlig kunst som noget, der foregår i et særligt univers og principielt set ikke har noget med menneskers virkelighed at gøre. Dermed indgår kunst i et lukket kredsløb for den elite, der har tilstrækkeligt med tid, penge og uddannelse til at forholde sig til kunstens værker. Efter min mening leverer kunstetablissementet således tværtimod det afgørende argument imod kunststøtte.
Hjælp fra uventet kant
De kunstnere, der tager deres kunstneriske kald alvorligt, og som hidtil har været henvist til at være deres egne mæcener, har imidlertid fået hjælp fra uventet side. Den amerikanske adfærdsforsker Ellen Dissanayake har i tre bøger, What Is Art For (1988/98), Homo Aestheticus: Where Art Comes From and Why (1992) og Art and Intimacy (2000) slået til lyd for en ganske anderledes tilgang til kunstnerisk virksomhed end den, Kunstinstitutionen leverer. Hun har i foråret 2008 været gæsteforelæser på tre danske universiteter. Over for undertegnede har hun udtrykt en vis forundring over, at invitationen ikke kom fra de kunstviden-skabelige fakulteter. Men Galilei har sikkert i sin tid været lige så forundret over, at datidens etablissement heller ikke var interesseret i at høre om hans teorier.
Dissanayake opfatter ikke kunst som et produkt med en særlig kvalitet. Dermed slipper man for den ørkesløse diskussion om, hvad kunstens essens består i, og som ingen hidtil har kunnet give et fornuftigt svar på. Den har som bekendt fundet sin foreløbige afslutning med konklusionen om, at kunst er, hvad Kunstinstitutionen godkender som kunst.
Dissanayake opfatter kunstnerisk/æstetisk virksomhed som en speciel form for adfærd med paralleller i ritualer og religion. Hun påviser, at denne adfærd kan spores helt tilbage til forhistorisk tid og findes i alle samfund. Den har bidraget til at udvikle et følelsesmæssigt og meningsfyldt fællesskab mellem mennesker, der igen har bevirket, at gruppen og stammen kunne overleve i en farlig verden. Og ikke kun den enkelte gruppe og stamme, men hele menneske-slægten. Den er en del af vores evolutionshistorie.
Rituel adfærd
Siden tidernes morgen har mennesker gjort brug af rituel adfærd. I ritualerne indgår rytmiske lyde, særlig stemmeføring, dans, fagter og handlinger, dekorative udsmykninger og brug af omhyggeligt forarbejdede genstande i et nøje fastlagt forløb.
Hun påviser, at de ritualer, der udspiller sig mellem nyfødte børn og deres mødre, hvori bestemte lyde, ansigtsudtryk, berøringer og fagter i et rytmisk forløb med gentagelser og kontraster udspiller sig spontant og skaber et særligt emotionelt bånd mellem parterne. Det tager hun som bevis for, at behovet for følelsesmæssigt fællesskab og fælles betydninger er genetisk kodet ind i mennesket og er aktivt lige fra fødslen.
Med støtte fra en række antropologer peger hun på, at fortidsmenneskenes og naturfolkenes ritualer er opbygget som ritualerne mellem mor og barn og mellem elskende. De opererer med tilsvarende metoder og med samme formål: at skabe fællesskab og mening.
Dissanayake opfatter ritualer, religion og kunst som noget, der udspringer af dette behov. De er målrettet mod menneskers medfødte trang til emotionelt fællesskab og mening i tilværelsen og udføres med grundighed og præcision netop for at tilkendegive, at der er tale om noget specielt og særligt uden for dagliglivets traditionelle gøremål.
Ellen Dissanayake ser på vore dages æstetisk/kunstneriske virksomhed som en naturlig forlængelse af fortidens religiøse og rituelle bestræbelser for at skabe følelsesmæssigt fællesskab og mening. Ligesom fortidens shamaner, medicinmænd og præsteskab og nutidens præster og imamer arbejder vore dages kunstnere med de metoder, som har vist sig psykobiologisk effektive til formålet, herunder rytme, der udfolder sig i tid, og de modale kvaliteter, der knytter sig til dette forløb som synsindtryk, lyde, berøring og balance. Ligesom fortidens professionelle præsteskab opfatter de deres indsats som noget, der har betydning for fællesskabet, og ikke som noget, der er et formål i sig selv.
Dissanayakes ærinde er ikke at argumentere for offentlig kunststøtte. Hun mener heller ikke, at kunsten er løsningen. Men hun slår til lyd for, at samfundet tager kunstnerisk/æstetisk aktivitet alvorligt, fordi den er en del af den menneskelige natur og bidrager til at sikre samfundets sammenhængskraft. Hun kan ikke lade være med at fremhæve, at der ikke mindst i den vestlige civilisation - der trods alt kun udgør en ubetydelig brøkdel af menneskets lange udviklingshistorie - kunne være god grund til at supplere vores aktuelle opfattelse af, hvad der giver mening, for eksempel ønsket om at realisere sit private livsprojekt og dermed gøre sig selv til noget særligt, med kunstens bud på emotionelle og meningsfulde fællesskaber.
Processen vigtigst
Hun omtaler en amerikansk interviewundersøgelse, som en række kunstnere fra forskellige kunstarter har deltaget i, og finder støtte til sine synspunkter. Kunstnerne fastslår, at de opfatter processen som det centrale i deres kunstneriske virke og ikke det endelige produkt, at denne proces opleves som interaktiv, dvs. et møde mellem kunstneren og 'det andet', dvs. selvet, omgivelserne, materialerne og idéerne, at processen frembyder følelsesmæssig belønning og føles psykologisk meningsfuld, at de gerne ønsker andres deltagelse i projektet og lægger vægt på feedback og følelsen af fællesskab mellem parterne.
Dissanayake argumenterer overbevisende for sit kunstsyn, der er revolutionerende anderledes end det kunstsyn, der har været det officielle siden 1700-tallet.
Hvis man skal tage hende på ordet, er der grund til at overveje, om den kulturpolitik, der opfatter kunstværker som kommercielle produkter, som forvaltes bedst af markedskræfterne, er bæredygtig i det lange løb. Ritualer, religion og æstetisk virksomhed har været en integreret bestanddel af menneskelivet gennem mere end hundredetusind generationer. Selv de fattigste og mest primitive samfund har fundet det værd at bruge de sparsomme samfundsressourcer på denne form for adfærd. Stonehenge, de danske landsbykirker og indianernes sandmalerier er eksempler på denne form for adfærd, som set med markedsøkonomiske øjne er totalt værdiløs. Man skal være meget indbildsk for at tro, at man har ret til at overlade denne side af menneskelivet til markedsøkonomien. Uden ritualer, religion og æstetisk virksomhed var det ikke sikkert, vi havde været her i dag!
Politikere burde interessere sig for, hvad kunstnerisk/æstetisk aktivitet dybest set handler om, og overveje, om den virkelig fortsat skal ligge i hænderne på erhvervslivet. Respekt og ydmyghed over for det, vores forfædres fandt vitalt for at overleve, og løsninger, der sikrer, at denne tradition også kommer vores efterkommere til gode, burde være en naturlig del af kulturpolitikken.
Leif Larsen er jurist, forfatter og billedkunstner. Sit eget bud på en omfattende kunstteori præsenterer han på hjemmesiden www.hvaderkunst.dk
Katinka My Jones
26. Juli, 2008 #
Ja, det er totalt umuligt at forsøge at tale om menneskeligt fællesskab til folk der ikke vil påduttes uforståelig lommeuld og underlige klatmalerier; altså: "hvad rager det mig" og "få dig et rigtigt job." Det er underligt som mange kan få helt bananas over statens tilskud til kunst, og samtidig ikke løfte et øjenbryn over alt det andet idiotiske vi som samfund poster penge i.
"Det har mennesket altid gjort"-argumentet er bare ikke særlig gangbart i et samfund, hvor man man skal løbe så hurtigt så hurtigt, så der ikke er tid til at stoppe op og tænke over, hvad det vil sige at være menneske i en større sammenhæng.
Når man "kan hvad man vil", glemmer man let af man er under biologiske, kulturelle, spirituelle etc. størrelser, der er langt, langt større og stærkere en en selv.
Jeg kan så kun glæde mig over at den kære regering ikke har fået revet tæppet væk under kunststøtten. Trods alt. Det tror jeg nu ikke skyldes respekt eller forståelse for kunsten eller dens betydning, men lad nu det ligge.
V. Nielsen
26. Juli, 2008 #
Der er flere problemer med den amerikanske gæsteforelæsers argumenter. Jeg vil gerne påvise et par af dem, der gør, at de ikke rigtig kan bruges i den politiske debat. For det første kan man sige nøjagtigt det samme om det, der foregår i shoppingkatedraler og i forhold til den mest markedsorienterede kunst. Det er kultisk, rituelt og det er skaber sammenhængskraft. Vi shopper og morer os til identitet og fællesskab. For den virkeligt kommercielt orienterede kan hendes påstande faktisk bruges som argument for helt at elliminere støtten til den kunst, som ikke har det bredest tænkelige publikum. For det andet er visse kunstarter først og fremmest noget som publikum tilegner sig i enerum. Det gælder for eksempel bøger. Andre kunstarter kan kun deles i fællesskab med andre, for eksempel teateropførelser. Det låner alt andet lige et forspring til stadionkoncerter og lignende, hvor de forfatterskaber, der ikke lige er skabt til fællessang eller højtlæsning for hele familien, vennerne, Brugs-uddeleren og hans kone, bliver mindre væsentlig.
Til gengæld mener jeg, at Leif Laursen har fat i den helt centrale pointe - at man er nødt til at komme med gode argumenter for den kulturpolitik, man fører. De argumenter leverer kunstetablissementet absolut ikke. Jeg tror desværre at årsagen er, at en del medlemmer af etablissementet regner folk for at være dumme. Den virkelige årsag er, som jeg ser det, ikke dumhed, men både mangel på formidling og "krukket" formidling - både fra kunstetablissmentets, uddannelsesinstitutionernes og kulturinstitutionernes side. Der er en del billedkunstnere altså mange mil foran en del forfattere, idet de for øjeblikket arbejder meget med projekter, der i positiv forstand inddrager folk og idet de gør, hvad de kan for at komme ud af kunstinstitutionerne og derud, hvor folk er. Her kunne mange smalle forfatter lære rigtig meget.
V. Nielsen
26. Juli, 2008 #
Ups! Jeg mente selvfølgelig Leif Larsen.
V. Nielsen
26. Juli, 2008 #
Hold ferie, hvor jeg roder i det idag...
Jeg mente selvfølgelig - at den virkelig årsag til, at mange mennesker ikke forstår hvorfor den kunst, der ikke kan reduceres til produkter, skal støttes, er, at de ganske enkelt ikke kender den fra andet end Ekstra Bladets forside. Den bliver simpelthen ikke formidlet til dem, bortset fra i de sammenhænge, hvor kunstnerne selv søger ud. Det er der, hvor jeg mener, at de såkaldte smalle forfatter kan lære rigtig meget af billedkunstnerne. Og så burde de allerede etablerede formidlingsinstitutioner tager sig meget sammen og spørge sig selv og hinanden om den aktuelle udvikling i retning af rendyrket oplevelsesøkonomi er uafvendelig og for den sags skyld hensigtsmæssig. Jeg tror for eksempel at de tidligere så solidt funderede statslige institutioner på sigt kan blive ramt af præcis de samme kriser som musikbranchen er ramt af for øjeblikket, hvis de satser på kunst som produkter. Folk gider simpelthen ikke brug-og-smid-væk kultur i det lange løb. Hvorfor købe et musikprodukt med Kylie Minogue? Man er jo alligevel træt af det om 14 dage, fordi man har konsumeret det fuldt og helt. God kunst lader sig ikke bare konsumere.
Leif Larsen
29. Juli, 2008 #
Kære Vibeke Nielsen
Tak for kommentaren.
Hvis du har kigget i min bog Billedkunstens Metode (der ligger på www.hvaderkunst.dk i PDF-udgave, vil du konstatere, at jeg er enig med dig i, at der er mange forskellige ritualer og dermed fællesskaber. Der er efter min mening ikke nogen principielt forskel mellem en fodboldkamp og en kunstværk. Kunstværket opfylder blot nogle specielle krav, førend man vil kalde det et kunstværk. Mit bud på det, der adskiller kunstværket fra andre ritualer, er at tale om originalitet, autonomi, konsekvens og relevans, og det er så det, man kan kalde kvalitetskriterier.
Min bog handler om billedkunst, men da jeg opfatter alle former for kunst som interaktive spil, hvor kunstneren, forfatteren, filminstruktøren har lagt betydningsbrikker ind i en ramme, og dermed overladt fortolkningen af spillet til tilskueren og læseren, bliver der faktisk tale om et fællesskab mellem kunstner og læser. Man læser ikke bare en bog - man leger med på forfatterens præmisser, og det er jo i god tråd med Ellen Dissanyakes synspunkter!
Kim Gram
29. Juli, 2008 #
Hvis nu kunstneres opgave nu bla.a. er - FRIT - at være: Kritiske, provokerende, betvivlende osv. ( Vist en meget anden opgave NU - end den de før-kulturelle kunstnere ( Dvs. før landbrug og klasseskel ) havde ) -
Forekommer valget imellem statsstøttet kunst og markedsstyret kunst -
at være et valg imellem pest eller kolera ! Fordi, der er en stor
tilbøjelighed til at:
Den som Guldet giver - bestemmer hvordan ordene bliver.
Leif Larsen
29. Juli, 2008 #
Kære Kim
pkt. 1: Ordentlige kunstnere kan sagtens finde ud af at provokere, uanset hvor deres hyre kommer fra - Saly snød sin opdragsgiver Frederik V med rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads ved at fremstille den enevældige konge sådan som han burde være, en humanistisk regent, og de folk, der malede kalkmalerier i landsbykirkerne, forholdt sig temmelig frit til de præstelige autoriter og menighederne. Hvis kunstnere ikke kan finde ud af det, er de ikke rigtige kunstnere.
Pkt. 2: Når markedet bestemmer, gør det det sjældent for kunstnernes skyld, men fordi det har sine egne dagsordener Når staten bestemmer, er der tradition for armslængdeprincippet, og det kan kunstnere godt leve med. Derfor er det ikke et valg mellem pest og kolera, men snarere mellem pest og en let forkølelse.
Kim Gram
29. Juli, 2008 #
@Leif Larsen
Hm. i stedet for at starte en debat om lige det - som jo bare ville blive en ren udveksling af VORE meninger - så ku' man jo lige blande Videnskaben ind i dette- umiddelbart ser det helt: tåget, uoverskueligt osv. ud - for hvor skulle man begynde på det følgende: Er det muligt/ønskeligt/nødvendigt at lave en videnskabelig undersøgelse af hvordan det VIRKELIGT står til med kunstnerne's virkelige frihed - her og nu - og under forskellige andre mulige forhold ?
Og ja - kunstnere forekommer(!) da ofte at være frie ( udfra bla.a. de eksempler du selv anførte ) men tavsheden "taler" jo også - det meste vigtige ku' jo være det der endnu knapt er kommet frem for offentligheden !
Leif Larsen
30. Juli, 2008 #
For kunstnere betyder frihed mange forskellige ting.
Økonomisk frihed til at beskæftige sig med kunst er én ting. Den kan opnås ved velvillig støtte fra en ægtefælle. Det siges, at dansk billedkunst netop er blevet til takket være tålmodige ægtefæller, der har sørget for den daglige husholdning. Egill Jacobsen blev forsørget af sin hustru, der havde et kontorjob i et ministerium. Hvis man har penge nok, har man selvfølgelig økonomisk frihed som kunstner. Cézanne havde penge nok til at sidde hjemme og arbejde med sit kunstneriske projekt, indtil han langt om længe blev opdaget af offentligheden, ikke mindst af andre kunstnere. "Han er jo vores allesammens far", sagde Picasso. Kunstnernes økonomi kan også reddes af velvillige mæcener, markedet, hvis deres værker bliver til en kassesucces, erhvervslivet, hvis det kan høste fordel af det, eller af staten. Som det fremgår af min kronik foretrækker jeg den sidstnævnte løsning, fordi den traditionelt bygger på armslængdeprincippet.
En anden ting er kunstnerens frihed til at beskæftige sig med de kunstneriske projekter, han eller hun finder relevante. I nogle af de ovennævnte situationer har kunstneren sin fulde frihed, i andre må han afpasse sig efter mæcenen, enevoldskongen, skibsrederen og overveje, om opgaven kan løses inden for de rammer, de sætter. Med list kan man smugle en hel del af sit kunstneriske projekt igennem. Er rammerne for snærende, opgiver han projektet. Jeg har personligt oplevet, hvordan armslængdeprincippet har virket: Statens Filmcentral havde oprindelig flere uafhængige konsulenter, som man kunne søge penge hos, og der kunne man finde frem til den konsulent, man var på bølgelængde med. I 70erne indførte man et konsulentudvalg, hvor alle skulle være enige. Her sad der en politisk kommissær fra venstrefløjen, som krævede at projektet skulle være politisk korrekt. Mine havde ikke politiske slagside, hverken til den ene eller anden side. Derfor måtte jeg afbryde forbindelsen til SFC, selvom min første kontakt havde bedyret, at jeg fremover ville komme til at lave mange film for centralen.
Den tredje ting er spørgsmålet om retten til at få sit arbejde frem for offentligheden, uanset om det er egnet til at provokere eller ej, med andre ord det, som kaldes den kunstneriske ytringsfrihed. Her vil kunstneren opleve, at det ikke altid er let at komme til orde. Herhjemme er der heldigvis politisk tradition for, at kunstnere har deres ytringsfrihed. Men i praksis administreres ytringsfriheden af forlag, museumsfolk, avisredaktioner, TV, musikadministrationer,filmkonsulenter med hver deres dagsorden, som måske-måske ikke harmonerer helt med kunstnerens synspunkter.
Heldigvis er der råd for det problem i vore dage, hvor internettet har demokratiseret også den kunstneriske ytringsfrihed. Det er ikke tilfældigt, at mit projekt, bogen Billedkunstens Metode, er blevet lagt på nettet.
Kort sagt - en kunstner har sin kunstneriske frihed, men sejladsen foregår i et minefyldt farvand.
V. Nielsen
30. Juli, 2008 #
Hej Leif Larsen
Vi kan godt blive enige om, at der eksisterer et fællesskab mellem forfatter og læser(skare). Men hele den situation, hvor værket modtages er væsensforskellig fra den, der findes under eksempelvis en stadionkoncert eller en fodboldkamp. Man kan påpege mange detaljer, der adskiller sporten, den store koncert og læsningen i privatsfæren. Der er to meget iøjnefaldende forskelle, som har stor betydning, når det drejer sig om at legitimere overfor en bred befolkning, at en kulturel praksis eller et kunstnerisk udtryk skal støttes. De to førstnævnte former for kunstnerisk og/eller kulturel praksis, er spektakulære, hvor læsningen er nærmest undselig. Desuden er det fællesskab, der inddrages, meget stort i kvantitativ forstand, hvor fællesskabet mellem læser og forfatter, er et fællesskab for to. Digterens "kult" er ofte forsvindende lille.
Hvis man skal tænke praktisk politik, vil det derfor alt andet lige stadig overfor den brede befolkning være svært at legitimere støtte til såkaldt smal litteratur i sammenligning med støtte til eksempelvis stadionbyggeri - også selv om man tager udgangspunkt i Ellen Dissanyakes synspunkter.
Leif Larsen
31. Juli, 2008 #
Budskabet i min kronik var at sætte fokus på kunst som en form for rituel adfærd, der efter Dissanyakes (og min) opfattelse ikke adskiller sig principielt fra fodbold, og som forener mennesker principielt på samme måde som fodbold. Den næste opgave kunne være at understrege, at nogle af disse fællesskaber er mere populære end andre, hvorfor de er økonomisk selvbærende, andre er - i hvert fald i starten - ikke økonomisk bæredygtige, og kræver derfor finansiering. I kronikken peger jeg på, at offentlig finansiering eller kunststøtte er den bedste løsning, fordi der er tale om andet og mere end "produkter". Kunsten er vigtig for samfundet, og i det offentlige system, der bygger på armslængdeprincippet, kan man kan koncentrere sig om projekternes relevans og kvalitet . Den garanti har man ikke, hvis udvælgelsen sker efter markedets priotering.
Kim Gram
31. Juli, 2008 #
@ Leif Larsen
Vi er da enige i at en statsmagt's fornemmeste opgave burde være
at styrke borgernes frihed og fælleskab ( og især at tilvejebringe det økonomiske grundlag for disse )!
Som du selv skrev er tanken bag dine foreslag , understøttet af adfærdsforskere ( altså fra videnskaben ).
SÅ:
Måske er de frigørende, fællesskabsdannende muligheder ( potentialer ) i
Videnskaben ( etnografi, adfærdsforskning, sprogforskning, biologi og anden naturvidenskab ) og i teknologien - større en de muligheder er i kunsten ? HVIS altså den slags videnskablige oplysninger udbredes for
offentligheden.
Ja, jeg ved da godt at staten allerede nu meget understøtter videnskab og teknologi - men det sker mest af hensyn til produktionen - så det der herfra efterlyses, er at staten massivt også begynder at støtte udbredelsen
af den slags videnskabelige og teknologiske oplysninger der rummer frigørende og fællesskabsdannende muligheder / begrundelser.
F.eks. de milliarder af kr. staten hvert år spilder på folkekirken, ku' jo passende - i stedet - bruges til et sådant ovennævnt projekt.
Kim Gram
2. august, 2008 #
Det her er vist temmeligt sært ( Qweert ) men det forholder sig dog vist til artiklens emne ( påfaldene nok ) :
( Hentet fra fortællingen om: Da Odin røvede Skjaldemjøden )
Mjød
Trællene spørger: Hvad
skal Skjaldeskabet nytte?
Trællehoveder måtte trille
for Skjaldeskabets skyld, og
de triller sikkert endnu.
Som en Slange søgte jeg
Skjaldeskabet, som en Ørn
bjærgede jeg mit bytte.
God var Gunlød, men
Mjøden lyste med en
stadigt mere forjættende glød.
Glødende var Karrene, det
lokkende lys fra al
fremtids Skjaldeskab.
________________________________________________
Følgende
Inspirerert af: Sorten Muld: Mark II, 2 søstre.
De to søstre
( Kunsten og Videnskaben )
For længe siden, men tro mine ord,
var søskende to: Den ene som mælk
og blod, den anden sort som jord
---Den ene søster for sangens glød
---den anden for det daglige brød
For længe siden, men som i går,
blev yngste søster ombragt ved søsters svig,
men spillemænd gjorde at hendes knogler,
og gyldne hår, en harpe skøn som Vår
---Ingen skal forglemme mig
---når Harpen begynder at synge
Spæd er nu dens klang, de som stadig
kan høre dens sang, kaldes: De gale,
de andre kaldes: De normale
---Den ene søster for sangens glød
---den anden for det daglige brød.