Mere liv, mere liv

DET GODE er det sunde, og det dårlige er det usunde. Det er ikke så længe siden, at massagestaven og dildoen blev anset for forargelige redskaber for perverst anlagte personer. Disse stykker sexlegetøj blev handlet i butikker, der også forhandlede anstødelige film, håndjern og andet dominans-udstyr. Dildoer og massagestave hørte hjemme i en verden, som mange regnede for moralsk fordærvet. Mange 'progressive' og 'frisindede' mennesker var og er aldeles principielle tilhængere af den frie pornografi. Men de færreste ville hverken sætte pris på at møde deres mor sådan et sted, eller at deres børn fortalte pædagogerne i daginstitutionen, at de selv kom dér.

MEN DEN HUMANISTISKE svenske velfærdsstat har anlagt et andet syn på dildoen, massagestaven og massageolien. Det Svenske Rigsforbund for Seksualoplysning kunne på baggrund af en brugerundersøgelse i marts måned registrere en efterspørgsel på sexlegetøj på apotekerne. Især svenske kvinder ønskede at købe dildoer og tilsvarende værktøjer i et autoriseret, ordentligt miljø. De ville gerne have sexlegetøjet, men de ville ikke gå i de grimme butikker. Det er den slags problemer, som en stat er til for at løse for borgerne. Eva Fernvall, direktør for de svenske apotekers enhed for 'marked og samfund', udtalte til Dagens Nyheter, at den nære forbindelse "mellem seksualitet og sundhed ofte glemmes". Apotekernes personale har en særlig troværdighed og indsigt i medicinske anliggender, som ifølge Fernvall gør dem særligt velegnede til at rådgive den tvivlende forbruger, om massageolien eller dildoen skulle være svaret på de store spørgsmål om lysten og spændingen derhjemme. Og i maj lancerede udvalgte svenske apoteker seksualrekvisitter til sundhedsfremmende forbrug. Nu kan man som svensk turist købe både paraghurt mod forstoppelse, alminox mod forhøjet produktion af mavesyre og en dildo på apoteket inden afrejsen til eksotiske destinationer.

Ræsonnementet synes simpelt og rigtigt: Sex er godt for sundheden. Hvis sexlegetøj resulterer i mere sex, resulterer det også i mere sundhed. Det bidrager til, at gennemsnitslevealderen stiger, og nationen klarer sig bedre i denne konkurrence med andre lande. Mere sundhed betyder mindre sygefravær og højere produktivitet. En befolkning, der dyrker mere sex, er alt andet lige en mere produktiv befolkning med færre omkostninger til sundhedsvæsen. Den, der handler seksualrekvisitter på et svensk apotek, bidrager til folkesundheden og konkurrenceevnen. Sådan kan det gå til, at cigaretter og flødekager kan blive til moralske problemer, mens dildoen og massagestaven anerkendes som samfundsgavnlige instrumenter.

MEN ALT ER IKKE sød sundhed i det svenske paradis: En ny undersøgelse foretaget af magasinet Glamour viser, at svenske kvinder foretrækker sex på stranden og i haven. Når man betænker det ustabile klima samt antallet af myg og tæger, kan man blive bekymret for, om det nu også skulle være sundt at gøre det udendørs. Det er nu engang sikrest at gøre det indenfor iført cykelhjelm og knæbeskyttere, så man ikke ender med uproduktive skader og sygemeldinger. rl


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her