Da Bush meddelte at det kun ville være firmaer fra lande som var med i 'The coalition of the willing', uden om FN og på trods af at millioner af mennesker over alt i verden demonstrerede i gaderne, og en hvis Frank Aaen fra PET, som efter min mening fortjener et ridderkors for at have været loyal over for nationen da han stod frem, trods den lække han var ansvarelig for, fordi lækken afslørede vildledningen af folketinget og nationen, han meddelte nation de klassificeret 'tophemmeligt' oplysninger, at Irak ikke var nogen trussel for omverdnen, at eksistensen af de såkaldte '45 minute man' som kunne ramme EU var pure opspind, så var der nogle individer som fik blod på tanden og et dollargrin på deres fjæs, for de ku se sig snit til at stifte firmaer som ved at holde kontrakterne, Poul Bremer overrakte deres nystiftede firmaer, kunne tjene top$ ved at hyre underleverandører til at udføre det reelle arbejde for selv at skumme 'restancen' af at lave ingenting, hvorvidt dette er ulovligt skal jeg ikke gøre mig klog på men man må ikke vildlede folketinget, det er dog umoralsk og misbrug af DK's militære resourcer hvis dette var den grunden til at DK gik med ind i Irak. Nu er der så dem som siger: Saddam var et monster(USA's kæledægge længe vel),vi gjorde det rigtige, han torturerede folk i skumle kældre og i Abu Graib(kynisk ik?), han gassede Kurderne ihjel (giftgas Made in USA), han levede i sus og dus på befolkninges bekostning(hvilken fanatisk diktator gør ikke det). Mit svar er: ingen af disse argumenter gælder når det kommer til hvorvidt folketinget og nationen blev vildledt.

Frank Aaen fra PET???

Tysklands og Frankrig ... ønskede af realpolitiske årsager ikke at deltage i ... aktionen i Irak.

Og forargelsen var stor i Danmark fra pizzeria-ejeren Aage på Fanø til Chrstiansborg i København: Bundeskansler Gerhard Schröder nægtede ifølge danskerne at deltage, fordi han gerne ville genvælges til kansler; 80 pct. af de tyske vælgere var imod deltagelse i krig, og så er det vist i øvrigt nærmest forfatningsstridigt for Tyskland at gå aktivt i krig.

Her er demokrati og ytringsfrihed altså sat helt ud af kraft: 80 pct. af befolkningen stemmer imod, men de ifølge danskerne tager fejl, og retter politikerne sig efter dem, er man kynisk populist. Og så får man oven i købet nabolandet Danmark på nakken, der i strid med menneskerettighederne og lovbestemmelser på handels- og næringsområdet nægter at sælge pizza til landenes statsborgere.

Det var ellers noget af en afsløring!

Gad vidst hvad Enhedslistens hovedbestyrelse siger til det...

Mon ikke snarere det drejer sig om Frank Grevil?

Irak SKAL blive demokratisk; med eller uden Metz medvirken.

Typer som Metz ønsker at demokratiseringen af mellemøsten mislykkes, udelukkende fordi han er antiamerikansk. Irakerne fortjener demokrati og verden har brug for et demokratisk Irak.

Jakob

"Typer som Metz" ønsker sandsynligvis en demokratisering af USA fordi de netop ikke er anti-amerikanske. Amerikanerne fortjener demokrati og verden har brug for et demokratisk USA

Brøler?
Jamen tænk da på alle de penge AP Møller har tjent på krigen! What's good for Mærsk is good for Denmark!
Det er sandelig da et værdigt grundlag for at deltage i krigen.

Det amerikanske demokrati skranter mildest talt under den nuværende administration, men det er ikke et argument, for at ønske at bestræbelserne på at demokratisere Mellmøsten mislykkes.

Jeg kan ikke tage dig alvorligt i en diskussion om demokrati. Du mener jo at den stalinistiske terrorist Che Guevara er en frihedskæmper, selvom han kæmpede for at indføre diktatur i hele Sydamerika. Men her er lidt læsestof:

Che kan (ikke) lide Chamran …

Oversat og forkortet udgave af artiklen "Che like Chamran (http://www.iran-press-service.com/ips/articles-2007/september-2007/polit...)

Et forsøg på at omfavne den argentinske oprører Ernesto Che Guevaras søn og datter, ved at skabe en parallel mellem Irans islamistiske revolution og socialistiske revolutioner i Sydamerika på en fire-dages konference i september 2007, endte som en fiasko.

Efter at Aleida Guevara protesterede fra talerstolen mod, hvad hun opfattede som en forvanskning af sin fars ideologi, af den første iranske taler, Haj Saeed Ghasemi, blev den fire dage lange konference ”Che like Chamran”, der startede den 25. september, aflyst og de latinamerikanske gæster forlod diskret konferencen.

Konferencen titel, ”Che like Chamran” var valgt på grund af ligheden mellem de to oprøreres navne og fordi både Che og iraneren, Mostafa Chamran, kæmpede sammen med oprørere i andre lande, end deres hjemland. Men der stopper ligheden også, anset hvilket synspunkt, det var arrangørernes hensigt at fremme.

Chamran, der er ingeniør uddannet i USA og islamist, hjalp Musa Sadr med at stifte Amal-bevægelsen i det sydlige Libanon og kæmpede sammen med Amal-guerillaer i slutningen af halvfjerdserne. Ayatollah Khomeini udnævnte ham til den unge islamiske republiks forsvarsminister og han organiserede og anførte de paramilitære styrker i den tidlige fase af krigen mellem Iran og Irak (1980-1988) og blev dræbt i et slag i Khusistan-provinsen i 1981.

Konference var organiseret af studentermilitsen på Teheranuniversitet og de fremmødte var hovedsageligt ligesindede fra adskillige andre universiteter, eller medlemmer af ekstreme studenterorganisationer, som f.eks. PJSM, der stærkt støtter Ahmedinejads politik. Disse grupper organiserer med jævne mellemrum demonstrationer og protestoptog mod USA og andre vestlige lande.

”I dag er kommunismen smidt i historiens affaldsspand, som ayatollah Khomeini forudså”, sagde Ghasemi til konferencen og tilføjede, at den eneste måde verden kan frelses på er gennem ”den religiøse retfærdighedsbevægelse”.

Uanfægtet holdt en indigneret Aleida Guevara sin egen tale ”i det cubanske folks navn”. ”Vi er en socialistisk nation”, fastslog hun og tilføjede, at det cubanske folk var taknemmelig overfor Sovjetunionen og at der aldrig havde været nogen uenighed mellem de to nationer, som Ghashemi hævdede, der var. Hun rådede ham til ”altid at henholde sig til de originale kilder, i stedet for oversættelser, hvis han ville lære Che Guevaras holdninger at kende”. (Som om, det var dét, Ghasemi var ude på … Min tilføjelse).

”Min far talte aldrig om Gud. Han mødte aldrig Gud. Min far vidste, at der ikke findes nogen absolut sandhed”, sagde Aleida, som et svar til Ghasemis tale. De statsejede nyhedsagenturer, omtalte kun konferencen kort og udelod de fleste af Aleidas kritiske bemærkninger.

Nej Jakob

Du kan nemlig ikke tage min insisteren på ægte demokratiske standarder alvorligt............................... du kan ikke tage alvorligt at jeg mener at demokratiske standarder skal gælde begge veje på ens vilkår også selv om det kan true USA's geopolitiske interesser....... du kan ikke tage alvorligt at jeg går ind for reelt demokrati og for retten til selvbestemmelse

Demokrati -- Vel at mærke uden den udbredte brug af dobbelte standarder vores bastardregering har udstyret det med for at kunne slikke røv på Bush og "Pax Americana" når det gælder den danske militære udenrigspolitik.

Der bliver vi aldrig enige om "demokrati"

Nej; det er da kun godt. hvis du gåt ind for en udvidelse af demokratiet.

Grunden til, at jeg ikke kan tage dig alvorligt, når det handler om demokrati, er, at du tidligere her på tråden har propaganderet for, at det iranske fascistregime burde få atomvåben, for at udfordre den amerikanske indflydelse i regionen.

Det gør din kritik af den nuværende amerikanske administrations manipulering af demokratiet til en joke ...

Det er kun et par år siden, at Irans religiøse fører, Ali Khamenei, udtalte, at han var parat til at ofre to millioner iranske liv i en krig mod Israel. Og en krig mod atommagten Israel kræver atomvåben.

Jakob

Jeg mener seriøst at de nuværende amerikanske administrations propagandastunt med at ville indføre "demokrati" - læs -"Pax Americana" er en syg joke

Jeg mener ikke at iranerne har mindre ret til selvbestemmelse end amerikanerne eller israelerne har

Heller ikke selv om en majoritet af dem skulle vise sig at være muslimer !

Ulrik. Du skulle tage og læse mit forrige indlæg om, hvordan iranske islamister forsdøgte at skabe en alliance med cubanske marxister, repræsenteret af Che Guevaras datter Aleida Guevara i september 2007.

Jeg er ret sikker på, at hun ikke synes, at det er en god ide, at regimet får atomvåben, selvom hun hader USA lige så meget som de iranske fascister ...

Du burde læse mit indlæg om, hvordan de iranske fascister forsøgte at skabe en allince med cubanske marxister, repræsenteret af Che gue´varas datter, Aleida Guevara i sepetmeber 2007. Jeg er ret sikker på at hun ikke synes at de ianske fascister, der myrdede hobevis af deres kommunsitiske allierede efter revolutionen, burde have atomvåben.

I gårt henrettede regimet blandt andet dissidenter, der blev henrettet fordi de havde deltaget i demonstrationer rettet mod landets fascistiske regime.

Det er forbudt, at deltage i en "konspiration mod det islamiske regime". F.eks. ved at kæmpe for demokrati.... De islamistiske fascister måtte statuere et eksempel, fordi de høje energipriser er i gang med at gøre deres despotiske regime upopulært. Det har medført en stigning i antallet af henrettelser:

Dødsstraf i Iran - 2008
5. juli 2008

Ifølge Amnesty International resulterede 2007 i et markant fald i antallet af registrerede henrettelser på verdensplan, og den 15. november 2007 vedtog FN's Generalforsamling en resolution, om et moratorium for anvendelse af dødsstraf - opfordring til at indføre et stop for alt brug af dødsstraf. For 2007 beretter de officielle statistikker om 1.252 henrettede i 24 lande, hvilket er et fald på 21 procent i forhold til 2006.

Denne udvikling i antallet af registrerede henrettelser samt holdningen til dødsstraf blandt verdens lande står i skarp kontrast til situationen i Iran.

I 2006 henrettede Iran 177 personer, mens mindst 317 personer blev henrettet i 2007, hvilket er en stigning på omkring 79 %. I 2005 havde Amnesty registreret 94 henrettelser i Iran, og således er der sket en stigning på 237 % i antallet af registrerede henrettelser i Iran fra 2005 til 2007.

Antallet af henrettelser i Iran udgør en fjerdedel af de 1252 henrettelser i 24 lande, som organisationen har registrerede i 2007. Efter Kina, med et indbyggertal på 1,314 mia., og mindst 470 henrettelser i 2007, er Iran, med et indbyggertal på 68 mil. og altså mindst 317 henrettelser i 2007, det land i verden, der henretter flest mennesker. [1]

Iran ratificerede Den Internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder i 1975 og Konventionen om Barnets Rettigheder i 1994. Anvendelse af dødsstraf, herunder overfor politiske fanger, foregik i Iran under Shah-styret frem til 1979, men denne praksis har siden nået helt andre dimensioner under præstestyret.

Menneskerettighedssituationen i Iran er et emne, der siden præstestyrets magtovertagelse i 1979, har været et tilbagevendende punkt på dagsordner ved FN’s Generalforsamlinger, og i 1983 forelå der første gang et resolutionsforslag vedrørende situationen. I perioden 1986 til 2007, er det iranske styre næsten årligt blevet fordømt for overtrædelser af menneskerettighederne, og der er blevet vedtaget 20 resolutioner i FN’s Generalforsamling.[2]

Disse overtrædelser af menneskerettighederne som foregår systematisk omfatter i hovedtræk: undertrykkelse af ytringsfrihed, fredelig forsamlingsfrihed, tænkefrihed, pressefrihed; undertrykkelse af religiøse - og etniske mindretal samt kvinders rettigheder; anvendelse af tortur og anden nedværdigende og umenneskelig straf som stening, offentlig piskning, amputation af kropsdele og henrettelser; et højt antal henrettelser uden internationalt anerkendte retssikkerhedsmæssige foranstaltninger samt forsømmelse af internationale standarder vedrørende administration af retfærdighed og fraværet af en passende retsproces.[2]

FN’s Generalforsamling vedtog for første gang i 1986 en resolution, hvor den udtrykte sin bekymring omkring blandt andet summariske og arbitrære henrettelser i Iran, under fraværet af retten til en retfærdig rettergang.

I perioden 1993 til 2007 er præstestyret blevet fordømt 13 gange i resolutioner vedtaget i FN’s Generalforsamling for overtrædelser af menneskerettighederne, hvilket omfatter et højt eller meget højt antal henrettelser, uden internationalt anerkendte retssikkerhedsmæssige foranstaltninger samt under forsømmelse af internationale standarder vedrørende administration af retfærdighed og fraværet af en passende retsproces.[3]

I 1988 blev titusinder af politiske fanger henrettet på grundlag af et religiøst dekret (fatwa) udstedt af den nu afdøde Ayatollah Khomeini, som på det tidspunkt var landets åndelige leder – også betegnet som ’Lederen’, hvilket er landets øverste religiøse og politiske autoritet. Det fremgår blandt andet af en rapport til FN’s Menneskerettighedskommission fra 2001 (af Karen Parker, J.D. for International Educational Development - Humanitarian Law Project), at Ayatollah Motazeri som er tidligere udnævnt efterfølger til Ayatollah Khomeini, har offentliggjort dokumenter der indikerer at op mod 30.000 politiske fanger blev henrettet alene i 1988. I rapporten betegnes begivenhederne i 1988 som en massakre på politiske fanger og et meget tydeligt tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden. Desuden understreger rapporten at mange af Irans nuværende ledere, herunder Irans nuværende åndelige leder Ayatollah Khamenei, og tidligere præsident Khatami og Rafsanjani, sammen med embedsmænd stadig ansat i retsvæsenet, spillede en central rolle i denne massakre.[4]

Ifølge den iranske modstandsbevægelse i eksil National Council of Resistance of Iran (NCRI), er mere end 120.000 politiske fanger blevet henrettet under præstestyret.[5]

DAGENS IRAN

I 2007 består Irans befolkning af 68 millioner mennesker, hvor to ud af tre er under 30 år og hver anden er arbejdsløs. Det anslås at der findes omkring 3 millioner narkomaner i Iran, der er afhængig af opium, heroin og crack, og 300.000 prostituerede alene i Teheran, en by på omkring 14 millioner indbyggere. Det vurderes at inflationen i landet er på mindst 25 procent og at op mod halvdelen af den iranske befolkning i byerne og over 40 procent af den samlede befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Iran lider desuden af et voldsomt ’hjerneflugt’, og det anslås, at 150.000 universitetsuddannede hvert år forlader landet.[6]

Lederen af Irans Retsvæsen, Ayatollah Shahroudi, udtalte den 27. feb. 2008 at ”Tendensen af retssager i Retsvæsenet er overvældende. Dannelsen af 8 millioner retssager i løbet af det sidste år betyder en retslig og juridisk sygdom samt en seriøs skade på samfundet”. Shahroudi beskrev dannelsen af 8 millioner retssager på et år som et ”fundamentalt problem” og tilføjede at ” I et land som Indien, med en population på i nærheden af en milliard, indgives 4 millioner sager årligt”. I december 2007 sagde Shahroudi ”det er ulykkeligt at der aktuelt registreres 8 millioner sager i retsvæsenet årligt, hvilket er resultat af mere end 1500 lovovertrædelser beskrevet i Irans straffelov”. Han tilføjede samtidig, at der foruden de 8 millioner sager, aktuelt var 4 millioner sager der blev behandlet af råd dannet til at løse stridspunkter. Således er der ifølge Shahroudi, i nærheden af 12 millioner retssager i Iran årligt.[7]

Ifølge ’Journalister Uden Grænser’ – ’Reporters Without Borders’ – ”fortsætter Iran med at være Mellemøstens største fængsel for pressen”, og i organisationens årlige opgørelse over pressefrihed i verden, rangerer Iran i 2007 som nr. 166 ud af 169 lande. I august 2007 berettede organisationen om 11 fængslede journalister, hvoraf mindst 2 er dømt til døden, og afventer deres straf.[8]

HENRETTELSE AF MINDREÅRIGE

I en periode af 2007 var Iran det eneste land, der stadigvæk officielt henrettede kriminelle mindreårige – personer der har begået kriminelle handlinger inden de er fyldt 18 år. Regeringer i alle andre lande havde overholdt de ratificerede internationale aftaler, der forbyder sådanne henrettelser. I Iran bliver piger myndige i en alder af 9 år mens drenge bliver myndige når de er 15 år, og herefter kan de idømmes dødsstraf.[9]

Amnesty International har offentliggjort navnene på 71 mindreårige kriminelle, der står til at skulle henrettes i Iran, og bemærker, at det egentlige tal kan være langt højere, idet mange henrettelser finder sted, uden at det bliver rapporteret. Blandt de 24 kriminelle mindreårige, der er blevet henrettet i Iran siden 1990, var 11 af dem under 18 år, da henrettelsen fandt sted, mens de resterende blev tilbageholdt på dødsgangen, indtil de var fyldt 18 år.

Dog gennemførte tre lande i 2007 - Iran, Saudi Arabien og Yemen - henrettelser af personer, der var under 18 år, da de begik forbrydelsen, hvilket er i strid med international ret. Men ifølge tal fra Amnesty International er Iran det land, der har henrettet flest mindreårige siden 1990, og landet har henrettet flere mindreårige siden år 2000 end alle øvrige lande sammenlagt.[9]

Amnesty påpeger ligeledes at det iranske retssystem lider af alvorlige mangler, hvilket ofte resulterer i urimelig rettergang, herunder i sager hvor tiltalte kan idømmes dødsstraf. Disse mangler omfatter blandt andet: fraværet af adgang til juridisk bistand og forsvare efter eget valg; dårlig behandling under fængsling inden rettergang; tilladelse til at opnå tilståelser under tvang til anvendelse i retsprocessen; anvendelse af detentionscentre udenfor det officielle fængselssystem; nægtelse af retten til at kontakte vidner til eget forsvar, undladelse af at give forsvare tilstrækkelig tid til at præsentere sagen samt fængsling af forsvarsadvokater i tilfælde af deres protest mod urimelige retsprocesser.[10]

HENRETTELSE VED STENING

Henrettelse ved stening er en straf der er foreskrevet i Irans straffelov, og anvendes specifikt for utroskab af gifte mænd eller kvinder. Det er præciseret i straffeloven at stenene skal udvælges således at de er store nok til at forvolde smerte, men ikke så store at de forårsager en for hurtig død. Metoden er dermed tiltænkt så ofret får den mest lidelsesfulde død. Således er stening en særdeles grotesk og rædselsvækkende praksis, der er straf for et forhold der i langt de fleste lande ikke engang er en forbrydelse i straffeloven. Det er flest kvinder der dømmes til døden ved stening.[11]

I december 2002 udsendte lederen af Irans Retsvæsen, Ayatollah Shahroudi, et direktiv til dommerne, og beordrede et moratorium for dødsstraf ved stening og anvendelse af alternative straffe i stedet. Til trods for dette direktiv og andre efterfølgende anbefalinger og religiøse dekreter fra højtstående præster, anvendes stening stadig ufortrødent i Iran.[12]

Lederen af menneskerettighedskomiteen for præstestyrets retsvæsen, Mohammad-Javad Larijani, forsvarede i juli og september 2007 offentligt anvendelsen af stening som straf, og udtalte at denne praksis ikke er i uoverensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder.[13]

I januar 2008 ventede 9 kvinder og 2 mænd på at blive stenet til døde i Iran, og i februar 2008 fik to kvinder og en mand stadfæstet deres dødsdom ved stening.[14]

Foruden hængning, herunder også offentligt, skydning samt stening kan en person dømmes til døden ved at blive ’kastet ud fra et højt sted’ eller ’en klippe’. I januar 2008 blev to mænd, Tayyeb Karimi og Yazdan, fra byen Shiraz dømt til døden ved denne metode, og eksekvering af deres dom er umiddelbart forestående.[15]

DØDSSRAF I IRANS STRAFFELOV

I den iranske straffelov skelnes mellem fem typer forbrydelser: hodoud (forbrydelser mod ’hellig vilje’, for hvilket straffen er foreskrevet i Islamisk Lov); qesas (forbrydelser for hvilket straffen er som gengældelse – generelt som ’øje for øje’), diveh (forbrydelser der straffes med kompensation); ta’zir (forbrydelser der medfører skønsmæssig straf, og som ikke er udledt af Islamisk Lov) samt forbrydelser der dømmes med afskrækkende eller forebyggende straf. Dødsstraf anvendes med sikkerhed for forbrydelser under hodoud og ta’zir, og er tilgængelig for mord under qesas.[16]

Under kategorien hudoud anvendes dødsstraf for følgende forbrydelser: utroskab af gifte mennesker, incest, voldtægt, utugt for fjerde gang af en ikke-gift person, som har været straffet hvert af de forrige tilfælde, indtagelse af alkohol for tredje gang, når personen har været straffet for hvert af de forrige tilfælde, ’sodomy’, homoseksuel aktivitet mellem mænd og mellem kvinder for fjerde gang, når personen har været dømt for hvert af de forrige tilfælde, utugt af en ikke-muslim med en muslimsk kvinde, samt falsk beskyldning om utroskab eller ’sodomy’ for fjerde gang, når personen har været dømt for hvert af de forrige tilfælde.

Loven vedrørende hudoud muliggør dødsstraf som en af fire mulige straffe, for personer dømt for en vagt defineret forbrydelse, som er ’at være fjendtlig over for gud’ (’mohareb’) og ’at være korrupt på jorden’ (’mofzid fil arz’). Disse forbrydelser er defineret i straffeloven som ’Enhver person der tyr til våben for at skabe terror, frygt eller bryde offentlig sikkerhed og frihed, vil blive betragtet som mohareb og korrupt på jorden’. Andre artikler i straffeloven præciserer at personer dømt for væbnet røveri, landevejsrøveri, medlemskab eller støtte af en organisation der søger at vælte styret eller planlægning af at vælte styret ved at anskaffe våben til dette formål, vil blive betragtet som mohareb.

Eftersom hudoud forbrydelser betragtes som forbrydelser mod gud, er der ikke mulighed for benådning, som det er tilfældet med forbrydelser under ta’zir.[17]

I sager under kategorien qesas, hvor et offer er dræbt eller voldt skade på, er den skyldiges dom en straf som gengældelse eller hævn. I sager om mord betyder dette at familien til offeret har ret til at få den skyldige dømt til døden og dræbt. I stedet kan familien vælge at tilgive forbryderen, og acceptere diyeh, som er en form økonomisk erstatning eller ’blodpenge’.[18]

Der er kun en forbrydelse under kategorien ta’zir, hvor dødsstraf nævnes i straffeloven, hvilket er forbrydelsen at ’forbande profeten [af Islam]’ (artikel 513). På grundlag af denne artikel kan kætteri eller apostasi, det at give afkald på den islamiske tro eller konvertere til en anden tro fra Islam, ligeledes medføre dødsstraf.[19]

I over 20 år er det iranske præstestyre blevet fordømt i FN for grove og systematiske brud på befolkningens helt grundlæggende menneskerettigheder, og herunder et højt eller meget højt antal henrettelser uden internationalt anerkendte retssikkerhedsmæssige foranstaltninger, samt forsømmelse af internationale standarder vedrørende administration af retfærdighed og fraværet af en passende retsproces.

I Iran kan mennesker officielt blive dømt til døden og henrettet for en lang række mere eller mindre præcist formulerede forbrydelser, som blandt andet mord, væbnet røveri, voldtægt, blasfemi, apostasi eller kætteri - frafald fra Islam, utroskab, utugt for fjerde gang, prostitution, homoseksualitet, narkorelaterede forbrydelser, tredje gang taget for alkoholindtagelse, konspiration mod det islamiske regime, samt ’fjendskab mod gud’ og at være ’korrupt på jorden’.

De henrettelsesmetoder der anvendes i Iran er hængning, herunder offentligt; skydning; stening samt at blive ’kastet ud fra et højt’ sted eller ’en klippe’.

Under disse forhold var det iranske præstestyre altså ansvarlig for en fjerdedel af alle registrerede henretelser i verden i 2007, med mindst 317 henrettede blandt 1252 registrerede henrettelser i 24 lande.

Billeder af offentlige henrettelser og ydmygelser bliver i nogle tilfælde offentliggjort af Irans statslige nyhedsbureauer. Nedenstående er links til nogle af disse billeder af offentlige henrettelser og ydmygelser. Der skal advares mod meget stærke billeder.

Offentlige ydmygelser – maj 2007

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11305

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11307

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11309

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11311

Henrettelse - 1. august 2007

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11995

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11997

Henrettelse - 3. august 2007

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=12002

- Link: http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=12003

Af Poyan Taherloo.

--------------------------------------------------------------------------------

[1] Amnesty International: Death Sentences and Executions in 2007

[2] Resolutions adopted by the UN General Assembly on the Situation of human rights in the Islamic Republic of Iran: http://www.unbisnet.un.org/ - United Nations Dag Hammarskjöld Library

[3] Ibid.

[4] Khomeini fatwa 'led to killing of 30,000 in Iran' - The Telegraph - 19. juni 2001;

Rapport til FN’s Menneskerettighedskommission fra 2001 - af Karen Parker, J.D. - for International Educational Development - Humanitarian Law Project;

'Crime Against Humanity' - By Foreign Affairs Committee of The National Council of Resistance of Iran (NCRI), 2001

[5] 'Islamic Fundamentalism - The new Global Threat' – By Mohammad Mohaddessin, 1993

[6] Forbandet ungdom i Iran - Berlingske Tidende - 24. nov. 2007

[7] Iran Liberation nr. 261 – 10. marts 2008

[8] Worldwide Press Freedom Index 2007 - Reporters without borders – okt. 2007;

Two journalists under sentence of death now on 42nd day of hunger strike - Reporters without borders – 24. aug. 2007

[9] Amnesty International – Iran: The last executioner of children – juni 2007;

http://www.amnesty.org/ Death penalty: Executions of child offenders since 1990

[10] Ibid.

[11] Amnesty International – Iran - End execution by stoning – jan. 2008

[12] Amnesty International – Iran - End execution by stoning – jan. 2008

[13] Top Iranian regime’s official defends stoning - AFP - 15. juli 2007

[14] Amnesty International – Iran - End execution by stoning – jan. 2008

[15] Declaration by the Presidency on behalf of the EU concerning death sentences in Iran - CFSP Statement - 25. jan. 2008

[16] Amnesty International – Iran: The last executioner of children – juni 2007

[17] Ibid.

[18] Ibid.

[19] Ibid.;

Briefing note on the human rights situation in the Islamic Republic of Iran – FIDH – 25. okt. 2005

sorry, Grevlin mente jeg

Jakob

Jeg tror på dig og jeg er sådan set ikke uenig i den demokratiske kritik af præstestyret i Iran..... det jeg er uenig med dig i er om USA er demokratisk og specielt om USA agerer demokratisk og om "Pax Americana" er en demokratisk løsning man kan tillade sig at presse ned i halsen på resten af verden under trussel om øjeblikkelig udslettelse hvis man i kke maker ret !

Det er såmænd slet ikke så svært at gennemskue

Om jeg får en kugle af nogle sindssyge præster eller mister mine medborgerrettigheder og bliver spærret inde i Guantanamo til tortur uden chance for at komme for en dommer er for mig at se lige lidt "demokratisk"

"Irak SKAL blive demokratisk; med eller uden Metz medvirken.

Typer som Metz ønsker at demokratiseringen af mellemøsten mislykkes, udelukkende fordi han er antiamerikansk. Irakerne fortjener demokrati og verden har brug for et demokratisk Irak." skriver Jakob Schmidt-Rasmussen.

Såviser du ringe kendskab til, hvordan samfundet i Irak og i andre arabiske lande i Golfområdet fungerer, som er først og fremmest stamme- og familiebaseret på en måde, som er stort set forsvundet fra mange lande i den vestlige verden, og især fra de tidligste industrielle lande såsom Storbritannien, USA, Tyskland og de nordiske lande. (Det skal selvfølgelig siges med en vis forbehold, da det trods alt er lykkedes den rige overklasse i disse lande at beholde en vis familiekontinuitet både økonomisk og politisk. f.eks. Mærsk Møller, Bush og Kennedy familien osv.)

I Irak, derfor, samt mange andre lande, som ikke nødvendigvis er muslimske, er det så godt som et grundprincip, er normalt og også ønskeligt, at politisk og administrativt magt bruges i første omgang at hjælpe familiemedlemmer, som man også mener man bedst kan stole på, derefter medlemmer af stammen, og så bagefter religiøst fæller såsom andre shiiter osv. Bestikkelse hører også med,for at berige familiemedlemmer.Efter vores vestlige anskuelse ses dette som korruption, nepotisme osv., men ikke af demselv.

Derfor er det så vanskeligt at indføre vestlig demokrati, om Irakerne "fortjener" det eller ej, og det ville hurtigt omdannes til at passe til deres egne skik og traditioner. Alt det ret bortset fra, at den amerikanske styre kun er interesseret i "demokrati" hvis det passer ind i deres olieinteresser (se blot på Saudi-Arabien og andre stater).

De historiske paraleller : georg metz forsøger at drage er 8meget typisk for ham) helt hen i vejret.

Feks i forhold til 2. Verdenskrig og spørgsmålet om kamp eller læggen sig på ryggen.

Nazisternes erobring af Norge var et hasarderet projekt, der lykkedes på et hængende hår og bla forudsatte en hurtig erobring af DK. Dansk oprustning i 1930erne (istedet for nedrustning) og kamp den 9. april ville i et større militært perspektiv ikke havde været udsigtsløs.

Folk af georg metzs type har dog altid været konsekvente i deres feje pacifisme; veghed og eftergivenhed overfor Nazityskland, sovjetunionen osv osv.

Nemlig Troels Siegthorwyn!

Dansk modstand havde ikke været nytteløs, selv ikke efter 30erns afrustning.

Norge, der på daværende tidspunkt havde langt færre ressourcer end Danmark, satte sig til modværge med alle kræfter og i samvirke med et mindre kontingent britiske, polske og franske hjælpetropper havde Nazi-Tyskland efter 2 måneders, til tider desperat, kamp nært tabt slaget om Norge og operation Weserübung ville havde været et hårdt tilbageslag for Nazi-Tyskland, der kunne havde påvirket hele krigens forløb, i en for de allierede positiv retning.

Hvortil kommer at Norge ikke nået at mobilisere, da man i Norge ikke havde fantasi til at forestille sig Danmark end ikke ville gøre symbolsk modstand som (f.eks sprænge broer, havneanlæg og lufthavne o.lign. foranstaltninger) ville havde forsinket og hæmmet de tyske operationer mod Norge og givet Norge (samt UK og Frankrig) bedre muligheder for at arrangerer deres styrker med kampafgørende effekt.

Dertil undslap (en del) Nordmændene til England med en ikke uvæsentlig mængde strategiske ressourcer, herunder Norges guldreserver - hvorfra de som anerkendte allierede fortsatte kampen mod nazisterne - og sikret sig med deres optræden væsentlig krigsskadeerstatninger efter krigen. Hvorimod Danmark skulle regne sig heldige for overhovedet at blive regnet for allieret. Så kan man jo spørger om de norske tab (omkring 1.700) under operation Weserübung var nytteløse? Som Georg Metz og ligesindede jo må mene, selv mener jeg bestemt ikke det var tilfældet.

Tak for oplysningerne Jehu.

Men sådan er det desværre også i mange demokratiske lande, hvor demokratiet skranter; Italien er f.eks. et gennemkorrumpet land, hvor politikernme også hjælpe vennerne i højere grad end at tænke på landets bedste. Alle ved at Berlusconi har mafiaforbindelser.

Marcello Dell'Utri som stiftede Forza Italia sasmmen med Belusconi er dømt for mafiaforbindelser og alt tyder på, at partiet blev stiftet for at stoppe politikernes offensiv mod Italiens mange mafiaer:

"In 1996, the Mafia pentito (turncoat) Salvatore Cancemi declared that Berlusconi and Dell'Utri were in direct contact with Mafia boss Totò Riina. The alleged contacts, according to Cancemi, were to lead to legislation favourable to Cosa Nostra, in particular the harsh 41-bis prison regime. The underlying premise was that Cosa Nostra would support Berlusconi's Forza Italia party in return for political favours".

Alligevel må Italien kaldes for demokratisk og bortset fra visse grove civilisationsfejl på grund af de korrupte politkere - f.eks. skraldeskandalen i Napoli fungerer Italiens demokrati, som sikrer italinerne et frit liv.

Apropos skraldeskandalen, så er Berlusconis bror dømt for korrupton i forbindelse med kontrakter på bortskaffelse af affald i samarbejde med men mafia ...

Demkratiet i Libanon sikres ved en magtdelingsnøgle mellem de forskellige befolkningsgrupper, selvom det system strengt taget ikke er ehelt demokratisk. Men det perfekte demokrati findes ikke; irakerne må finde deres egen udgave af demokrati.

"Var danske politikere gået til modstand (...) ville Luftwaffe have fladebombarderet de store danske byer og ødelagt landets infrastruktur mere eller mindre totalt. Resultatet var kendt på forhånd, og ikke nok så megen oprustning i 1930'erne ville have kunnet ændre på noget. Det skulle da lige være Hitlers fremskyndede overfald på landet."

Det er jo altid nemt at påstå det ene eller andet hvis, hvis og hvis - MEN dansk modstand den 9. April ville naturligvis ikke havde været omkostningsfrit, hvilket den danske totale underkastelse bestemt heller ikke var i forhold til den OVERORDNEDE kamp mod nazismen og i øvrigt et folks historie (som jeg godt ved Metz ikke tillægger nogen videre værdi), men ligefrem "fladbombede" storbyer er nu nok så meget sagt - Norge led omkring 300 civile tab og det så berømte bombardement af Rotterdam kostet omkring 1.000 civile livet.
Og her bør det jo nævnes, at grunden til terror-bombardementet af Rotterdam jo netop var fordi den hollandske hær holdte stand mod den tyske krigsmaskine, og tilførte tyskerne tab - f.eks mistede tyskerne flere hundrede fly. Det samme kan siges om nordmændenes indsats, der kostet den tyske flåde så svære tab, at disse tyske tab fik stor betydningen for Tysklands sømilitære muligheder krigen ud.

Selv med vores udsultet forsvar i 1940 så kunne dansk forsvar, om det blev mobiliseret og indsat i en forsvarskamp, havde tilført tyske styrker væsentlige tab; husk på tyskerne angreb med ca. 70.000 mand i alt, Danmark ville havde rådet over et mobiliserede forsvar på ca. 60.000 mand. Der er dem, der mener at dansk modstand ville havde gjort udslaget for Weserübung, der så ville havde mislykkes i Norge. Den hypotese støtter jeg selv.

At "nok så megen oprustning i 1930'erne" ikke ville havde ændret noget som helst kan kun siges, at være ideologisk storvask af historien.

Uden at skele til moral eller etik så må det bemærkes, at hvis Danmark havde rådet over et forsvar, som understøttet Danmarks bondefornuftige neutralitetspolitik, imodsætning til forsvarslovene i 20'erne og 30'erne som undergravet vores neutralitetspolitik, så er det slet ikke usandsynligt, at Danmark kunne havde siddet 2. over som vi gjorde under 1. sammen med Sverige, Schweiz, Spanien m.fl. der alle førte en løbende tilpasset neutralitetspolitik.

Husk på Skandinavien aldrig var en høj prioritet for Hitler og hele operationen var yderst risikabel, medregnes videre at Tyskland naturligvis IKKE frit kunne afsætte styrker til operationen, da både den britiske ekspeditionsstyrke og en intakt fransk hær skulle holdes i skak, hertil skulle der afsættes en gardé på Stalin. Altså havde Tyskland ikke uanede ressourcer til overfaldet på Danmark og Norge.

Hvis Danmark kunne sandsynliggøre overfor Tyskland, at Danmark havde viljen og evnen til at afvise enhver neutralitetskrænkelse, hævde sin suverænitet og bekæmpe enhver magt, der måtte søge at bruge dansk territorium som udgangsområde mod en anden magt, som f.eks Tyskland, så havde Tyskland næppe fundet det lønsomt at ta' Danmark. Men da Danmark havde gjort det klart, at man ikke havde i sinde at opretholde en forsvarsstyrke, der kunne gøre vores neutralitetspolitik troværdig måtte Tyskland naturligvis afsætte en sikringsstyrke mod nord, og da Danmark ikke ville forsvar sit territorium, var der jo ingen militærlogiske grunde til, at lade "landsætningsområde nordland" henlægge uforsvaret.

Altså var den danske neutralitetspolitik fejlslagen politik, da pacifismen i S og R gjorde dem blinde for neutralitet, i den derværende sikkerhedspolitiske situation og helt generelt, kun er farbar når den er væbnet. Det må Sverige og Schweiz være gode eksempler på.

Jeg tror du undervurderer Kirunas og Malmbjergets betydning for den tyske krigsførsel.

Nej, jeg gør ej...

Men selvom Nordmændene ikke kunne håndhæve deres suverænitet eller af den ene eller anden grund standset den svenske malmforsyning gennem Norge, så kunne denne, med besvær, omdirigeres til togtransport til udskibning fra sydsvenske havne.

"Islam and democracy: Survey shows what Iraqis want

By Diane Swanbrow
News Service
More than three-quarters of Iraqis support a democratic political system, but they are divided on the role Islam should play in their country's government, according to a U-M study. The research shows 51 percent favor a strong link between government and religion and 49 percent prefer a secular political system.

The findings, published in the January 2006 issue of the Journal of Democracy, are based on a survey of a representative area probability sample of 2,325 Iraqis conducted in November and December 2004 with funding from the National Science Foundation. The survey was carried out in collaboration with the Baghdad-based Independent Institute for Administration and Civil Society Studies.

Respondents came from Baghdad and 16 of Iraq's 18 provinces, and included Shi'ites, Sunnis and Kurds in proportion to their numbers in the population. The researchers were unable to survey residents of Ninawa (Mosul) because of the security situation and Dahuk, because of opposition from Iraqi authorities.

"The vast majority of Iraqis of all three of the country's major ethnoreligious communities expressed support for democracy over authoritarian political systems," says U-M political scientist Mark Tessler, lead author of the study."

Læs resten af artiklen på: http://www.ur.umich.edu/0506/Jan16_06/05.shtml

Lars:
Fremragende indlæg. Jeg er selv på det andet hold: Scavenius bragte Danmark frelst gennem krigen, vi SAD faktisk mere eller mindre krigen over; vores situation var ikke så forskellig fra Sveriges, bortset fra at vi jo unægteligt havde tysk militær i landet.

Hvad angår det med forsvarsviljen, så tvivler jeg på at Hitler havde ladet sig imponere. Det eneste der kunne have frelst Danmark, var hvis englændernes invasion af Norge var lykkes, for så havde Danmark været irrelevant. Havde Hitler valgt at springe Danmark over i første omgang, men invaderet Norge, ville han efter sejren over Frankrig utvivlsomt have krævet noget nær blind lydighed (og gennemkørsel for tyske tropper og materiel til og fra Norge) og man kan spørge sig selv hvad forskel det skulle have gjort.

Hitler havde i efteråret 1940 - beruset af historiens mest vellykkede militærkampagne - næppe fundet sig i at hans landbro mod nord gjorde sig udtilbens. Om det havde kostet ham et par hundrede faldne ville næppe få ham til at ryste på hånden.

Men det er selvfølgelig altsammen spekulation.

Det fremgår vist ikke så tydeligt, men mit argument er, at hvis Danmark på en eller anden måde havde formået at holde Hitler stangen i april måned, var vi alligevel blevet invaderet efter kampagnen mod Frankrig, senest i efteråret '41, hvor alverden anså Tyskland for uovervindelig, og hvor Hitler begyndte at trække tropper tilbage fra Østfronten i den tro, at krigen allerede var vundet.

De hypotetiske 60-70.000 mand havde en enkelt panserdivision kunnet løbe over ende på en eftermiddag.

Hvis Danmark skal tilbagebetale Æresgælden til USA med et forholdsmæssigt passende antal omkomne soldater, så skal Polen også tilbagebetale Æresgælden til Sovjet-Unionen, nu Rusland, som befriede polakkerne fra Nazismen med hundrede tusinde menneskeliv; nu er Rusland ikke i krig for tiden, men det kan jo komme. Var der ikke noget med et teater i Moskva, der blev angrebet af muslimer, helt på linje med WTC? Hvorfor er det kun amerikanerne, der skal æres (forklaring: Det er hedebølge, og ikke alle indlæg kan være lige indlysende)?

Hvad er det for noget vrøvl med 'Æresgæld'. Det er en misforståelse som også Anders delano F.Jogh fra Skals ligger under for. Det er jo en rød tråd for ham, at hvad USA gør er altid det rigtige, og der var også visse ytringer i den retning i 2003, f.ex Pizza-Aage som sagde, at nu er det 'pay-back-time'. Det blev pay-back time på en meget direkte måde for Aage, efter at han måtte lukke sin butik og nu residerer i Grønland.

Hvis der med 'Æresgæld' tænkes på USAs indsats i befrielsen af kontinentet for Hitlers tropper og for at 'have holdt Rusland stangen i 40 år' --et Rusland som efter at have mistet 26 millioner mennesker i en næsten overmenneskelig frihedskamp i Den Store Fædrelandskrig absolut ingen aggresive hensigter havde vel at mærke- så handlede USA absolut ud fra egen-interesse, og har til denne dag en stærk egen-interesse i at blive i Europa.Det er læren fra 2 verdenskrige, at de vil blive trukket ind --uanset om de ønsker det eller ej --så de kan lige så godt blive.

Havde krigen varet blot lidt længere havde Werner von Braun - som siden udviklede USAs rumraketter - haft en interkontinental raket klar. USA blev betragtet som 'easy prey' eller hvordan tyskerne formulerer det. Så bare en raket mod New York ville være nok til at amerikanerne ville komme 'begging for peace'. Selv hvis disse interkontinentale raketter ikke ville være klar, så kunne kortererækkende raketter affyres fra skibe, ankret ud for USAs østkyst med samme effekt.

Havde krigen varet lidt længere, var Berlin blevet atombombet.

Det korte af det lange, er at amerikanerne vil vedblive i at have en interesse i hvad der foregår på det europæiske kontinent; vi skal ikke være bange for, at de trækker sig. Det er læren fra 2 verdenskrige: Uanset om de vil det eller ej, vil de uvægerligt blive trukket ind, så de kan lige så godt blive, frem for at skulle kæmpe sig vej ind.

Ganske vist er aktuelt en hel del tropper trukket hen andre steder - men infrastrukturen er stadig present og de kan hurtigt flyves ind igen.

Enig.

Jeg udtrykte mig lidt upræcist, da jeg sagde : 'Havde krigen varet ret meget længere". det jeg tænkte på - Gud forbyde tanken, at hvis England havde sluttet seperatfred, og på et tidspunkt hvor USA ikke var inde i krigen (det kom de som bekendt først 6 december 1941) da ville et par V2 raketter affyret fra forankrede fartøjer ud for Amerikas Østkyst mod f.ex New York, formentlig være nok til at dette neutrale land, skræmt ville være kommet løbende 'suing for peace'.

Altså hvis krigen, hvor tyskland altså havde taget hele europa også havde taget England, havde varet ret meget længere.

Set i dette perspektiv, fremstår engelsk-amerikaneren (amerikansk mor, engelsk fader) Winston s. churchill som den helt soire fremadskuende statsmand. Han forstod psyken hos de neutrale amerikanere, og hvordan de stille og roligt ligefra midten af 30'erne skulle lulles til at hjælpe England, fordi som Churchill korrekt analyserede, så ville Hitler vende sig mod USA, hvis det skulle lykkes ham at kue England

Det foregik i form af stille, personligt diplomati i brevform og telegrammer direkte mellem Churchill og Roosevelt. Churchill forstod at den eneste måde Europa og civilisationen kunne reddes på, var ved at Den Nye Verden kom Den Gamle Verden til undsætning. Og det var lige op over. Det var en skæbnekamp, hvor tyskerne kunne have kuet USA hvis det var lykkedes dem at kue England.

Derfor eksisterer der idag et skæbnefælleskab mellem de 2 folk. Men mellem venner og ligesindede er en forpligtelse til at sige fra, hvis den ene er på vildspor; han vil siden takke dig hvis du gjorde det, således at han ikke blev ledt i uføre af en selvisk lobby (ISRAEL LOBBYEN) acting oput of selfish interests to remove an old foe of Israel and the best friend and benefactor of the palsestinians.

Alf, det er udmærkede betragtninger, men kan du ikke lade være med at skrive Israel-lobbyen med stort? (Bemærk bindestregen.)

Når det er sagt, så tror jeg du undervurderer amerikanernes kampvilje. Ganske rigtigt var de særdeles pacifistiske helt op til krigens start, men selv om de i en europæisk sammenhæng kun var en perifer aktør, tog de særdeles drøje hug i Stillehavet, hvilket ikke lagde en dæmper på gemytterne, ligesom tyske ubåde sænkede amerikanske skibe på samlebånd ud for Amerikas østkyst uden at det havde nogen synderlig effekt på den amerikanske kampmoral.

Hvilkes interesser tilgodeser danske politikere?
Forvrides demokratien af indflydelse fra lobbier, div. tænketanker med udenlandske observans?

Jeg bor i Sverige, og her kan vi se, hvordan en tankesmedja (lobby) TIMBRO har lykkedes få placeret sine medlemmer på flere ministerposter. - To af dem forsvand hurtigt på grund af fusk og svindel (sort arbejde og flere år ubetalt tv-licens etc. - det var kvinder!). Mænden sidder stadig (med lignende blakket fortid, men det er jo mænd!).

TIMBRO har en direkt forbindelse til Neocon-bevægelsen og IPAC i USA , som har stået for USA's poitik de sidste 8 år (+ to unødvendige krige). Timbros gudfader tros (jeg tror) være en medicinsk professor Per Ahlmark med mange celebra forbindelse i det amerikanske.

TIMBRO har haft stor indflydelse på den svenske trepartis regering og den lovgivning, som har foregået (forsøgt gennemført) de sidste år. Sidst den famøse FRA-lov, som giver Säpo (og formodentlig CIA og Mossad) mulighed for at kontrollere al internettrafik til og fra Sverige uden dommerkendelse, altså en lignende lov, som den Bush/Cheney fik trumfet igennem i USA tidligere.

Jeg stiller stor spørgsmålstegn ved alle lobbier, som forsøger at påvirke regeringer (også EU) uden om de demokratiske spilleregler. - Lovligt? Ja, men er det etisk, og skal vi tillade det? Hvad mener I?
Formoder, at den samme skævvridning af demokratiet også foregår i Danmark?

Troels Siegthorwyn:

"Nazisternes erobring af Norge var et hasarderet projekt, der lykkedes på et hængende hår og bla forudsatte en hurtig erobring af DK. Dansk oprustning i 1930erne (istedet for nedrustning) og kamp den 9. april ville i et større militært perspektiv ikke havde været udsigtsløs. Folk af georg metzs type har dog altid været konsekvente i deres feje pacifisme; veghed og eftergivenhed overfor Nazityskland, sovjetunionen osv osv."

Ekstremt dårligt eksempel.
Uanset hvor meget, Danmark havde rustet op, ville landet aldrig have kunnet forsinke Wehrmacht mere end en uge - og med bombning af København og andre større byer til følge. Bør jeg nævne, at Frankrig kort efter faldt på en måned? Frankrig med Maginot linien og en indædt anti-tysk militaristisk tradition?

Lad være med at opfind kontrafaktiske historiske argumenter i et forsøg på at nedgøre Metzs udmærkede bidrag til at afsløre krigsvanviddet.

Sammenligningen er - udover dens historieløshed - på alle mulige andre måder helt grotesk. Især fordi Saddam på ingen måde var i gang med at starte en erobringskrig. Det blev der jo sat en effektiv stopper for i 1990.
Iøvrigt er de fleste andre sammenligner mellem Irak og Det Tredje Rige ekstremt langt ude og vidner og et famlende behov for at retfærdiggøre din egen moralske støtte til en krig, der har dræbt 100.000 uskyldige civile.

Håber, du sover godt om natten i selskab med dine selv-apologetiske fantasterier.

Danmark er rent kulturlandskab. Umuligt at forsvare.
Norge er 8 gange større og fyldt med bjerge.

Danmarks hurtige overgivelse, bevarede infrastruktur (muligheden
for f.eks politiet at gå under jorden, jøderne at blive reddet, tysk-venlig
industri at blive installeret med lav sikkerhed for derefter at blive saboteret
osv osv), og sidenhen modstandskamp har sikkert skadet Hitler mere end en fuldstændig undertvingelse fra dag et. Har I overvejet den mulighed?

KP J

Tag dig sammen og gør dig i det mindste den ulejlighed at læse georg metz artikel, inden du kommenterer. Da det jo er ham og ikke mig der bringer eksemplet med den 9. april på bane.

Jeg tvivler på at et oprustet Danmark ville kunne have holdt en uge efter et tysk angreb, men det ville heller ikke være nødvendigt. Det afgørende ville være at forsinke tysk overførelse af tropper og give Norge tid til at mobilisere. Hvilket de som bekendt ikke nåede. Det besatte Norge fungerede videre under af krigen som flådebase for Tyskland.

Forøvrigt har det været diskuteret om et fejlslagent tysk angreb på Norge ville havde fået de tyske generaler til at afsætte Hitler inden angrebet på Frankrig, men det er en lang diskussion og i sagens natur spekulativt.

Om alle omstændigheder var ulemperne for Nazityskland og fordelene for de allierede ved et frit Norge meget konkrete. Min pointe holder; dansk kamp den 9. april havde på ingen måde været udsigtsløs set i et større militært perspektiv.

Du kunne iøvrigt med fordel udvide din horisont og læse Lars Hansens indlæg:

Lars Hansen:

(georg metz "Var danske politikere gået til modstand (...) ville Luftwaffe have fladebombarderet de store danske byer og ødelagt landets infrastruktur mere eller mindre totalt. Resultatet var kendt på forhånd, og ikke nok så megen oprustning i 1930'erne ville have kunnet ændre på noget. Det skulle da lige være Hitlers fremskyndede overfald på landet.")

"Det er jo altid nemt at påstå det ene eller andet hvis, hvis og hvis - MEN dansk modstand den 9. April ville naturligvis ikke havde været omkostningsfrit, hvilket den danske totale underkastelse bestemt heller ikke var i forhold til den OVERORDNEDE kamp mod nazismen og i øvrigt et folks historie (som jeg godt ved Metz ikke tillægger nogen videre værdi), men ligefrem "fladbombede" storbyer er nu nok så meget sagt - Norge led omkring 300 civile tab og det så berømte bombardement af Rotterdam kostet omkring 1.000 civile livet.
Og her bør det jo nævnes, at grunden til terror-bombardementet af Rotterdam jo netop var fordi den hollandske hær holdte stand mod den tyske krigsmaskine, og tilførte tyskerne tab - f.eks mistede tyskerne flere hundrede fly. Det samme kan siges om nordmændenes indsats, der kostet den tyske flåde så svære tab, at disse tyske tab fik stor betydningen for Tysklands sømilitære muligheder krigen ud.

Selv med vores udsultet forsvar i 1940 så kunne dansk forsvar, om det blev mobiliseret og indsat i en forsvarskamp, havde tilført tyske styrker væsentlige tab; husk på tyskerne angreb med ca. 70.000 mand i alt, Danmark ville havde rådet over et mobiliserede forsvar på ca. 60.000 mand. Der er dem, der mener at dansk modstand ville havde gjort udslaget for Weserübung, der så ville havde mislykkes i Norge. Den hypotese støtter jeg selv.

At "nok så megen oprustning i 1930'erne" ikke ville havde ændret noget som helst kan kun siges, at være ideologisk storvask af historien."

Erik Boalth:"Scavenius bragte Danmark frelst gennem krigen..."

Ja, det er jo den kanoniseret udlægning af historien. Men jeg mener nu ikke den holder vand.

Man må spørger hvorfor besættelse af Danmark og Norge var et tysk krigsmål?

Kardinalpunktet: Fordi hverken Norge eller Danmark ville håndhæve deres neutralitet.
Underpunkter: Sikre sig de allierede ikke brugte landene. Sikre sig baser med adgang til Atlanterhavet. Sikre forsyningssikkerhed af bl.a. svensk malm.

Hvad kunne havde ændret tyskernes opfattelse af besættelse af Danmark og Norge var lønsomt?

Hvis Norge og Danmark kunne og ville håndhæve deres neutralitet. Der var reelle muligheder for at opretholde troværdige forsvarsstyrker i begge lande. Man ville blot ikke anvende tilstrækkelige samfundsressourcer på et forsvar.

Det efterlader naturligvis 'baser med adgang til Atlanterhavet' som et udækkede tysk behov, men disse baser var ingenlunde alene grund nok til at afsætte ressourcer nok at nedkæmpe og besætte et rustet Danmark og Norge, slet ikke efter Frankrigs fald, hvis Atlanterhavskyst efterfølgende udgjorde hovede-baseområde for den tyske ubådskrig mod de allierede.

Det er sagen i en nøddeskal! Og naturligvis ville den danske neutralitet med krigens udvikling forfordele hhv. aksemagterne og allierede sådan som udviklingen nu måtte tilsige det, med Sverige som forbillede.

KP J:"Uanset hvor meget, Danmark havde rustet op, ville landet aldrig have kunnet forsinke Wehrmacht mere end en uge - og med bombning af København og andre større byer til følge. Bør jeg nævne, at Frankrig kort efter faldt på en måned? Frankrig med Maginot linien og en indædt anti-tysk militaristisk tradition?"

Hvis Danmark havde forsinkede tyskerne med en hel uge, så ville det sandsynligvis havde været tilstrækkeligt for et tysk nederlag i Norge, General Leonard von Kaupisch mente, at blot et par dages forsinkelser i Danmark ville havde haft katastrofale følger i Norge, så hvis Danmark blot havde gjort klart, at man ville modsætte sig med alle kræfter samt med al hast sprænge broer, havneanlæg og lufthavne og foretage andet ingeniørarbejde til hindring af den tyske fremrykning gennem Jylland - ville hele operationen sandsynligvis aldrig været blevet iværksat!

Hvad angår Frankrig og Maginotlinien, så bør det nævnes, at Tyskland IKKE kunne afsætte sådanne store styrker mod Danmark og Norge, som de gjorde mod Frankrig, eller i hvert fald, at det ikke ville give mening, da Tyskland ikke havde kapacitet til at overfører sådanne store tropperenheder over Kattegat og Danmark og Norge ikke berettiget en sådan brug af ressourcer.

I øvrigt virket Maginotlinien helt som tiltænkt! Problemet var blot at tyskerne ikke angreb Maginotlinien men udenom og igennem Ardennerne.

Nu kan vi jo være heldige at Churchill's Operation Wilfred og Plan R4, som indeholdt en Anglo-Fransk besættelse af Norge, blev forsinket fra den 5. april til den 8.april, sådan at det var Tyskerne og ikke Englænderne der blev de fæle besættere.

Hvordan kan man mene det skulle være et held, at tyskerne kom først?

Det giver da kun meningen hvis man holdte med tyskerne!

Og for Danmarks vedkomme så var det da særligt uheldigt, da vi blev besat som følge af den tyske interesse for Norge, hvor vi tilfældigvis lå på vejen nord på.

Men hvis du skulle føle et behov for at udråbe englænderne til besættere af dansk territorium så er der råd for det, da englænderne jo besatte Island og Færøerne.

Et held for alle jer der her skråler højt om 'æresgæld' og 'krigsmod' og lign. macho-banken-på-brystet-statements som meget længe after the fact giver jer rådighed til at postulere vilde teser om hvordan Danmark kunne have vundet krigen for de Allierede...

De Islænderne jeg kender, betragter Englænderne som befriere fra Dansk besættelse.

OK på den vis, du mener Danmark gjorde det helt rigtige under verdenskampen mod nazismen, og intet har at skamme sig over i forbindelse med samarbejdspolitikken og Frikorps Danmark på østfronten, ej heller skylder Danmark de allierede, noget så gammeldags som, en æresgæld. Fair nok.

Du mener ikke Danmark burde havde sprunget et par broer eller lagt et par "vejsidebomber" for at sinke tyskernes fremrykning opigennem Jylland. Det ville være for machoagtigt og krævet mere "krigsmod" end rimeligt er. Fair nok.

Og der er vist ingen der påstår Danmark kunne havde vundet krigen for de allierede, blot at et kæmpende Danmark kunne sinke den tyske krigsmagt tilstrækligt til Norge, UK og Frankrig ville havde haft langt bedre muligheder for, at vinde Norge for de allierede.
Det forekommer mig (samt en række andre) meget plausibelt.

Dertil er det en rimelig antagelse, at et væbnet neutralt Danmark og Norge kunne havde ført landene udenom en nazistisk besættelse - i lighed med Schweiz, Sverige og Spanien.

Jeg har dertil understregede at en sådan neutralitetspolitik nødvendigvis måtte være 'omstillingsparat' i forhold til krigens løbende udvikling, derfor giver det ingen mening at kaste "æresgæld' og 'krigsmod' og lign. macho-banken-på-brystet-statements" efter mig, da jeg har tydeliggjort at jeg ikke opererer med 'ære' i den slags sager!

Til gengæld er det en klar fordel for en nation i ulvetider, at havde en befolkning der rummer en tilpas mængde forsvarsvilje, da alt andet tiltrækker en aggressor.

Hvad angår dine islandske venner - så må de virkelig være nogle hashhoveder siden de kan opfatte et selvstyrende Island (der siden 1918 har haft nogenlunde samme folkeretlige stilling til Danmark som Canada i dag har til UK) som værende besat af Danmark i 1940 (der var mig bekendt ikke en dansk militær tilstedeværelse på Island i 1930'erne og 40'erne og rets og politivæsen var islandsk) - men måske disse så føler de har en æresgæld til nazityskland? Eller også ved de at Island kunne træde ud af personalunion med Danmark når de måtte ønske det - uden det ville fører til væbnet konflikt med Danmark - det eneste vi skændes om ifm. bruddet var nogle gamle skriblerier som Island først fik tilbage engang i 60'erne. Oh the horror of the islandske selvstændighedskrig...

Forsvarsvilje, Danmark, i ander verdenskrig?

Efter alt hvad jeg læser og hører så var Danmark mest oplagt på at gøre det samme som i første verdenskrig: tjene en masse penge. Værnemagerne og gulashbaronerne stod jo nærmest klar fra starten af, da det blev klart hvor Hitler ville hen. At der så kom en besættelse i vejen, forandrede ikke meget på planerne. Riffelkompagniets arkiver kommer til at være meget interessante hvis ikke de 'tilfældigvis' går op i røg på den gamles ordrer. Axelborgs arkiver må være mindst lige så god lektyre.

Jeg læste i Heidelberg (længe siden) og havde der et godt bekendtskab tikl en professor emeritus fra deres militær-historiske institut. Han havde været soldat i Værnemagten, blandt andt også i Danmark. Han sagde to vigtige ting. 1, Jugoslavien var et modstandshelvede, Rusland et krigshelvede, Danmark var øl, snaps, flæsk og fisse hele dagen lang. 2. Det var tydeligt at se blandt hans studerende at jo mere en af dem snakkede om militær modstand, militær ære, hvordan kamp altid er bedre end diplomati, hvordan krig og hæren ædler et menneske, hvordan kun militær styrke gør et land stærk, soldaterkammeratskab, etc, etc, ad nauseam, jo længere havde denne person været fra enten krig eller ægte værnepligt. De værste var skrivebordssoldaterne der fandt sig en stille post i en kaserne langt ude på bøh-landet, drak sig en vom hver dag og havde et bibliotek med populær-miltær historie a la Readers Digest.

Thomas Holm

Du vrøvler. Du forholder dig ikke til de fremførte argumenter, men til alt muligt andet, hvor du populistisk pådutter folk alle mulige andre synspunkter end de, der faktisk bliver fremført.. F.eks er der jo ingen her, der har hævdet at krig er dejlig eller omkostningsfri. Tilsyneladende "hører" du kun din egen "stemme" og springer derfor fra det ene punkt til det andet uden nogen logisk sammenhæng eller relavans i forhold til de fremførte synspunkter.

Lars:
Som det tidligere er diskuteret, er der forskellige grunde til at Danmark ikke havde samme mulighed for at forsvare sig mod tyskerne som Norge havde, først og fremmest pga. Landskabet, men også fordi vi er landfaste med Tyskland.

Danmark var ikke de eneste, der ikke havde oprustet. Det galdt også England og USA. Havde England været landfast med Tyskland, havde de næppe udgjort noget større problem for værnemagten end Frankrig.

Argumentet med, at en uges forsinkelse ville have ændret krigens gang er meget godt, men det fungerer kun i retrospektion. Danmark kunne jo ikke dengang vide, at England planlagde en invasion af Norge, eller hvornår den ville løbe af stablen. Det er muligt, at Norge – og støtten til Atlanterhavskrigen – ikke var kritisk for tyskerne, men Hitler syntes åbenbart noget andet: operationen var, som du vist selv nævnte et sted, et vovestykke. Storadmiral Raeder var lige ved at tage sin afsked. Ud over baserne, lukkede en besættelse af Norge også af for en engelsk invasion af fastlandet fra Nordkap til Pyrenæerne. Manglen på Norge (eller Danmark) havde været et hul i Atlanterhavsvolden.

Du snakker om den brændte jords taktik i Danmark. Som det også tidligere er nævnt, er Danmark ikke særlig stort, dvs. vi har ikke noget strategisk rum. Med mindre vi havde gjort os bedre mod værnemagten end Polen, Frankrig og Rusland, er en uge MEGET optimistisk. I de dage rykkede værnemagten frem med omkring 100 km. om dagen. Husk på at Norge faktisk gjorde modstand, hvilke ikke hjalp dem meget.

Så er der en anden detalje: England og Frankrig havde erklæret Tyskland krig i '39, men gennem hele den polske kampagne, hvor værnemagten var optaget i Polen, stod de Allierede med tre felthære og et ekspeditionskorps ved grænsen til et Tyskland der så at sige var tømt for tropper, mens de så på at Polen systematisk blev nedkæmpet. Der var således al mulig grund til at tro, at de ikke ville løfte en finger for at hjælpe Danmark, der jo ikke engang havde fået en garanti af England sådan som Polen have det. Og Polens militær var, slag på tasken, tyve gange stærkere end Danmarks.

Man har tendens til at opfatte Polen gennem nutidens briller og den hastighed hvormed de blev nedkæmpet, men dengang var det ingen given sag at Tyskland kunne slå Polen, der har lange militærtraditioner og erfaringsmæssigt kæmper som løver, en erfaring der viste sig at holde stik. I forhold til deres militære størrelse, ydede de bedre modstand end Frankrig og England. De havde tyve år forinden afvist en sovjettisk invasion, og havde gennem længere tid forberedt sig på et tysk angreb eller, hvis chancen skulle byde sig, et angreb på Tyskland.

Antagelsen om, at en 'væbnet' neutralitet havde fået Hitler til at gå udenom Danmark, er ikke rimelig. Væbnet neutralitet hjælp ikke engang Jugoslavien. Værnemagten var i 1940 - viste det sig - jordens stærkeste landhær, et forhold der ikke ændrede sig før til allersidst i krigen.

Rent bortset fra de dengang herskende doktriner, gjorde Danmarks mangel på strategisk rum at vi ikke ville have andet valg end at forsvare os ved Dannevirke, der er simpelthen ikke plads til manøvrekrig i Danmark. Og det var denne strategi Frankrig og ikke mindst Rusland brugte og som mod mobile divisioner leder til uundgåelig katastrofe.

Det eneste formål modstand ville have haft, var at markere at Danmark ikke var tysk-allieret, men ved lykke, snilde og storpolitik, lykkedes det os alligevel at komme ud af krigen på den rigtige side.

Som kongen dengang spurgte Scavenius om: ''Vil det betyde noget for vores forhold til England, hvis vi gør modstand''?

''Ikke hvis det kun er i 15 minutter'', svarede Scavenius.

Erik Boalth,

Nu må vil heller dele debatten klart op mellem: Mulighederne for at ungå et tysk angreb - og så handlemulighederne i maj-april 1940.

April 1940

Jeg er helt med på Danmark ikke ville havde slået tyskerne til plukfisk, og er generelt enige i din vurdering af styrkeforholdet i Europa i 1940, men mener nu fortsat dansk modstand, med de tab det måtte medfører, ville havde en rimelig chance for at tippe balance i Norge til de allieredes fordel. Her har jeg opbakning fra fagfolk som C.C. Ahnfeldt-Mollerup og K.G.H. Hillingsø.

Danmark var varslet i god tid og kunne, om man ville, nå at mobiliserer hær og flåde, dele haraf kunne så med udvigende kamp forsinke og tilfører tyskerne væsentlige tab.

Når du sammenligner med Polens kamp mod Tyskland, så må du huske på Polen var op imod halvanden million tyskere og en lille million russere i en tofrontskrig, men holde stand i over 30 døgn - styrkeforholdet var ca. 1 til 2,5. Under Operation Weserübung var styrkeforholdet, efter dansk mobilisering, næsten 0.9 til 1. At Danmark ikke råde over strategisk dybde er evident, og ikke til diskussion her, men til gengæld tilbyder den jyllandske halvø, grundet sin relative ringe bredde, smallere angrebs-akser for operationer i korpsrammer hvorfor forsvarerne vanskeligere kan flankeres, og derved har en mindre styrke rimelige muligheder for at fører en udvigende kamp med flankestillinger mod en større styrke i det jyske terræn. Jeg mener udmærket danske styrker kunne forsinke tyskerne med 48 timer og enddog måske holde Jylland nord for limfjorden 2-3 døgn yderligere. Flåden ville kunne fortsætte kampen endnu længere og dele heraf kunne efter det landmilitære nederlag slutte sig til kampene i Norge og, afhængigt af disse udfald, efterfølgende til England.

Thomas Holm,

Ja, de var squ da for dumme de slavere, så havde vi danskere bedre regnede ud hvordan man skulle forholde sig over for den nazistiske aggression!? Tænk sig hvor lykkeligt 2. verdenskrig kunne være end, om blot disse dumme russere og serbere havde gjort som vi. /ironi/

Hvad angår dansk forsvarsvilje så vil jeg give dig et point, den har det været noget sløjt med siden 1901 eller der omkring - grundlæggende fordi forsvarsvilje kommer af fædrelandskærlighed, tror på egen evner og eksistens-ret.

Og her har vi i Danmark, i kulturlivet og skolevæsenet, længe dyrket selvnedgørelse og en Hørupsk tilgang til vores krigshistorie. En britisk ambassadør bemærket engang, at alle danske historiebøger var defaitiske, selvnedgørende og over-fokuserende på nederlagene i den danske krigshistorie, mens sejre, hvis de overhovedet nævnes i andet end overskrifter, typisk begrundes, eller nærmere undskyldes, med ufortjente lykketræf og aldrig med mod, snarrådighed, snilde og selvopofrelse - sådanne karaktertræk latterliggøres som "macho-banken-på-brystet" og lignende betegnelser.

Den britisk ambassadør mente fænomenet kunne henføres til den massive overrepræsentation af radikale og socialister i folkeskolen og kulturlivet, samt ikke mindst blandt danske populær-publicerende historikere, hvor der især er en overrepræsentation af radikale, der dyrke den kulturradikale historiefortolkning, der er helt dominerende i de danske universiteters humanistiske fakulteters afdelinger for historie.

P.S.

Tror ikke du finder mange soldater, der mener "kamp altid er bedre end diplomati", da diplomati er kunsten at fremme sine interesser med den mindst mulige ressourceanvendelse, der i dette tilfælde bl.a. er ens liv og førlighed. I øvrigt holder jeg nu selv meget af soldaterkammeratskabet og kan virkelig ikke forstå hvorfor det skulle være i remsen: "militær modstand, militær ære, hvordan kamp altid er bedre end diplomati, hvordan krig og hæren ædler et menneske, hvordan kun militær styrke gør et land stærk, soldaterkammeratskab, etc" jeg har det også lidt svært med væbnet modstand, der per definition jo kun kan være en forsvarskamp skulle ringeagtes, men all right, med din kildes perspektiv som nazistisk besættelsesmagt i Jugoslavien har han da sikret haft det lettere om han ikke blev mødt med "militær modstand" i Jugoslavien. Desuden er det da logik, at militær styrke gør et land stærk - hvis vi holder os til emnet krig.

Lars:
Det gælder igen, at dette kun er (mere eller mindre) indlysende i bagklogskabens ulideligt klare. Det valg man dengang stod overfor var: skal vi kæmpe i 48 timer *mens England og Frankrig ser til fra sidelinien* og få vores land brændt af, eller skal vi overgive os. At de 48 timer *muligvis* havde reddet Norge, var ikke en betragtning der var mulig at gøre på daværende tidspunkt, da vi ikke vidste at England forberedte en invasion af Norge.

Det har du naturligvis helt ret i, derfor måtte modstanden være baseret på principper, der ikke fandtes i S&R.

Ikke desto mindre havde modstand ikke nøvendigvis været nytteløs.

At gå i krig for princippers skyld er totalitarisme, statsmæssig sindssyge.

Og uagtet alle andre argumenter - hvorfor i alverden skulle Danmark ikke "vælge" at være allieret med Tyskland i 1940? Ja, nazisme som ideologi var rædselsfuldt på mange områder, og i praktisk politik ligeså. Men der var vel også mulighed for at tolke nazityskland som modernitet, rationalitet, re-renaissance, højkultur, antikommunisme o.a.? Rummer alle ideologier ikke en blanding af noget barbarisk og afskyeligt, og noget pænt? Det forekommer mig at være rendyrket efterrationalisering, at Danmark partout måtte være modstander af nazityskland. Eller hvad?

Og var Danmark egentligt rigtigt besat? Danmark var vist ikke styret af Tyskland udenrigsministerium, som alle øvrige besatte lande? Danmark havde vist kontrakt med nazityskland om levering af fødevarer, indtil maj 1945, altså tegn på en selvstændig nation? Der er vist tegn på, at jødernes exodus fra Danmark var en operation udtænkt af Tysklands naziledelse - heller betale Sverige for at tage i mod dem og lukke øjnene i 10 dage, mens jøderne rejste mod deres nye mælk-og-honning destination, end en gigantisk politi og militæraktion, med flere vrede danskere til følge. Jeg kender ikke de historiske kendsgerninger, og ved ikke om udsagnene i denne paragraf er sande eller ej.

Godt indlæg, Heinrich. Man glemmer ofte, at det med gaskamrene jo først kom for en dag mange år efter krigen; man vidste da godt at jøderne blev forfulgt og deporteret, men jødernes skæbne, der i dag bliver holdt frem som bevis på tyskernes genetiske disposition for ondskab, var der jo ingen der kerede sig om i 1940, tvært imod. Tysland var ikke de eneste, der spekulere på en endelig løsning på 'jødeproblemet', som man jo løste ved oprettelsen af Israel, og vores Kære Nabo, Sverige, var foregangsland for statseugenik - en position de bevarede langt ind i efterkrigstiden.

Som jeg har hørt historien, advarede Werner Best modstandsbevægelsen mod den forestående deportation af jøderne. Hans mandat var at Danmark skulle renses for jøder; hvordan det så nærmere skulle foregå, var han ligeglad med.

Så vidt jeg har forstået, stod det tysk gesandtskab i Danmark for planen om jødernes exodus til Sverige, og denne model blev godkendt af Ribbentrop. Danskerne blev oplyst om "frit lejde" aktionen 1-10. oktober 1943, nogle dage før, men fra dansk side blev der intet oplyst om, at der reelt var frit lejde, f.eks. at tyske soldater i perioden led af blindhed overfor Davidsstjerner (bl.a. i pas) og at patruljeringen af farvandet mellem Danmark og Sverige blev suspenderet i disse dage.

"At gå i krig for princippers skyld er totalitarisme, statsmæssig sindssyge."

tja...sådan kan man da osse sige det, men hvis en nation ikke vil forsvare sig selv som grundprincip så vil jeg nu betragte som endnu mere sindsygt.

Heinrich R,

Det dansk-tyske forhold kunne udmærket beskrives som slags alliance. For hvordan kan man sige Danmark var kraftigt imod den tyske "beskyttelse" af Danmark, når Danmark efter "beskyttelsestroppernes" ankomst fortsat rådede over en hær og flåde - Hvordan kan man påstå man er besat, når man har en intakt hær og flåde der ligger uvirksomt hen?

Det havde de allierede i hvert fald svært ved at forstå - august 43 hjælp naturligvis på vores stilling som besat.

At forsvare sig selv har ikke noget med principper at gøre.

Nu bliver det vist for filosofisk for mig ;o))

Lars Hansen,

det er min entydige opfattelse, at årsagen til Danmark blev taget til nåde efter WWII, var to forhold. Den officielle, og den reelle.

Den officielle var netop Danmarks omsorg for jødernes exodus til Sverige, og derfor er der naturligvis meget gode grunde til at det aldrig må afsløres, hvis den officielle historie skulle vise sig at være usand. En dejlig, rosenrød historie, der var velegnet til at alverden ville være i stand til at give familien en tårefyldt krammer, og mene, at vi trods alt hørte til blandt de gode.

Den reelle grund til at Danmark blev taget til nåde, var snarere, at Danmark med militære briller er geopolitisk meget vigtige. USSR's flåde var placeret i det Baltiske Hav, og Danmarks farvande var (og er) eneste realistisk udsejlingsmulighed. Denne kendsgerning blev holdt hemmelig for civilbefolkningen - det er lidt sure at vide, at ens land og befolkning er klodens mest oplagte bombemål.

Løgne og fortielser...

Ups:
"... give familien Danmark en tårefyldt krammer ..."

Lars Hansen:
"Det dansk-tyske forhold kunne udmærket beskrives som slags alliance."

Ganske enig, det er nok den mest præcise betegnelse. Men en alliancer, der blev forsøgt skjult (og stadig ikke må afsløres), på trods at alle de synlige indikationer for, at der var tale om en alliance.

Hvorfor mon Danmark har Europas mest restriktive arkivhemmelighedslovgivning? Kunne det tænkes, at det er en indikation af, at der ER noget der helst ikke må afsløres? ;-)

Heinrich R,

Du har nok fat i noget der. Det kan være Rostock-myten slet ikke er en myte?

I en eller anden afart, skulle jeg tilføje...

Det med arkiverne gælder alle europæiske lande, (undtaget Tyskland) alle har noget at skjule. Ellers er jeg helt enig i de ovenstående betragtninger.

Men hvad er Rostock-myten?

Selvforsvar: well, der er jo ikke så meget at filosofere over. Hvis nogen angriber, forsvarer du dig eller går til, det er ikke et filosofisk eller ideologisk valg.

Rostock-myten går ud på danske og tyske ledende embedsmænd, heriblandt ministre, mødtes ved Rostock i marts 1940, hvor der indgåes en aftale om Danmarks fredlige besættelse og linjerne i samarbejdspolitikken.

Her er et link som skyder den ned:

http://www.skeptica.dk/2007/rostock1.htm

1) Man ikke bekæmpe terror med terror

2) Man kan ikke bestemme andre nationers selvbestemmelse - det er en logisk umulighed

3) Vi burde være ydmyge nok, til at acceptere vore egne "fejl og brølere", før vi peger fingre af andre og foreslår udviklingsmodeller!

4) Vi skylder ofrene kompensation

5) Ovenstående er minimal moralsk integritet; navnlig at vi lever efter samme standard, som vi ophøjer over for andre.

6) Kan man ikke forstå ovenstående, er der ingen grund til at spilde sin tid på en moralsk debat, om hvorvidt vi burde have gået i krig eller ej.

7) Indgår man i debatten af andre grunde, navnlig hvis man mener, at krigen forebygger "the greater evil", så skal man argumentere for sit standpunkt.

8) Indgår man i debatten, fordi man er ærlig, og har indset at vi gik ind i krigen af realpolitiske og økonomiske årsager, så vær da i det mindste ydmyge nok til at sige, at Jeres standpunkt ikke var anderledes end den af HItlers på tærsklen til invasionen af Polen.