Kulturinstitutionernes alliancer

"Der er ikke nogen, der bestemmer over mig," har det lydt i Information fra en af de museumsledere, der modtager rigtig meget fonds- og sponsorstøtte. Det har givetvis sin rigtighed. Og det er selvfølgelig vigtigt, når man diskuterer alternative, private finansieringer af kunsten og kulturen, at betone, at der findes masser af hæderlige og agtværdige mennesker både i kulturinstitutioner og i fonde og virksomheder, som diskussionen ikke er ude på at mistænkeliggøre.

Diskussionen bør da heller ikke handle om hæderlighed, men om principper for de kulturinstitutioner, de danske skatteborgere ejer og støtter massivt år efter år. Og diskussionen bør heller ikke falde i den grøft, hvor man siger, at alt, hvad staten gør, er det rigtige.

Man kan jo blot tænke på, at staten gennem fireårs aftaler, resultatkontrakter, målinger og evalueringer - der som regel er det rene svindel i forhold til det væsentlige: kvalitet - holder kulturinstitutionerne i stram snor og overkontrollerer dem i henhold til lærebogen/kompendiet i New Public Management.

Pengene bestemmer

Ofte er det imidlertid sådan - må man indrømme - at det er ham, der sidder på pengekassen, der bestemmer, hvordan musikken skal lyde, ja og også hvordan arkitekturen skal se ud.

En af de sidste årtiers mest imposante mæcengaver i Danmark er Operaen i København. Her er et helt relevant spørgsmål: Hvem var det lige, der bestemte, at Operaens glasfacade skulle forsynes med en motorgrill? Så vidt jeg ved, var det ikke kunstneren/arkitekten, men det var manden på pengekassen, mæcenen, der ville have sat en frontgrill på Operaen. En øje-bæ blev placeret i det offentlige rum - til evig arv og eje.

Det, der sker i de her år gennem den øgede vægt på sponsorering og mæcenvirksomhed, er en reprivatisering af kulturpolitikken. I stedet for, at det er offentlige instanser, stat og kommuner, der fører kulturpolitikken under demokratisk ansvar, er det i stigende grad private firmaer og fonde, uden for demokratiets spilleregler, der bestemmer, hvad der skal prioriteres. Kulturpolitikken bliver tendentielt ikke længere et offentligt anliggende, men kommer til at henligge i kunstneres og kulturinstitutionslederes private netværk.

Erhvervslivets særstilling

Set i et lidt større historisk perspektiv er det, vi er vidne til, en bevægelse hen mod en refeudalisering af kulturpolitikken, en kulturpolitik, der bliver en nådesakt, tilfældig og punktuel, afhængig som den er af private donorers og mæceners smag og lyster.

Paradokset er så oven i købet, at denne bevægelse delvis betales af skattemidler, af midler, der ikke kommer til beskatning, fordi der eksisterer alle mulige skattefradragsordninger for fonds- og mæcenvirksomhed.

Den kulturpolitik, der fremstilles som rigtig moderne, er i virkeligheden en tilbagevenden til kulturpolitikken fra før demokratiets indførelse. Men nu er den demokratisk legitimeret.

Først og fremmest er det en række museumsledere, der har ført an i eller redet med på bølgen af mæcen- og sponsorstøtte. Og man forstår det jo godt. Deres ambitioner har befundet sig milevidt fra de budgetter, det offentlige har stillet til rådighed. Derfor har det været fristende at henvende sig til alternative finansieringskilder. Om det har været klogt, er en anden sag.

Der etableres i disse år en alliance mellem den økonomiske og den kulturelle kapital. Det private erhvervsliv får en særstilling på demokratiets kulturinstitutioner. Man inviteres til særlige arrangementer, man får fribilletter, og man kan holde sine receptioner i vores allesammens kunstsamlinger, så der evt. kommer rande efter vinglas på skulpturerne.

Hovedsponsoren til de pågældende institutioner, som jo stadigvæk er de danske skatteydere, får aldrig den slags ekstraydelser som tak for sponsoratet. Det er oven i købet yderst sjældent, at det bare nævnes på sponsorlisten, at hovedsponsor er Danmarks skatteydere.

Den alliance, der opbygges mellem kulturinstitutioner og kapital, kan godt smykke sig med formidlingsaktiviteter til den brede befolkning, men den er alligevel i sine konsekvenser dybt problematisk. Ambitionen om at arbejde i folkets tjeneste erstattes af netværkeri med erhvervslivets spidser. Kulturen bliver til noget for de rige og fine. Det er i hvert fald dem, der bliver kulturens primærpublikum, som så også skal serviceres ekstra.

Højlydt opgør

Men samtidig er den privatiserede kulturpolitik dybt afhængig af, at der er et publikum, et sekundært publikum. Ellers har den annoncering, som er drivkraften i sponsorvirksomhed, ikke nogen mening.

Der skal være nogen og helst mange, i hvert fald de købedygtige, der eksponeres for, at det og det firma støtter kulturen, og det publikum skal helst give applaus. Publikum får en akklamationsrolle. Og for at få tag i mange, så fører den privatiserede kulturpolitik med nødvendighed til eventgørelse og begivenhedsfiksering af kulturen.

Det, vi er vidne til, er et økonomisk stille - for det er stadigvæk minimale beløb i forhold til kulturinstitutionernes skatteyderfinansierede basisbevilling, det drejer sig om - men verbalt højlydt opgør med kulturpolitikken, som den har været udviklet siden 1960'erne, og hvor et kærneord har været 'demokratisering'. Kunsten og kulturen skulle være vores alles sag. Vi skulle kunne møde den uden de store praktiske og økonomiske forhindringer, og vi skulle opleve, at andre typer af erfaringer end den økonomiske eller kulturelle elites blev bearbejdet kunstnerisk og fik kulturelt udtryk.

Det, vi ser, er den økonomiske elites kulturpolitik. Det er ikke det samme som at lægge vægt på spydspidserne i kunsten, det kvalitativt allerbedste, den kunstneriske elite.

Jørn Langsted er professor i dramaturgi på Aarhus Universitet og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter Århus.