Helt agurk - eller banan, eller kiwi

Briterne bruger 'the silly season' til at blive forargede over EU's regler. At de famøse regler blev indført efter britisk pres meldes der ikke noget om

LONDON - Agurketiden findes selvsagt også i England. Blot indfinder den sig senere. Sommerferien i det britiske begynder først i sidste uge af juli, hvor parlamentarikere og skolebørn bliver lukket ud. Så teknisk set er agurketiden ikke indledt her på stedet. Men at dømme efter aviserne er agurketiden allerede godt i gang.

Agurketiden er et poetisk udtryk. De er ikke så poetiske i England. Den engelske udtryk hedder 'the silly season' - den skøre årstid' og ikke 'the cucumber season'.

Det var derfor uden selvforskyldt ironi, at den store søndagsavis The Sunday Times kunne trykke, hvad der bogstaveligt er en agurkehistorie', nemlig den gamle nyhed om, at EU ikke tillader, at en agurk er en Cucumis sativa - som grøntsagen hedder på latin - hvis den er for krum.

Ifølge avisen overvejer vor egen EU-kommissær, Mariann Fischer Boel, at ændre på reglerne, således at en agurk godt kan være en agurk, selv om den ikke opfylder kravet om at den ikke "må bøje mere end 10 grader".

Men skrev avisen, dette heroiske forsøg fra vor landsmand M/K bliver saboteret af 'stærke interesser". Forslaget bliver nok støttet af lande som Tyskland, Holland og Danmark, altså lande der opfattes som fornuftige. Men reformen bliver blokeret af en koalition af modvillige ministre fra Italien, Frankrig og Spanien. Typisk!

For hvis der er noget, der samler de britiske læsere, er det deres had til Europa i almindelig og deres foragt for franskmænd i særdeleshed. Italienere og spaniere bliver opfattet som latterlige. Den britiske presse er ofte institutionelt racistisk - eller i hvert fald nedladende over for sydeuropæere. Og denne historie er perfekt.

Og så er 'farcen' om de krumme agurker ikke enestående. For kort tid siden blev en grønthandler i Bristol i det vestlige England idømt en bøde for at sælge kiwi- frugter, der var 1 millimeter kortere, end EU's regler foreskriver. Det betød, at Tim Down - som grønthandleren hedder - måtte smide 1.000 kiwifrugter ud.

Serie

Verdensagurker

Agurketiden slår hårdere nogle steder end andre. I dele af verden finder hvad som helst vej til avisernes forsider. Andre steder fortsætter nyhedsstrømmen uagtet, at sommeren er sat ind. I løbet af sommeren serverer Informations korrespondenter ugens bedste agurk. Den første agurkehistorie blev bragt den 9. og 16. juli.

Det er avisen - og mange politikere - meget forargede over. Og når nu historien er i gang, hvorfor så ikke nævne de andre absurditeter, der er udtænkt af 'bureaukraterne nede i Bruxelles'. Og det gør avisen så. Der er for eksempel historien om de ligeså notoriske krumme bananer. Ifølge EU's regler - som reporteret af The Sunday Times - er en banan - altså en Musa acuminata - kun en sådan hvis den opfylder visse elementære krav: "Den transverse del af frugten mellem de laterale sider og midten i en ret vinkel på dens longitudinale akse er- mindst 27 millimeter og hvis frugtens længde overstiger 14 centimeter."

En sådan definition kan - selvsagt - ophidse de notorisk euroskeptiske læsere af den moderat konservative avis. Og som sådan vil avisens ejer, Rupert Murdoch, være tilfreds. Hans aviser har det mere eller mindre udtalte formål at kritisere EU og alt dets væsen.

Problemet med historien er bare, at det ikke er det store stygge EU, der oprindeligt opfandt de mere eller mindre grinagtige regler om agurker, bananer og andre frugter og grøntsager.

"Oprindeligt var det den britiske regering, der krævede, at disse regler blev indført. Det gjorde de umiddelbart efter Storbritannien blev medlem af EF i 1973. Den konservative britiske regering var under pres fra landbrugsorganisationerne. Disse ønskede, at der blev indført regler. Hvis agurker er krumme, er det sværere at pakke dem", siger en talskvinde fra EU-Kommissionens Pressekontor i London.

"Reglerne om kiwifrugter og bananer kom ikke fra EU, men fra FN. Det var regler, som var aftalt på verdensplan og som derefter blev implementeret på EU-plan," siger talskvinden.

Men den slags er ikke nævnt i The Sunday Times. Nærmest tværtimod. Historien bruges som endnu et argument for, at EU's integrationsproces er gået for vidt. Historien er skrevet af avisens Westminster-redaktør Marie Woolf; en journalist der er kendt for anti-EU synspunkter.

Men måske er det i realiteten modsat. Måske er denne historie et eksempel på, at EU i dette tilfælde ønsker at foretage konstruktive ændringer. Og måske ville sådanne ændringer være lettere at gennemføre hvis Lissabon-traktaten var gennemført. Det siger en talsmand for EU-Kommissionen. Hvad skulle hun ellers sige?


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her