I dag er det 25 år siden, at antitamilske optøjer startede Sri Lankas blodige borgerkrig. Hundreder af tilfældige tamiler blev hakket, stenet og brændt ihjel, og tusindvis af tamilske hjem og virksomheder brændt. Politi og militær undlod i flere dage at komme tamilerne til hjælp og deltog ved flere lejligheder i forfølgelsen.
Optøjerne forvandlede De Tamilske Tigre (LTTE) fra en lille gruppe weekendpartisaner til en effektiv oprørshær med tusindvis af uniformerede soldater. Samtidig har LTTE udviklet sig til at være, hvad der af FBI er blevet betegnet som verdens farligste og mest effektive terrororganisation.
LTTE har blandt andet specialiseret sig i selvmordsaktioner, og mere end 200 medlemmer har ofret deres liv i angreb på krigsskibe, lufthavne, militærkolonner, politikere og uskyldige civile. Blandt de dræbte er Indiens tidligere premierminister Rajiv Gandhi og Sri Lankas daværende præsident, Premadasa.
Både uafhængige eksperter, ledende srilankanske politikere og LTTE selv erkender, at det var de tragiske hændelser i juli 1983, som beseglede Sri Lankas skæbne og sendte tusindvis af frivillige tamiler i armene på oprørshæren.
Men hvad er baggrunden for konflikten? Og hvad driver LTTE, som selv har mistet 20.000 mand?
Det er vigtige spørgsmål, som desværre sjældent besvares, når danske medier kortfattet rapporterer fra konflikten, som indtil nu har kostet mere end 75.000 menneskeliv og sendt mere end en million på flugt. Det er en skam, da et nærmere studie af konflikter som denne tegner et ganske klart billede af, hvorfor store, folkeligt forankrede terrororganisationer opstår, og dermed også af, hvordan de kan undgås i fremtiden.
Etnisk overbud
Sri Lanka var britisk koloni indtil 1948. I årene efter selvstændigheden blev landet ledet af det multietniske centrum-højre-parti UNP. Det officielle sprog var engelsk, men allerede i 1944 var politikere fra de forskellige etniske grupper blevet enige om, at det med tiden skulle afløses af de lokale sprog, singalesisk og tamil.
Op til valget i 1956 valgte den opportunistiske leder af det singalesiske oppositionsparti SLFP imidlertid at spille det nationalistiske kort. Han førte en skræmmekampagne, hvis budskab var, at singalesisk ville uddø i løbet af få år, hvis tamil, som tales af det tamilske og det muslimske mindretal, også fik officiel status.
Selv om UNP hoppede med på vognen og brød de ofte gentagede løfter til det tamilsktalende mindretal, vandt SLFP en jordskredssejr, og srilankansk politik blev aldrig det samme igen. Resultatet har været en etnisk overbudspolitik, hvor UNP og SLFP efterfølgende har overgået hinanden i at favorisere buddhistiske singalesere.
Mister tilliden
Det betød blandt andet, at tamiler i en årrække skulle have højere karaktergennemsnit end singalesere for at blive optaget på naturvidenskabelige uddannelser, og at buddhismen siden 1972 har været statsreligion.
Sprogpolitikken havde alvorlige konsekvenser for tamilerne, som især var fortørnede over, at singalesisk skulle være det officielle sprog i Den Nordlige Provins, hvor 97 pct. var tamilsktalende, og i Den Østlige Provins, hvor 75 pct. var tamilsktalende. Samtidig blev der ført en etnisk ansættelsespolitik i den offentlige sektor, som gjorde det svært for tamiler at blive politibetjente, embedsmænd, lærere osv. Både i 1957 og 1965 lykkedes det imidlertid tamilske ledere at indgå kompromiser med regeringen, som skulle sikre tamilernes sprogrettigheder og muligheder for job og uddannelse. I begge tilfælde blev aftalerne imidlertid brudt af regeringen, som frygtede vælgernes dom. Da først nationalismen var blevet vakt til live, og chauvinismen legitimeret, var det svært at få ånden tilbage i flasken.
Især unge tamiler, som oplevede diskrimination i forhold til uddannelse og arbejde, begyndte at miste tilliden til systemet.
I 1977 gik det tamilske parti TULF til valg på kravet om oprettelse af en selvstændig tamilsk stat i det nordøstlige Sri Lanka. Partiet fik klar opbakning fra tamilerne, men ingen indrømmelser fra regeringen. I stedet blev militæret sendt til de tamilske områder, og lokale politifolk udskiftet med singalesiske nationalister.
Vejen til terror
Situationen var derfor spændt, da en lille, yderligtgående gruppe med rødder i tamilske studenterorganisationer, LTTE, i juli 1983 dræbte 13 regeringssoldater i et baghold. Dagen efter begyndte de føromtalte optøjer, som markerer starten på Sri Lankas borgerkrig. Flere embedsmænd og lokale medlemmer af regeringspartiet hjalp den ophidsede folkemængde med at finde frem til tamilske hjem, og da roen havde lagt sig, udtalte regeringen, at tamilerne selv var skyld i deres skæbne.
Der var altså tale om en langvarig radikaliseringsproces. Først forsøgte tamilerne at opnå ligestilling gennem politiske aftaler. Da disse aftaler blev brudt af regeringen, stemte et flertal for en fredelig løsrivelse, og da dette krav blev mødt med yderligere diskrimination og marginalisering, begyndte små grupper af unge at benytte vold. Det meget begrænsede oprør blev mødt med en vidtgående terrorlovgivning, som gav sikkerhedsstyrkerne frie hænder til en stadig mere hårdhændet undertrykkelse. Efter de antitamilske optøjer i 1983 stod det klart for de fleste tamiler, at de ikke blev regnet for borgere i Sri Lanka, og at staten end ikke kunne opfylde deres mest basale krav om fysisk sikkerhed.
På tilsvarende vis er også LTTE’s brug af terror et spejl af undertrykkelsen. Regeringen forsøgte med en etnisk bosættelsespolitik at skabe et singalesisk befolkningsflertal i områder domineret af tamiler og muslimer. Bevæbnede bosættere kom hurtigt i kamp med LTTE, og når den singalesiske befolkning blev gjort til et våben, var den i LTTE’s øjne også et legitimt mål for terror og etniske udrensninger.
Historiker Mikkel W. Kaagaard har skrevet bogen ‘Sri Lanka - Fra selvstændighed til selvmordsterrorisme’ (Turbine Forlaget), som udkommer i dag
Kommentarer