Normaliteten ind i skabet

“Har du nogensinde fået tilsendt et spørgeskema, hvor du i dertil indrettede rubrikker skulle oplyse, hvorfor du var normal? Hvordan du først mærkede, at du var det? Om du havde nogen problemer med at være normal: a) i familien b) på arbejdspladsen c) blandt venner?”

Sådan indleder den norske forfatter Gerd Brantenberg sin bog Rejs jer fordømte! fra 1973.

Hun vendte blikket fra sin egen ‘homofile historie’ mod normaliteten, ‘de heterofile’, og skrev sig dermed ind i en politisk strategi og analyse med tråde til queerteori og -bevægelse.

Få måneder før jeg læste Gerd Brantenbergs bog første gang, havde jeg en sær oplevelse. Jeg havde fortalt mine forældre, at min nye kæreste hed Nina. Det var ikke det, der gjorde det sært - altså at vi hed det samme. Det tror jeg faktisk først gik op for mine forældre lang tid senere. Et par dage senere inviterede de mig til middag. Jeg plejede bare at blive inviteret over og spise med, så hvad gik den her middag ud på?

De havde inviteret mig, sagde de, da vi sad rundt om bordet, for at sige, at … at, det var helt ok, at … at de havde det helt fint med, at … altså, at jeg var … øhm, lesbisk. Det skulle jeg bare vide.

Lesbisk? Det havde jeg ikke selv kaldt mig. Endnu. Senere skulle det vise sig anvendeligt at kalde sig lesbisk i forskellige situationer. Som politisk strategi, som score-strategi - og som det modsatte - og som en måde at skabe socialt tilhørsforhold på, for blot at nævne et par praktiske anvendelsesmuligheder.

Men på det tidspunkt havde ni ud af ti kærester været af det ‘modsatte’ køn. At nummer ti var af ‘samme’ køn, var åbenbart nok til at gøre mig lesbisk.

Deres accept irriterede mig. Jeg havde ikke bedt om den, blot orienteret dem om min nye kærestes navn. Og jeg var overbevist om, at mine søstre aldrig var blevet inviteret på sådan en middag, hvor mine forældre bare ville sige, at … at, det var helt ok at … at de havde det helt fint med, at … altså, at de var … øhm, heteroseksuelle.

Ind og ud af skabet

Rejs jer fordømte! var derfor lige sådan en bog, jeg ledte efter, efter at være blevet skubbet ind i homo-skabet af velmenende forældre.

Udtrykket ‘at springe ud af skabet’ er nemlig ret misvisende, for skabets begrænsninger forsvinder ikke af sig selv, bare fordi man selv eller andre erklærer en for f.eks. homo eller trans.

‘Ude af skabet’ er i udgangspunktet de, hvis forældre ikke føler sig kaldet til at acceptere eller fordømme deres begærsretning. Ude er de, som ikke bliver banket ned på gaden, fordi de holder deres kæreste i hånden, som ikke bliver spurgt af fremmede, hvordan de egentlig har sex, og som ikke har oplevet, at deres venner ikke vil gå med på hetero-bar, fordi så er der garanteret bare en eller anden hetero-type, der lægger an på dem.

“Gerd Brantenberg slutter ikke sin bog med gravalvorligt at appellere: - accepter os! Hun vil ikke accepteres. Hun vil, at de homofile skal rejse sig til kamp mod det system, som altid har undertrykt dem,” lyder det på bagsiden af Rejs jer fordømte!

Queer Manifesto

Og kæmpet er der blevet. Queer har nemlig altid være ligeså meget en politisk strategi som en teori, og der har altid været ‘afvigere’, som har gravet gange mellem de forskellige skabe, og som skamløst har sparket skabsdørene op til heteroland.

“At være queer handler ikke om retten til privatliv; det handler om friheden til at være offentlig,” lød det i opråbet Queers Read This, der blev uddelt til Pride Parade i New York i 1990 af aktionsgruppen Queer Nation - et opråb der siden blev kendt som The Queer Manifesto.

Fortsættes side 12-13

Overordnet er der to strategier, der til stadighed diskuteres: Kamp for accept af ‘minoriteter’ eller kamp mod selve det system, der belønner én bestemt livsform: Det heteroseksuelle monogami.

Kønsforsker Maja Bissenbakker Frederiksen siger om de to strategier:

“Man kan måske få del i rettighederne ved at prøve at være ‘ligesom’, men spørgsmålet er, om det er en særlig holdbar strategi. Eller om man hellere skulle angribe normens ret til at være norm: Konfrontere selve spillets regler i stedet for at tigge om at være med,” siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

At gøre køn

Samme år som Queer Manifesto blev uddelt, udgav Judith Butler bogen Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity, hvor hun argumenterer for, at køn, populært sagt, ikke er noget, man har, men noget man gør.

“Køn er en socialt funderet handling. Man gør og bliver gjort til sit køn i en proces, der aldrig afsluttes; gennem det tøj, man tager på, de ting, man interesserer sig for, gennem det, man siger om sig selv og andre,” forklarer Maja Bissenbakker Frederiksen og uddyber:

“Men kønnet er ikke noget, den enkelte gør isoleret - det er en af de grundlæggende misforståelser omkring queerteori. Jeg kan ikke bare bestemme mig for at være kvinde eller mand efter forgodtbefindende. Teknisk burde der ikke være noget til hinder for, at man kan ændre sit køn fra dag til dag, ligesom man vælger musiksmag eller politisk overbevisning. Alligevel er der meget store begrænsninger for, hvilken kønsidentitet jeg kan vælge. Projektet bliver at undersøge, hvad det er for nogle sociale forhindringer, familiestrukturer, juridiske strukturer, samfundsforventninger til individet, der skaber rammerne for mulige kønsidentiteter.”

Det radikale ved Butler - og radikal lesbisk feminisme, som Butler trækker på - er ifølge Maja Bissenbakker Frederiksen, at “hun angriber den traditionelle feminisme for at forholde sig alt for ukritisk til samfundets bevidstløse naturliggørelse af forbindelsen mellem ‘normalt køn’ og ‘heteroseksualitet’”.

Kønsballade

Et centralt begreb hos bl.a. Butler er det “heteroseksuelle hegemoni”.

“Den populære version af det heteroseksuelle hegemoni er, at retningen for begær er grundlæggende for, hvordan samfundet forstår individet,” siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

Man bliver socialt genkendelig, når biologisk køn, socialt køn og begær stemmer overens med “den dominerende myte om, hvad køn er.”

“En biokvinde forventes at opføre sig feminint og begære og begæres af mænd. Enhver form for laven rod i de elementer, giver det, Butler kalder gender trouble. Som f.eks. når homoseksualitet kommer ind i billedet, hvad der illustreres ved diskussionen om, hvorvidt lesbiske er rigtige kvinder eller mandhaftige kvinder, og om transseksuelle er heteroer eller homoer. Der er denne samfundsbekymring for, hvordan vi får puslespillet til at gå op,” siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

Et udspekuleret våben

For nogle grupper som f.eks. Queer Nation er dyrkelsen af ‘det afvigende’ en strategi i sig selv - at bruge det grimme, det foragtede og upassende, som våben mod det heteroseksuelle hegemoni:

“Not gay as in happy, but queer as in fuck you,” som en parole lyder.

Queer Nation begrundede ‘tilbageerobringen’ af ordet queer - et skældsord om bøsser, der betyder mærkelig, underlig, skæv - i Queer Manifesto:

“At bruge ‘queer’ er en måde at minde os selv om, hvordan vi bliver opfattet af resten af verden. Det er en måde at fortælle os selv, at vi ikke behøver at være vittige og charmerende mennesker, som holder vores liv diskret og marginaliseret (…) Ja, queer kan være et hårdt ord, men det er også et udspekuleret og ironisk våben, vi kan stjæle fra homofobens hånd og bruge det mod ham selv.”

Det er dog ikke udelukkende den strategi, som queermiljøet bruger i dag, siger Maja Bissenbakker Frederiksen:

“Afvigerpositionen kan være et udgangspunkt, men frem for at hylde freaken, handler det i dag mere om at demontere og mærkværdiggøre det straight’e, det normale. At pege på normativitetens egne logiske selvmodsigelser og udstille det konstruerede for at vise, at det kunne være anderledes,” siger Maja Bissenbakker.

I denne sommerserie - Live fra heteroland - er Information taget med kunstnere, aktivister og forskere fra feministiske, queer og radikale køns- og seksualpolitiske miljøer ud for at undersøge mærkværdigheder ved heteroland, som det udspiller sig på Bakken, på Aurehøj Gymnasium, på Fisketorvet, i Sandholmlejren og i handelsbyen Helsingør.