Det var et sort billede af EU's nye medlemmer, der blev tegnet, da Kommissionen i går fremlagde sine rapporter om Bulgariens og Rumæniens fremskridt indenfor retssystemerne, landenes bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet.
I begge lande trives korruptionen og den organiserede kriminalitet nævnes som et specifikt problem i Bulgarien. Det er også over for sidstnævnte, der sættes hårdest ind. De sidste seks måneder har Kommissionen allerede suspenderet udbetalingen af EU-midler til Bulgarien, fordi revision har vist, at der har været uregelmæssigheder i forbindelse med forvaltningen af pengene. Nu går man et skridt videre.
"Bulgarien har gjort en indsats for at få løst problemerne, men har ikke været i stand til at give en tilstrækkelig garanti, så suspenderingen kan ophæves," sagde Johannes Laitenberger, Kommissionens talsmand, som i går fremlagde rapporterne.
Han fortalte, at to bulgarske regeringsinstitutioner, som hidtil har haft ansvaret for forvaltningen af de støttemidler Bulgarien fik op til deres optagelse i EU, nu helt mister deres akkreditering og dermed deres ret til at forvalte EU's penge.
Laitenberger sagde ikke, hvor mange penge, der dermed indefryses, men der er i hvert fald tale om godt fire milliarder kroner.
Johannes Laitenberger understregede dog, at så snart Bulgarien kan fremvise bedre kontrol med midlerne, så er Kommissionen indstillet på at trække sin afgørelse tilbage. Det skal imidlertid ske inden udgangen af året, ellers vil store dele af pengene være tabt, fordi de skal bruges inden for en vis tidsfrist.
På rette vej
Rumænien slap for at få indefrosset midlerne, men kritikken af tilstandene i landet var ikke mindre hård end den, der ramte Bulgarien. Gennemførte reformer i landet er skrøbelige, og parlamentet fordømmes for at blande sig i korruptionsanklager mod tidligere premierminister Adrian Nastase og flere topembedsmænd i stedet for at lade domstolene afgøre sagen.
"Afgørelser om korruption på højt niveau er stadig for politisk præget," sagde Johannes Laitenberger.
Kritikken af Bulgarien og Rumænien er den mest svidende, Kommissionen nogensinde har rettet mod et medlemsland, og den var endda mildnet i forhold til tidligere udkast af rapporterne, som har cirkuleret i Bruxelles den sidste uges tid.
Bulgarien har lobbyet kraftigt for, at slaget ikke skulle blive for hårdt, og en advarsel om at landets optagelse i EU's grænsesamarbejde Schengen i 2011 var i fare, er ikke medtaget i rapporterne, som de ser ud i dag.
Bulgariens nyudnævnte supplerende premierminister, Meglena Plugchieva, der har ansvaret for forvaltningen af EU-midler understregede i går over for britiske BBC, at landet er på rette vej.
"Det her er en stor udfordring for Bulgarien. Det er store ændringer, vi skal igennem," sagde Meglena Plugchieva.



