SALZGITTER - Bare for en sikkerheds skyld står hun der. Den hellige Barbara. På en lille hylde hugget ind i væggen står den helgen, der ifølge den katolske tro beskytter minearbejdere og andre mennesker, der udsætter sig selv for risikoen for en pludselig og voldsom død.
Og her er hun på rette sted. Vi er netop steget ud af en rusten elevator, der på to minutter og 45 sekunder har bragt os 1000 meter ned under jorden. Vi befinder os i skakten Konrad, et tidligere jernmalmværk i Salzgitter i delstaten Niedersachsen, hvor der skal deponeres radioaktivt affald fra år 2013.
Tyskland har besluttet at nedlægge sine 17 kernekraftværker senest i 2021, men den globale opvarmning og de stigende energipriser har betydet, at debatten om istedet at udvide atomkraften nu er blusset op. Kansler Angela Merkel og forbundspræsident Horst Köhler, begge CDU, er dog enige om, at der ikke er fundet nogen brugbar løsning på det radioaktive affaldsproblem, og dermed er det vægtigste argument imod en langsigtet brug af atomkraft stadig gældende.
Endestationen
Løsningen er stadig den simple: Grav det ned. Og i marts 2007 fik Konrad efter 30 års undersøgelser tilladelse fra højesteret til at fungere som deponeringssted for mellem- og lavradioaktivt atomaffald, der udgør 90 procent af den samlede mængde radioaktivt affald i Tyskland.
Deponeringssted skal forståes som endestation. Affaldet skal altså ikke fjernes herfra. Konrad skal åbne i 2013, og man regner med at lukke og forsegle minen endegyldigt i år 2040.
Seks meter til loftet og fem meter i bredden er de i alt fyrre kilometer lange minegange. Vi har fem kilo tunge tasker over skulderen med lygte, næseklemme og ilt, hvis ulykken skulle være ude. Vi sætter os op på en jeep, og selv om der står "max. 20 km/t" og "fodgængere" på flere skilte, kører vores chauffør, der har arbejdet i minerne de sidste 30 år, omkring 40 km/t. Med på vognen er Wolfram König, der er præsident for Styrelsen for Strålebeskyttelse. König er tidligere politiker for De Grønne og virker ikke begejstret for atomkraft. Hans opgave er at få det eksisterende og kommende affald af vejen på den sikrest mulige måde.
Fakta
Konrad blev bygget fra 1957. Fungerede fra 1965 som jernmalmmine. Allerede i 1975 opstod idéen om at omdanne Konrad til deponeringssted for radioaktivt affald. I 1982 afsluttedes forundersøgelserne, der konkluderede, at Konrad egner sig som endegyldigt deponeringssted.
I 1992 kom det til 75 dages diskussion, hvor 290.000 indsigelser mod beslutningen kom fra borgere, kommunerne Salzgitter, Braunschweig og Wolfenbüttel, fra Greenpeace, naturbekyttelsesforeninger og andre borgerinitiativer. I 2002 besluttede det niedersachsiske miljøministerium at godkende Konrad som deponeringssted for atomaffald.
Planlægningen af og arbejdet med at omdanne Konrad til deponeringssted for radioaktivt affald har indtil nu kostet 945 millioner euro, og man regner med udgifter på yderligere 900 millioner euro frem til 2013. Den tyske forbundsstat betaler en tredjedel af udgifterne. To tredjedel betaler de store energikoncerner, der driver kernekraftværkerne.
Konrad skal opbevare mellem- og lavradioaktivt affald, der især stammer fra byggeri, beskyttelsestøj, forskning, industri og i ringe mængde fra medicin. Det vil udelukkende dreje sig om affald fra Tyskland.
Man regner med at Konrad i 2040 vil indeholde 290.000 kubikmeter affald. Plutonium må højst udgøre et enkelt ton fordelt . Affald indeholder kun 0,1 procent af den samlede radioaktive strålingsmængde i Tyskland. Til sammenligning: En eneste beholder til
lagring og transport af højradioaktivt affald indeholder mere radioaktivitet end de 303.000 m2 affald, som Konrad kan rumme.
"Vi har meget at komme af med, men intet at skjule," lyder styrelsens motto.
Det er König svært glad for. Og det er blevet endnu mere aktuelt nu. For nylig kom det frem, at det tidligere saltværk Asse, der kun ligger tyve kilometer fra Konrad, og hvor der blev deponeret radioaktivt affald fra 1967-1978, muligvis er i sammenstyrtningsfare. Man har også fundet tvivlsom radioaktiv saltlage i skakten. König gør meget ud af at understrege de geologiske forskelle på Konrad og Asse, der gør, Konrad egner sig meget bedre som deponeringslager. Desuden har man undersøgt forholdene i Konrad i 30 år. I Asse gik man nærmest i gang med at deponere med det samme.
Vores problem
Men han erkender, at løsningerne ikke er langtidsholdbare. Og det er et problem.
"Vi er selv trådt ind i den teknologiske tidsalder, og det er vores ansvar at finde en løsning på problemerne. Ikke de kommende generationers," siger König. Han frygter, at den igangværende debat om en eventuel forlængelse af de tyske atomkraftværkers løbetid vil skabe fornyet modstand mod de endegyldige deponeringssteder
Sikkert over jorden får vi et bad og et solidt minearbejdermåltid med gule ærter og pølsestykker. Fra bussen på vej til stationen kører vi forbi snesevis af vindmøller.
En lille trækærre er sat op på en mark. "Blomster til selvplukning", står der på et skilt. Bonden Walter Traube, der har sine marker med jordbær, kålrabi og hvede få hundrede meter fra Konrad, har sat de gule karakteristiske tønder med det atomare symbol på op langs vejen.
Det ligner næsten en kunstinstallation, men er en påmindelse til offentligheden fra Traube. Han har klaget til den tyske forfatningsdomstol over tilladelsen af Konrad. Om nødvendigt går han videre til EU. Hans mulighed for succes anses dog for at være temmelig ringe, efter at forfatningsdomstolen allerede har afvist byen Salzgitters klager.
Tyskland leder stadig efter et sted at deponere sit højradioaktive affald.
John Fredsted
24. Juli, 2008 #
Kunne det mon tænkes, at Vor Herre har ønsket det "radioaktivt selvlysende"- frem for det "åndeligt oplyste" menneske som endemålet for denne sin skabelse?
PS: Jeg er ikke selv religiøs.
Per Erik Rønne
24. Juli, 2008 #
Mig bekendt reducerer man mængden af affald stærkt, samtidig med at det henfalder langt hurtigere, hvis det oparbejdes.
Samtidig får man en bunke ekstra brændstof til reaktorerne.
Det må da vist være løsningen ...
Henrik Clausen
29. Juli, 2008 #
Oparbejdning af plutonium er en mulighed. Men plutonium er - i modsætning til uran - noget giftigt stads, og endda temmelig egnet til at bygge bomber af.
En helt anden mulighed er at bestråle affaldet yderligere, så det kan provokeres til at henfalde langt hurtigere. Denne spændende reaktortype, som ingen rigtig kan tage sig sammen til at udforske færdig, kan løfte opgaven:
http://www.emc2fusion.org/
Der er selvfølgelig dem, der hellere undværer strøm end bruger A-kraft. Det er ikke mig.