PARIS - Da jeg var barn i 1970'erne i det sønderjyske, var der, så vidt jeg husker, ingen vedtagne eller klasselærersanktionerede regler for fødselsdagsinvitationer. Men alle pigerne blev inviteret, når der var en pige, der fyldte år, og alle drengene, når det var en dreng. Det er imidlertid ikke noget, jeg nogensinde har skænket en tanke, før jeg for fire år siden flyttede til Frankrig med mine børn, hvoraf to dengang gik i skolens yngste klasser.
Efter kort tid stod det klart, at hvor min søn på fem blev inviteret med til omkring 75 procent af fødselsdagene og følgelig var vældig glad, skulle min datter på dengang otte ikke til en eneste. Det var knap så morsomt, og det blev værre, da hun selv skulle holde sin fødselsdagsfest, for hvor sjovt er det at invitere nogle piger, som klart har markeret, at de ikke mener, man er værdig til at komme med til deres fest.
På det tidspunkt havde jeg allerede stiftet et vist bekendtskab med det franske skolesystem, hvor der er et utal af endog meget strenge regler for det, der defineres som 'skolen' - altså det faglige, hvilket igen er det, der skal læres udenad og reproduceres ved årets slutning for at rykke en klasse op - men hvor det er helt og fuldstændigt udelukket, at der er nogen, som kunne drømme om at blande sig i familiernes privatliv. At overbevise nogen om, at der skulle findes en overlappende sfære; at hvem, der inviteres med til fødselsdagsfester f.eks. kunne siges at være medvirkende til stemningen i klassen eller det sociale liv i samme ville være en kamp op ad bakke, var jeg helt klar over.
Ganske rigtigt. Alle - lærere, rektor, forældre og sågar min egen mand, der heller ikke er dansk - så målløse på mig, da jeg spurgte, om det ikke var noget, man i det mindste kunne diskutere. Da jeg indså, at jeg ingen vegne ville komme - "ingen skal blande sig i, hvilke børn jeg ønsker at se i mit hus," sagde en fransk far ophidset, mens skolen forklarede mig, at dens autoritet ikke rakte til intervention i "la vie familiale" - blev jeg trodsig.
Madpakkeregler
For at sætte trumf på oplyste jeg om, at der i Danmark skam også fandtes regler for prisen på gaver ved samme fødselsdage, og at jeg også nok mente, at der var mange skoler, hvor man blandede sig i indholdet af børnenes hjemmesmurte madpakker.
"Man må ikke have slik og kager med, og det er altså til gavn for de svageste elever, hvis forældre måske ikke kan finde ud af den slags selv," fremførte jeg arrigt.
Men jeg havde for længst indset, at jeg havde tabt, og at den eneste måde, min datter ville komme med til nogen fødselsdage på, ville være en massiv charmeoffensiv over for enten en indspist fransk klike af piger eller de andre 'indvandrere' i klassen, som uheldigvis bestod af en gruppe amerikanske piger for hvem grænsen for fødselsdagsgaver lå på en 1.000 kroners penge.
"Børn kan være modbydelige, men livet er jo ikke sådan, at alle er med til alting. Det kan børnene ligeså godt lære med det samme. Det andet er at narre dem," sagde klasselæreren til mig, mens min britiske mand, med et vist kendskab til min tankegang, forsøgte at slå på andre strenge: "Hvad nu hvis en familie slet ikke har råd til eller plads til at invitere alle. Så skal barnet da have lov til at invitere sine tre-fire bedste venner," sagde han.
Barnepigestaten
Klart er det imidlertid, at det dybt nede handler om noget fundamentalt andet. I den britiske optik hedder det "barnepigestaten", the nanny state. Det offentlige skal ikke sætte regler for det private, og alle semisocialistiske skandinaviske forsøg på noget sådant er dømt til undergang uden for Norden.
Når jeg kom til at tænke på denne nu tre år gamle hændelse forleden, er det fordi der i denne måned løber en historie rundt i de europæiske medier om en aktuel sag fra Norge. I en klasse blev to børn ikke inviteret med til en fødselsdagsfest, og det medførte en klage til skolen, som gav de klagende ret: Børnene skulle alle inviteres. Men så indbragte faren til fødselaren skolens afgørelse for retten. Det ene barn, der ikke var inviteret, havde moppet hans dreng, og den anden havde heller ikke selv inviteret alle. Men der var ingen kære mor. Retten gav skolen ret. Alle skal inviteres med, det andet er diskrimination eller chikane.
"De er jo sindssyge deroppe i Skandinavien," siger en ikke-dansk veninde, som jeg fortæller historien til.
Selv er jeg splittet. Der er altid gode argumenter, når det offentlige træder til. Statsautoriserede madpakker går jeg ikke ind for. Selv om jeg sagtens forstår argumentet om, at man (måske) kan redde nogle svage børn fra at leve af roulade og chips til frokost, synes jeg både selve princippet er for autoritært og dertil stærkt irriterende for familier, der gerne vil give deres pode en hjemmebagt kanelsnegl med som afslutning på et ellers sundt måltid. Det skal de sgu have lov til.
Og fødselsdagene? Der hælder jeg til den modsatte side. Livet er ganske rigtigt ikke fair, og børn ved kun alt for godt fra starten, hvem der er populære i en klasse, og hvem der ikke er. Men hvorfor ikke lappe lidt på de mest pinagtigt tydelige ydmygelser? I sidste ende er det et ideologisk valg, og min grænse for det private og det fælles går altså et eller andet sted mellem fester, lagkager og balloner og den daglige madpakke.
Jeg bilder mig ind, at det er dér, mange danske forældre står. Måske er det simpelt hen dér, Danmark ligger på det politiske Europakort, når det drejer sig om grænsen mellem offentlig og privat, mellem individ og fællesskab.
