Mord, forræderi og forviklinger i ... Himmerland? Jo, den er god nok. Med perfekt pokerfjæs lader James Barcley, en herboende 33-årig canadier, i sin flashback-spækkede lavbudget-thriller Himmerland en farlig masse udspille sig på et temmelig tilforladeligt sted.
Barcley spiller selv hovedrollen som amerikanske Sean, der vender tilbage til Nordjylland for at gøre et regnskab op. Nikolaj Coster-Waldau ses som den brutale tidligere Bosnien-soldat Thomas, og ligeså engelskkyndige (det meste af dialogen er på Barcleys modersmål) Julie Ølgaard spiller Seans gamle flamme Kira.
Med et replikskifte som "How was France?" "French", og sine mange øvrige ligheder med Quentin Tarantinos 1990'er-produktion undgår Himmerland ikke at fremstå som en anakronisme. Det er også en film med mindst ét plot-twist for meget samt en spinkel persontegning. Sidstnævnte problem forværres af, at Barcley ikke har udstråling nok til at bære en hovedrolle.
Når Himmerland alligevel akkurat kommer i mål, er det fordi Barcley holder et raskt tempo, forstår sig på stilistisk lir (det skrabede budget ses ikke) og smukke billedkompositioner og desuden begrænser sig til en spilletid på fem kvarter.
Som ekstramateriale er der et syv minutter langt 'Bag om'-program samt en række trailere for andre film.
Himmerland. Instruktion og manuskript: James Barcley. Region 2. Scanbox.





