Efter succesen med doku-soap-portrættet af under-Danmark i De unge Mødre, som blev sendt på den selvudnævnte kvindekanal Kanal 4, har produktionsselskabet bag programmet opgraderet næste ombæring til TV2, hvor et tværsnit af kønsrollerne i normal-Danmark bliver sendt hen over sommeren under titlen Det Første Barn.
I serien er vi hjemme hos en række par, som alle os breeders kan spejle vores nye familie i.
Der er Tina og Thomas som mødte hinanden til en fredagsbar på hendes pædagogseminarium og som nu har Merle på et år. De knokler for at gøre op med de traditionelle kønsroller for at få en familie med to udearbejdende forældre til at fungere. Tina skal tilbage til sit job som pædagog efter barsel og Thomas - som er selvstændig håndværker - er startet på sine tre måneders barsel, som vel er standarden for en moderne middelklassefamilie.
Hjemme hos Tina og Thomas taler de meget om deres roller. Tina taler om, hvor svært det er at være både mor og lækker hustru, og hvor meget hun som mor er helt uden for Thomas særlige drengeverden, hvor de "bøvser og drikker øl og råber efter damerne" . Og Thomas taler om hans behov for at få "plads til at være dreng" og "få lidt luft nogen gange".
Men selv om Tina og Thomas oplever sig selv som meget forskellige, så kæmper de en brav kamp for at dele ansvaret om barnet ligeligt - hvilket truer parforholdet, og selv om de taler og taler om en romantisk weekend, så bliver det aldrig til noget.
Drømmen om en lastbil
Det unge par Kathrine og Roy på blot 21 og 20 år har et romantisk forhold som handler om at ofre for kærligheden. Roy er den storrygende rebel med den plettede straffeattest, der drømmer om at klare den som hæderlig lastbilchauffør - og som er bekymret for, om han kan tillade sig at få et barn, når han nu kun har en lille skriggul Honda. Kathrine er den pæne pige, der blev totalt forelsket i Roy, som hun mødte i bussen et sted mellem Vejle og Odense, og som nu skal føde deres første barn. Roy taler om at opgive alt - dvs. gå i byen - for sin nye familie, og Kathrine taler om, hvordan hun skal ofre sin rolle som drenge-pige og blive til en kvinde. En udvikling som Kathrine klarer noget mere smertefrit end Roy.
Drømmen om en isbutik
Og så er der Maria på 31 og Mo på 38, som mødte hinanden til en spinningtime et sted mellem Østerbro og Hellerup og blev gift, kort tid efter Mikkel havde inviteret Maria til Firenze. Deres kønsroller er baseret på en opfattelse af parforholdet som et tilbud og familiestiftelsen som et udviklingsprojekt, der i det her tilfælde ikke bare handler om at lave barn - men også om at åbne deres egen isbutik.
Derfor taler Maria og Mo meget om hinandens behov og coacher deres følelsesliv. I hvert fald indtil Mo får sig en 70 timers arbejdsuge og installerer kone og barn på kontoret, så han lige kan "sige hej en gang imellem".
I dette kort over normal-Danmark, hører jeg som nybagt far på 38, der arbejder i oplevelsesøkonomien nok mest til hos Maria og Mo. Men jeg hader deres unge, der aldrig græder, så jeg holder klart mest med Kathrine og Roy. Også fordi de er så skide ærlige omkring det hele (Kathrine: "Jeg fik overhovedet ikke den der store mor-oplevelse, da hun endelig var kommet ud." - og Roy, der seriøst overvejer, om "det virkelig var det hele værd").
Jeg ved ikke, om jeg er enig - men ærligheden bag udsagnet er i hvert fald værd at tage med sig hjem til sin nye familie.



