ISLAMABAD: Forholdet mellem Pakistan og USA har ikke været koldere, siden Islamabad modstræbende lod sig omvende til 'krigen mod terror' efter 11. september-angrebene på USA.
Kulden mærkes ikke kun, i de amerikanske klager over, at Pakistans fredsbestræbelser med pro-Taleban stammefolk nær den afghanske grænse har været årsag til en stigning i Taleban-angreb på NATO-styrker i selve Afghanistan. Modviljen er blevet til at tage at føle på.
Hele sidste uge er USA/NATO-styrkerne ved den afghansk-pakistanske grænse blevet forøget. 11. juli blev seks pakistanske grænsesoldater såret af mortérild, formentlig fra de amerikanske styrker. Træfningen kom en måned efter, at 11 pakistanske soldater blev dræbt af amerikanske missiler på deres grænsepost - det værste tilfælde af beskydning fra egen side i de syv år, USA og Pakistan har samarbejdet hen over grænsen.
Denne krig på ord og kugler stammer fra modstridende visioner om, hvordan man skal tackle Taleban og deres følgesvende i al Qaeda, der har forskanset sig i grænselandet.
Opgavens uopsættelighed er der ingen uenighed om. Pakistan betragter spredningen af Taleban som den største trussel mod landets sammenhængskraft som stat. Og den amerikanske præsident Bush har udpeget den pakistansk-afghanske grænse som det farligste sted på jorden: "det mest sandsynlige sted, hvor en sammensværgelse vil blive udpønset for af udføre angreb i stil med 11. september i USA". Striden går blot på midlerne.
Forskellige strategier
Bush tror på, at Taleban og al-Qaeda må ødelægges med krig i stil med den drabelige oprørsbekæmpelse, som i disse dage ransager det sydlige Afghanistan. Pakistans regering siger, at krigen har slået fejl, og man må forsøge med fred - i det mindste med Taleban. Den har fat i noget.
Lokket af Washington har den pakistanske hær siden 2003 kastet sig ud i en række krige af lav intensitet mod sit eget folk i grænseområdet i et forsøg på at fjerne Taleban-krigere og al-Qaeda-folk i skjul. Den fremgangsmåde var en katastrofe. Ikke blot radikaliserede den stammefolk på begge sider af grænsen og udløste en bølge af gengældelesvold over hele Pakistan. Den transformerede pakistansk Taleban fra at være tro væbner for den afghanske storebror til at være end hjemmehørende bevægelse, som nu hersker i store dele af grænseområderne og dele af Pakistans angiveligt stabiliserede Nordvestlige Grænseprovins.
Da Pakistans nye civile regering indtog sit embede i marts, forpligtede den sig på en anden tilgang. Den lovede alene at bruge magt "som en sidste udvej," og trykket lå på dialog for at vinde desillussionerede stammefolk tilbage og på udvikling for at bringe grænseområderne på linje med resten af landet.
Der var tillige en besluttetning om ikke at se Taleban og al Qaeda som samme udyr, fortæller Owais Ghani, guvernør i den Nordvestlige Grænseprovins og manden, der har til opgave at drive Taleban tilbage.
"Man er nødt til at skille al Qaeda og Taleban ad. Al Qaeda er en verdensomspændende terrororganisatione med global udformning, dagsorden og rækkevidden. Al Qaeda må håndteres på anden vis. Taleban er lokale og regionale militante. Over for dem er der brug for en kombination af militære og politiske strategier."
Flere angreb fra USA
Nuancer som disse preller af på Bush-regeringen. Ikke alene betragter den enhver fredsbestræbelse som værende lig med frit løb ind i Afghanistan for Taleban og al-Qaeda. Den vil også have den pakistanske regering til at give amerikanske styrker ubegrænset mulighed for at gå ind i grænseområderne.
I januar bad amerikanske øverstkommanderende den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, om ret til at jagte al Qaeda-folk, der skjulte sig i Pakistans grænseområder. Målet var at gå efter al Qaedas ledelse for at få bedre greb om Osama bin Ladens og Ayman al-Zawahiris opholdssted, helst inden Bush' fratrædelse fra embedet næste år. I marts spurgte USA's udsendinge den nye regering, om den ville holde sig til denne 'forståelse'. Svaret var nej: Regeringskoalitionen var klar over, at enhver form for amerikansk indtrængen i grænseområderne ville udsætte den for beskyldninger om at udkæmpe 'Amerikas krig'.
Siden da har der været mindst tre amerikanske luftangreb inde i Pakistan. Ingen af dem har været koordineret med den pakistanske regering. Det mest dødbringende angreb var på en landsby nær grænsen til Afghanistan den 15. maj: 15 mennesker blev dræbt, heriblandt en al Qaeda-kriger i skjul og et 11-årigt barn. Så den 11. juni kom det dødbringende amerikanske raketangreb på den pakistanske grænsepost. Pakistans hær siger, at det første angreb "fuldstændig modarbejdede" dens bestræbelser på at bringe fred til grænseområderne og Afghanistan. Det næste angreb beskrev den som "en angrebshandling".
Washington har ikke undskyldt for nogle af angrebene. Og frygten i Pakistans militær er, at USA's politik nu er uhildet ikke alene af pakistanske følelser, men sågar af den virkning, handlinger som disse kan have på krigen i Afghanistan. Den amerikanske politik i Pakistan er nu drevet af Bush' dagsorden hjemme i USA. Med mindre end et halvt år tilbage i embedet vil den amerikanske præsident muligvis gå til hensynsløse yderligheder for at få bin Ladens eller Zawahiris skalp. I tiden op til præsidentvalget vil dette måske delvist kunne maskere det katastrofale i hans politik i Irak og Afghanistan.
Adspurgt om chancerne for en amerikansk militær indtrængen i Pakistan før årets udgang, svarede en fremtrædende officer i den pakistanske hær helt kortfattet: "Sandsynlig".
Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu
