Siden Fogh tog regeringsmagten for syv år siden, har han formået at holde den traditionelle 'sommerpolitik' på et minimum.
Statsministeren holder med yderste strenghed sin sommerferie og besvarer ingen telefonopkald. Det samme gør - stort set - hans ministre. Dermed er den sommerpolitiske scene overladt til dem, der vil bruge den trods alt. Og det har i de seneste år især været Dansk Folkeparti, der også i den grad er på. Dels med EU's undergravning af dansk udlændingepolitik, men også med salmonella, boligpolitik og mange andre emner.
Tavs Fogh
Statsministerens hidtil ganske velfungerende model har betydet, at han så kan vende tilbage fra sin sommerferie i Frankrig som et frisk vindpust, der fejer alle sommerens tøjerier til side og genindsætter en proaktiv statsminister som dagsorden-sættende aktør i den danske politiske offentlighed.
Og sådan kommer det også til at gå denne gang.
Imidlertid er der ingen grund til at undervurdere det hovedtema, som Dansk Folkeparti har bidt sig fast i denne sommer. Nemlig EU's regler, der synes at udhule en af de mest kontroversielle, men også mest effektive dele af den stramme udlændingepolitik, som har været grundsten i Fogh-regeringens alliance med Dansk Folkeparti.
Det ligger på den flade hånd for DF's strateger nu at sætte det store skyts ind: Her har vi et af de mest eklatante eksempler på, at EU's overnationale lovgivning begrænser og udhuler et regelsæt, som et massivt flertal af danske politikere og vælgere har ønsket skal være dansk lov.
Et bedre afsæt for en generel kampagne imod EU's trusler mod dansk demokrati kan man næsten ikke forestille sig. Som banen i dag synes kridtet op, er der ingen realistisk mulighed for at afskaffe danske forbehold med hensyn til retspolitik. Det er en smertelig erkendelse for statsministeren, der har forpligtet sig både indenlands og udenlands til en gradvis afvikling af samtlige danske forbehold.
I sommerdagene har tre af Dansk Folkepartis bedste løjtnanter været i spil. Først gik Messerschmidt, som er partiets nye markante kandidat til EU-parlamentet, på banen, tæt forfulgt af uddannelsesordfører Martin Henriksen, der er vikarierende EU- og udlændingepolitisk ordfører, og i denne uge kom så Søren Espersen, DF's begavede spindoktor, der nu som udenrigspolitisk ordfører satte trumf på og truede med en opsigelse af kontrakten som regeringens loyale støtteparti - hvis ikke regeringen stopper 'hullet' i den danske udlændingelovgivning.
'EU-attentatet'
Som Espersen ikke tøvede med at tilføje, er truslen ikke den, at DF fra i morgen støtter en alternativ Thorning-regering. Men Fogh kan komme til at savne den automatiske loyale opbakning i svære konfrontationer og ministerstorme. Imidlertid formulerede Espersen også den mest konkrete trussel, da han tilføjede, at regeringen ville kunne imødese, at Dansk Folkeparti bliver "et meget stort parti" hvis "EU-attentatet" på den stramme danske udlændingepolitik får lov at virke.
Alt taler for, at statsministeren under sommerferiens dække har mobiliseret alle indre ressourcer på at finde en offensiv løsning på det hul i lovgivningen, som er blevet eksponeret.
Sagen er jo ikke ganske simpel. Oppositionen og kommentatorer er for tiden meget optaget af at gentage, at EU's krav om arbejdskraftens frie bevægelighed naturligvis er i modstrid med den danske 24-årsregel.
Men sådan er det ikke.
Det er først trin for trin blevet åbenbart, hvor rigidt EU-domstolen er indstillet på at håndhævet princippet om den frie bevægelighed. Og grænserne for, hvor længe et nygift ægtepar skal arbejde i udlandet for at kunne glide gnidningsfrit ind i det danske samfund, er formentlig stadig genstand for en variabel domstolsfortolkning.
Fogh har formentlig en mulighed for at sætte hårdt mod hårdt og fastholde den danske lovgivnings gyldighed, indtil EU-Domstolen ved en konkret dom undsiger specifikt den, og det er et åbent spørgsmål, om EU-Domstolen ville fælde en sådan dom, hvis en dansk statsminister tydeligt markerer, at det vil være et overgreb mod danske politiske hensigter.
Samtidig tyder alt på, at regeringen har søgt at undgå en sådan konfrontation, så længe det var muligt, også gennem en tvivlsom rådgivning fra Indenrigsministeriets Udlændingeservice.
Ombudsmanden ser på den sag. Og det er i sig selv en pikant situation. For det er jo rigtigt, som Dansk Folkeparti nu kritisk anfører, at den siddende ombudsmand var en central bagmand for den daværende Schlüter-regerings liberale udlændingelov fra 1983, da Gammeltoft Hansen var formand for Dansk Flygtningehjælp. Daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, opfattede ikke uden grund den nyudnævnte ombudsmand, som kræfter i V og K havde søgt at spænde ben for, som en hovedmodstander.
Og spørgsmålet er i dag, om ombudsmanden med en anklage for inhabilitet og med en praksis, der allerede har fået regeringen til i et par tilfælde at sidde henstillinger fra ombudsmanden overhørig, vil risikere en ny konfrontation. Ombudsmandens redegørelse vil næppe tvinge integrationsministeren, som ombudsmanden i øvrigt personligt har et godt forhold til, fra ministerposten.
Vi skal ind i august, før vi får at vide, i hvilket omfang Fogh ser sig i stand til at gå i offensiven over for udhulingen af 24-årsreglen.
Thornings hovedpine
Trods reglens kontroversielle karakter var det karakteristisk, at selv SF og de radikale under seneste valgkamp gav tilsagn om at ville medvirke i en regering som videreførte reglen - som Thornings socialdemokrater har villet det.
Få har effektivt kunne modsige, at det regerende flertal med reglen har opnået tre tilsigtede gevinster:
1) Tilgangen af indvandrere med en meget fremmed kulturel baggrund er nedbragt.
2) Et stigende antal efterkommere af indvandrere gifter sig med herboende danskere, inklusive integrerede efterkommere af indvandrere.
3) Andelen af kvindelige efterkommere af indvandrere, der opnår længere uddannelsesforløb er stigende.
Alle tre effekter kan med rimelighed hævdes at bidrage til øget integration.
Socialdemokarterne er under dette problemfelts udfoldelse i en meget vanskelig position. Partiets nyere politik er en uforbeholden tilslutning til 24-årsreglen, som den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen også internt bragte i forslag.
Partiet kan nu vanskeligt tilslutte sig, at EU-lovgivningen udhuler den kontroversielle lov. Dermed bliver det svært for det store oppositionsparti at spille en aktiv rolle under opgøret mellem DF og regeringen.
SF's formand, Villy Søvndal, som åbenbart fornemmer, hvad aktuelle problemstillinger kan betyde for den lurende EU-skepsis i vælgerkorpset, har midt i sommerpolitikken bebudet en serie initiativer til at begrænse øst-arbejderes mulighed for at fungere under mindre regulære vilkår. Men SF vil have svært ved at håndtere at være både nyomvendt pro-EU og skarpt EU-kritisk på samme tid.
Selv om sommerpolitikkens manøvrer er foreløbige og symbolske, danses der omkring problemstillinger, der vil påvirke dansk politik dybt og langvarigt.
Dorte Sørensen
25. Juli, 2008 #
Meier Carlsen fremhæver fx, at "Andelen af kvindelige efterkommere af indvandrere, der opnår længere uddannelsesforløb er stigende." er et problem for Thorning og viser at intergrationen virker.
Men, men kan den stigning i de kvindlige indvandres uddannelses nievau ikke mere ses som, at de unge indvandre piger tager deres eget kvindeoprør og dermed modsiger DF m.fls fordømmelser af islam som en middelalderligkultur.
`Ligeledes modsiger denne stigning i de unge kvinders uddannelse, at de ikke ønsker at ligge Danmark til last men vil ud og være med , hvis ellers de danske arbejdsgiverer vil ansatte dem.
Morten Kjeldgaard
26. Juli, 2008 #
Det er chokerende at EMC rapporterer DF's propagandistiske felttog imod ombudsmanden i hans "saglige" politiske analyse. At antyde at ombudsmandens interesse for rodet i "udlændingeservice" er pikant er direkte afledt af DF's korstog imod den grundlovssikrede tredeling af magten i Danmark.
Hver gang en dom går DF's synspunkter imod, rettes der et svinagtigt personlig angreb mod dommere eller andre myndighedspersoner, som beskyldes for at være "partshavere" eller "inhabile", "udlændigenvenner", "EU-bureaukrater" osv.
Selvfølgelig er ombudsmanden habil i denne sag, det er hans pligt og opgave at undersøge om embedsmænd og ministre overholder lovene i Danmark. Ombudsmandsinstitutionen er grundlagt for at beskytte borgerne mod overgreb fra regering og offentlige institutioner.
Når regeringsmagten og den politiske elite, her blandt andet repræsenteret af DF og EMC, antaster ombudsmandsinstitutionens habilitet, nærmer det sig betænkeligt en Putin-agtig autoritær propagandaform.
Ombudsmanden er habil, uanset det havde været ham der alene havde skrevet hele udlændingeloven af 1983, uanset han var gift med en udlænding (eller andre af DF definerede undermennesker), og uanset han var medlem af Enhedslisten. Det er grundlaget for vores demokratiske retsstat.
Heinrich R
26. Juli, 2008 #
Morten Kjeldgaard:
"[...] DF's korstog imod den grundlovssikrede tredeling af magten i Danmark."
DF indleder unægteligt mange korstog, men et korstog mod magtens tredeling er næppe sagens kerne. Emnet er vel, at dansk lov i vid udtrækning formuleres i EU, og dermed er dansk selvbestemmelse lidt af et falsum.
Mht. magtens tredeling, er den i øvrigt også et falsum. Magten er ikke tredelt, og har aldrig været det. Tjek gerne Grundlovens tekst selv...
At dommere beskyldes for at dømte partisk (eller i modstrid med landets love) er en ufattelig grovhed, mange fremturer med fra tid til andet. DF hører bestemt til blandt de mindst troværdige kritikere...
Morten Kjeldgaard
26. Juli, 2008 #
Jeg har lyst til at kommentere lidt videre på EMCs klumme.
At der er alvor bag DFs "sommerpolitik" er en underdrivelse. Det vi ser er konturerne af et dramatisk opbrud i hele den borgerlige fløj.
DFs løjtnanter har i løbet af sommeren systematisk lagt op til et opgør med EU som vil få store konsekvenser for de andre borgerlige partier. DF har haft held -- med villig hjælp fra medløbere i pressen -- til at etablere et "os og dem" scenario, hvor udlændingeproblematikken igen benyttes som brækjern til at skaffe sig politisk magt.
Hvordan tingene vil blive vendt på hovedet i det kommende opgør på højrefløjen illustreres ved at EMC skriver om "EU's undergravning af dansk udlændingepolitik" hvor det måske snarere var relevant at kritisere regeringen for at have gennemført en uigennemtænkt lovgivning som er i strid med de aftaler, Danmark har lavet med EU.
Det vi ser er antydningen af brudflader på kryds og tværs i de borgerlige partier. I løbet af de næste år vil de borgelige partiers vælgere fordele sig -- uforsonligt og på tværs af partiskel -- på begge sider af kløften. Den ene side vil hævde et udlændingekritisk og anti-EU synspunkt, og den anden side vil holde sig til en internationalistisk og EU-venlig linie.
Jeg tror EU i løbet af kortere tid vil forlange, at lande som ikke ønsker at deltage fuldt ud i samarbejdet, tager konsekvensen og forlader det, til gengæld for en løsere tilknytning a la Norge. Konsekvensen af den EU-kritiske linie følgeligt blive, at Danmark kan blive nødt til at forlade EU samarbejdet.
Når Anders Fogh Rasmussen på et tidspunkt vender hjem fra sommerferie må han derfor sande at på kort sigt vil enhver afstemning omkring Danmarks forbehold blive udsat på ubestemt tid.
Dernæst må han i det kommende år imødese et opgør omkring EU i Venstre og de Konservative, og her vil folk med tiden fordele sig efter anskuelse. Det vil blive blodigt og dramatisk. DFs tilslutning vil uden tvivl vokse markant, og de resterende dele af de borgelige partier vil ikke kunne forsætte den hidtidige serbificering af Danmark.
Hvis S, R og SF formår at holde hovedet koldt i dette borgerlige EU-opgør, kan de stå med regeringsmagten inden for en overskuelig fremtid.
Morten Kjeldgaard
26. Juli, 2008 #
@Heinrich R:
Tredelingen af magten er faktisk defineret som grundlag for vores samfund i Grundlovens Kapitel I, paragraf 3, som siger:
"Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."
Når jeg skriver "DF's korstog imod den grundlovssikrede tredeling af magten" er det ikke for at påstå at DF konkret fører en kampagne for at få afskaffet denne paragraf, men fordi deres propaganda og personangreb mod diverse myndighedspersoner indirekte er et angreb på den.
Man kan ikke som ansvarligt politisk parti angribe højsteret for at være partisk, eller socialrådgivere og politi for at tjene usaglige interesser osv., for pr. definition (i Grundloven) er disse upartiske i forhold til deres magtområder. (At der kan være enkeltpersoner, som overskrider deres beføjelser skal jeg ikke bestride.) Og til disse myndighedspersoner -- på trods af at den ikke er defineret i Grundloven -- hører Ombudsmandsinstitutionen.
Denne type angreb mod samfundets bærende strukturer er historien igennem typisk blevet benyttet som optakt til udemokratiske/autoritære magtovertagelser, og her kan jo både fascismen og kommunismen levere eksempler.
Heinrich R
26. Juli, 2008 #
Morten Kjeldgaard,
du har bestemt ret i, at grundlovens § 3 lyder som en tredeling. De tre kategorier er nævnt her, men allerede i denne paragraf går det jo galt. Kongen deltager på som en del af den lovgivende magt og som den udøvende, og ergo er magten ikke reelt delt pga. personsammenfald.
At domstolene er ikke uafhængige, beviser også tydeligt, at tredelingen ikke er reel. § 64 erklærer at dommere er uafsættelige, men det er jo blot en lille del af vejen mod uafhængighed.
Domstolene er styret af den udøvende magt (konkret Justistsministeret), så her harmonerer den påståede tredeling heller ikke med virkeligheden. Udnævnte dommere har desuden ofte været ansat hos Justitsministeriet før deres udnævnelse, hvilken i sig selv er lidt betænkeligt.
I tidens løb har der været mange retssagen mod den danske stat, og i mange tilfælde har det været oplagt, at domstolene ikke har været upartiske, bl.a. ved at stille andre krav til bevisførelse for statens vedkommende, ligesom statens (og statens embedsmænds) påstande per definition er tillagt end højere sandhedsværdi end andres udsagn.
Højesteret er i tidens løb blevet bedt om at tage stilling til, om det love folketinget har vedtaget, er forenelige med grundloven. Højesteret har en lang tradition for ikke at ville realitetsbehandle sådanne sager.
§ 59 handler om rigsretter, og sammensætning heraf harmonerer ikke heldigt med magtens påståede tredeling.
Folketinget har udviklet en uvane med at blande sig i enkeltsager, og har derved blandet sig regeringens magtudøvelse. Grundloven burde vel have forhindret en sådan sammenblanding?
I klassisk forstand, burde vores grundlov være vores mest basale lov, som alle andre love bør overholde. Det er som bekendt lidt vanskeligt at fastholde det billede af grundloven, idet EU's forskellige bestemmelser og forordninger i meget vid udstrækning dikterer dansk lov. At Danmark er forpligtet til at indarbejde EU bestemmelser og forordninger, er substantielt et udtryk for, at regeringen som aktiv i EU's beslutningsprocesser reelt er blevet lovgivere, dvs. har gigantisk indflydelse på den lovgivende magts domæne.
At regeringens ministre samtidigt kan være folketingsmedlemmer, er et konkret eksempel på, at magten ikke er tredelt. Grundloven burde have sikret, at en sådan sammenblanding ikke var mulig.
Heinrich R
26. Juli, 2008 #
Den sidste pointe har med Grundlovens § 40 at gøre:
§ 40 - "Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget."
Jakob Schmidt-Rasmussen
29. Juli, 2008 #
Venstreorienterede modstandere af regeringens indvandringspolitik bør ikke juble så højt over, at EU prøver at diktere vores indvandringspolitik, så vores folkevalgte politikere måske ikke længere kan regulere indvandringen efter landets behov og økonomiske formåen, samt efter landets evne til at absorbere nye befolkningsgrupper, så de bliver konstruktive medspillere i deres nye hjemland.
For om nogle år er det vores sociallovgivning, arbejdsmarkedslovgivning og skattelovgivning, der bliver ændret per direktiv af EU-dommere. Og det bliver ikke i progressiv retning; i hvert fald ikke set fra et venstreorienteret perspektiv. Desuden kan det underminere muligheden for et velfærdssamfund.
24-årsreglen har medført, at langt flere flygtninge og ”andengenerationsindvandrere” kommer i uddannelse og får et arbejde. S-R-regeringens indvandringspolitik betød, at alt for mange nye danskere levede et kummerligt liv på overførselsindkomster og derfor var en belastning for samfundet; ”andengenerationsindvandrernes” arbejdsløshed var således større end deres forældres; men den negative spiral endte den nuværende regerings indvandringspolitik.
Nu bliver nydanskerne og deres efterkommere integreret fordi de kommer i beskæftigelse og fordi reglen betyder, at langt flere selv vælger en ægtefælle her i Danmark, fordi reglen gør det nemmere at modstå pres fra forældrene om at gifte sig med en de har valgt.
Svage flygtninge og indvandrere på overførselsindkomst vil være de første grupper, der bliver ramt, hvis ureguleret indvandring ramler sammen med en økonomisk depression, der gør det nødvendigt at forringe velfærdsindkomster og velfærdsydelser.