Farverig forelskelse

Det er lidt ironisk, at Hella Joofs fjerde film, som handler om pubertetens mange udfordringer, så afgjort er hendes hidtil mest modne. Lykkeligt befriet for de, ja, pubertære jokes og overstyrede bifigurer, som skæmmede Joofs tre danske film, er den æstetiske svenske ungdomsfilm Linas aftenbog en ærlig og indfølt fortælling om det at finde modet til at stå ved sine inderste følelser.

15-årige Lina ved, at hun er jomfru, og frygter, at hun er frigid. I hvert fald sker der ikke rigtig noget, når hun på egen hånd forsøger at hygge sig under dynen.

Men måske Lina blot fantaserer om den forkerte fyr. Hendes kærlighedsliv kompliceres nemlig af, at hun som så mange af sine jævnaldrende gerne vil fremstå cool. Og mens det er cool at date en, som går i gymnasiet og tygger skrå, er det afgjort ikke cool at være vild med en, som går i syvende klasse, har hippieforældre, bor på en husbåd, holder af at synge og derfor, vedtager Linas stride veninde Thea, må være bøsse.

Seriøs komik

Men som Lina betror den bog, hun skriver i om aftenen og gemmer bag sin hovedpude, er hun helt skudt i purunge Ivar, som har fugleredefrisure og generelt ligner en halvt så gammel udgave af Bob Dylan anno 1966. Omvendt er hun slet ikke tændt på sin kæreste, den kronragede, skråtyggende machofyr Danne, som er fast besluttet på at tage Linas mødom.

Som et fint visuelt udtryk for, hvor meget blus der er på sanserne i den alder, er filmens billedside badet i stærke farver. Hovedrolleindehaver Mylaine Hedreul fanger nuancerne i Linas turbulente følelsesliv, og Joofs solidaritet med Lina er mærkbar, selv, eller måske endda især, når hun kvajer sig eftertrykkeligt.

Derfor lykkes det omsider for Joof at få sjov og alvor til at gå op i en højere enhed, ikke mindst i en scene, hvor Lina på skolegangen bukker under for flokmentaliteten og famler sig frem til en fornærmelse, der kan få Ivar til at forsvinde: "Jävla ... jävla apa!"

Først til allersidst går det galt: Joof tør ikke lade sin smukke sommeraftenslutscene stå alene og skynder sig at punktere den med nogle malplacerede brølere fra optagelserne. Alligevel skal en klar anbefaling lyde herfra.

Linas Kvällsbok. Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Emma Hamberg og Erik Arhnbom. Region 2. SF Film.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her