"Jesus bar sit kors på ryggen. Præsterne bærer deres på brystet."
Citat af Søren Kierkegaard, som gjorde det til et af sit livs og sin tænknings omdrejningspunkter at gøre nar af præsteskabets hang til ydre statussymboler og tætte forbindelser til det højborgerlige establishment. Præster, for hvem ridderkorset var det mest eftertragtede mål for deres virke.
Også i dag findes der religiøse overhoveder, der sætter deres prestige, magt og indflydelse højst.
Og det er ikke fra dem, nytænkning, tolerance og accept af anderledes tænkende kommer, for deres magt hviler solidt på et sikkert fundament af konservatisme og fundamentalisme. Den slags rettroende findes i alle religioner. Også i dem, der er mest synlige i Danmark - kristendommen og islam.
Biedermeier-idyl
Krigen mellem fundamentalisterne føres på flere fronter. En af dem er kulturpolitikken. I december sidste år rykkede fundamentalisterne i Dansk Folkeparti frem på banen, da Pia Kjærsgaard fik sæde i Folketingets kulturudvalg, samtidig med at hendes partifælle Karin Nødgaard besatte formandsposten. Og Pia Kjærsgaards programerklæring i et interview i Politiken var måske nok i egen - og partiets præstefætre Krarup og Langballes - optik, en julegave til det danske folk. Men den burde få det til at løbe koldt ned af ryggen på alle andre:
"Peter Rindal var i sin tid et forfriskende pust med sin bramfri hang til sofastykker og sin afsky for abstrakt kunst, Danmarks Radio styres af er en flok venstreorienterede fjolser, osv. osv."
Snæversynet og forudsigelig retorik, ja. Men det, der for alvor er skræmmende, er selve udgangspunktet for partiets kulturpolitik. Nemlig den, at kulturpolitik først og fremmest er en kamp mod de muslimske mørkemænd, der truer alt dansk. Verden er meget mere nuanceret end Pia Kjærsgaard og præstefætrene vil være ved.
Og vi bliver ikke et rigere folk af at forskanse os i borgerlig biedermeier-idyl, bag landlige stokroser eller i mormors kolonihavehus.
Basis i orden
Tværtimod. Snæversyn og lukken om sig selv avler kun én ting: kulturel fattigdom. Og jo mere kulturelt fattige og uvidende vi er, jo sværere får vi ved at bekæmpe både de kristne og de muslimske mørkemænd. Værdipolitikken, og dens lillesøster kulturpolitikken, er langsomt, men sikkert på vej til at blive en af de væsentligste fronter i 'kampen om Danmark', og Folketingets øvrige partier gør klogt i at tænke sig om.
Det nemmeste vil være at slå automatpiloten til og komme med de udmeldinger, man plejer at komme med. Men det er sagen alt for vigtig til.
Som socialdemokrat håber jeg, at mit eget parti vil være klar i mælet, og simpelthen stå fast på partiets grundværdi. Nemlig den skattebetalte folkeoplysning. Vi skal først og fremmest sørge for, at alle får lige adgang til at blive klogere og mere oplyste, uanset herkomst og pengepung. Derfor bør vi bruge så mange penge og kræfter som muligt på at skabe gode og rummelige folkeskoler og folkebiblioteker, som borgerne har lyst til at bruge.
Jeg har stor sympati for eksperimenterende kunst og undergrundsfestivaler, som kan rykke kulturbegrebet. Men basis skal være i orden først - især i ulvetider. Viden er nemlig det bedste våben i kampen mod mørkemænd og fundamentalister.
I øjeblikket står det 1-0 til fundamentalisterne i begge lejre. For alle de budskaber Pia K. og præstefætrene får markedsført i den bedste sendetid, er vand på de mest formørkede imamers mølle.
I det spil bør Socialdemokraterne være garant for en besindig, velovervejet og socialt ansvarlig kulturpolitik. Kommer partiet ikke på banen med andet end tungetale og ulden snak, står det nemlig snart 2-0.
