'Jeg har en hård arbejdsgiver'

“Det var egentlig meningen, det bare skulle have været et boglager,” siger Svend Åge Madsen og åbner døren til den lille træhytte i bunden af sin have på Vester Strandallé i Risskov.

“Men så blev her så hyggeligt, at jeg gjorde det til mit arbejdssted,” siger han og lukker døren bag sig.

Indenfor er væggene tapetserede med bøger fra gulv til loft, og i det forreste rum står en sort læderlænestol. Det er i den, Svend Åge Madsen - halvvejs liggende og med en bærbar computer på skødet - skriver sine romaner og noveller.

“Men når jeg virkelig skal anstrenge mig, lægger jeg mig på briksen,” siger han og træder ind i bagrummet, hvor en grå udtrækssofa står placeret langs den ene væg:

“Det kan virke mageligt, men det er den bedste metode, jeg har, når jeg skal tænke over strukturen og udviklingen i en historie.”

Er det godt vejr som i dag, bytter han dog sofaen ud med en liggestol og rykker udenfor:

“Så skal vi bare lige finde ud af, hvor solen er,” siger han og ruller en hvid plasticliggestol ned for enden af gavlen.

Han tager en murerkasket på hovedet og lægger sig til rette:

“Nå, men så går jeg på arbejde,” siger han.

Og lukker øjnene.

Ni til elleve

Svend Åge Madsens bugnende bagkatalog er det bedste bevis på, at den tilbagelænede arbejdsmetode virker. Siden sin debut i Vindroseni 1962 har den snart 70-årige forfatter udgivet flere end 60 romaner, novellesamlinger, krimier og skuespil. Han er fast pensum på gymnasier og universiteter, og hans bøger er oversat til utallige sprog.

Oprindeligt er Svend Åge Madsen uddannet matematiker, og den rationelle tænkning skinner tydeligt igennem i hans syn på sin egen metier. At være forfatter kræver nemlig lige dele fri fantasi og jernhård disciplin:

“Hvis man venter på de dage, hvor det bare sprøjter ud af én, så kan man godt komme til at vente længe,” siger han, mens han trækker en forlængerledning ud igennem vinduet til computeren.

“I øjeblikket arbejder jeg fra ni til elleve om formiddagen. Jeg starter altid på halve eller hele timer. Ikke syv minutter over eller sådan noget. Jeg har en hård arbejdsgiver, og det er nemmest at forklare ham.”

Svend Åge Madsen indrømmer, det kan lyde billigt med en to timers arbejdsdag:

“Men så kommer der foredrag, korrekturlæsning og interview med journalister oveni, så alt i alt kommer jeg nok op på en ganske almindelig arbejdsuge.”

Dertil kommer, at han også arbejder i weekenderne. Ikke så meget af lyst som af nød. Kontinuiteten i arbejdet er nemlig lige så vigtig som antallet af arbejdstimer:

“Det er meget nemmere at få ideer, når man er inde i et flow. Hvis jeg ikke kører på både lørdag og søndag, så ved jeg, at der kommer en blå mandag.”

En græsslåmaskine kører tæt forbi hækken inde ved naboen, og Svend Åge Madsen må hæve stemmen:

” I 25 år arbejdede jeg faktisk fra midnat til klokken fem om morgenen,” for-tæller han:

“Men da jeg nærmede mig de 50, begyndte der at gå længere tid imellem, at jeg var rigtigt veloplagt - og så besluttede jeg mig for at ændre mit mønster.”

Det var en angstprovokerende beslutning, erindrer han.

“Jeg havde jo ikke set morgener i 25 år, så jeg var spændt på, om der overhovedet var nogle ord om morgenen.”

Det var der. Selvfølgelig. Men frygten for, at kilden løber tør, slipper han aldrig af med.

“Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg føler, jeg har kastet vrag på lidt for mange ideer. Der er snart gået et år, uden at jeg har haft gang i noget større, og jeg har været meget kritisk og måske også lidt nervøs for at kaste mig ud i noget nyt.”

- Hvordan kan det være - du ved jo, at du kan?

“Nej, jeg ved jo kun, at jeg ku’. Og jeg kan godt få en fornemmelse af, at de sidste ting, jeg har lavet, måske ikke har været så omvæltende som tidligere.”

- Har du ligefrem overvejet at holde op med at skrive?

Svend Åge Madsen ryster på hovedet. Det lader sig simpelthen ikke gøre, forklarer han, for ideerne bliver ved med at myldre frem:

“Når det strejfer mig at holde op, tænker jeg sekundet efter, at jeg burde lave en historie om en mand, der gerne vil holde op,” siger han.

Idéæsken

Skulle den daglige omsætning af ideer alligevel svigte, er der dog ingen grund til panik, forklarer Svend Åge Madsen og forsvinder et øjeblik ind i havehuset. Der går nogle minutter, inden han vender tilbage med en aflang hvid æske i favnen.

“Den var kommet lidt afsides, jeg har ikke haft fat i deni mange år,” siger han og tager låget af, så flere hundrede kartotekskort kommer til syne. Det er ideer, sirligt nedskrevet i hånden og bogført under kategorier som Drama, Krimi, Sprog, Navne, Intriger etc.:

“Jeg synes, det er fråds at smide de ideer væk, som kommer i overskud. Men nu er jeg begyndt at skrive dem ind på computeren i stedet,” siger han og puster, så et tykt lag støv hvirvler op i luften:

“Den vækker minder,” siger han og putter låget på.

På himlen over Risskov er et skydække ved at trække sig sammen. Det er blevet køligt at sidde i haven, så Svend Åge Madsen går ind for at klæde om til lange bukser. På vej ind i hytten standser han ved en stak ordbøger:

“Det er nok den her bog, jeg har læst allermest,” siger han og piller en gammel udgave af Politikens Synonym-ordbog ud af reolen. Siderne er falmede og hænger dårligt sammen. Men bogen er uerstattelig, for Svend Åge Mad-sen har selv i snart en menneskealder skrevet supplerende ord ind i marginerne.

“Et rigtigt ord kan være med til at forløse en hel sætning. Så jeg skriver til, hvor jeg kan,” forklarer han og bladrer lidt skødesløst rundt i bogen.

“Se for eksempel her,” siger han og peger på en side, hvor han med en svag blyantstreg har tilføjet nogle ord. “At gå på daudi”, står der.

“Det vil sige ‘at slå sig løs’ eller ‘at gøre byen usikker’. Men det er et gammelt udtryk, så det kender du nok ikke.”

Vent lige her…

Der er mange ubekendte, når man skriver en roman, men Svend Åge Madsen er sjældent i tvivl om, hvornår en historie er færdig:

“Det er snarere begyndelsen, som kan volde problemer,” forklarer han:

“De to-tre første linjer skal helst signalere, hvad det er for en historie, jeg gerne vil fortælle. De skal bringe læseren i den rette stemning.”

For selv at komme i den rette stemning tager Svend Åge Madsen ofte musik til hjælp.

“Musik kan hjælpe mig med at finde ordene, der bedst rammer de vage for-nemmelser, jeg har kørende i hovedet … Vent lige her,” siger han og sætter i løb op ad stien til huset. Da han vender tilbage, har han jazzklassikeren over dem alle, Miles Davis’ Kind of Blue, i hånden.

“Der er lige et nummer, du skal høre,” siger han forpustet og går ind i havehuset for at sætte “Blue in Green” på:

“Det er John Coltranes solo, det drejer sig om, men man skal høre hele skæringen for at komme i den rette stemning,” siger han og trykker på play.

Han knipser med fingrene og nynner højlydt, mens højre fod taktfast følger musikken.

“Så sætter den snart ind,” siger han og gør et lille bøj i knæene:

“Her!”

En klagende saxofon hælder sin melankoli ud af højttalerne og fylder det lille træbeklædte rum.

“Som du kan høre, er det en vemodig sang. Den vil jeg for eksempel kunne bruge som inspiration, hvis jeg skulle skrive om en gammel mand, der sidder ved strandbredden og tænker over sin fortid. Der er måske nogle ting, han skal have ryddet op i, men hvordan skal han gøre det - og hvad skal han sige? Det er det, han sidder og tænker over,” causerer Svend Åge Madsen, mens nummeret klinger ud, og næste skæring, “All blues”, tager over:

“Tit prøver jeg mig frem med noget forskellig musik, indtil jeg finder lige netop den klang, jeg gerne vil efterligne. Hvis vi tager den gamle mand fra før, skal han så begynde indefra med sætningen: ‘Erindringerne presser sig på …’. Eller skal han begynde udefra med: ‘Solen rammer mine kinder …’. Det er sådan nogle valg, musikken kan hjælpe mig med at træffe.”

Moderne virksomhed

Det er blevet tid til en gåtur. I dag går den ad ‘hundelortestien’ forbi det lokale fodboldstadion og ned til Bellevue Strand, hvor hyben-buskene vokser vildt. Svend Åge Madsen plukker et bær:

“De har været med til at holde mig sund. Efter Besættelsen fik jeg en masse vitaminer ved at spise hyben.”

Svend Åge Madsen går som regel ned til stranden, når den halve time på briksen derhjemme ikke har fået tankerne på gled, og han har brug for at rense hovedet:

“Det er i virkeligheden den stik modsatte metode af at ligge på sofaen og koncentrere sig: På stranden kommer indtrykkene udefra i stedet for indefra. Og i stedet for at tænke over historierne prøver jeg at slippe dem”.

Han træder ud på badebroen:

“Enhver roman har sin egen rytme,” begynder han:

“Og derfor kræver enhver roman også sin egen arbejdsmetode. Nogle romaner har det godt med at blive leget frem, mens andre skal skrives i én lang strøm. Men grundprincippet er, at jeg altid forsøger at lade arbejdsrutinen følge stoffet,” siger han og giver et eksempel:

“Da jeg skrev krimien Engleskyts sammen med min kone, lejede vi os ind i en lejlighed i Trastevere i Rom og skrev på fortovscafeer og bænke rundt om i byen. Det var meget unormalt, for jeg plejer kun at kunne arbejdei fred og ro, men det var den arbejdsmetode, der passede bedst til historien.”

Senest har Svend Åge Madsen gjort noget uvant. For nogle uger siden i sit sommerhus på Mols kastede han sig spontant ud i et projekt, som han forgæves har taget tilløb til nogle gange. I løbet af to-tre uger fik han færdiggjort en ny novelle - men det var ikke det mest usædvanlige:

“Samme dag, som den var færdig, begyndte jeg på en ny novelle for at holde mig i gang. Det plejer jeg ellers aldrig at gøre,” siger han og vifter med et udprint af sine foreløbige anstrengelser. Der er seks sider, men den endelige version bliver mindst dobbelt så lang og er allerede tænkt på plads i hovedet, fortæller han.

“Den handler om en mand, der vender tilbage til Århus efter at have mistet sin kæreste i en bilulykke for mange år siden. Og en dag ser han så tilfældigt et billede af hende i avisen, hvor hun har vundet en lystfiskerkonkurrence.”

Han smiler skævt. Der er næppe brug for at gå i idébanken lige foreløbig.