Mit navn er Peter Dyreborg. Og jeg er yderst privilegeret. Jeg tjener omtrent 25.000 kr. plus det løse efter skat pr. måned og har en husleje på 2.500 kr. Eller 3.000 kr. Jeg kan ikke huske det.
Desuden har jeg hverken udgifter til kæreste eller bil med børnesæde. Jeg har ingen grund til at beklage mig. Og det gør jeg heller ikke. Men jeg vil gerne komme med en opsang. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor nogle vil gøre det til et problem, at en 80 til 90 kvadratmeter lejlighed med havudsigt i København koster 10.000 kr. om måneden i husleje. Ét af de gode argumenter for, at der er tale om en boligpolitisk katastrofe, er, at helt almindelige danskere ikke længere har råd til at bo i København. I hvert fald ikke hvis de har børn. En hurtig hovedregning siger mig, at et par, f.eks. en skolelærer og en sygeplejerske, som begge arbejder fuldtids, har godt og vel 30.000 kr. efter skat om måneden.
Nogle har lidt mindre, nogle har lidt mere. Børn giver nogle ekstra udgifter, men også ekstra indtægter i form af børnepenge. Det er endda en skattefri indtægt. Tænk sig, at leve i et samfund hvor man ligefrem får penge for at have børn. Forkælet attitude Sådan som jeg ser det, kan et par med børn, der har 30.000 kr. efter skat, sagtens betale 10.000 kr. i husleje. Det kan man også hvis man har 25.000 kr. Godt nok har man ikke alverden til overs, når boligen og børnehaven er betalt, bevares. Men fattig? Nej. Et problem? Nej.
Måske skal man stramme livremmen, ja. Måske skal man spare lidt på bilen og biografen, café-kaffen og Tivoli, og afmelde abonnementet på Eurowoman og Politiken. Måske skal man skifte til en billigere fagforening. Men man har et sted at bo, også i København. Man har råd til mad og tøj og tv-licens, og man har råd til at tage på ferie én gang om året. Jeg kan godt forstå brok fra psykisk syge førtidspensionister, der har 3.000 kr. til resten af måneden, når huslejen er betalt. Jeg kan godt forstå brok fra personer på kontanthjælp og starthjælp og ingen hjælp. Og jo, en SOSU-assistent og en ufaglært med sammenbragte børn har det hårdt i København K.
Men hvem har bestemt, at almindelige lønmodtagere absolut skal have egen altan og samtalekøkken? Selv med min indtægt er det ikke mere end to år siden, at jeg for første gang fik eget bad. Sådan er det at bo i en storby. Selvfølgelig er det ikke særlig hensigtsmæssigt, at der efterhånden er en del tomme lejligheder i København, men det skyldes vel, at der reelt ikke er boligmangel eller hvad? Hvis folk vitterlig manglede et sted at bo, ville de så ikke bare betale markedsprisen og i stedet spare lidt på deres luksusgoder?
Sagens kerne er, at både mellem- og lavindkomstgruppen ligesom alle andre, gerne vil have flere kvadratmeter, men de vil ikke betale prisen. De vil prutte om prisen, som man siger i Jylland.
Langt de fleste har rent faktisk et reelt valg mellem at blive boende dér, hvor de bor, at flytte ind i en af de dyrere almene bolig på havnefronten eller tage springet til Ishøj. De har et reelt valg og de har råd til at vælge, også selv om det er de færreste som både har råd til københavnske kvadratmeter og boblevand. Sådan skal det også være. “Garçon! Champagne, si’l vous plaît.”
Peter Dyreborg er forfatter og jurist
Kommentarer
Du har råd til at betale selv, hvad så med at gøre det
istedet for at optage en af de billige boliger .
Hvem har bestemt at rige folk der har 25.000-30.000 kr pr. mnd efter skat
kun skal betale 3.000 i husleje ?
Kan du se problemet, du vil jo heller ikke smide 10.000 pr mnd ud af vinduet til husleje når det nu kun koster 2-3.000 mere om måneden at betale “husleje” til sig selv ..
Hehe..
Dette indlæg rammer da vist lige ned i værdidebatten.
At prioritere hvad man vil med sit liv, er vist for stor en mundfuld for rigtig mange danskere
At opsvinget reelt sket for lånte penge (rentefri lån) og at vi i virkeligheden aldrig har haft råd til bil, samtalekøkken, rejser og et par fladskærme er stadig ikke gået op for mange endnu,selvom vi er mange der har set skriften på væggen særdeles længe.
Jeg har, som den kloge skribent Peter Dyreborg, intet tilovers for snæversynets egoistiske danskere der til stadighed bliver ved med at kræve ind til selv selv (især på fællesskabets bekostning - læs krav om yderligereskattelettelser).
Med undtagelse af opfordringen til valg af en discount fagforening, der tyder på et uhyrligt manglende kendskab til fagforeninger, (Abonner f.eks. på fagbladet 3F og se hvorfor der er prisforskel fagforeninger imellem) er artiklen en god anledning til at tænke over hvilket samfund vi efter 7 års borgerligt styre er endt med.
Et samfund hvor alt offentligt drevet reelt kører på pumperne og hvor hullerne mange steder er umulige at lappe.
Regeringen har enda stadig fuld opbakning fra befolkningen, så endnu en grund til at vi ikke gider at hører på de borgerliges klagesang.
Hvis noget halter i samfundet og økonomien er det sgu jeres egen skyld!
Fremragende opsang. Alle vore resourcer er begrænsede og lykken findes for de der kan forstå at prioritere.
Hvis gennemsnitsdanskerens initiativ skal genskabes, er der kun en vej frem; mindre velfærd, mere brugerbetaling, lavere skat.
Med venlig hilsen
Lennart
Vor Herre til hest.
Yes! Champagne til folket! ;-)
‘Hvis folk vitterlig manglede et sted at bo, ville de så ikke bare betale markedsprisen og i stedet spare lidt på deres luksusgoder?”
Er det maden du hentyder til ?
Du lyder ligesom en kælling der undres over at de fattige ikke bare spiser
kage hvis de fattes brød ..
Kender du overhovedet nogen uden for din egen rige priviligerede kaste ?
Det lyder nu så smukt det med et reelt valg!
Men hvor bliver man mon skrevet op til disse lejligheder til omkring 2.500 pr måned, selvfølgelig helst med ventetider som holder sig nogenlunde inden for denne inkarnation, og uden at skulle være født ind i kooperationen/koruptionen eller betale store summer og vennetjenester under bordet.
Det er desværre ”lidt” svært at forestille sig, at særligt mange frivilligt flytter fra billige lejligheder heromkring. Så hellere blive boende og dyrke sporten med at klage over andres tider dog lidt indbildte friværdi, mens man selv kan drikke champagne og score stabile afkast i form af huslejebesparelser i forhold til selv nettoydelsen i selv rimeligt beskedne ejerlejligheder Uden havudsigt og over 10.000 månedligt.
Hvorfor dog også døje med bøvlet over at kunne blive stavnsbundet i en ejerbolig eller være teknisk insolvent samt risikere at kunne stå med to voldsomt dyre ejerboliger i flytteøjemed eventuelt i et nedgangsmarked, hvis man bare kan udfylde nogle interne papirer i boligforeningen og spare et uhyrligt salær på rask væk 100,000 kroner.
Derfor glæder det mig, hvis jeg nu kan slippe ud af disse forhold, som jeg tidligere havde opfattet som en temmelig påtvungen investering, og jeg ser frem til at høre om forskellige tilbud om billige lejligheder og kan desuden oplyse, at jeg ikke har det fjerneste imod at flytte til hverken Ishøj eller Albertslund.
Indtil da vil det dog stadig være mit indtryk, at situationen på boligmarkedet, og det såvel ejer som lejer markedet på mange måder blokerer for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed, og eksempelvis bevirker at mange lever en nomadeagtigt usikker tilværelse eller bliver sovset i uoverskuelige regler om skat, pension, boligsikring/ydelse, takker nej til jobs længere væk eller tager del i de daglige folkevandringer med enormt spild til følge i form af slid, tid, sundhed og miljø.
Desværre ser jeg ikke nogle samfundsmæssig fornuftige løsninger forude, hvem der så “reelt set har valgt” at indrette det på lige den måde.
Billige lejligheder med tidssvarende køkken og toilet på 130m2 i København K til kr. 5.000 ønskes af det offentlige. Regningen sendes bare til de andre.
Kan I ikke høre hvor selvisk det er?
Debatten om hvad man som almindelig dansker skal forvente sig af goder i tilværelsen er reel nok, men forhåbentligt er det ikke denne CEPOS model vi kommer til at styre vores samfund efter.
Jeg har også selv svært ved at have ondt af folk der har belånt den kunstige friværdi til op over skorstenen i afdragsfri lån, for at købe firhjulstrækker når man bor på Islands Brygge. Vi har efterhånden fået et totalt forvrænget forhold til forbrugsgoder, og vores samfund er kun blevet mere og mere asocialt og egoistisk samtidig med dette.
Med skattestoppet og de seneste års værdistigninger i ejendomsmarkedet er skævvridningen af samfundet taget til. Problemet er, at man som almindelig lønmodtager ikke har mulighed for at prioritere som der lægges op til i denne artikel. Tjener man sine penge ved at gå på arbejde hver dag og bidrage til samfundet bliver man brandbeskattet, men har man tjent store summer på mere eller mindre tilfældigt at have købt bolig på rette tidspunkt, så slipper man stort set ubeskattet.
En forudsætning for at vi kan få mere frihed til at tilrettelægge vores egen tilværelse med de værdier og prioriteter vi sætter højest, er derfor et opgør med skattestoppet, og en omlægning af vores beskatningssystem, så en stor gruppe af borgere i vores samfund ikke reelt fratages mulighederne for at tilrettelægge deres tilværelse.
–>Henrik Strøm
Du taler om skattestoppet, men hvad med dem der sidder med billige huslejer i store almene boliger. Skal de ikke beskattes af det tilskud de får fra staten og skatteyderne og hvad med Ritt Bjerregaards ‘billige’ boliger som skatteyderne skal betale for og som går fra den indkomst vi har og som vi skal bruge til vores boliger?
Af en som er yderst priviligeret og som ikke vil brokke sig. tja, for mig lyder det som du brokker dig.
En almindelig lonmodtager skal ikke have samtale-køkken og altan. Hmm, hvis vedkommende har penge til at anskaffe sig disse ting. Så fred være med det. Bare hold din misundlighed for dig selv. Sætter vedkommende sig i en tåbelig gæld for det samme. Så må han selv tage følgerne.
Folk der lever over evne har altid eksisteret.
hvis man mangler et sted, kan man ikke Bare tage en bolig til markedsprisen. For en sælger eller udlejer vil da ikke sælge/udleje til en som ikke har råd til den bolig. Snak om tomme tønder…
Vedkommende vil da have det for det som han overhoved kan. jeg ved ikke lige hvad du ved om økomnomi, men når priserne er så høje, at de presser bestemte indkomstgrupper ud af byen. Så er det fordi der er aftagere til boligerne som er villige til at give den pris. Længere er den ikke.
Det kan selv en som mig, der “kun” har en håndværker-uddannelse da se.
Jo flere der er om budet på en given vare, jo højere er prisen.
Hvad er der galt med Ishøj? Jeg er ret sikker på at du ikke kender Ishøj særligt godt. Måske har du kørt forbi i S-toget engang og dermed mener dig i stand til at mene at Ishøj og de andre komuner i det nabolag er under din “højvelbåren” værdighed. Et sted man kun bor i hvis man ikke kan finde andet.
Hvad med at vise dig som en forgangs mand og fraflyt lejligheden?Så en mere værdig kan bebo den.
Så kan du tage en dyre bolig…
Information skal ikke have utak for at starte sådan en sommeragurk. Det er udmærket at blive mindet om, at der findes mennesker som Peter Dyreborg m.fl. med komplet selvcentrerede meninger, uden mindste fornemmelse for andres dårligere vilkår.
Men når ’påtalen’ nu bliver taget alvorligt og afføder op til flere interessante kommentarer, vil jeg også bidrage.
Jeg har været så heldig, at jeg ikke behøvede at friste en tilværelse som uuddannet enlig mor – fordi min mand ikke valgte at ’leve livet’ for hans – i forhold til min – meget større indtægt.
I dag har jeg mit på det tørre, uden dog at være friværdimillionær. Alligevel kan jeg godt forstå, at diverse hjemmehjælpere kan være lidt misundelige over mit ’store’ hus (105 m2), når de selv som enlige forsørgere bor i 2 værelser med 2 små børn. Der er ganske vist både bad og altan – men jeg misunder dem ikke. Heller ikke de boligløse mænd, som betaler ’kassen’ for en seng at sove i. Uanset om de så har ’skyld’ eller ej i deres egen situation.
Jeg kan kun ’forsvare’ mig selv, ved at sige, at da jeg/vi havde 2 små børn, boede vi i 2 små værelser på Nørrebro (49 m2) med wc på køkkentrappen. (Som om det var noget argument i dag).
Jeg er lykkelig for mine (mange) hjemmehjælpere, og jeg er rigtig glad for at tiderne har forandret sig.
Det der ærgrer mig mest er, at mennesker som Peter Dyreborg m.fl., som har haft rigtig gode vilkår i livet, ikke kan se andet end at livet er et valg mellem havudsigt og champagne.
Come on, din Garçon! Løft blikket, så du ser horisonten ud over din egen næse!
Christian Larsen: det kan godt være regningen sendes til “de andre”, men jeg er sikker på at du selv er modtager af en masse ydelser, som “vi andre” betaler for. Nu er det jo ikke muligt at konkurrere på løn for f.eks. en politibetjent, idet der kun er een mulig arbejdsgiver: det offentlige - og i og med at markedskræfterne her ikke er i funktion, får politibetjente en relativt lav løn. Er det så ikke også fair nok at staten kompenserer dem på andre måder? Eller mener du, at man skal være en idiot for at arbejde i det offentlige? Der er jo ingen fordele ved det længere.
Liberaliseringen af boligmarkedet har skabt en kæmpe vækst i samfundet, men også en kæmpestigning i uligheden. Spørger du mig var det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre - ligesom det heller ikke var det rigtige at sælge landets ressourcer og infrastruktur fra til private hænder.
Jeg er som sagt ikke tilhænger af ret mange forhold i dansk boligpolitik, men som lejer kan man i forhold til ejer opnå ret kontante fordele såsom:
1) Ingen advokat-, gebyrer eller større købsomkostninger
2) Frihed fra ejendomsmæglersalær, enorme flytte-/salgsomkostninger samt forbunden uvished.
3) At have muligheden for boligsikring
4) Fraværet af risici for personlig konkurs
5) At kunne indløse en månedlig skattefri nettogevinst på eksempelvis 7.500 eller mere
Nogle har uden tvivl de senere år opnået urimeligt store arbejds-/skattefri gevinster, mens andre i dag risikerer konkurs eller at være tekniske insolvente, og fratrækker man den månedlige merhusleje i forhold til en billigere lejlighed samt handelsomkostningerne - så vil mange ligesom mig konstatere, at hvad der er tilbage af de senere års boblesnak mestendels er ren fantasi og misundelse.
Jeg købte nødtvunget lejlighed for 6 år siden og har efter en nylig salgsvurdering regnet mig frem til, at den årlige (skattefrie) nettogevinst beløber sig til sølle 2,42 procent – endda uden medregning af løbende forrentningen af potentielle besparede husleje og regnet i forhold til en lejebolig med konkret månedlig besparelse på blot 3.000 kroner månedligt (og altså ikke 7.500 som udmærket kunne være udgangspunktet i dag!) – dvs mildest talt ikke en speciel god investering i forhold til den betydelige risiko.
Omvendt har folk, som inden for de sidste par år har været tvunget til at købe og ikke haft dette omtalte reelle valg, efterfølgende måttet opleve at skylde betragtelige summer væk, og det med at hæve ejerboligskatterne på nuværende tidspunkt ville kun gøre deres økonomiske situation endnu mere håbløs også med følger for hele samfundet.
Dertil kommer at forestillingen om misundelsesværdige ”gratis” eller billige lån er uden hold i virkeligheden. Også flertallet af lejere har de senere år kunnet gå i banken og optage (flere) lån, men nogen stabil indtægtskilde og uden omkostninger, har det næppe nogensinde været.
Der findes ellers mange skæve og for samfundet uhensigtsmæssige forhold på det danske boligmarked – også på lejermarkedet er det et rent lotteri om man bliver anvist en ubetalelig lejebolig i noget nyt og ikke sjældent ghettoagtigt almennyttigt eller om ens forældre tilfældigvis skrev én op ved fødslen til den skattefrie livslange lejebolig gevinst.
Også i forhold til dette med, at det i mindre grad kan betale sig at spare op til pension pga mistet boligstøtte i dyre lejeboliger eller at folkepensionister ikke har råd til at blive siddende i deres færdigbetalte boliger eller eksempelvis situationer, hvor det kan forekomme lidet motiverende at arbejde – alt dette og meget andet pga at Danmark er sovset ind i et dyrt overbureaukrati med lappeløsninger og uigennemsigtighed indenfor såvel skatte- som socialområdet.
Og så er der endda folk, som ikke engang kan blive anvist en bolig!
Peter og privilegierne
Hvem har bestemt, at almindelige lønmodtagere skal have altan og samtalekøkken? spørger Peter Dyreborg i et indlæg her i Information 29. juli.
Er det ikke fristende at spørge: Hvem har bestemt det modsatte?
Peter Dyreborg, der titulerer sig jurist OG forfatter, har ret i, at han er privilegeret, specielt hvad angår de yderst beskedne udgifter til husleje.
Man fristes faktisk til at tro, at han stadig bor hjemme bor hos mor og far?
Hvad jeg absolut ikke forstår i hans indlæg er, hvad han - og en del andre, der pryder sig med en forfattertitel (fx Suzanne Bjerrehus og Hanne-Vibeke Holst) - har imod Ishøj? Og Brøndby Strand? Og Avedøre? Tre skønne, grønne steder syd for København, hvor der bor mange indvandrere…
Men det kan vel ikke være derfor, disse områder har lavstatus hos de veluddannede i fx København eller nord for hovedstaden?
Da museet Arken i sin tid skulle anlægges ved Ishøj Strand var der mange fra den herskende klasse – især “Kloge Åger” fra københavnsområdet eller nord for hovedstaden – som fandt det aldeles useriøst at bygge et museum for moderne kunst syd for København – i Ishøj!
Bortset fra Castberg-skandalen ved åbningen blev museet ved Ishøj Strand en succes, også internationalt - og succesen vokser under Christian Gethers ledelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget godt, der kunne være opnået omkring integration og det gængse syn på attraktive bopælssteder, hvis de højtuddannede gabehoveder nord for ”vestegnen” lettede den dertil indrettede og tog ud i verden. I starten måske blot 12-14 km syd for København, og ved selvsyn oplevede, hvor meget deres fordomme fylder, ikke kun i deres egne hoveder, men til stadighed også i en sand syndflod af bøger og indlæg i aviser m.v.
Hverken Ishøj, Brøndby Strand eller Avedøre fortjener at blive fastholdt i den såkaldt herskende klasses fordomsfulde syn. Derfor: I veluddannede burde være klogere! Og måske kunne I blive endnu klogere, hvis I lod champagneglasset stå for en stund.
En løgn eller en fordom bliver ikke til sandhed ved at blive gentaget i ét væk. Slet ikke om området syd for København. Her bor faktisk rigtig mange dejlige mennesker. Etniske danskere og danskere af anden etnisk oprindelse. Mange af begge kategorier drikker ikke champagne eller andet alkoholisk. De synes, det er rarere med plads i lejligheden eller huset, så børnene - Danmarks fremtid (!) - har fred og ro til leg og læsning.
Derfor Peter Dyreborg, nyd du blot din champagne. Tilsyneladende gør du det alene, og nyd også din billige husleje, hvis dét er livet for dig. Men glem ikke, at mange helt almindelige lønslaver - deriblandt hårdtarbejdende indvandrere fra fx Ishøj – via skatten har bidraget til, at du i dag har de privilegier, du har. Skål!
Jytte Bigom
Jytte,
Godt brølt løvinde!
Kh
Jytte
Der er ikke noget galt med Vest-egnen … som sådan men set nord fra Kbh har den bare lavstatus - den næppe slipper af med lige med det samme.
Det skyldes at forfædrene der flyttede ud af byen fulgte i hælene på de rige da man lyttede uden for voldene i sin tid.
De rige flyttede op nordpå og bosatte sig mere eller mindre langs Kystbanen som er attraktive boligområder i de riges øjne..
Derefter spredes uddannelse indflydelse og kapital mod vest og syd i en bue sådan at du ender nede ved det du kalder Vest-egnen..
Det er altså de mindst indflydelsesrige go dem med de laveste uddannelser og dermed også med den laveste gennemsnitsindkomst der traditionelt set har bosat sig på Vest-egnen
Der har de andre fattige været og der har de så haft råd til at bo
Dette medfører kulturelle forskelle som ikke er særligt bevidste men de afledte sociale koder som følger med den her fordelingsnøgle har alligevel stor indflydelse på vores hverdag godt 160 170 år senere.
Deraf bla fordelingen med “fremmede” og ikke -etnisk danske danske medborgere med lav indkomst som altovervejende bor i de her områder.
Ikke etnisk-danske danskere med høj indkomst bor nemlig overvejende langs Kystbanen sammen med de andre priviligerede.
Det er ikke for at nedgøre men for at redegøre - at jeg skriver de her generaliserede betragtninger.
Jeg har stor respekt for arbejderbevægelsens forsøg på at tage del i arbejderklassens boligproblemer med de almennyttige løsningsforsøg.
Men forklaringen på det du måske oplever som højrøvethed over for Vest-egnen som fænomen går i al sin enkelhed ud på at området historisk set beboes af efterkommere af lavtuddannet fremmed og indvandret arbejdskraft fra dels resten af Danmark og dels utallige andre nationer.
Det er ikke anstændigt, men historiske facts
Ulrik (uden efternavn)
Tak for den historiske belæring Jeg tror ikke at Jytte er i tvivl om de faktiske forhold i jernindustrien.
Kære Ulrik
Tak. Du har gjort dig tanker. Det er fint. Har du også overvejet at få et efternavn?
Venlig hilsen
Jytte Bigom
Jytte og Inger
Det var et forsøg på at redegøre for nogle af grundene til at Vest-egnen har lavstatus i forhold til andre dele af København.
Det er sådan set ikke direkte min skyld at det forholder sig sådan, udover at jeg jo er med til at cementere den betragtning gennem at fremføre den.
Og jo da Jytte jeg har et efternavn som har betydet at jeg har modtaget spammail fra højre -loonies efter indlæg der ikke passede dem
Derfor har jeg ikke noget på her - hvor det ikke er et must
Men du er velkommen til at kalde mig Abrahamsen eller Bertramsen eller Christiansen etc. du vælger selv hvad der gør dig tryg i cyber…
Venlig hilsen selv -
Ulrik
Øv, øv, øv.
Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. I dette tilfælde undskyldninger for ikke at ville stå ved sig selv.
Nu fremgår det jo tydeligt at manden (Peter Dyreborg) ikke har børn - ellers ville han vel vide, at børn koster. De koster faktisk ca. 3000 kr. pr børnehaveplads og ca. 5.000 kr. for to (efter lidt familierabat).
Dertil kommer udgifterne til bleer, tøj, sko og mad mm. I København er man endda så heldig at man slet slet ikke behøver at have en bil - det gør vi altså herovre i Jylland. Så, ja. 30.000 udbetalt efter skat lyder af meget, men prøv så at trække 5.000 fra og udgifterne til bleer og tøj, sko og mad. Så er det budget da vist hurtigt brugt op…
Jeg kan kun slutte op om Ulriks historiske gennemgang. Og så tilføje, at da de riget handelsborgerskab i slutningen af 1800-tallet tog på badehotel, ja da tog de til Hornbæk, Gilleleje og andre steder i Nordsjælland. Og derved blev dette mondænt, mens da de færste indvandrere kom hertil i midten af 1960erne, ja der blev de bosat (eller rettere måske tvunget til at på) på Københavns Vestegn. Og derfor er området nederen for københavnerne - for nu at udtrykke det på den måde…
Karsten Aaen og fordommene
Karsten Aaen, du bor tilsyneladende i Jylland, hvilket du ikke skal høre noget negativt for.
Du angiver at have historisk belæg for, at den københavnske vestegn er “nederen”, fordi her bor mange indvandrere? Er det sådan, det skal læses? Eller har du, som Ulrik Uden Efternavn, også problemer med at læse teksten på væggen? Fx derhen, at de interne problemer i landet meget vel kan skyldes gammeldanskernes forstokkede fordomme mod indvandrere - høj som lav, uddannet som ikke-uddannet - og alle er vejet efter danskernes selvfede målstok: De rige ved bedst. Derfor: Respekt!
Du skriver, at du slutter op om denne Ulriks “historiske gennemgang.” Uddyb/dokumentér venligst. Hvilket samme Ulrik behændigt nok undlod.
Venlig hilsen
Jytte Bigom
Heinrich R,
- Ja, det kan jo smut’ :-).. Der er heller ingen grund til at blive (så) personlig.
Jeg tror jeg melder pas.
Inger Sundsvald:
“Jeg tror jeg melder pas.”
Det bliver også en pas-melding herfra. Jeg tror ikke det vil være fornuftigt at forsøge at overtrumfe Jyttes udmeldinger…
30000 kr om måneden er - uanset hvordan man vender og drejer det rigtig mange penge. Hvis man skal se lidt økologisk på det, så er en højere indtægt faktisk ikke spor bæredygtig. Den der med at man skal have bil i Jylland er forvrøvlet. I min familie, hvoraf den del bor enten ude på Sjælland eller i Jylland er der slet ikke tradition for at have bil - og det går faktisk helt ok. Bilen er en vanesag, medmindre man hører til typen, der enten har rigtig mange børn eller arbejder et sted, der ligger helt skævt i forhold til den offentlige transport og samtidig ligger udenfor cykelafstand (dvs mere end 15 km væk).
At en del ikke har råd til at bo i Kbh hænger også sammen med, at den rå husleje på eksempelvis andelsboliger sjældent udgør bruttohuslejen, da en del har været nødt til at tage lån for overhovedet at få tag over hovedet. Og så skal man da ikke glemme at en ret stor del af børnefamilierne faktisk er familier med kun en forsørger. Så de 30000 er måske nok lidt højt sat. Det er ikke spor ualmindeligt, at en børnefamilie består af en lavtlønnet mor og to børn.
På den anden side har vi danskere en uvane med helst at skulle have så meget plads pr person som overhovedet muligt - dvs mindst 5-6 værelser til en familie på 4. Der er faktisk ikke særlig mange steder i verden, hvor man har vænnet sig til at brede sig så meget i den private bolig, som i Danmark - og da slet ikke i bykernerne. Dette meget danske krav om mindst et eget værelse pr person + mindst et og helst to eller tre ekstra rum ud over køkkenet og badet, skyldes nok, at de fleste byboer i virkeligheden er vokset op i parcelhuse med 2 badeværelser osv. Det er faktisk heller ikke spor bæredygtigt. Der er røget rigtig meget frodig dansk natur på grund af vores behov for at brede os i den private bolig.
Om vestegnen ikke er fin nok til middelklassen vil jeg ikke dømme - rent økonomisk tilhører jeg ikke længere det lag. Men jeg forstår heller ikke det snobberi, der eksisterer i den danske middelklasse. Der er dejligt ude ved vandet - også vest på - og jeg fatter simpelthen ikke hvor middelklassen vil hen med vores fælles samfund efterhånden. Jeres indvendinger om lav status og hvad ved jeg, er ærlig talt latterlige. Jeg kender op til flere, der er rykket sydvest på og de er alle glade for beslutningen.
—>>Mogens Skjold
Jeg vil ikke blande mig i betjentes løn, men hvis et par offenligt ansatte tilsamme tjener 5-600.000 om året kan jeg vitterligt ikke se at andre skatteydere skal betale halvdelen af deres boligudgifter i form af en skattefri kunstig lav leje for at de kan på modt inde i København i nyt boligbyggeri. Men vi kan da godt lave en aftale at sådan skal det være hvis jeg slipper for at betale indkomstskat. Som du siger “Noget for noget” :-]
Der var problemer med formatteringen, så her en gang til:
—>>Mogens Skjold
Jeg vil ikke blande mig i betjentes løn, men hvis et par offenligt ansatte tilsamme tjener 5-600.000 om året kan jeg vitterligt ikke se at andre skatteydere skal betale halvdelen af deres boligudgifter i form af en skattefri kunstig lav leje for at de kan bo midt inde i København i nyt boligbyggeri. Men vi kan da godt lave en aftale at sådan skal det være hvis jeg slipper for at betale indkomstskat. Som du siger “Noget for noget” :-]
For det første lader det ikke til at du kender særlig meget til de reelle priser p boligmarkedet:
Et værelse af bare nogenlunde stand er nærmest umuligt at finde til 2500-3000 kr.
En lejlighed med havudsigt er mindst en dobling af 10.000 væk.
Jeg bor selv i en meget lille lejlighed på under 20 m2 til 5000 kr. om måneden. Det er svært at finde noget bedre, og ligger i øvrigt på grænsen til Rødovre.
Der er en kæmpe mangel på boligere til enlige / unge, som er til at betale. Jo, det er sikkert let nok for juritsten, eller for sygeplejersken og politimanden (sjovt som de to altid ender som par), men bare en toværelses der er til at betale, er svær at finde, med mindre man gider flytte fra fremleje til fremleje en gang årligt eller oftere. Der mangler BILLIGE boliger. Men det er sikkert svært at se, når man sidder i sin billige lejlighed, og i øvrigt er både priviligeret og velfungerende selv.
Og altså, din logik med tomme boliger –> ingen boligmangel er jo totalt håbløs - jeg kender da mange der gerne flyttede ud i Ørestadens fancy nybyggeri, men jeg kender bare ikke så mange der har råd til at betale 20.000 om måneden i husleje.
Jeg finder ærligt talt din “opsang” usmagelig, det handler om et reelt problem for mange mennesker, der altså skyldes andre ting end at de bare ikke kan stoppe med at nippe champange på restauranter udi det uendelige.
( Og den der underligt mistænkeliggørende tankegang kan jeg heldigvis slet ikke sætte mig ind i. )
Nåja, forresten “Mit navn er Katinka My Jones og jeg er forfatter.”
Den der med 20 m2 til 5000 kr lyder som et privat udlejet værelse. Det er i hvert fald ikke m2 prisen i almennyttige boliger, heller ikke de nybyggede. Jeg har lige for en halv time siden været på visit i en nybygget ejendom på grænsen mellem Nørrebro og Bispebjerg. Lejelejlighederne her koster 10.000 kr om måneden for 75 m2 og det er inkl forbrug. De rummer blandt andet vaskemaskiner og tørretumblere. Der er stadig ledige lejligheder i den karré. Dem, der bor derude overvejer oven i købet at føre sag, fordi lejen efter deres skøn er sat for højt, i forhold til maxprisen på den type lejemål! Der er en vis sandsynlighed for at de får ret i deres sag. Så lad dog være med at støtte bolighajer, hvis du overhovedet har mulighed for det. En bolighaj kan såmænd også være en nydelig ung akademiker, der lejer et værelse ud til en helt vanvittig pris for at få dækket sine lån.
Så man må slå sig sammen med andre enlige, hvis man er alene. Sådan er det også de fleste andre steder i verden.
De grupper, jeg har ondt af, er ikke unge raske mennesker i arbejde og uden børn. Det er heller ikke middelklasseparret med et par rollinger at forsørge. Nej, det er de enlige forsørgere og dem, der er på forskellige former for offentlig hjælp. Det er den gruppe, der ryger i favnen på bolighajer og som er nødt til at bo så mange mennesker på så få kvadratmeter, at det ikke er rart hverken for dem selv eller for naboerne længere. Jeg har såmænd selv prøvet at bo i en ejendom, hvor nogle af indvandrerfamilierne boede 7 mennesker i en treværelses. Desuden har jeg en god ven, der indtil for få år tilbage boede i en rigtig bolighaj-ejendom, hvor man mente helt unge psykisk syge kunne anbringes. De blev anbragt der, fordi såkaldte almindelige udlejere ofte ikke vil have sindslidende boende. Ikke nok med, at bygningen stort set var en ruin - den månedlige leje oversteg også langt markedsværdien for den bunke murbrokker. Men de havde altså ikke andet valg.
>Vibeke Nielsen
Nu vil jeg helst ikke komme nærmere ind på hvilke af de grupper jeg selv tilhører eller ikke tilhører, jeg kan kun sige, at jeg har set hvor store problemerne er for en HEL masse mennesker. Og psykisk syge har det uden tvivl svært.
Og der er rigtig, rigtig mange der lejer små værelser ud til ågerpris. Been there, got the t-shirt. Ikke at jeg sådan pr. definition taler ud fra et over min egen næsetip-perspektiv, men i denne sammenhæng synes jeg det er ret påfaldende, hvor meget man finder ud af om boligmarkedets dystre sider, når man selv kender dem ud og ind. Og det har intet at gøre med tynd hud eller overforbrug af beluga-kaviar.
Man har bare ikke altid det der valg, som mange liberale taler om, som var det så naturligt som vådt vand.
Okay, så kan jeg bidrage med, at jeg i over 25 år og uden succes har været skrevet op til lejebolig i nogle af føromtalte frygtindgydende forstæder.
Hvor ventetiden i 1996 blev oplyst til omkring 7-8 år, så lød den seneste prognose på omkring 30 år.
Nu kan det selvfølgelig lyde besynderligt, at det bliver sværere jo længere man venter, men den forløbne tid har gjort det endnu mere attraktivt - f.eks. 5.000 kroner for hus med 4 værelser og have – så ikke mange flytter frivilligt derfra, og der er adskillige steder sket det, at kommunerne har sat sig på anvisningsretten og fuldstændig disponerer lejlighederne til egne borgere, trods det oprindelige almennyttige forhold. Dertil kommer diverse regler, som de enkelte afdelinger har besluttet ved beboerafstemninger for at mele deres egne kager, såsom forret og interne flytninger.
For et par måneder siden opgav jeg så endelig dette projekt, og begyndte i stedet at ringe rundt til boligselskaber her i København, som efter sigende råder over ”champagne” lejlighederne, som folk ifølge nogle forfattere, jo bare kan vælge at flytte ind i. Desværre var resultatet ikke mere opmuntrende, men med minimum 30-40 års ventetid, og uden gyldne løfter om at ancienniteten kunne overføres til næste liv.
De 10.000 kroner, som Vibeke Nielsen oplyser for nogle nyere almennyttige lejligheder lyder desværre ikke specielt usædvanligt – jeg læste i sidste uge om huslejer til 12.000 for noget helt nyt..
Iøvrigt:
Høje byggeprocenter, anvisning af problemramte familier og funktion som nødløsning for diverse nomader hører blandt årsagerne til, at det nyere ofte ikke er en særlig attraktiv boform, og har man som enlig, studerende, lavtlønnet, halvtids etc. højst i omegnen af 5.000 kroner månedligt til en bolig, så kommer man ikke langt uden at leve iblandt sine halvt åbnede flyttekasser og på midlertidige kontrakter. Til gengæld findes der et væld af boligsider med gyldne løfter, hvor man kan blive rigtig til grin.
Angående fancy lejligheder på Amager, så ved jeg ikke om ejerne er gået i panik over udsigten til ikke at kunne sælge havet, og nu udlejer dem midlertidigt til10.000 kroner. Men jeg kunne se på boligsiden.dk, at 100 kvadratmetre udbydes i salg for til 5 millioner og med nettoydelser omkring 30.000. Så bare prut om prisen Katinka My Jones!
@Katinka m.fl.
Tak for de mange kommentarer.
Mit indlæg relaterer sig til en række artikler i Information, hvoraf de oplysninger om løn- og huslejeniveau m.v., som jeg henviser til, fremgår. Derfor har jeg også kun kommenteret par med børn og ikke fx enlige med børn. Info’s artikler er bl.a.:
http://www.information.dk/162431
og
http://www.information.dk/162520
/peter
Undskyld, Ulrik…
Jeg beklager mine hovne kommentarer omkring din ulyst til at nævne dit efternavn i denne debat.
I dag ved jeg hvorfor.
Modtag venligst min undskyldning
Jytte Bigom
Peter - det er jo netop også almennyttige boliger til 10.000 månedligt, og hverken muligt at prutte med prisen eller mærkeligt, at det kan være svært at udleje til særlig mange af dem, som det oprindeligt var tiltænkt – ej heller overraskende at man på forhånd ved, at den slags ofte ender med en koncentration af sociale problemer og dertilhørende negative synergier.
Noget helt andet er i øvrigt, at hr og fru nybagte relativt set privilegerede politibetjent med eller uden møgunge ofte kan købe sig en rimelig bolig i København eller inden for 10-15 kilometers nærhed (dog imod risikoen for at blive stavnsbundet) - men at mange forventer hus og have straks og derfor bosætter sig langt væk trods arbejdet i hovedstadsområdet - og som via deres pendling bl.a. stresser og bidrager til at forpeste luften for andre samt bortøder deres dyrebare ressourcer og potentielt indtægtsgivende tid eller feriemuligheder.
Samlet set kan det være yderligere svært at øjne samfundsfornuften, når man på den ene side giver transportfradrag til daglige folkevandringer og ikke omvendt tilskynder til at flytte nærmere jobbet, og på den anden side giver boligsikring til f.eks. enlige pensionister i 4-5. rums boliger i området – heraf mange som ganske givet drømmer om mere overskuelige og bedre egnede ældreboliger, måske nogle endda lidt på landet i den friske luft.
De lejligheder, jeg nævner, er såmænd opført af noget så folkeligt som AAB. De billigste (2 værelser, hvoraf det ene er køkkenalrum, ialt 75 m2 inkl terasse på 8 m2) koster 9020/md ekskl. forbrug. Er her mon plads til en familie på 4? De dyreste i byggeriet (151 m2 inkl. 2 terrasser på ialt 33 m2) er oppe på 16.00 kr/md ekskl . forbrug. Sig mig - hvilken befolkningsgruppe er den type lejligheder tegnet til? Der er nemlig ikke tale om luksuriøst byggeri eller et attraktivt kvarter og udsigten fra disse terasser er mildt sagt trøstesløs.
No wonder, at de har svært ved at leje dem ud - jeg tror ærlig talt ikke, at det skyldes at sygeplejerskerne er fordrukne i champagne….
Til sammenligning kan jeg oplyse, at den lettere berusede sygeplejerske i Københavns kommune kan eje eller rettere skylde 3 værelser på 85 kvadratmetre for helt ned til 10,079 månedligt, og her er der oven i købet rige muligheder for at høvle yderligere 100.000 af udbudsprisen.
Eller hvad med nær offentlige transportmidler og blot en halv time fra København i den friskere luft på 100 kvadratmetre til 10.100 månedligt?
Nybyggede dyre almennyttige boliger er desværre sjældent særligt interessante for dem, som er i stand til at betale lejen selv, medmindre det blot er beregnet som en midlertidig løsning.
Adskillige steder er det efterfølgende også gået sådan, at sociale begivenheder har hobet sig op, og flere har de senere år snakket om, at man skal begrænse folk på overførselsindkomster fra det sociale boligbyggeri (hvor skal de mon så bo?) eller endog om at rive hele molevitten ned igen.
Og så er der dette med at kommunerne fører en ikke synlig krig imod hinanden, og hvor København de senere år er lykkedes med at drive mange fattigrøve ud af byen, mens andre har svaret igen ved at sætte sig tungt på grænsekontrollen og de almennyttige boliger, ved over en kam at ignorere udefrakommende danskere, trods deres ventelisteanciennitet eller beskæftigelse og indtægtsforhold. Men hvorfor ikke også tage skridtet fuldt ud og indføre kommunale møntenheder, visitation ved kommunegrænsen, pas og diverse 24 millioner regler for jyder og bornholmere?
Andre indbyggede mekanismer i det lidt uheldigt indrettede boligmarked er, at man som (nødtvungen) prioritetsbestyrer kan have lidt svært ved at fatte det fremragende ved, hvis der blev pludseligt blev bygget betalelige lejeboliger til alle, for har man først bundet sig for millioner, er det næppe nogen udsøgt fornøjelse at se boligpriserne rasle ned!
Jytte
Lidt forsinket: Respekt for denne undskyldning ;-).
Ja, nu skal jeg jo passe på med, hvad jeg giver udtryk for, men jeg kan ikke lade være med at tænke lidt kreativt, når det gælder boliger. Hvad med, for eksempel kollektiv- eller bofællesskabs-tanken - er den så håbløs igen?
I Horsens, hvor jeg bor, kan man leje et 125 kvadratmeters et-plans rækkehus til cirka 3.200 om måneden, et 200 kvadratmeters to-plans til stort 5.500. Sidstnævnte er egnet til at opdele, således at to familier (uden decideret børneflok) vil kunne bebo huset.
Men vi er måske for bange for at dele?
Sjældent, men dog indimellem, møder man et væsen der, udelukkende ved hjælp af sine ord, inspirerer en til at skrive. Et sådant væsen mødte jeg, da jeg d.11 september, ved et tilfælde, læste følgende indlæg: http://www.information.dk/164047.
,,Mit navn er Meter Myremår, jeg er konditor!’’
Der var engang en mand. En meget lille mand. Faktisk var han så lille, at man på afstand kunne tro, at han var en stor hund eller et forvokset barn. Han kaldte sig Meter. Meter Myremår. Om dagen var han en myre, om aftenen var han en mår. Meter Myremår var lige præcis en meter høj, og det plagede ham. Særligt når han skulle tale med de store mænd i byen. Kunne de nu høre, hvad han sagde? Ville vinden tage hans ord på den lange rejse fra hans mund op til de store mænds ører? Ville Myremårs spæde bjæf blot være bjæf blandt bidske alligatorer og brølende løver i storbyens barske zoo?
Meter Myremår vidste det ikke; han var usikker på situationen. For en sikkerheds skyld anskaffede han sig en megafon. ,,Mit naaavn er Meeeter Myyyremååår”, råbte lille Meter ud over byens tage, så folk måtte tage sig til ørerne. Små børn begyndte at græde, gamle damer blæste omkuld. Som tiden gik fik Myremår smag for at råbe i megafonen. Han kunne ligge derhjemme i sin seng og så pludselig få en ubændelig trang til at råbe. Det behøvede ikke være noget vigtigt eller noget særligt. Så længe det nåede helt ind i alle de høje mænd og damers ører, så var Meter tilfreds. Med tiden vænnede byens folk sig dog til lille Meter Myreborg. De små børn græd ikke mere, og de gamle damer gik ranke videre, selvom han brølede, alt hvad han kunne, lige ind i sin megafon. ,,Mit naaavn er Meeeter Myyyremååår”, råbte Meter ud over torve og gader, men ingen holdt sig længere for ørerne, og ingen vendte sig om. Faktisk var det som om, de ikke en gang hørte ham.
Meter Myremår var i vildrede. Hvad skulle han gøre for igen at få nogens opmærksomhed? Hver dag fra 8-16 når Myremår arbejdede så hårdt, som kun en myre kan arbejde, så grublede han. Hvad pokker skulle han finde på? En dag fik han en ide. En fuldstændig fantastisk ide. Meter Myremår havde set en særlig gruppe af byens beboere holde nogle særlige møder. Meter Myremår ville også være særlig. Derfor tog han en aften sin megafon i hånden og mødte op på det særlige sted, hvor særlige mennesker var særlige sammen. Der var en rød høne, der kaglede så betagende, mens de andre røde høns lyttede og nikkede. Der var en gammel, karismatisk ulv, der hylede så imponerende. Fælles, for både hønen og ulven og alle de andre fremmødte, var at de kunne bage. Det var det, der gjorde dem særlige. Den røde høne havde bagt en rød kage med glitrende, rød glasur og flotte, røde bær. Meter Myremår skar et lille stykke, men hønen nappede ham i siden. ,,Pil nallerne!”, sagde hønen til lille Meter Myremår. Myremår trøstede sig med en skorpe af den Gallete des Rois, som den karismatiske ulv havde haft med. Men den gamle, karismatiske ulv snerrede af Meter: ,,Hvis man ikke selv har en kage med, så er man ikke med i kageklubben!”.
Lille Meter Myremår var ked af det. Hvad pokker skulle han finde på? Han kunne jo ikke bage. Han kunne ikke blande en rød glasur. Han kunne ikke ælte en god dej. Men så fik han en ide. En fuldstændig fantastisk ide. Han ville lave en æggekage.
Om dagen var Meter en myre. Om natten var Meter en mår. En lidt særpræget mår, men dog en mår. Det var som om, der stadig var lidt myre i ham, når han dansede rundt i det smudsige hø på forladte lofter, i fugtige lader. Men Meter Myremår måtte have æg til sin æggekage. Han måtte have friske æg. Meter Myremår måtte have æg, der var så friske, at de ikke en gang var lagt endnu. ,,Hallo”, sagde Myremår, da han havde listet sig ind i et hønsehus. Men der var ingen, der svarede. Så fik Myremår en ide. Han listede hen til en sovende høne, og satte sin mund imod dens røv. ,,Har I fået dun?”, spurgte Meter hæst op i hønen, op til de ulagte æg. ,,Leger I med hinanden?”, ville han vide. Men æggene svarede ikke. Og det skulle de ikke sige to gange. Meter Myremår forstod en hentydning. Når ulagte æg spiller ulagte, så er det fordi, de er klar til at blive lagt. Og så stak Myremår sine lange kløer op i hønen og trak 3 fine, hvide æg ud. Det bliver den bedste æggekage, nogen nogensinde har lavet, tænkte Meter.
Meter Myremår piskede æggene, og så var den æggekage klar. Det har jeg gjort godt, sagde Meter til sig selv, og så drog han afsted. Myremår var på vej til de særlige, på det særlige sted, der alle kunne noget særligt. Men Meter Myremår måtte skuffes. Den røde høne havde bagt en 1,8 meter bred portvinsmarineret chokoladedessert a la Mozart med kandiserede violer dyppet i sydende karamel vendt med skum af blomme, mens den karismatiske ulv havde nøjedes med en 78cm høj kurv af svensk hasselnød, hvori 15 liter flødeskum var rørt med kokos og peruviansk chokolade. Hønen ville høre, om der kunne være mulighed for et tilskud til den 1,8 meter brede portvinsmarinerede chokoladedessert a la Mozart med kandiserede violer dyppet i sydende karamel vendt med skum af blomme, nu hvor den havde taget hende 17 dage at bage og kostet hende lidt over en månedsløn. Men der blev det for meget for lille Meter Myremår. Han han hoppede op på sin stol, så han var i øjenhøjde med resten af kageklubben. Han dansede så vredt, den lille myre, mens han pegede på sin æggekage, pakket ind i folie, og hvæsede ind i sin megafon: ,,Nu har jeg, Meter Myremår, knoklet som en myre, knoklet som en mår. Hvorfor koste en månedsløn og 17 dage på en 1,8 meter bred portvinsmarineret chokoladedessert a la Mozart med kandiserede violer dyppet i sydende karamel vendt med skum af blomme, når man kan stjæle sig til ulagte æg fra en høne og røre kagen sammen på et splitsekund?”. Og så lagde Meter Myremår sin megafon, som en dirigent ville lægge sin taktstokt. Der var ingen, der klappede. Men det opdagede Meter Myremår slet ikke. Han rakte ud efter æggekagen og holdt den op over sit hoved, som var den en pokal, mens han tilføjede: ,,Mit navn er Meter Myremår – jeg er konditor!”
Mon ikke det trods alt alligevel ender med, at vi endelig får løst den boligmangel, landet har lidt under siden før krigen?
Nu går alle byherrerne konkurs med deres alt for positive forventninger om, at træer kan vokse ind i himlen. Så er der en masse usælgelige ejerboliger, som i stedet for en slik vil blive opkøbt til udlejning på et helt andet lejeniveau, nu hvor der reelt er tale om konkurrence (for første gang). Bare vent! Vi ender på lejer for to-værelses på under under 2.000 igen (dog plus forbrug).
Mere info om Meter Myremår:
http://ondskabskat.blogspot.com/2008/09/alvor.html
,-p]
Rend og hop!