Danmark sender stadig voksne asylsøgere tilbage til Grækenland. Her skal deres asylsag behandles ifølge Dublin-forordningen. Den bestemmer, at sagsbehandlingen skal ske i det første EU-land, en asylsøger ankommer til.
Det oplyser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til Folketingets Integrationsudvalg. Derimod skal uledsagede børn, som søger asyl, ikke returneres. Børnene skal sagsbehandles i Danmark af hensyn til barnets tarv. Børn risikerer at frihedsberøves i tre uger i Grækenland ifølge det svenske Migrationsverket. Derfor besluttede Udlændingeservice den 27. juni at sagsbehandle uledsagede børn her. ritzau


