Optag

SF vil have ændret adgangskravene

SF opfordrer universiteternes rektorer til at foreslå nye adgangskrav. Partiet kalder ministre i samråd for at få deres bud på nedgangen i optagelsestallene
30. Juli 2008

KØBENHAVN - Socialistisk Folkeparti vil onsdag opfordre Rektorkollegiet, som består af rektorerne på landets universiteter, til at udarbejde et forslag til nye adgangskrav til universiteterne.

Samtidig vil SF kalde undervisningsminister Bertel Haarder (V) og videnskabsminister Helge Sander (V) i samråd for at konfrontere dem med det, partiet kalder "de historisk lave optagelsestal".

- Det er vanskeligt at tolke tallene som andet end en fiasko for regeringen, siger SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby.

Hun mener, de skærpede adgangskrav bærer hovedparten af skylden for, at langt færre unge har søgt ind på universiteterne og andre videregående uddannelser i år.

- Jeg ved godt, at når Videnskabsministeriet har udformet de krav, der gælder i dag, skyldes det netop, at universiteterne tidligere ikke kunne blive enige om adgangskravene. Men nu, hvor de skal forholde sig til en markant og uventet nedgang, tør jeg godt tro på, at det bliver nemmere at nå til enighed, tilføjer SF's ordfører.

De Konservatives uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, vil ikke afvise, at det kan være en god idé at få justeret nogle af adgangskravene.

- Men vi skal ikke slække på kravene, for så kan vi ikke indfri regeringens ambition om uddannelse i verdensklasse, siger Dyremose.

SF beklager den dårlige økonomi på de såkaldte velfærdsuddannelser, hvor de kommende lærere, pædagoger og sygeplejersker rekrutteres.

- Det er en direkte konsekvens af vores taxameter-system eller måske rettere af den måde, som det forvaltes på. Det sker i vid udstrækning efter kommercielle mekanismer, således at der eksempelvis bevilges stadig flere penge til markedsføring, fordi institutionerne skal konkurrere om de studerende. Men de penge tages fra undervisningen, siger Nanna Westerby.

Charlotte Dyremose, som også er formand for Folketingets Uddannelsesudvalg, mener, at hvis uddannelsesinstitutionerne skal tiltrække de unge, bliver de nødt til at reklamere for sig selv.

- Selvfølgelig må den indsats ikke ske på bekostning af undervisningen. Men politikerne må have tiltro til, at læreanstalterne selv kan administrere den balancegang. Det falder nemlig tilbage på dem selv, hvis de har slået trommer for noget, som de ikke kan leve op til, mener hun.

SF's Nanna Westerby undrer sig over, at konkurrence vægtes højere end samarbejde i regeringens uddannelsespolitik.

- Der findes eksempler på små, men videnskabeligt velfunderede fakulteter, som gerne vil samarbejde meget mere om deres forskning. Men de får at vide fra ministeriet, at samarbejdet ikke må overdrives, for så går det ud over konkurrencen, slutter hun.
/ritzau

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

I markedsmekanismernes hellige navn, skal alle konkurrere om alting - og bevares, det er da også fint nok i en hel masse sammenhænge, men på et nationalt niveau, ville det være fint om vi arbejdede sammen; og uddannelsen af de næste generationer er det, der skal bringe landet videre fremad. Skodder man den og dem ... så skodder man sig selv.





Et udpluk af ugens bedste

  • Bro-modstand er opgivet

    Danske broer vækker mindre og mindre modstand. Beslutningen om nye broer træffes over hovedet på befolkningen, der har givet op og vænnet sig til broerne, lyder flere eksperters bud
  • Jokum-Rhode-dramatiker-02.jpg

    En verden uden utopier er en verden i forfald

    I en ny radikal gendigtning af Aischylos' 'Orestien' lader dramatikeren Jokum Rohde den antikke tragedie munde ud i en kommunistisk revolte. Vi har brug for utopier som et korrektiv til vores demokratisk-kapitalistiske samfund, lyder budskabet
  • Taleban vinder propagandakrigen

    De internationale styrker skal geare gevaldigt op for kommunikationen med den afghanske offentlighed, hvis de skal vinde befolkningens tillid, vurderer flere eksperter
  • turnright-912847198274.jpg

    Hjælp, jeg er højreorienteret ...

    Eller er jeg? Jeg er i gang med at give mig selv et grundigt serviceeftersyn på de politiske holdninger, men det må man ikke, og en veninde faldt fra med væmmelse
  • Ny stjerne, samme opskrift

    Danmark har i Caroline Wozniacki snart en tennisspiller i den absolutte verdenselite. Men Wozniackis succes ændrer ikke ved, at kvindetennis har udviklet sig til en sport, hvor det først og fremmest gælder om at slå rigtig hårdt
  • iranhomoseksuelle239847.jpg

    Irans militær anerkender homoseksuelle

    Selv om Iran betragter homoseksualitet som en forbrydelse, der skal straffes med dødsstraf, bliver nogle homoseksuelle mænd alligevel officielt fritaget fra deres militærtjeneste