De radikale går stadig rundt i granatchok over tabet af deres magtposition ved 2001-valget. De lever sikkert i et lønligt håb om, at nogen snart vækker dem med nyheden om, at VKO-mareridtet er ovre, så dansk politik vender tilbage til ‘normaltilstanden’ med de radikale i den historiske glansrolle som midterpartiet, der udgør tungen på vægtskålen.
Partiet lever tilsyneladende i en permanent tilstand af ønsketænkning, om at det pludselig en dag vil lykkes at overtale socialdemokraterne til at forlade deres nye positioner på kontroversielle og helt afgørende områder som asyl- og retspolitik. Men i realiteten kunne Morten Østergaard og co. ligeså godt bede Helle Thorning-Schmidt om at begå politisk harakiri. For en udvikling hen i mod en ‘slapper-politik’ vil ikke få DF-vælgere til at valfarte mod venstre. Snarere tværtimod. Engang var de så drevne radikale politikere ellers berømte for deres realisme, men de mange år på Chris-tiansborgs reservebænk har tilsyneladende fået realitetssansen til at gå fløjten.
Den politiske ledelse i partiet med Margrethe Vestager i spidsen fortsætter - med undtagelse af storhedsvanvidskravet om en statsministerpost - Marianne Jelveds benhårde oppositionsprofil, men indtil videre uden den helt store succes.
Siden valget har Vestager spillet rollen som Christiansborgs ‘grå slotsspøgelse’. Som leder har hun ikke rigtigt formået at trænge igennem medierne eller få sat politiske dagsordener, der rækker udover det daglige kævl. Efter et år som partileder har hun endnu ikke evnet at tiltrække nye vælgere.
Som præsten i kirken
De vælgere, der havde stemt på de radikale ved kanonvalget i 2005, kvitterede med at droppe Jelveds efterfølger og søgte i stedet lykken hos SF’s jordnære charmetrold Villy Søvndal.
Vestager er modsat Villy ikke på fornavn med vælgerne. Tværtimod har hun tendens til at lyde som præsten i kirken søndag morgen, der belærende og selvhøjtideligt prædiker sit indiskutable sandhedsevangelium for de forvildede får. Og det behov er der - ligesom i folkekirken - kun et begrænset publikum for.
Hendes første år som partileder kan derfor, uanset hvordan man måler det, kun betegnes som en fiasko.
I foråret skabte Vestager som partileder for første gang debat, da hun kort efter terrorbombningen af Danmarks ambassade i Pakistan fik signaleret, at terrorhandlingen var en reaktion på VKO’s aktivistiske udenrigspolitik. I stedet var der behov for en større satsning på et aktivt og åbent diplomati, lød det.
Reaktionen fra de borgerlige, herunder statsministeren, blev voldsom, og hun blev ligeud beskyldt for at gå terroristernes ærinde, mens Helle Thorning-Schmidt forholdt sig påfaldende neutralt.
En efterfølgende meningsmåling viste faktisk en vælgerfremgang for de radikale. Der er derfor uden tvivl stemmer at hente for partiet ved at kritisere regeringens udenrigspolitik, selv om bagsiden af medaljen er, at fremgangen sker på bekostning af venstrefløjen.
R som skræmmebillede
Det er dog værre for udsigten til et SR-regeringsalternativ. For i sin holdning til regeringens aktivistiske udenrigspolitik udstiller Vestager endnu et vigtigt politisk tema, hvor de to partier åbenbart er uenige.
Det morsomme er, at regeringen i deres vælgermobilisering netop har brug for, at de radikale udfordrer den både på spørgsmål om den aktivistiske udenrigspolitik, men især når det gælder udlændingepolitik og retspolitik.
De radikale har til alle tider været et effektivt skræmmebillede, som VKO kan holde op for de vælgere, som føler behov for at stemme socialdemokratisk igen.
Jarl Cordua er blogger og politisk kommentator. Over sommeren tager han temperaturen på Folketingets partier. Forrige klummer blev bragt 1. og 22. juli
Kommentarer