Da den amerikanske præsident Abraham Lincoln i 1863 holdt sin berømte Gettysburg-tale om, at demokrati er et system kendetegnet ved at være “regering af folket, gennem folket og for folket”, var der ikke mange medier, der lagde mærke til det. Talen var gemt godt væk på side fem i New York Times, forlyder det. Sådan er det nogle gange med verdenshistoriske og trendsættende politiske begivenheder. Når der engang i nær eller fjern fremtid gøres status over vor tids historie, kan det let tænkes, at en tilsvarende lille detalje bliver gjort til et vendepunkt, som indvarsler en ny epoke, nemlig en dom fra EF-Domstolen. I dommen Dieter Janecek v. Freistaat Bayern - som blev afsagt af EF- Domstolen i fredags - slog de lærte dommere fast, at “myndighederne skal udarbejde en handlingsplan for, hvordan forureningen skal nedbringes”.

Set fra et miljøpolitisk synspunkt kan der givetvis ikke siges noget imod dette. At argumentere for højere forurening er ikke et populært politisk synspunkt, og dommen er da også - som forudset - blevet hilst velkommen af miljøforkæmpere og politikere. SF’s medlem af Europa-Parlamentet, Mar-grete Auken, pegede over for dette dagblad på, at dommen vil få afgørende betydning for den enkelte EU-borgers rettigheder. Som hun udtrykte det: “Jeg er meget glad for denne dom. Ikke kun på miljøets vegne, men også fordi, at det nu bliver langt lettere for den enkelte borger at komme til orde, når EU’s love bliver overtrådt. Det er vældig betryggende, når en sag som denne falder ud til fordel for borgerne”.

Det synes at være et sundt og ædrueligt synspunkt. Men konsekvenserne er langt dybere og mere vidtrækkende, end Margrete Auken er opmærksom på.

Set i et historisk perspektiv er det enestående - og det er ikke nogen kompliment i dette tilfælde! - at en international domstol afsiger domme, der pålægger nationale eller lokale regeringer krav. Domstole er normalt institutioner, der sikrer, at reglerne er blevet overholdt, at politikere holder sig inden for forfatningens grænser. Men domstole er ikke - og skal ikke være - instanser, der pålægger regeringer krav, som ikke er vedtaget af demokratisk valgte eller udvalgte personer.

Folkeligt mandat

Men denne indsigt fra rets-filosofien har de altid haft vanskeligt ved at forstå i Luxembourg. Siden 1967 - hvor franskmanden Robert Lecourt blev retspræsident - har Domstolen konsekvent set det som en del af sin rolle at sikre en “stadig tættere integration”. Det var paradoksalt. Den franske præsident, Charles de Gaulle, havde faktisk valgt Lecourt til embedet, fordi han regnede med, at hans landsmand ville modsætte sig yderligere integration. Men sådan gik det ikke.

Domstolens formål er - efter dens egen opfattelse - ikke kun at bilægge stridigheder og dømme, men at bidrage til en styrkelse af EU-samarbejdet. Det er legitimt at argumentere for dybere integration, men det kræver et folkeligt mandat. Et sådant har EF-Domstolen ikke. Det er skæbnens bitre ironi, at de europæiske regeringer lægger pres på Irland, fordi landets vælgere stemte nej til yderligere integration, men ukritisk accepterer domme, der fører til dybere integration. Det kunne se ud, som om de kappeklædte jurister i Luxembourg har mere magt end vælgerne i de 27 EU lande.

Udemokratisk

Der har været mange epokegørende domme i EU (og tidligere i EF’s) historie. I begyndelsen af 1960’erne erklærede Domstolen i den såkaldte Costa v. ENEL-sag, at Fællesskabsret har forrang frem for national ret; enhver lov, der strider mod et EU-direktiv, er pr. automatik ugyldig.

Siden blev denne sag opretholdt i domme, der stadfæstede EF-Domstolens integrationsvenlige kurs. I 2001 blev Tyskland påbudt at ændre deres grundlov, fordi den stred imod EU-retten.

Man kan ikke argumentere imod miljøforbedringer. Men man kan argumentere for mere demokrati. At borgerne nu får mulighed for at gå direkte til EF-Domstolen, hvis de er uenige med deres egne lokale og/eller nationale regeringer, er kernen i denne dom. Det er en glidebane - og en alvorlig sådan. Hvad man end måtte mene om forurening, så er lovgivning folkets og dets repræsentanters prærogativ. I skrivende stund overvejer den tyrkiske højesteret, hvorvidt regeringspartiet AKP er ulovligt. Det opfatter vi som tordnende udemokratisk, og nogle mener endog, at denne sag viser, at Tyrkiet ikke bør blive medlem af EU. Det er tankevækkende, at de, der fremsætter dette synspunkt, ikke kritiserer EF-Domstolen.

Et system som vores bygger - for igen at citere Lincoln - på “regering af folket, gennem folket og for folket.” Folkestyret er ikke styre af en lille elite af veluddannede jurister, hvor megen indsigt de end måtte have.

Folkestyret er et resultat af kompromisser og lokale hensyn. At EF-Domstolen pålægger folkevalgte myndigheder retningslinjer, er et tragisk vidnesbyrd om, hvor stort det demokratiske underskud er i EU.