HVIS KRISTENDEMOKRATERNE og Dansk Folkeparti hver især fik inddraget halvdelen af deres lovligt bevilgede statstilskud til politisk arbejde som straf for, at de hævdede retten til at hylde henholdsvis Det Ny Testamente og Morten Korchs samlede værker som deres partiers værdigrundlag, ville et ramaskrig rejse sig. Selv indædte ateister og kulturradikale æggehoveder af Politiken-avl ville hyle op om overgreb på tanke- og trosfriheden. For nok smiles der ad Kristendemokraternes bibeltro verdenssyn og skumles over Dansk Folkepartis folkedanserfundamentalisme, men alle anstændige demokrater vil forsvare deres ret til egne værdigrundlag.
ANDERLEDES i Tyrkiet, hvor AKP - retfærdigheds- og udviklingspartiet, der fik 47 pct. af stemmerne ved valget i juli 2007 - med nød og næppe undgik lukning ved den tyrkiske forfatningsdomstol, idet 'kun' seks af de 11 dommere var til sinds at forbyde partiet. Der kræves syv til et kvalificeret flertal, og det er nærliggende at tro, at hvis der krævedes otte, ville syv have stemt for, ni, otte, etc. I hvert fald stemte 10 af de 11 dommere for at give partiet det gule kort med en bøde på halvdelen af dets statstilskud på små 200 mio. kr.
Nu bønfalder den forsamlede tyrkiske presse - fra det nationalistiske højre til det sekulære venstre og langt ind i de islamisk orienterede medier - premierminister Recep Tayyip Erdogan om at glemme partiets religiøse værdigrundlag, når han nu skal regere videre efter den salomoniske og politisk dygtigt udførte kendelse, der på ene side dømmer partiet for islamisk undergravende virksomhed, på den anden side ikke finder forseelsen forfatningsstridig nok til et forbud. Det ville også have været ubekvemt for Tyrkiets demokratiske omdømme såvel som for den tyrkiske økonomi.
DER ER ALTSÅ tale om religiøs diskrimination, som andre steder ville vække protester, men fordi AKP er islamisk hældende, og fordi Islam - i øvrigt som jødedommen, men modsat kristendommen - er en såkaldt lovreligion, der anviser den troende et sæt af adfærdsnormer og spisevaner, protesterer ingen - end ikke Politiken. For dybt nede i vores vestlige underbevidsthed dvæler en lille mistænksomhed overfor den grumme tyrk. Ham, vi bander som, når vi går bersærk.
Men faktisk er der ikke konkret belæg for at beskylde AKP for udemokratisk adfærd med det formål at fremme et islamisk samfundssystem, som det kendes fra f.eks. Iran og Sudan, og som sekulære tyrkere frygter er partiets skjulte dagsorden. Hvad man kan kritisere AKP for er, at dets demokratiske reformiver, der var imponerende i perioden 2002-2007, dalede i tempo efter jordskredssejren for et år siden, ligesom det bevidst udfordrede den (af militæret dikterede) sekulære forfatning fra 1983 ved at vedtage en tilføjelse til samme forfatning om, at studerende kvinder må have ret til at bære det islamiske hovedtørklæde.
Kritikken går ikke på, at AKP vedtog denne ændring, men at partiet ikke gik planken helt ud med en helt ny forfatning, som de havde lovet deres vælgere. Det blev ved den lidt forkølede tørklædetilføjelse, som åbnede op for det sekulære modangreb, som kulminerede med domstolsafgørelsen i onsdags.
OG DET MODANGREB var ikke kun religiøst og kulturelt betinget, men også - og især - dikteret af økonomiske modsætninger. Tyrkiske økonomer har peget på 'krigen mellem kapitalerne', nemlig mellem de 'anatolske tigre', det islamisk funderede erhvervsliv med egen industrisammenslutning (MÜSIAD) overfor den traditionelle storkapital med centrum i Istanbul, hvis sammenslutning (TÜSIAD) gennem årene har domineret tyrkisk erhvervsliv. Istanbul kontrollerede kapitalens bevægelser alene fordi kapitalen indtil globaliseringen skulle passere Istanbul. Men siden 2000 har Istanbuls andel af den samlede økonomi været dalende. Ifølge en økonomiprofessor ved Bilgi-universitetet i Istanbul - Erol Katircioglu hedder han - var Istanbuls luns af den akkumulerede økonomi godt 66 pct. i 1985. I 2004 - det sidst tilgængelige tal - var den dalet til 49 pct. Årsagen: De islamisk funderede virksomheder var bedre til at tilpasse sig globaliseringens krav, idet de ikke var afhængige af statslige subsidier og licitationer, ikke anbragte pengene i statsobligationer, men lod skillingerne rulle i den internationale økonomi.
ANDRE MÅLINGER viser en lignende tendens - således er forbruget af industrielektricitet steget mest i det centrale og østlige Anatolien, hvor den islamiske kapital er samlet, og hvor et stigende antal firmaer går ind på listen over Tyrkiets 500 mest magtfulde virksomheder. Det har hjulpet dem, at AKP har dirigeret bevillinger til infrastruktur i deres retning - bl.a. til Koranbæltets hovedstad, Konya - men overordnet vurderes det, at de havde klaret sig alligevel. Og for resten: I demokratiske lande er det ret almindeligt, at de regerende politikere tilgodeser deres bagland. Herhjemme behøver man bare at huske på motorvejen til Hirtshals, hvor man kører alene og i fred med sin Gud. e.
