Alle dørene stod åbne i den gamle præstegård, da vi endelig fandt frem til den. I gården holdt en varevogn også med åbne døre, men overalt var der mennesketomt. Det var ikke noget problem at gå ind og tage synet af en nutidi besiddelse, en køn havestue, store lyse rum, en sal med bænke og mødeborde og ellers udstyr, som markerede, at det hvide hus havde funktion som børnehave. På gavlen fortalte en mindeplade lakonisk om en fortid:

HERMAN BANG 20.4.1857.

Og dér i Asserballe levede han, indtil familien i hans syvende leveår flyttede til Horsens. Salen gjorde han berømt i romanen Tine (1889) som scene for ‘Dannevirkenatten’, et af de masseoptrin han excellerede i. Der er grund til at gå andægtigt rundt på de renskurede gulve, som han fastholdt i erindringens rum og gjorde til et barnligt paradis, besjælet af moderens ånd i Det hvide Hus (1898). Og allerede dér stod alle døre åbne, næsten sunget som et omkvæd i romanen, der går ganske tæt på den ydre virkelighed.

Nylæst efter besøget befolker den rejseoplevelsens sted med et mylder af figurer omkring den forgudede, vildt romantiske præstefrue og den noget dystre pastor, der uafladeligt traver frem og tilbage i sit studerekammer og egentlig virker mere som en forstyrrelse af det eventyr-lige legeliv, hun iscenesætter, og den resignerede tristesse, der har invaderet hende med en besk naturalisme: “Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget - ligegyldigt”, siger hun i en af de få fortrolighedsstunder, der meddeles. “Driften brøler mod den tomme Himmel”.

Animalsk svingom

Til folkenes forfjamskelse og henrykkelse får hun f.eks. røgteren til at slippe alle 14 køer ud på gårdspladsen til en animalsk svingom, en anden gang hestene som optakt til endnu et fødselsdagens balfaldera. En vinter, da isen brydes på dammen i den smukke have, danser hun på isflagerne i timevis, mens en af ungerne er ved at drukne. “Herre Jesus, han ligner en Sælhund”, råber hun. Så har hun sin læseraptus, så sin vandretrang. Ellers forefindes hun ved pianoet, hvor hun synger bangske rimede urimeligheder om livet og elskovens pine, lutter uforløste længsler blandt l’hombrespillende præster, gæstende slægtninge og veninder - assisteret praktisk af den allestedsnærværende Tine, degnens datter, der fik sin store, tragiske rolle i romanen af hendes navn. Lys og mørke hersker. Og så megen hvidhed, så at sige administreret af hendes skønne, hvide hænder, som hendes mand stolt fremviser for middagsgæster - på en tallerken som en skueret, mens han fører hende rundt.

Dammen er forsvundet, haven nedlagt, og klaveret spiller andre melodier. Som en påmindelse om avlen som den eneste mening står den gamle, flotte avlsbygning stadig i rødt bindingsværk og flankerer den lille allé, der nu fører til og fra Præstegården, som den også stadig kaldes på kommunens vejskilt. I erindringsromanen lever den sit fortsatte ustyrlige liv, en læserejse værd.