“Det er op til Rwanda selv at huske de skyldige på deres skyld (…) resten af verden er fløjtende ligeglad.”

General Roméo Dallaire, FN’s øverstbefalende i Rwanda i 1994

RWANDAS REGERING har fremsat så grove beskyldninger mod franske toppolitikere og diplomater, at de franske politikere og mediers næsten komplette negligering af sagen virker både sjofel og mistænkelig. Franske medier har kun bragt få notitser, og de franske politikere har knapt nok besværet sig med at kommentere på, at landets tidligere præsident Mitterrand, den tidligere premierminister Dominique de Villepin og Frankrigs daværende udenrigsminister Alain Juppé sammen med 30 andre franskmænd anklages for meddelagtighed i folkemord.

En bekvem fransk forklaring på beskyldningerne er, at Rwandas nuværende præsident, Paul Kagami, blot skyder tilbage, fordi en fransk domstol i 2006 krævede præsident Kagami udleveret og anklaget for mordet på den daværende Hutu-præsident, Habyarimana, der var Frankrigs tætte allierede. Mordet blev startskuddet på myrderierne på mindst 800.000 tutsier og tutsi-venlige hutuer.

MEN SELV OM Paul Kagami som tidligere tutsi-oprørsleder sandsynligvis var involveret i mordet på den daværende hutu-præsident, bør det ikke fjerne fokus fra Frankrig og andre vestmagters rolle i folkemordet. Og her er det ikke kun Rwandas regering, der påstår, at verdens stormagter, FN og særligt Frankrig bærer et medansvar.

Det absolutte kronvidne i forbindelse med folkemordet i Rwanda er den canadiske general Roméo Dallaire, der var FN’s øverstbefalende i Rwanda umiddelbart før og under folkemordet. I et samarbejde med to Harvard-forskere har Dallaire udgivet teksten The Major Powers on Trial, hvor det konkluderes, at “i Frankrigs tilfælde er der beviser, der sandsynliggør, at denne magt er meddelagtig i folkemord”. Både USA og England har erkendt, at de som faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd ikke gjorde det nødvendige for at forhindre uhyrlighederne. Og FN’s daværende generalsekretær har beklaget, at FN fejlvurderede sagen. Men Frankrig har hverken sagt undskyld eller gjort sig nogen anstrengelser for at bevise sin eventuelle uskyld.

DER ER FOLKEMORD som Holocaust, der med al god grund efterforskes i mere end 50 år. Hver en sten skal vendes, og historien skal belære os. Der er folkemord som Srebrenica, der fandt sted stort set samtidig med folkemordet i Rwanda. Her jagtes de ansvarlige fortsat. Og så er der folkemord, som alle tilsyneladende bare vil glemme.

Rwanda er ikke bare en skamplet på FN-systemet og i særdeleshed på Frankrig. Det er en skamplet på verdens medier, akademikere, politikere og borgere, at et så makabert folkemord får lov at glide ud i den kollektive glemsel, uden at ansvaret placeres. Hvis ikke afrikanerne allerede føler sig som andenrangsborgere, så har de da fået en god grund nu. jelo