“Det er ikke nogen bøn, kvinder kræver ligeløn.”

Kvindeaktivisten Karen Jespersen, da hun i 1970 erobrede talerstolen fra daværende LO-formand Thomas Nielsen og krævede ligeløn på dagsordnen

“Det er ganske vist ligestilling, men i denne sag henviser vi til beskæftigelsesministeren, da det klart vedrører arbejdsmarkedet.”

Ligestillingsministeriets begrundelse for, at minister for ligestilling Karen Jespersen (V) ikke vil kommentere den stigende lønulighed mellem mænd og kvinder i Information onsdag

Minister for ligestilling Karen Jespersen synes, det er “enormt vigtigt, at mænd tager barselsorlov.” Men hun vil ikke gøre noget for, at Danmark fjerner sig fra den nordiske bundrekord, som danske mænd er indehavere af med godt 20 dage i gennemsnit. Det er mændenes og virksomhedernes ansvar, mener ministeren.

Minister for ligestilling Karen Jespersen siger, at manglen på ligeløn ligger hende “på sinde. ” Men det voksende løngab skal mindskes ude på virksomhederne, og som hjælp har regeringen udgivet en guide til dem om, hvordan man kan fremme ligeløn. Minister for ligestilling Karen Jespersen vil gerne have flere kvinder på ledelsesposter. Derfor har hun udformet et frivilligt charter for flere kvinder i ledelse.

DET ER MULIGT, at statsminister Anders Fogh Rasmussen er skuffet over sin ligestillingsminister, som han ellers havde så store forhåbninger til, da han udnævnte hende og gav den stadigt erklærede rødstrømpe disse ord med på vejen:

“Jeg lægger vægt på rollen som ligestillingsminister. Vi skal have fuld ligestilling mellem kvinder og mænd. Det har Karen haft som en af sine virkelige mærkesager.”

Det er også muligt, at ligestilling har været Karen Jespersens mærkesag. Det er det bare ikke længere. I udtalelser og interview medgiver ministeren, at der ikke er ligeløn; at der er problemer med det kønsopdelte danske arbejdsmarked; at kvinder ikke får frigjort deres fulde potentiale karrieremæssigt, og at det stadig er problematisk, at kvinder tager langt den største del af barselsorloven. Hun vil bare ikke gøre noget ved det. Kvinderne er nemlig stærke, kan godt selv og har ikke brug for lovgivning og kvoter. “Det handler om, at kvinder selv skal ville det. De skal selv have drivet,” som hun siger om det store flertal af kvinder, der ifølge ministeren, selv kan og skal arbejde sig op gennem hierarkiet. Og hvordan kan ligestilling så være en politisk mærkesag?

EN MÆRKESAG kræver, at en politiker sætter sin personlige prestige ind på at lave politik på området. Men det vil Karen Jespersen tydeligvis ikke. Når det handler om ligestillingens ene store kampplads, arbejdsmarkedet, er det en anden ministers bord. Og når det handler om ligestilling i hjemmene, må folk selv finde ud af det.

Ikke ét eneste selvstændigt lovgivningsinitiativ er der kommet fra Karens Jespersen hånd på ligestillingsområdet. På mange andre områder har den liberale regering og ligestillingsministeren ellers ikke det fjerneste imod at gribe ind og regulere på, hvordan mænd og kvinder i øvrigt ønsker at indrette deres liv. Sundhedsministeren lægger eksempelvis op til afgiftsforøgelser på alkohol, cigaretter, sukker og usunde fødevarer. Unge bliver belønnet for at gå tidligere i gang med deres studier, og Karen Jespersen har selv ønsket at lovgive om kærlighed med sit forslag om, at pårørende til ældre skal tage større ansvar for omsorg og pleje.

I næste måned fejrer ligestillingsministeren ét års jubilæum som minister for ligestilling. Og hvis ambitionen har været ikke at lave politik, må det siges at være lykkedes.

MED ET ÅR på bagen kan der ikke længere være tale om begyndervanskeligheder eller mangel på kreative løsningsforslag.

Vores nabolande har vist vejen med politiske tiltag og lovgivning, der virkelig viser, at politik nytter. Norge har indført lov om antallet af kvinder på bestyrelsesposter i børsnoterede selskaber; mændene i Sverige, Norge og Island tager langt mere barsel som følge af succesfuld lovgivning, og i Norge har en ligelønskommission for alvor fået sat skub i diskussionen om løngabet mellem kønnene.

Dér, hvor lovgivning virkelig batter noget, gør ministeren ingenting. Hun vil hellere tale om holdningsændringer og udgive pjecer samt rette fokus mod det nye “kvindeproletariat”, som Danmark er i risiko for at udvikle bestående af enlige lavtuddannede forsørgere og kvinder med anden etnisk baggrund. Det er til gengæld ren symbolpolitik.

Det skadelige for ligestillingen i Danmark er den udbredte forestilling om, at den har vi da for længst opnået, mens det kun er de undertrykte muslimske kvinder, der har et problem. Og den misopfattelse bidrager vores ligestillingsminister desværre i høj grad til. Dermed fastholder hun kvinder og mænd i en ulighed, som undersøgelser kan dokumentere igen og igen. Hvis hun ikke har større ambitioner, kan hun ligeså godt nedlægge sin post.