DA AL GORE den 17. juli holdt en opsigtsvækkende energipolitisk tale i Washington, var det næppe hensigten at udstille partikammeraten Barack Obama. Den demokratiske præsidentkandidat holdt således først sin egen energitale i mandags i Lansing, Michigan. Men sammenholder man de to taler, får man et billede af den tvetydighed, grænsende til skizofreni, der præger tilgangen til dagens systemkrise om energi, klima, økonomi og sikkerhed. Hos Obama, hos amerikanske politikere i almindelighed, ja, hos beslutningstagere overalt i den vestlige verden, for ikke at nævne deres vælgere.
Al Gore lagde ud med at påpege, at vi befinder os i en af de sjældne historiske situationer, hvor selve vor tilværelse nu afhænger af evnen til at gøre op med de illusioner, det hidtil har været muligt at leve under.
"Jeg husker ikke noget tidspunkt i vort land, hvor så mange ting syntes at gå så galt på én gang," sagde Gore med henvisning til eskalerende benzin- og el-priser, boligejere og banker der går fallit, arbejdspladser der forsvinder, olieafhængighed der truer sikkerheden, og oven i det hele klimaforandringerne der rammer landbruget, udløser oversvømmelser, skovbrande etc.
"Det er overlevelsen for USA, som vi kender det, der er i fare. Ja, det er - hvis mere skal til - fremtiden for den menneskelige civilisation, der står på spil," sagde den tidligere vicepræsident og beskrev de seneste forskermeldinger om den accelererende klimakrise.
BARACK OBAMAS krisebeskrivelse i denne uge var identisk.
"Vi mødes på et tidspunkt, hvor denne nation konfronteres med en stribe udfordringer, som er alvorligere end nogen, vi har set i generationer," sagde Obama og gentog Gores problemkatalog.
Al Gore er overbevist om, "at én grund til, at vi synes lammede over for disse kriser, er vores tilbøjelighed til at give forældede svar på hver enkelt af kriserne - uden at se dem i sammenhæng." Faktum er, påpeger både Gore og Obama, at truslerne mod økonomi, sikkerhed og miljø i afgørende grad handler om én ting: Den farlige afhængighed af fossile energikilder, især olien.
"Vi må handle hurtigt og dristigt for at transformere hele vor økonomi - fra vore biler og brændsler til vore fabrikker og bygninger," sagde Obama i Michigan.
Al Gores svar på truslen er en radikal udfordring til nationen om at omstille USA's elforsyning til 100 pct. vedvarende energi og CO2-fri kilder på bare 10 år. Et dramatisk paradigmeskift, men i pagt med den tidshorisont, klimaforskerne giver os, og ifølge Gore teknisk og økonomisk muligt.
Mens Al Gore er færdig med amerikansk storpolitik, er Barack Obama på jagt efter stemmer nok til den post, Gore aldrig opnåede. Det forklarer formentlig, at Obama i den energiplan, han præsenterede i Michigan, 'kun' sætter et mål på 25 pct. vedvarende energi i elforsyningen i 2025 - mindre og senere end Gore, men dog nok til at fremkalde ros fra amerikanske miljøgrupper. Det samme gjorde Obamas plan om mere klimavenlige biler og mere energieffektive apparater og bygninger.
Anderledes med hans svar på selve oliekrisen. På kort sigt vil han neutralisere olieprisstigningens virkning for forbrugerne ved at uddele en 'energi-rabat' på 1.000 dollar pr. amerikansk familie. Dermed fjerner Obama altså den adfærdsregulerende virkning på olie- og benzinforbruget, som prisstigningerne rummer. Og selv om han påpegede, at "dette er en nødsituation, vi ikke kan bore os ud af," så anbefaler han at presse olieproduktionen fra eksisterende amerikanske oliefelter op, begynde boringer i de områder, selskaberne har licens til, men endnu ikke har udnyttet, give udvindingslicens til større områder i Alaska samt udvinde olie fra olieskifer i Montana, North Dakota, Texas og Arkansas, selv om dette er stærkt vand- og energiforbrugende processer, som miljøorganisationer er lodret imod.
MEST OPSIGTSVÆKKENDE er præsidentkandidatens tilsagn om at støtte en begrænset udvidelse af olieboringerne til havs - noget Obama hidtil har afvist kategorisk, men nu kan leve med som led i et foreslået energikompromis i Kongressen, der bl.a. åbner for flere penge til vedvarende energi.
"At bryde olieafhængigheden er en af de største udfordringer, vor generation nogensinde vil møde," sagde Obama, men foreslog altså i samme åndedrag en række tiltag for at imødekomme de oliehungrende amerikanere. Selv om grønne organisationer raser over denne del af talen, har Obama sikkert kapret nye stemmer i det afgørende midtersegment.
Tilbage til Al Gores tale, afholdt tre uger før Obamas: "Det er kun et i sandhed dysfunktionelt system, som vil anerkende den perverse logik, at det kortsigtede svar på høje benzinpriser er at bore efter mere olie 10 år fra nu," sagde Gore. "I de senere år har politikken været præget af lappeløsninger designet til at hindre fornærmelse af særinteresser og babyskridt i den rigtige retning. Vort demokrati er blevet sklerotisk i en tid, hvor kriserne fordrer dristighed."
Barack Obama forsøger at praktisere det muliges kunst i dagens Amerika. Spørgsmålet er, om det er nok til at sikre morgendagens? Kan man både være præsident i USA og bidrage til verdens frelse?
jsn
