PÅ TRODS AF en stramning af friskoleloven sidste sommer starter 15 nye friskoler i år. Ni af dem som erstatning for en lukket folkeskole. Kommunalreformen resulterede i varsling om skolelukninger over hele landet.
Mange af dem er allerede gennemført, mens enkelte lokalsamfund stadig kæmper imod og diskuterer, hvilke af kommunens skoler, der skal overleve, og hvilke der ikke skal. Og ikke sjældent kan man i de lokale aviser læse debatindlæg fra forældre, der 'truer' med at starte en friskole, hvis kommunens planer om at lukke byens skole gennemføres. Forældrene ved godt, at etableringen af en friskole vil koste kommunen en stor del af den besparelse, de havde stillet sig i udsigt ved hjælp af skolelukninger. Pengene følger som bekendt barnet.
FOR AT FOREGRIBE budgetproblemerne strammede politikerne i juni sidste år Friskoleloven, så en forældrekreds, der ønsker at oprette en friskole, fra det kommende skoleår skal tilmelde sig inden den 15. august. Altså længe inden kommunens budgetforhandlinger i efteråret, hvor den endelige beslutning om skolelukninger træffes. Stramningen blev helt uden tvivl gennemført for at forhindre en vækst i antallet af friskoler. Politikerne mente ikke, der var tale om 'rigtige' friskoler, men om simple protestskoler. Som om konceptet kan gradbøjes.
DEN 15. AUGUST sidste år havde 28 skoleinitiativer tilmeldt sig og indbetalt de 20.000 kr. i depositum til Undervisningsministeriet, og 15 af dem kan altså i år slå dørene op for deres elever. Mange af de resterende 13 initiativer er taget af bordet igen, fordi den lokale folkeskole alligevel ikke blev lukket i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger. Men over halvdelen af de nye friskoler er såkaldte protest-skoler, der erstatter en lukket folkeskole. Hvilket sender et stærkt signal til politikerne om, at et lokalsamfund vil gå meget langt for at bevare et skoletilbud inden for bygrænsen.
Syv af de 15 nye friskoler ligger i Midt- og Vestjylland. Her ved de godt, hvad det betyder for et landsbysamfund, hvis skolen lukker. Er der ingen skole, sker der ingen tilflytning. Sker der ingen tilflytning, er en landsby dødsdømt. Men i en del landsbyer nægter borgerne at give op og kæmper imod det folketing, som næsten synes at have opgivet de små lokalsamfund.
I hvert fald ser det sådan ud i mange byer i Midt- og Vestjylland, der engang blev fejret for sine industrielle entreprenører, men nu er reduceret til at være en del af den rådne banan - fordi man er overbevist om, at det ikke er derude, man finder de skarpeste hjerner og den mest fuldendte teknologi. Fabrikkerne er væk, posthuset og apoteket er for længst lukket, for nylig var det biblioteket, og antallet af lokale repræsentanter i byrådet er blevet betragteligt reduceret i forbindelse med kommunalreformen.
Landsbyborgerne har svært ved at få øje på, hvem der varetager deres interesser. Og så må de jo gøre det selv.
