Der skal ske noget med de offentlige lønninger. Så langt er regeringen og fagbevægelsen nu enige, og derfor er der dæmpet begejstring for statsmininster Anders Fogh Rasmussens udstrakte hånd om en lønkommission.
De store fagforbund har ligesom regeringen løsnet op på kravene til en lønkommission, men der er stadig stor uenighed om, hvad den skal beskæftige sig med.
"Vi kan godt diskutere ligeløn og køn, men det er ikke det eneste relevante," siger Sine Sunesen, formand for Akademikernes Centralorganisation.
Efter forårets langvarige strejker løb diskussionen om en lønkommission ud i sandet, da Venstre forlangte, at fagforbundene først skulle blive enige om, hvordan en kommission skulle se ud.
Men i går genoplivede statsministeren ideen om en lønkommission, der både skal beskæftige sig med ligeløn og et nyt lønsystem, der belønner de flittigste ansatte.
"Det er dejligt, at regeringen har flyttet sig fra nul og niks, til at der nu skal nedsættes en lønkommission," siger Dennis Kristensen, formand for fagforbundet for plejepersonale og pædagogmedhjælpere (FOA).
"Men det vigtigste må stadig være ligeløn," fastslår han.
Intet krav om penge
FOA er en del af LO, og herfra lyder samme forsigtige optimisme. Den store bekymring er dog, at spørgsmålet om ligeløn drukner i et meget omfattende kommissionsarbejde, så der reelt er tale om en syltekrukke. Som udgangspunkt følger der ikke penge med lønkommissionen. Det var tidligere et krav fra fagforbundene, men nu er tonen en anden.
"Det skal ikke være nogen blokering i første omgang, for ellers tror jeg ikke, der bliver nogen lønkommission," siger Bente Sorgenfrey, formand i FTF.
Tirsdag skal fagbevægelsens tre hovedorganisationer, AC, FTF og LO, mødes for at diskutere et fælles udspil til en lønkommission.
Her vil AC slås for, at der kommer en samlet analyse af lønsystemet, og også FTF vil insistere på at tale om andet end ligeløn.
"Det er centralt for os, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse. Det skal en lønkommission også beskæftige sig med," siger formand i FTF, Bente Sorgenfrey.
Forsigtig optimisme
Der er derfor endnu et stykke vej, før fagforbundene får afklaret, hvilken rolle ligeløn skal spille i lønkommissionen. Alligevel er Bente Sorgenfrey optimistisk:.
"Alle har en interesse i at mødes om nogle fælles temaer, så jeg forventer, at parterne bøjer sig lidt mod hinanden," siger formanden for FTF.
Også AC og LO udtrykker forsigtige håb om, at de i første omgang kan blive enige med hinanden på tirsdag. Senere i august skal de så slås med regeringen og arbejdsgiverne, når statsminister Anders Fogh Rasmussen indkalder til trepartsforhandlinger.





