Kritiske syndere

DET ER LET at blive oprevet over menneskerettighedernes ynkelige status i Kina; henrettelser, forfølgelser af anderledes tænkende og restriktioner af ytringsfriheden. Læg dertil, at Kina ikke er et plura-listisk demokrati, altså et land hvor en regering kan miste magten, hvis de mister befolkningens tillid. Alt dette er blevet sagt adskillige gange - og med god grund.

Overtrædelser af menneskerettighederne kan aldrig og skal aldrig ties ihjel. Hvis vi er tavse om de forbrydelser, der foregår i Kina, er vi indirekte medskyldige. Det er vi ikke ene om at mene.

I UGEN OP til åbningen af de Olympiske Lege i lørdags turnerede flere vestlige politikere regionens andre lande med et budskab om, at de ikke har glemt at kritisere Beijing regimets behandling af systemkritikere og den hårdhændede fremfærd i Tibet.

Den australske premierminister Kevin Rudd - der taler kinesisk - fortalte i bramfrie vendinger, at han som "en sand ven af Kina var forpligtet til at kritisere. Sådan gør man blandt venner," sagde Rudd. En sådan protest er rimelig nok, især hvis man som Rudds nyvalgte socialdemokratiske regering har gjort meget for at forbedre forholdene for befolkningsgrupper, der tidligere er blevet undertrykt (i Australiens tilfælde aboriginerne). Kort efter sin tiltræden i november sidste år sagde Rudd officielt undskyld til den australske urbefolkning. At han nu kritiserer sit lands største handelspartner kræver mod og mandshjerte.

Rudd er ikke den eneste, der har kritiseret Kina. En anden er den amerikanske præsident George W. Bush. Men i modsætning til Rudd har 'dubya' (som Bush kaldes) gjort det i mere skingre toner og på en måde, der i bedste fald gør kineserne mere immune over for kritik, end de tidligere har været.

MEN PROBLEMET ER ikke kun, at Bushs angreb har manglet fingerspitzgefühl, ej heller, at hans bredsider om menneskerettighedssituationen har været mere møntet på medborgerne hjemme i Amerika. Et flertal af disse opfatter ham - med en vis berettigelse - som historiens mest elendige præsident. Og Bush tror angiveligt, at han ved at kritisere Kina kan sikre sig lidt billige points, og at han kan pynte på sit blakkede eftermæle. Om han kan det, er usikkert. Men det er sagen underordnet.

For Bush er ikke i en situation, hvor han kan kritisere. Menneskerettighedssituationen er selvsagt værre - meget værre - i Kina end den er i USA. Men især den seneste uges begivenheder viser, at USA - og nogle af dette lands allierede - selv har metaforiske lig i lasten. Bush kritiserer Kinas fangelejre, uretfærdige standretter og henrettelser. Men denne kritik kan også rettes mod USA.

Sidste uge blev Osama bin Ladens tidligere chauffør Salim Ahmed Hamdan dømt for at have medvirket til terror. Men han vil ikke blive løsladt, selvom han har udstået sin fem år lange straf. Hans forsvarer kunne ikke læse sagens agter, og dommerne var udpeget af det amerikanske forsvarsministerium. 'Domstolen' - hvis dette ord giver mening i denne sammenhæng - accepterede brug af tortur. Når noget tilsvarende sker i Kina, bliver det kritiseret af den amerikanske regering. Men når det foregår i USA, bliver det forsvaret. Det samme kan siges om det amerikanske Gulag i Guantanamo Bugten. Ligesom i Kina og i sin tid i Sovjetunionen opbevarer USA fjender i fangelejre - uden rettergang, uden dom og uden adgang til retslig bistand.

DET ER EN kliché, at 'man ikke skal kaste med sten når man bor i et glashus'. Men at USA henretter flere mennesker end Zimbabwe - og at mange af disse er farvede, der ofte har vist sig at være uretfærdigt dømt - siger meget om, hvor lidt USA kan kritisere Kina.

Alt dette betyder ikke, at vi skal forbigå Kinas menneskerettighedssituation. Men det betyder, at vi også skal kritisere USA. Og det skal vi ikke kun gøre på menneskerettighedsområdet.

Det amerikanske cykelhold ankom - demonstrativt - til Beijing med masker. "Vi er bekymrede over forureningen," sagde en af dem. De vestlige medier har konstant kritiseret Kina for landets CO2-udledning. Men hvorfor er der ikke nogen, der nævner, at USA's udledning af kultveilte er højere end Kina. Bare to tal: I USA udleder hver borger 20 tons CO2 per år, i Kina udleder hver borger kun tre tons. Det er for meget, men det viser, at Amerika er mere ansvarlig for den globale opvarmning end Kina og andre lande.

DA DE FØRSTE udvandrere ankom fra England til USA sagde præsten John Winthrop, at USA skulle være en 'city upon the hill' en 'by på bakkens top', der kunne tjene som forbillede for andre lande. Det er USA ikke længere. Landets præsident burde - hvis vi må bruge en bibelsk formulering - "se splinten i sit eget øje, inden han kritiserer bjælken i Kinas".