‘Dannelse’ betegner en kunnen, der gør det muligt at få det til at fungere (godt) sammen med andre mennesker, når værdier, sammenhængskraft og det nationale ikke holder sammen på tingene, er truede eller helt er borte.

Som forstander for en højskole byder jeg meget hyppigt velkommen til nye elevhold. En stående vittighed er, at jeg på åbningsaftenen truer de nye elever med at låse hoveddøren så de ikke kan komme ud de næste fire måneder. Fire måneder er de således spærret inde på en højskole, hvor de skal være sammen med 40 til 50 andre mennesker fra alle afdelinger af samfundet og livet.

Min pointe er den, at den enkelte elev skal lære eller blive endnu bedre til at få det til at fungere sammen med de andre. Det er nemt nok, hvis man kan lide dem. Ufordringen bliver særligt stor og krævende, hvis man ikke kan sammen med dem, man ikke deler anskuelse med. Også dem skal man nemlig kunne holde ud når man er spærret inde i samme bygning. En højskole er på den måde en social træningslejr.

Forskellen er styrken

Dannelse er evnen til at komme vindende ud af det med alle mennesker. De moderne samfund kan i mine øjne kun fungere, hvis man er villig til at acceptere, at forskel har forrang for enhed. Både inden for og mellem kulturer og nationer. Hvert individ har sin nationale, kulturelle eller sociale identitet. Og ret til den uanset om vedkommende er etnisk dansker eller ej og uanset om vedkommende bor i Danmark eller ej. Det afgørende er, at forskelle mellem mennesker ikke ophæves, men respekteres. Dannelse har i denne forstand ikke umiddelbart noget med viden eller uddannelse at gøre. Verden er fuld af eksempler på mennesker, der ved en masse, men som ikke er det mindste dannede. Og omvendt.

Men når forskelligheden er udgangspunktet, er kravet til om at forstå og imødegå den anden om så meget større. Dannelse er evnen til at føle og mærke præcist, hvor den andens grænser går. Dannelse er den trænede og præcise intuition for, hvor langt man kan gå. Og når man ved det, så drejer det sig om at presse ens egne mål (f.eks. ens egne værdier) så langt op imod denne grænse som overhovedet muligt, uden at overskride den. Hvis man er i den lykkelige situation, at den anden på samme måde presser citronen, er en sådan proces uhyre lærerig.

Moderne verdensorden

Dannelse er noget konstitutivt dialogisk - dannelse omfatter et ‘jeg’ og et ‘du’. Enlige behøver ikke være dannede. En succesfuld dannelsesproces går begge veje og begge parters standpunkter spilles ud mod hinanden, modificeres og kvalificeres. Det vigtige er, at dannelse er denne dialog - ikke den identitet, som de to samtalepartnere taler ud fra.

Værdidebatten i Danmark af i dag har rod i en internationalisering, som vi endnu ikke helt har fået greb om. Værdier - det være sig religiøse, økonomiske, sociale - bør ligge nogenlunde fast. Hvis Danmark skal klare sig internationalt, er det en af de første forudsætninger, at man som dansker ved, hvad man står for, og hvad man mener. Værdier skal man være stolt af og stå vagt om. Og man må være indstillet på, at andre vil stå fast på deres værdier også. Også på værdier, som f.eks. Danmark ikke kan acceptere. Det hører imidlertid med til den moderne verdensorden, at man skal have det til at fungere med repræsentanter for helt andre systemer og tankemønstre end vore egne. Der skal samhandel og kulturel udveksling til. Henover store forskelle. Også lokalt. Og denne kontakt kan ikke altid forløbe helt og aldeles gnidningsfrit. Der bliver begået fejl på begge sider og nogle gange er forskellene måske også for store.

Men man behøver ikke konfrontere værdier med værdier. På sin vis kunne man måske ønske, at man f.eks. som dansker var så bevidst om sin nationale og kulturelle identitet, at man turde rykke væk fra den - om ikke andet så for en stund. Den ekstreme udgave af et menneske, der ikke formår at relativere sit eget udgangspunkt er en fundamentalist. Dannelse og evnen til at indgå vindende i sociale sammenhænge afkræver os modet til at træde ud af os selv og se os selv på afstand.

Dannelse kræver af os, at vi kender vore værdier godt nok til at sætte spørgsmålstegn ved dem. Måske for at vende tilbage til dem øjeblikket efter, eller måske for at opgive dem helt og erstatte dem med nye og mere tidssvarende. Kun hvis man opbyder et sådan mod kan man bringe sig i den fordelsposition, at man går ind på den andens verdensbillede og prøver at møde vedkommende på dennes præmisser - uden at give køb på sig selv. Snarere for på den måde at sætte sig selv igennem eller for at lære noget.

En mangelvare

Dannelse er en mangelvare i dag. Selv i Danmark, hvor vi har et godt velfærdssystem, en fælles skole indtil 10 klasse - vi kender hinanden i Danmark - og et i øvrigt højt uddannelsesniveau, ser vi brændende biler i gaderne og vilkårlig vold, der endog udarter sig til mord. I Danmark ser vi nu ting, som vi ellers kun kender fra det store udland. Problemerne har selvfølgelig en sammensat baggrund og har sociale, uddannelsesmæssige og etniske forgreninger. Men jeg tror det dybeste problem er en udbredt og manglende evne til at se bort fra sig selv. En tiltagende samfundsmæssig partikularisering kan have mange positive følger og en tiltagende kulturel kompleksitet er ikke nødvendigvis et problem. Men sådanne tendenser kræver udover respekt for forskelligheden (det siger sig selv) frem for alt en koncentreret indsats for i første omgang at få alle til at tale med alle. Det kræver, at man ikke alene fokuserer på økonomiske, bolig- eller uddannelsesmæssige forhold, men i lige så høj grad på tvinger de forskellige grupper sammen under nogle forhold der gør det meningsfuldt for dem at være sammen. Det kræver, at vi alle går i social træningslejr. Det kræver dannelse.

Peter Buhrmann er forstander for Højskolen Østersøen