Danmarks Radios B&U-afdeling var hverken indoktrinerende eller venstreorienteret i sin startfase fra 1968 til 1972 - det konkluderer Helle Strandgaard Jensen i et nyt speciale fra RUC. Hun har analyseret alle de tilgængelige børneudsendelser fra B&U’s første fem år og er ikke stødt på udsendelser, der bekræfter fordommene om de ‘ræverøde lejesvende’ og indoktrinerende børneprogrammer:
“Jeg har på intet tidspunkt oplevet den form for indoktrinering, som mange forbinder med udsendelserne,” siger Helle Strandgaard Jensen, der heller ikke er stødt på venstreorienteret propaganda:
“Jeg har set eksempler på, at man prøvede at opfordre børn til at stå fast på deres ret - fortælle dem, at de har rettigheder, og at deres meninger også tæller. Men det kan man næppe kalde for venstreorienteret,” siger hun.
Men det har muligvis kunnet forveksles med venstre-orientering:
“Når man kan forbinde B&U med det venstreorienterede, er det, fordi udsendelserne er antiautoritære og kritiske. Det at tage afstand fra autoriteter var dengang noget venstreorienteret - men spørgsmålet er, om man kan kalde det at være kritisk og selvreflekteret for venstreorienteret i dag. Hvad vil de højreorienterede sige til det?” siger hun og tilføjer:
“Børneorienteret er i virkeligheden et bedre ord til at beskrive det.”
Helle Strandgaard Jensen har blandt andet analyseret programmerne Legestue, Børnenes TV-avis, Sonja fra Saxogade og Min mor og jeg, som alle var en del af programfladen i 1968-1972.
Kritik
Bemærkelsesværdigt er det også, at der dengang var mange venstreorienterede, der vendte sig mod B&U’s programmer - blandt andet programmet Legestue - som Kaj og Andrea var en del af:
“Mange marxistiske pædagoger og venstreorienterede socialpædagoger i BUPL kritiserede B&U hårdt. De mente, at man leflede for laveste fællesnævner ved at have bamser med i udsendelserne. Og man kritiserede blandt andet Kaj og Andrea for ikke at have tissemænd og tissekoner og for generelt ikke at afspejle virkeligheden.”
Også i Information var der stor kritik af B&U-afdelingen:
“I Information skrev Lise Roos flere kronikker, hvor hun netop kørte på det med, at børn skulle lære noget om virkeligheden. Desuden kritiserede hun i en anmeldelse B&U for være med til at opretholde den private ejendomsret.”
Fra den modsatte fløj kom kritikken også:
“De højreorienterede i Radiorådet mente, at udsendelserne gik for meget imod autoriteterne,” siger Helle Strandgaard Jensen og viser en udtalelse fra Kristelig Lytter- og Seerforenings repræsentant i rådet, Svend Aage Olsen, som udtalte følgende til Indre Missions Tidende i 1972:
“Ofte beskyldes Danmarks Radio for at være venstreorienteret. Jeg har anklaget børne- og ungdomsudsendelserne for ensidighed. I frihedens navn tager man trygheden bort fra børnene, derved at man prøver på at nedbryde det trygge forhold både til skole og hjem. Det er en børnefjendsk handling.”
I virkeligheden var de højre og venstreorienterede kritikere i samme båd, fortæller Helle Strandgaard Jensen:
“Fællesnævneren for de højreorienterede og de venstreorienterede er, at deres kritik havde samme rod. Man var irriterede over, at B&U tog udgangspunkt i målgruppen, nemlig børnene, og gerne ville underholde dem og lære dem at stå fast på deres ret. Kritikerne på begge fløje var ikke parate til at opgive de voksnes ret til at definere, hvad der er rigtigt og forkert for børn.”
Opgør
Men det var præcis det magtmonopol, som B&U gennem deres programmer ville bryde:
“Man ville gerne være børnenes talerør. Man var nærmest deres interesse-organisation,” siger Helle Strandgaard Jensen.
“Ligesom rødstrømpe-bevægelsen satte fokus på kvinders vilkår, fremviste B&U børns vilkår, så børn kunne se, hvordan andre børn havde det,” siger hun og finder et nyt dokument - denne gang et internt arbejdspapir fra B&U’s første år. Her hedder det blandt andet, at:
“Det er vor opgave (…) at se verden fra børns og unges synsvinkel, disse aldersgrupper har ikke som de voksne pressionsgrupper, vi skal være talsmænd for dem,” hedder det i papiret, som programchef Mogens Vemmer har udarbejdet.
Det fremgår også, at man vil lave et “skoleuafhængigt” og “fritidsorienteret tilbud” til børn, der afsluttede de “veldresserede og voksenafrettede børns epoke i DR”. Og det mål levede B&U op til, viser Helle Strandgaard Jensens analyser:
B&U ville gerne vise børns virkelighed og bryde de voksnes magtmonopol, så børn fik lov til at være med på skærmen, hvilket var ret exceptionelt. B&U er faktisk også de første i Danmark, der begynder at tænke i seertal og spørge, ‘hvad er det egentlig, børnene gerne vil have?’ Ikke så meget ud fra et kommercielt udgangspunkt, men mere fordi man gerne ville have fat i målgruppen. Det er ret vildt i forhold til, hvordan man har tænkt både børnekultur og tv tidligere.”
Og det var altså noget, der kunne provokere på både højre- og venstrefløjen:
“I og med at B&U ville være børnenes talerør, blev de også en konkurrent til lærerne og forældrene som autoriteter. Jeg tror, at meget af kritikken bundede i det - snarere end i noget egentligt venstreorienteret.”
Inspiration fra USA
Dele af inspirationen til den nye stil kom fra USA:
“Man blev inspireret af Sesame Street. Jimmy Stahr, som var leder af småbørnssektionen, tog på et tidspunkt til USA og så det populære program. Man ville gerne lave noget lignende - man så Kermit i Sesame Street og lavede Kaj. Men modsat Sesame Street ville man ikke lære børnene tal og bogstaver. De skulle ikke lære skoleting, de skulle lære noget om sig selv, som kunne gøre dem til selvstændige, frigjorte og kritiske individer.”
Så lidt opdragende var flere af programmerne dog også:
“B&U ville på den ene side gerne anerkende børnene og lave tv, de gerne ville se, men samtidig havde man en intention om at gøre børnene kritiske og selvstændige. Udsendelserne skulle ofte også gøre børnene kritiske over for selve udsendelsen. Man lavede eksempelvis programmet Børnenes TV-avis - hvor der på et tidspunkt var et indslag, der handlede om, at børnene ikke skulle stole på den journalistik, de ser i programmet,” siger Helle Strandgaard Jensen og tilføjer:
“Det, vi ser i B&U, er det helt modsatte af eksempelvis tonen i Spørge Jørgen, som er fra 1944. B&U’s seere skal være kritiske og lære at spørge - Jørgen fik smæk for det,” siger hun.
Og den stil har Danmarks Radio stort set fulgt siden.
“Der er mange, der siger, at det er noget dårligt tv, der bliver lavet til børn i dag. Det sagde man også dengang, og man må i nogen grad forstå børne-tv på børns præmisser, selvom det kan være svært.”
Og i dag kan man stadig mærke arven fra dengang, B&U startede, mener Helle Strandgaard Jensen:
“Et program som Lille Nørd er et godt eksempel. Man vil gerne lære børn noget, men vil samtidig gøre det underholdende og klæde sig ud og rappe. Det bygger på den ånd, som B&U havde i starten,” siger Helle Strandgaard Jensen, som til september starter som ph.d.-studerende på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvor hun også vil beskæftige sig med børnekultur.
Kommentarer
Jeg kan da godt forklare hvorfor marxisterne var sure over de manglende tissemænd og tissekoner i Kaj & Andrea; det var fordi tv jo skulle bruges til at opdrage børnene til ‘revolutionen’. Og så kunne man altså ikke have børn til at sidde og se på dukker - og så ikke fortælle børnene at det var voksne der var bag dukkerne.
En anden kritik var at Kaj var en rigtig dreng og Andrea var en rigtig pige; allerede i 1970erne ville Andrea lege prinsesse og kysse, mens Kaj ikke var meget for det. ( i hvert fald ikke det med at kysse) Også dette blev kritiseret.
Og må jeg ikke som en der rent faktisk er vokset op i 1970erne fortælle jer, at det var en stor ting da TVÆRS og Ungdomsredaktionnen kom i 1970erne; her havde ungdommen (vi) fået en stemme, som stod fast på at børn også havde rettigheder, og havde ret til deres meninger, og til at blive hørt på i lige vilkår med de voksne. Før den tid havde det været at ‘børn skal ses og ikke høres’ og andre sådanne gode borgerlige ord som havde et eneste formål; at disciplinere børn til at underkaste sig og adlyde autoriterne, dvs. de voksne.
Og netop derfor kan man, i en bestemt optik, godt anse dette for at DR var børne-orienteret som venstre-orienteret…hvis man tager periodens briller på…
Informations overskrift er forkert. Specialet har undersøgt perioden 1968 - 1972. Det omfatter ikke ret mange år af 70’erne, og næppe de år der er under stærkest mistanke for venstreorienteret børnefjernsyn, som jeg nemlig tror er sidste del af 70’erne.
Information falder nogle gange for fristelsen til at lave en overskrift der lyder mere sensationel end artiklen giver dækning for.
“I og med at B&U ville være børnenes talerør, blev de også en konkurrent til lærerne og forældrene som autoriteter. Jeg tror, at meget af kritikken bundede i det - snarere end i noget egentligt venstreorienteret.”
Bortset fra at det er lige nøjagtig det hvad kæft-trit-og-retning-folkene fra der ovre til højre opfatter som venstre-orienteret.
Jo - det var det (altså venstreorienteret, dog undtaget Thomas Vinding og Hans Henrik Ley). Og voksenudsendelserne i den grad også: Jeg husker følgende sætning i en historisk reportage om Den Cubanske Revolution en søndag morgen i 1975 - et helt normalt tidspunkt for et sådant emne - messet af Bodil Graae: “I mellemtiden tog Fidel og Raoul op i bjergene, hvor de lærte bønderne at læse og skrive”. Som bekendt har DR og dets medarbejdere siden foretaget en fantastisk konvertering fra socialismen til den markedsorienterede IT-globaliserende folkelige normalitet på rekordtid.
Børneprogrammet “Ingrid og lillebror” blev også sendt i denne periode, i årene 1967-1975. En artig trædreng, der villigt lod sig oplyse af frk. Ingrid, og gerne gav et nummeret på flygelet. Dette program i sig selv burde give anledning til endnu et speciale, hvor tesen om højreorienteret indoktrinering undersøges ;-)
Sonja fra Saxogade er noget af det sjoveste og mest øjenåbnende børne TV der nogensinde er lavet. Med mindre man mente, at børn skulle opbevares i kalkede osteklokker, og Gustav Wied burde stå på listen over forfattere hvis bøger skulle brændes, kan man da kun elske dette festlige persongalleri og deres samspil.
Pippi Langstrømpe blev sikkert også sendt i perioden. Var det mon anarkistisk indoktrinering?
Og hvad med Emil fra Lønneberg? Var det indirekte indoktrinering for velfærdsstaten, da enhver vel kunne se, at DAMP barnet Emil naturligvis burde tildeles en sagsbehandler og specialundervisning?
Nu venter vi så på en undersøgelse om TV2s børneudsendelser er højreorienteret.
Pippi Langstrømpe er stadig en af de bedste alternative kønsrollemodeller for små piger!
Det kan da godt være at man kan blive stukket en bestemt politisk observans i skoene af at sige det, men det kan jeg som kvinde ikke tage mig af. :)
Snarere synes jeg det er lidt pinligt at der er gået 30 år, uden at der er kommet flere af Pippi’s slags (jeg var barn i 80erne, og der var Pippi stadig ene om at ‘holde skansen’).
Der VAR indoktrinering. Det var ikke kun Erhard Jakobsen, der var hysterisk. Den godmodige radikale kulturpersonlighed senere højskolemand Asger Baunsbak-Jensen og socialdemokraten af den gode danske traditionelle skole Kaj Burchart, borgmester i Ballerup, sagde det. Så gode hoveder tager ikke fejl, og det gjorde de heller ikke. Baunsbak bev nærmest truet til tavshed og ud af politik efter at have lanceret udtrykket indoktrinering i forbindelse med det danske skolevæsen. Hele det dengang officielle Danmark protesterede indigneret. “Jeg fortryder indoktrineringsdebatten”, blev han stort set tvunget til at udtale. Jo, den er, eller rettere var, god nok.
Eller var Ib Spang-Olsen tegninger i virkeligheden slet skjult Sovjetpropaganda?
Det eneste jeg erindrer, at nogle måske kunne opfatte som venstreorienteret var dokumentariske programmer for børn om børn i u-landene. Der er sikkert dem, derr vil se børns indsigt i anddre børns levevilkår som en trussel.Især DF’ere, der hader alt der har med u-lande at gøre.
Og så var der selvfølgelig Kjeld Nørgaard og Poul Kjøller. Det klassiske nummer med parkbetjenten, der har omkvædet “Jeg synes man selv skal bestemme”, som den kære Kjøller fyrede af i Ungdomshuset kort før sin død. En glad anarkistisk sang, som min søster og jeg elskede højt. Ikke nok med, at der var glade anarkistiske sange i det program. Der var sørme også to mænd, der tog på vaskeri sammen for derpå at gå ned ad gaden kun iført håndklæder og en is - hvilket sikkert kunne få en del af datidens konservative til at rynke på næsen, da 1) Kjeld og Poul laver kvindearbejde (vasker tøj) 2) Voksne mænd i børne-tv, næsten nøgne. UHA!
I forbindelse med debatten om ‘indoktrinering’ kunne man måske stille sig selv spørgsmålet hvad opdragelse egentlig er? Det er da netop ikke andet end indoktrinering til at fungere som voksen i et bestemt samfund, og enhver tid vil vel forsøge at opdrage/indoktrinere børnene på en måde som er i overensstemmelse med hvad man tror er gode værdier at bygge et samfund på. Det være sig lydighed eller anakisme, alt efter strømningerne i samfundet på det tidspunkt.
Er der i grunden noget underligt eller galt ved dét?
ups, anarkisme* - vi undskylder for tastefejl.
Ole Rasmussen:
Informations overskrift er forkert. Specialet har undersøgt perioden 1968- 1972
Vulgærmarxismen kom først i omdrejninger ca. 1975, allertidligst 1973. Så er alle mine indlæg desværre forfejlet, da de (for at blive i jargon’en) bygger på ikke-adækvate, irrelevante præmisser.
En forskningsrapport om Gårdmand Bjørns (en figur fra Anders And & Co.)dobbeltrolle som selvstændig næringsdrivende med et mindre landbrug og proletar med tilknytning til den såkaldte Slyngelklubben, der bl.a. har Store Stygge Ulv som medlem, og den interessante konflikt, der herved opstår - om agrarbefolkningen kan bevidstgøres i revolutionært perspektiv - kom således først i 1979.
Jo, opdragelse og indoktrinering er reelt det samme. Skolegang er f.eks. indoktrinering fra ende til anden, hvor poderne konstant bombarderes med de emner og tilgangsvinkler som staten har fundet opportunt af deres embedsmænd skal propagandere for.
For at føre tankerækken lidt videre så synes jeg i det hele taget den højre/venstre diskussion hænger mig langt ud af halsen. Det er forældede ideologier og forældede begrebsapparater. Den globaliserede virkelighed idag er langt mere kompleks og jeg tror at man med fordel kunne begynde at syntetisere sig frem til nogle nye måder at anskue politiske observanser på.
Et syret halvfjerdser-speciale bruges som bevis på at 70ernes børneTV var venstreorienteret….Hvor langt ud kan denne debat egentlig komme?
Jeg mener, hvis man ser på, hvad der bliver skrevet af sære specialer rundt omkring - ja, så vil man faktisk kunne finde et speciale, der kan bevise hvadsomhelst. Fra Tidehvervs totale magtovertagelse i alle medier til Kapitalen som ideologisk overbygning på det radikale venstre.
Jeg husker at undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen meldte ud, at 15% af pædagogerne var marxister. Jeg kan ikke huske hvor han havde det fra - men det lyder da som et meget godt udsnit af den politiske sammensætning i Danmark.
Alligevel fik dette chok blandt andre Erhard Jakobsen til at stifte Aktiv Lytterforbund, som opfordrede pensionister til at side ved dampradion med deres båndoptagere og optage udsendelser af enhver art, på jagt efter den forbudte marxistiske indoktrinering.
At der ikke var noget at være bange for viser debatten på denne tråd tydeligt - jeg skal beklage overfor de deltagende på tråden at Aktiv Lytterforbund er nedlagt.
Stemningen der i de tidlige 70’er havde nærmest lidt McCarthyisme over sig - ja det var sjovt at skræmme borgerskabet.
Anders And & Co. blev udgivet i Sovjetunionen også. Jeg har altid undret mig over, hvordan de mon håndterede Scrooge McDuck (Joakim von And) derovre…
Skulle nogen være interesseret i at læse de analyser, som ligger til grund for mit speciales konklusioner om B&U’s børneorientering, kan jeg henvise til følgende adresse i Roskilde Universitetsbiblioteks digitale samling, hvor specialet kan downloades (gratis) som pdf-fil http://hdl.handle.net/1800/3036
Specialet indeholder en bredt anlagt analyse af B&U-afdelingens aktiviteter mellem 1968 og 1972, og afhandlingens hovedspørgsmål drejer sig først og fremmest om, hvilke funktioner den nye B&U-afdeling ønskede at have i forhold til sine seere. Betragtninger om kritik fra henholdsvis højre- og venstreorienterede grupper indgår således i disse analyser som en del af et meget bredere anlagt perspektiv. I afhandlingens indledende afsnit findes der også en argumentation for specialets nutidige relevans set ud fra både et forskningsinternt og -eksternt perspektiv.
Jeg burde vel egentlig være enig med Marie Spliid Clausen men det er jeg ikke. Og det er jeg ikke på mange punkter.
For det første fremhævelsen af Pippi Langstrømpe som den store rollemodel. Det er lidt mærkeligt med hende, for jeg har altid haft et lettere melankolsk forhold til figur. Omkring det tidspunkt, hvor Astrid Lindgren døde fandt jeg ud af hvorfor.
Pippi er en ung pige, der er blevet overladt til sig selv uden nogen forældreopbakning af nogen art. Man kan se hendes figur som et billede på de ekstremt fortravlede forældres børn, alkoholikernes børn, adoptiv- og plejebørnene, hvis forældre rent følelsesmæssigt er mange 1000 kilometer væk eller - som Lindgren selv har fortalt om Pippi-figuren - pigen, hvis forældre slog hånden af hende, fordi hun blev gravid i utide. Kort sagt - Pippi er barnet og den unge pige, der vokser op med fraværende forælde.
Se det ligner jo lidt for meget noget af det, som jeg selv er rundet af i perioder af min barndom og ungdom. Pigen, der konstant er nødt til at pumpe det gode humør op med narrestreger og hvis eneste følelsesmæssigt nære er dyrene. Derfor har jeg et melankolsk forhold til Pippi og ser hende ikke som rollemodel.
For det andet er jeg ikke enig med Spliid Clausen i hendes resignerede opfattelse af børneopdragelse/indoktrinering. Hvis jeg ser tilbage på 70erne og 80erne, hvor jeg selv voksede op, var det meget karakteristisk, at dem der fik den autoritære opdragelse var arbejderbørnene, hvor vi der i økonomisk forstand var heldigere stillet blev mere eller mindre frit opdraget. Det kan man selvfølgelig betragte som rationelt, da arbejderbørnene bare skal ud og bøje nakken for dem, der er længere oppe i hierarkiet efter endt skolegang, hvor middelklassebørnene skal tage videregående uddannelser og derfor være de selvstændigt tænkende og de kreative, der får alle idéerne.
Men et er, at det er rationelt. Noget andet er, at jeg ikke mener, at det er hverken godt eller rigtigt at opdrage børn til at bøje nakken, uanset hvor rådden en produktionsleder eller chef de har. Jeg er faktisk tilbøjelig til at mene, at DF kan takke den autoritære opdragelses overlevelse i arbejderklassen for, at de har vælgere, der sagtens kan acceptere et ekstremt hårdt og topstyret parti - uanset om deres egne demokratiske rettigheder også sættes ud af spil.
Hvilket bringer mig til den tredie uenighed. Selvfølgelig er der forskel på højre og venstre. Begreberne er ikke forældede. Man kan se på den værdipolitiske akse og på den økonomiske akse og sagtens kende forskel og bruge begreberne ret præcist. At ideologierne så sjældent svarer til den praktiske politik har intet med globalisering eller samfundsudvikling at gøre. Sådan har været i mange mange år. Sig et, gør noget helt andet.
“Det kan man selvfølgelig betragte som rationelt, da arbejderbørnene bare skal ud og bøje nakken for dem, der er længere oppe i hierarkiet efter endt skolegang”
I fornuftige hjem blev denne forberedelse til samfundets klassedeling udført via indprintning af klassebevidsthed og faglig stolthed.
Hej Vibeke,
Jeg synes dine iagttagelser om Pippi er gode, og også rigtige. Men at man har et melankolsk forhold til hendes figur behøver efter min mening ikke betyde at hun ikke har nogen værdi. Hovedsagen ved Pippi er for mig, at hun klarer sig selv PÅ TRODS af de urimelige forhold der bliver hende til del. Lindgren forsøger da heller ikke at skjule at Pippi sommetider er ensom, og efter min mening er det netop det der gør figuren så god og relevant. At være sin egen kvinde er ikke noget man bliver populær på, det er i hvert fald ikke min erfaring. Og man skal bestemt heller ikke forvente at der bliver støttet op om ens frihedstrang. Det gør der ikke.
Men Pippi *klarer sig*, og hun makker IKKE ret! Deri synes jeg det vigtige ligger.
Jeg ved ikke om mit forhold til børneopdragelse er resigneret. Jeg tror snarere at jeg prøvede at sige at det at diskutere hvilken ideologisk ‘indoktrinering’ der finder sted i børne tv er en forkert måde at gribe diskussionen an på. En beskrivelse som den du kommer med er faktisk meget bedre, men da jeg jo ikke havde de informationer om forskellene i forskellige samfundslag til min rådighed, valgte jeg netop ikke at gøre mig klog på dem.
Angående den tredje uenighed må jeg dog fastholde, at jeg synes at højre/venstre begrebet er forældet. Det er det blandt andet af den grund, at de begreber der anvendes i de forskellige ideologier er kategoriserende. Det næste her kan lyde lidt højtravende, men hvis man læser den franske social-antropolog Bruno Latour’s tanker om aktør-netværks teori, fremkommer det at vi i overdreven grad hidtil har konstrueret vores ‘moderne’ forståelse ud fra en kategorisering af tingene, på bekostning af netværkene af sammenhænge imellem dem - dvs. på bekostning af holistiske verdenssyn. Det er skide indviklet og jeg vil aldrig kunne forklare det nær så godt som ham, men hans bog ‘Vi har aldrig været moderne’ er udkommet på dansk og jeg anbefaler den varmt.
Du kan sagtens have ret i, at fornuftige hjem ikke opdrager børn til at bøje nakken, men til stolthed i stedet. Når jeg skriver at det er rationelt, mener jeg ikke rationelt forstået som fornuftigt af forældrene, men rationelt set fra et kynisk samfundsperspektiv. Lederne har brug for lydige undersåtter - jamen, så viderefører de ubevidste forældre bare det mønster i forhold til deres børn.
Jamen, Pippis frihedstrang er den positive side. At være tvunget til “frihed” (det vil sige at leve med fravær at andre mennesker i n;r gensidig omsorg og gensidig tilpasning) er den negative side. Du ser kun det gode i det, som du kalder frihed. Noget siger mig, at du ikke er vokset op med frav;rende for;ldre…
Jeg kan ikke udtale mig om Bruno Latour, da jeg ikke har l;st ham. Og nu skal jeg vist lige have fikset tastaturet…
Hov, den f’rste halvdel var henvendt til Bill H. Den anden til Marie Spliid Clausen.
Vibeke,
Jeg vil helst ikke bringe min egne personlige baggrund ind i diskussionen - men jeg kan da sige så meget at du måske ikke skal være alt for hurtig med antagelser om hvad slags opvækst jeg har haft.
Som sagt, Pippi er en sammensat figur, der både er tragisk og positiv, og det er netop det jeg synes er hendes styrke. Forbilleder for mig er ikke skønmalerier af hvordan en kvinde eller piges liv bør være. Snarere er de illustrationer af hvordan tingene er, hvilke udfordringer der er, og at man så kan sætte sig til at græde eller gå løs på dem. Pippi går løs på dem, så ensom som hun end er. Lindgren giver ikke nogen ‘løsning’, i form af en happy end hvor landsbyen accepterer og optager Pippi, og drager omsorg for hende. Men det behøver hun heller ikke, selve tilstedeværelsen af Pippi som ‘forstyrrende’ element, der lokker den veltilpassede Annika på afveje, er nok. Pippi er jo en eventyrfigur! Hendes far er sørøver og negerkonge for pokker, derfor skal hun heller ikke fortolkes som en socialrelatistisk figur, ganske som Ronja Røverdatter og Birk heller ikke skal det.
For øvrigt kan det da selv ud fra en socialrealistisk tolkningsramme kun være en positiv ting at der bliver sat fokus på Pippi’s ensomhed i det hele taget.
Det er der pinligt er at vi ikke har set flere, opdaterede heltinder som går videre med problemstillingerne, siden Pippi’s tid. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogle.
@Marie Spliid Clausen
Nu var det dig, der førte Pippi ned på jorden ved at introducere hende som rollemodel for virkelige piger, ikke mig. For at kunne vurdere kvaliteten af en rollemodel, må man vel vurdere denne model som andet og mere end blot en eventyrfigur. Hvem er modellen model for og i hvilket samfund. Derfor er den socialrealistiske del noget, som du selv gav bolden op til.
Jeg ved ærlig talt ikke om Pippi “klarer sig”. Hun er lige ensom fra start til slut. Dem, som jeg har mødt, der har set hende som rollemodel, er dem som på et senere tidspunkt i deres liv, gerne vil gøre op med deres egne “Annika forældre”. Hun er de afrettede borgerbørns rollemodel, når de protesterer mod pænheden, ikke druksuttens datters rollemodel, for det anarki som hun er vokset op i, vil hun gerne væk fra så hurtigt som muligt. Det er det jeg taler om, når jeg nævner forskellen på at være frihedselskende og frihedssøgende på den ene side og så at være tvunget til “frihed” på den anden side. Dette skal dog ikke læses som en kritik af Lindgrens Pippi-bøger, som jeg mener er fremragende. Det skal snarere læses som en kritik af at ophøje hende til rollemodel. Hun er ikke en rollemodel, hun er et portræt.
Jeg kan godt se din indvending, men måske har min tilgang noget at gøre med at jeg er uddannet folklorist. Jeg ser derfor ikke noget problem i at have en rollemodel som er en eventyr figur. Denne figur’s positive karakterisering fungerer så på et abstrakt, psykologisk plan, en indre verden, så at sige. Pippi er derfor, i min verden, både et portræt og en rollemodel.
Ja, hun er bestemt ‘tvunget’ til frihed. Og jeg mener også allerede at jeg har anerkendt, at der ikke gives nogen løsning på hendes ensomhed.
Men hvorvidt vi alle er tvunget til frihed fra vores fødselsøjeblik, er jo en filosofisk diskussion i sig selv? Vi bliver født ind i en verden som ofte har bestemte forventninger til os, og i Lindgren’s verden er det den verden, landsbyen, som bliver udstillet som latterlig, ikke Pippi.
Det er da nok så vigtigt?
Altså du mener ikke at Pippi er rollemodel i et samfund, men i en abstrakt kollektivt pskykologisk sfære fri for historie, økonomi og sociale relationer?
Bare så jeg forstår dit sprog…
Hvad tvangen til frihed angår, mener jeg absolut ikke, at alle mennesker udsættes for den samme grad af tvang. Der er pokker til forskel på at vokse op uden nære voksne og så at vokse op med.
Ja, den verden som hun vokser op i er latterlig. Og det er nok så vigtigt. Derfor er bøgerne gode. Men det har stadig ikke noget med rollemodeller at gøre. En rollemodel er i min optik, en figur, der formår at handle på sin situation og som derved er i stand til at komme videre. Ikke en ensom pige, der ikke kommer ud af flækken.
Ja, du har forstået det rigtigt. Eventyrverdener er tidløse og har med grundlæggende følelsesmæssige ting at gøre, så det er rigtigt at der ikke er nogen historie og økonomi (jeg vil dog mene at sociale relationer er noget tidløst).
Det er denne tidløshed der gør at Pippi figuren er så god.
Jeg er helt enig i at der er pokker til forskel på at vokse op med eller uden nære voksne. Det giver helt anderledes følelsesmæssige betingelser osv. Men jeg kan godt lide at Pippi gør sig til herre over sin situation hellere end at sætte sig ned og græde over den. Derfor synes jeg også at det er en hård dom at sige at Pippi ingen vegne kommer. Hun handler da på sin situation, og kommer bestemt nogle vegne: Hun har daglige erkendelser, såsom hvad en spunk er for noget, og af de sære regler der gælder til damers kaffeselskaber. Hun observerer det hele nysgerrigt, og hun har Tommy og Annika som venner.
Hun kommer ikke væk fra landsbyen, eller fra sin ensomhed, for de ting er givne parametre som hun ikke kan lave om på. Hvis man er uden forældre, så er man uden forældre. Hvis omgivelserne ikke forstår én, så forstår de ikke én - og man kan så prøve at finde sig de få med hvem man måske alligevel kan have en positiv relation.
Alt dette gør Pippi. Og i bog nr. 2 tager hun da også til sydhavsøerne, finder sin far og bliver negerprinsesse, men vælger, nok så interessant, at tage tilbage til Villa Villakulla.
Alt sammen valg som hun selv træffer, ud fra egne behov og ønsker som hun selv definerer.
Jeg synes bestemt hun lever op til ordet rollemodel, også ud fra den definition du har beskrevet.
Godt.
Så er det afklaret. hvorfor vi er uenige. Jeg deler nemlig ikke dit konservative livssyn. Givne parametre, som man ikke lave om på, er ikke min verden, lige som der i mit univers ikke eksisterer evige psykologiske tilstande adskilt fra netop sociale forhold, økonomi og historie.
Det er muligt at man kan bruge Pippi som rollemodel i dit univers, men ikke i mit.
Tak for diskussionen. Så blev jeg lidt klogere på et andet menneskes væsensforskellige tankegang. Det er altid berigende.
der skulle have stået
“Givne parametre, som man ikke kan lave om på…”
Jeg føler mig nu lidt stødt over at blive kaldt konservativ. Det er jeg faktisk ikke.
Min pointe er heller ikke at ‘sådan vil det altid være’, blot at i Pippis KONKRETE situation er det det udgangspunkt hun nu engang har fået i livet. Det der ikke kan laves om på er således, at nu var det altså sådan at det konkrete individ, Pippi, ingen mor havde, og at hendes far valgte at være sørøver istedet for at tage sig af hende (såvidt jeg husker bor hun faktisk alene i Villa Villekulla ud fra et personligt valg, til sin fars bekymring, men med hans accept af dette valg).
Som vi har diskuteret fældes der også i bøgerne og tvserien dom over Pippi’s givne udgangspunnkt. Landsbyens konservative folk udstilles som latterlige, hvilket de også er.
Men det der er så fedt ved Pippi er at det ikke stopper dér. Pippi er ikke et offer, men får noget ud af situationen sådan som den er.
Ja, det kan jeg kun se som positivt og værd at efterligne.
Nu vil jeg ikke rode mig ud i en længere diskussion om konservatisme, men blot sige, at når jeg siger at livssynet er konservativt, så mener jeg ikke at du er konservativ af politisk overbevisning. Et konservativt livssyn ser jeg i dels din forståelse af menneskesindet som en historisk, materielt og socialt uafhængig størrelse, dels din forståelse af de sociale forhold, som givne parametre, der ikke står til at ændre og som man bare må få det bedste ud af, vel at mærke uden at gribe ind i rammerne for sit liv. Helt konkret ytringer som: “Hvis man er uden forældre, så er man uden forældre. Hvis omgivelserne ikke forstår én, så forstår de ikke én…” Jeg hører et ekko af de konservative bønder på hjemegn, når jeg læser de sætninger: “Sådan har det nu engang altid været…..og det kan du ikke lave om på, lille ven.” En accept og indoptagelse af det verdensbillede, livs- og menneskesyn er for mig at se et udtryk for konservatisme.
Jeg forstod godt hvad du mente, og det er også sådan jeg forstå konservatisme.
Men jeg vil være glad hvis jeg fik rykket ved den opfattelse af mig med min ovenstående post.
Jeg må gentage at jeg fortolker Pippi som et konkret individuelt tilfælde. Ligesom jeg fornemmer at du er, er jeg ligeledes varm tilhænger af at alle skal have så gode udgangspunkter som muligt, og at vi altid skal arbejde hen imod det. Jeg mener absolut at vi alle har et ansvar for at give hinanden det bedst mulige udgangspukt, og opføre os ordentligt for hinanden, og jeg er selv et meget relationsorienteret menneske.
Men hvad interessant ville der have været ved at skrive om en sådan verden? Specielt i en tid hvor verden altså ikke altid er sådan. Hvis en person så har været så uheldig at blive udstyret med svigtende forældre og uforstående omgivelser, kan jeg kun se det som positivt hvis vedkommende alligevel formår at få en rig og positiv tilværelse. Det vidner for mig om at menneskeånden ikke bare sådan kan knækkes. For mig er det en meget deprimerende holdning, at se menneskeånden som en størrelse der bare er blevet modelleret af omstændighederne, og derfor er totalt offer for dem. Hvis det er sådan verden er, så kan vi jo ligesågodt allesammen bare opgive håbet, eller hur?
Jeg vil også gerne på det kraftigste fralægge mig ansvaret for den parafrasering af mit synspunkt der indeholder det nedladende ‘lille ven’. Den nedladenhed synes jeg bestemt ikke at mine indlæg indeholder.
Skårup/Lomborg-syndromet breder sig: “Hvis forskningen ikke passer til det, jeg tror, tror jeg ikke på forskningen”.
@Marie Spliid Clausen
Nu har jeg jo ikke skrevet noget om hverken passive voksklumper, der modelleres eller noget om passive ofre. Og den der parafrasering med “lille ven” skal sådan bare læses som en social omgivelses henvendelse til børn, som ikke kan og heller ikke skal prøve på at lave verden om.
Men vi bliver nok ikke enige. Jeg vil ikke prøve på at lave om på dit verdensbillede - jeg konstaterer bare at vores verdensbilleder og menneskesyn er forskellige. Fred være med det.
Brug du Pippi som rollemodel, hvis du mener, at hun er ideel for dig.
Når man som Nybæk sætter et nuanceret verdensbillede lig med venstreorientering, har han selvfølgelig ret i, at DR ud fra hans synsvinkel er venstreorienteret.
Men hvem gider diskutere på det niveau?
TV mediet begyndte først at få en vis udbredelse i løbet af 1960’erne, og i 1970 var der stadig mange hjem, der ikke havde TV. Danmark Radio ansatte derfor mange personer i 1960’er og 1970’erne, der skulle arbejde med det nye TV medie, uanset om det handlede om teknik eller TV programmernes indhold, og da TV teknologien var relativt ny, afspejlede det sig også i sammensætningen af de mange der blev ansat i TV afdelingerne dengang, mht. alder, teknologibegejstring og de muligheder der sås i det nye medie.
De fleste typer TV udsendelser, var lige så triste som radiomediet var, men TV medier er da heldigvis også blevet brugt til at oplyse og opdrage befolkningen på gode måder. Børne og ungdomsafdelingen var mest innovative, men der var også vidensprogrammer, debatprogrammer, satireprogrammer o.a. der rykkede ved vaneforestillingerne… Og tak for det
Ja, lad os få det meningsfulde fjernsyn tilbage! Der er jo ikke engang længere et folkeligt debatprogram, hvor flere interessenter end et bord fuld af chefredaktører, politiske kommentatorer eller politikere kommer til orde. Ikke sært, at befolkningens politiske engagement er på nulpunktet.
Hvis TV skal have nogen berettigelse, kan det være som en platform for oplysning og debat, via nogle programmer der fanger et bredt udsnit af befolkningens opmærksomhed. Hvis det skal kunne lade sig gøre, kan det næsten kun ske ved, at der etableres én kanal, hvis hovedsigte er oplysning og debat, mens de øvrige TV kanaler kan underholde lige så meget de vil, så længe de bringer reklamespots for alt de “spændende” der sker på debat kanalen.
Sker det ikke, kan jeg ikke se, hvordan TV mediet kan fungere som en national referencerammer og platform for dialog og debat.
Sker det ikke, har DR og TV2 meget begrænset eksistensberettigelse som statsdrevne og statsejede medier, da medierne næsten uvægerligt bliver statsmagtens dominerende propagandasendere.
Den teknologiske o.a. udvikling peger i retning af, at TV mediet erstattes af internetbaserede medier, hvor folk fravælger live TV, men vælger de programmer de interesserer sig for, på det tidspunkt de vælger. Når de statsejede TV stationer ikke at skabe en reelt behov for deres tilstedeværelse, vil deres betydning som nationale fixpunkter uvægerligt forsvinde.
Jeg tror, Heinrich R, at en del af problemet reelt er, at det, som du og jeg efterlyser, af tv-folk, men ikke af seere, bliver betragtet som ‘dårligt fjernsyn’.
Jeg tror godt nogle TV folk ved, hvad godt TV er. DR2 synes jeg generelt er fremragende underholdning, oplysende o.m.a.
TV2 har jeg droppet for mange år siden, og det er adskillige måneder siden DR1 senest fik adgang til skærmen.