“I enhver krig lyver begge parter, så det står efter. Det er det halve af krigen - at holde modet oppe hos sine egne og få allierede til at hjælpe sig. I krig er alt sandhed, hvad man kan få folk til at tro. Husk det, hver gang du læser en avis”.
Upton Sinclair
Georgiens præsident Saakashvili har lige fra starten af Roserevolutionen i 2003-04 været de vestlige regeringers og mediers yngling - her var en mand, der bekendte sig til vestlige værdier og demokrati. Han gav udtryk for, at hans højeste mål var at få Georgien integreret i “Det euroatlantiske samarbejde” dvs. EU og NATO. Manden taler oven i købet amerikansk.
Saakashvili blev kæledægge i de vestlige medier, og Georgien blev ofte betegnet som et “europæisk sindet, demokratisk land”. Der blev skabt en David og Goliath-myte, hvor Ruslands Goliath trynede den georgiske David. I offentligheden har man bevaret billedet af den demokratiske Saakashvili, men blandt folk, der følger med, begyndte billedet at ændre sig. I efteråret 2007 var der demonstrationer i Tbilisi - Georgiens hovedstad - ikke større eller mere faretruende end i andre lande. De var faktisk ved at ebbe ud, da Saakashvili satte politiet ind, der tævede demonstranterne og gav dem tåregas. Derefter blev den eneste oppositionelle tv-kanal stormet og dens udstyr ødelagt, samtidig med at den fik sendeforbud. Saakashvili indførte undtagelsestilstand i Georgien. Her fik Saakashvilis ry som demokrat et knæk. Bedre blev det ikke af to valg i foråret, som begge var problematiske, og hvor statens ressourcer blev sat massivt ind på at sikre den georgiske leder og regeringspartiets sejr og dominans i det politiske liv. Saakashvili har koncentreret magten i sine hænder og mange af dem, der var med i hans team - Roserevolutionen - er gået over til oppositionen.
Den største løgn
Siden Saakashvili kom til magten, har det været hans vigtigste mål at få “genskabt Georgiens enhed”, dvs. få Abkhasien og Sydossetien tilbage under Georgien, selv om den lokalbefolkning, der bor der, ikke ønsker det. Her er en af de ting, som både vestlige medier og politikere som Bush og hans danske ekko overser: I disse områder bor der andre etniske folk end i Georgien, og da Georgien ofte fører en chauvinistisk, nationalistisk politik, ikke giver reelt selvstyre og ikke er tolerante over for mindretal, så ønsker osseter og abkhasere rent faktisk ikke at være en del af Georgien.
Saakashvili har siden 2004 iværksat en massiv oprustning af den georgiske hær. Hæren er blevet moderniseret og trænet af amerikanerne mod, at Georgien til gengæld har været med til at besætte Irak. Georgien har foretaget en lang række små, men vedvarende krænkelser af de våbenhvileaftaler, der blev indgået midt i halvfemserne vedrørende Abkhasien og Sydossetien.
De seneste dages begivenheder er blevet fremstillet som russisk aggression. Også i dansk presse - og ikke mindst fra Bush og hans danske ekkos side. Det er den største løgn i denne krig.
Krigen startede, da Georgien brød en 14 år gammel våbenhvile ved at gå til angreb på Tskhinvali, Sydossetiens minihovedstad, der i virkeligheden er en forvokset bjerglandsby.
De georgiske styrker angreb først og fremmest civile. Angrebet var et forsøg på etnisk udrensning af osseterne på linje med, hvad man så i krigene på Balkan. Størstedelen af den sydossetiske befolkning flygtede nordpå til Rusland. Saakashvili valgte at angribe umiddelbart før åbningen af olympiaden i Peking, da han håbede, at verden ikke ville lægge mærke til det: Angrebet brugte meget tunge våben som grad-raketter (Stalin-orgler), Haubitsere, kanoner, fly og helikoptere. Snigskytter beskød byen i perioden op til angrebet. Ved indtagelsen af byen, jagede man civilbefolkningen, ødelagde huse og forsøgte at slå så mange ihjel, man kunne. Rusland angiver tabstal på 1000 - 2000 civile i Sydossetien. Rusland har nu sendt 150 efterforskere fra den offentlige anklager ind i Sydossetien for at dokumentere disse forbrydelser mod menneskeheden med det mål at få de ansvarlige dømt som krigsforbrydere i Haag. Russiske fredsbevarende styrker, som var i Tskhinvali som en del af våbenhvilen, blev også angrebet.
Rusland var nødt til at svare på dette angreb, og har også en vis ret til dette efter den humanitære folkeret om at forhindre forbrydelser mod menneskeheden og som fredsbevarende styrke efter den gamle våbenhvileaftale.
Ingen storm
Rusland har smidt georgierne ud af Sydossetien, sendt mange tusind mand ekstra ind i Sydossetien og Abkhasien, og abkhaserne er gået i gang med at smide de georgiske enheder ud af det område, de har besat i Kodori-dalen. Rusland har angrebet mål i Georgien af militær karakter - bl.a. radaranlæg, lufthavne og havneanlæg, der anvendes til militær transport. Der har været civile ofre, det som amerikanerne kalder collateral damage, men intet tyder på at russerne er gået til angreb på civile. 12. august meddelte Ruslands præsident Medvedev så, at han havde besluttet at afslutte operationen, da Rusland har nået sine mål med krigen.
“Sikkerheden for de fredsbevarende styrker og civilbefolkningen er genoprettet, aggressoren er blevet straffet og påført store tab, og hans væbnede styrker er desorganiserede”.
Medvedev bemyndiger dog de militære kommandører til at svare på modstand og andre aggressive handlinger. Men der bliver ingen besættelse af Georgien, ingen storm mod Tbilisi fra russisk side. Resultatet af krigen kan således gøres op. Der er et par tusind døde - først og fremmest civile ossetiere dræbt i krigens første døgn, men også mange georgiske og russiske soldater. Der er mange tusinde flygtninge og ødelagte huse mv. i meget fattige områder, der vil være mange år om at komme sig. Rusland har fået jaget Georgiens styrker ud af Abkhasien og Ossetien og forøget sin egen militære tilstedeværelse markant. Rusland har vundet stærk sympati blandt disse to etniske mindretal. Georgiens hær er blevet slået markant og vil næppe nå op på sit tidligere niveau forløbig. Vesten har råbt op, men ikke gjort meget. Ruslands forhold til Vesten er blevet lidt dårligere, men ikke meget, for det var dårligt i forvejen.
Georgien har trukket soldater ud af Irak og er derved blevet langt mindre interessant som allieret for USA. De etniske mindretal i Ossetien og Abkhasien er blevet endnu mere overbeviste om, at de ingen fremtid har i Georgien - og det er også givet, at disse områder ikke foreløbig kommer under georgisk kontrol.
Slut for Saakashvili?
Saakashvilis taler til Vesten (den 9. og 11. august) giver indtryk af en mand, der er ved at miste kontrollen og virkelighedsfornemmelsen. Fra georgisk side kom der under krigen gang efter gang meddelelser til offentligheden, der viste sig helt hen i vejret - byen Gori skulle være besat af russerne, men det var den ikke, Rusland skulle planlægge at storme Tbilisi, men det gjorde de ikke. Rusland bombede olieledningen fra Baku til Tyrkiet (Ceyhan), men på trods af, at den er noget af det nemmeste at ramme, så blev den ikke beskadiget - osv.
Saakashvili var aggressoren i denne krig og udover det forbryderiske i hans handlinger, så har han også fejlvurderet situationen 100 pct. og påført sit land store skader. Han taber hurtigt tillid blandt sit eget folk og blandt sine allierede. Hæren, en af hans vigtigste støtter, er blevet hårdt ramt af krigen og hans magiske image som vestlig europæisk demokrat rives i stykker.
Formentlig er det kun et spørgsmål om ret kort tid, før han ikke længere er Georgiens præsident - og så vil landet blive kastet ud i en politisk krise.
Mikael Hertoft er cand mag i russisk og øststatskundskab
Kommentarer