Læreruddannelsen er også lederuddannelse

En skolelærer skal være leder af læreprocesser. For at blive det må den lærerstuderende have indsigt i læringsteori, vide hvad det vil sige at lære noget og bruge denne viden i undervisningen. Foto: Steffen Ortmann/Scanpix

I kronikken her vil jeg slå en mere optimistisk tone an. Der er brug for unge med noget på hjerte, der gerne vil være lærere; men der skal mere til: Ikke alle kan blive lærere. Faktisk vil jeg hævde, at hvis man ikke kan blive andet, kan man slet ikke blive lærer! Hvis man alene har den opfattelse, at lærere beskæftiger sig med urimelige forældres umulige børn - og at det er den primære årsag til, at færre vil være lærere - kan man stoppe læsningen her. Det tema vil jeg nemlig lade ligge. I stedet vil jeg beskæftige mig med, hvad man i læreruddannelsen har mulighed for at lære, som man kan bruge i arbejdet i skolen - og hvor man ellers havner på arbejdsmarkedet med en læreruddannelse.

I kronikken vil jeg argumentere for, at læreruddannelse på flere måder er at sammenligne med leder-uddannelse, og at lærerens arbejde har med ledelse at gøre. Jeg vil pege på tre væsentlige områder - i læreruddannelsen og i skolen: Ledelse af undervisning, ledelse af læreprocesser og ledelse af relationer. I det afsluttende afsnit vil fastslå, hvorfor det 'er lettere sagt end gjort'; men også fremhæve, hvorfor det er udfordrende at være lærer ... og leder.

Noget på hjerte

Som lærer er man først og fremmest leder af undervisning. Populært sagt skal man have noget på hjerte - man skal vide noget for at kunne undervise, for undervisning har altid et indhold. Man kan ikke undervise i ingenting. I læreruddannelsen får man blandt andet indsigt i flere af skolens fag - i deres indhold, sådan som det er organiseret i læseplaner og målbeskrivelser. Men man kan ikke nøjes med faktuel indholds-viden om fagene, sådan som den huskes fra egen skole- og gymnasietid. Som lærerstuderende må man også vide, hvordan fagene 'er blevet til' med netop dette indhold. Man må kende til deres videnskabsteori og vide, at der kan være flere konkurrerende positioner på spil og dermed flere forståelser af, hvad der er' vigtigt at vide'. Det får nemlig didaktisk betydning; altså betydning for, hvordan man som lærer kan gribe undervisningen an, hvilke undervisningsmidler man kan bruge, hvordan eleverne skal arbejde osv.

At lede undervisning handler grundlæggende om det at kunne tage beslutning og kommunikere - at vælge kvalificeret mellem en række alternativer, vide hvad man vælger til og fra og hvorfor - og at kommunikere om disse valg, så det giver mening og er interessant for dem, der deltager i undervisningen.

Men det er ikke gjort med det. Det er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt, at en lærerstuderende og en lærer ved noget om et fag, bliver i stand at vælge et undervisningsindhold og en hensigtsmæssig undervisningsform, der så kan omsættes til kommunikation og dermed undervisning. Man kan nemlig undervise nok så meget; det får først betydning, hvis eleverne lærer noget.

Derfor må læreren også være leder af læreprocesser. For at blive det må den lærerstuderende have indsigt i læringsteori, vide hvad det vil sige at lære noget og bruge denne viden i undervisningen. Læringsteori er et omfattende og yderst interessant forskningsfelt, og for at gøre en lang historie kort vil jeg her nøjes med at sige, at det langtfra alene handler om, at eleven kan gentage, hvad læreren har fortalt. Det handler mere om, hvornår og hvordan eleven har forstået undervisningen, så den giver mening og lyst til at lære mere. Det gør den for eksempel, når den både indeholder noget, eleven kender til i forvejen, og når den indeholder noget nyt, overraskende og fremmedartet.

Mistrives

Som det er fremgået, foregår undervisning og læring i en social sammenhæng - imellem læreren og eleverne og imellem eleverne indbyrdes. Når mennesker er sammen, er der altid en risiko for, at man taler forbi hinanden, bliver misforstået, tager fejl, bliver uenige, bliver udelukket eller bare føler sig udenfor og anderledes. Hvis det bliver normen, vil man på længere sigt mistrives, og det er for så vidt det samme, om det er i en virksomhed på arbejdsmarkedet eller i en klasse i skolen. Man udvikler sig ikke optimalt, og man lærer ikke tilstrækkeligt, hvis ikke man trives. Det er dokumenteret, og det må man tage hensyn til. Derfor må læreren også være leder af relationer, og den lærerstuderende må vide, hvordan man indgår i, påvirker og udvikler relationer. I første omgang går det på relationerne imellem eleverne. Her drejer det sig blandt andet om regler, adfærd og kommunikation generelt; men da eleverne er forskellige, er der individuelle hensyn at tage, og så drejer det sig om tolerance, respekt, motivation og udfordring. I anden omgang går det på relationerne imellem lærer og elev(er), og så bliver det sværere. Som lærer er man nemlig en del af den sociale sammenhæng, og man indvirker på den, hvad enten man vil det eller ej - positivt (forhåbentligt) eller negativt! Ved i studiegrupper, praktikgrupper og vejledning 'at iagttage sig selv udefra' får man i læreruddannelsen mulighed for at udvikle sine relationskompetencer - så man i højere grad lykkes med sin undervisning, og så eleverne lærer mere.

Forenkle virkeligheden

Jeg er klar over, at fremstillingen ovenfor - af læreruddannelse med henblik på erhvervelse af lederkompetencer - kan virke idealiseret og teoretisk. Det er lettere sagt (skrevet) end gjort, for ét er teori - noget andet praksis! Netop forholdet mellem teori og praksis er helt centralt i læreruddannelsen, og ingen af delene kan undværes. Igen akkurat som i lederuddannelse. Forskning og teori kan aldrig rumme hele virkeligheden. Man er nødt til at afgrænse og begrænse sig og dermed forenkle virkeligheden. Til gengæld kan forskning og teori bidrage med viden og begreber, der kan bruges i en analyse af virkeligheden. Den praktiske virkelighed er altid mere kompleks, den er foranderlig - den flytter sig og svarer aldrig helt til teorien. Heldigvis, for det er det, der gør det interessant og udfordrende at være lærer. Og heldigvis er der praktik i læreruddannelsen - om end det langtfra er tilstrækkeligt. I praktik får man nemlig mulighed for at prøve at undervise, for at iagttage og påvirke elevernes læring og for at afprøve sig selv i samspillet mellem lærer og elever. Eller med andre ord: At udvikle sig som leder af undervisning, leder af læreprocesser og leder af relationer.

Indledningsvis nævnte jeg, at hvis man ikke kan blive andet, kan man slet ikke blive lærer. Det håber jeg at have underbygget med min argumentation. Læreruddannelse har meget til fælles med moderne lederuddannelse - blandt andet en række faglige, pædagogiske og psykologiske indholdselementer. Som lærer har man ansvar, autoritet og autonomi over for den kundskab, man forvalter, de elever, der skal lære noget, og de børn, hvis liv og opvækst man er involveret i. Det er en uddannelse og et arbejde, som er betydningsfuldt, og som giver mening, for - som det siges lidt højtideligt - skolen bidrager til samfundets sammenhængs-kraft. Det er imidlertid også en uddannelse og et arbejde, som stiller krav om robusthed, for man må samtidig kunne leve med kritik - også hvis den ofte kan synes uberettiget. Også det gør sig gældende for en leder

Undervejs har jeg flere gange brugt formuleringen, at man 'i læreruddannelsen får mulighed for'. Med det har jeg villet understrege, at det kræver en aktiv indsats, hvis man vil have udbytte af sin uddannelse - det kommer ikke af sig selv. En uddannelse er ikke noget, man får; men noget, man tager. Har du lyst og potentiale, er du velkommen - i år eller de kommende år! Velkommen til jer, der allerede er optaget!

Per Munch er lektor og praktikleder på Læreruddannelsen i Aalborg, University College Nordjylland