Kvinder med indbygget plaster

Sommerlæsning. Jeg melder mig i den millionlange række af folk, der har slugt Stieg Larssons succesromaner, med det umage krimipar Lisbeth Salander og Michael Blomkvist. Men en snublen på nettet førte alligevel til en mistanke om, at hverken forfatteren Larsson eller hovedpersonen Blomkvist hører til i klubben af mænd, der elsker kvinder
Modemesse. Plasteret er velsagtens en indskydelse fra en make-up artist, der lige så godt kunne være landet på kunstakademiet. Foto: Rune Evensen/Scanpix

af Tine Byrckel

Sådan set havde jeg ikke anet uråd. Det hele er så sammenhængende, opslugende og fantastisk. Endelig havde jeg fundet noget, som gav samme læseoplevelse, jeg kunne have med langt mere banale værker i min barndom. At hænge på og langt ud på natten. Det er stadig hverken lykkedes for Proust eller Joyce at have denne virkning på mig.

Jeg skal nok lade være med at afsløre noget som helst om, hvad det hele handler om eller ender med. Jeg kan dog, uden at afsløre for meget, sige, at Larssons forførende krimiværk i tre dele, som ifølge rygter skulle have fyldt 10 bind, men blev afbrudt af hans alt for tidlige død, i høj grad handler om mishandling af kvinder.

Der er noget med tallet tre. Kieslovskis filmtrilogi Blå, hvid og rød, der mærkelig nok også endte med, at han døde, handlede for eksempel om 'mandens' møde med henholdsvis døden, kvinden og Gud.

Anton Geist har i denne avis fremført en skarpsindig teori om, at Stieg Larssons trilogi, der altså slet ikke skulle være en trilogi, men en 'tilogi'- nåh, nej, det hedder en dekalog - i virkeligheden er en femikrimi. Ikke noget pjat med, at en femikrimi skal være skrevet af en kvinde. Nej, en "femikrimi er en feministisk krimi," skriver Geist, og denne handler i sin trefoldige helhed om afsløringen af, hvorledes mishandlingen af kvinder kan gå for sig. Larssons mestergreb består i at udnytte "krimigenrens tre største subgenrer", detektiv-, politi- og spionromanen til at belyse fænomenet på henholdsvis privat-, samfunds- og statsniveau. Smukt. Rune Lykkeberg var også begejstret for udleveringen af, hvem samfundets forbrydere egentlig er: "Bøgerne minder om, at bestemmelser af kriminalitet, billeder af forbrydere og forestillinger om samfundets fjender ikke er objektivt givet, men genstand for en stadig og åben definitionskamp." Jep. Det er lige det. Min begejstring var legitimeret, og intet kunne trøste min fornemmelse af tab, da den sluttede, på en eller anden strand for nylig.

Men man er vel en slags journalist eller bare almindelig tåbe og surfer alle - eller så mange som muligt, af aviserne, og så endte jeg med åbningen af efterårets modeuge i København.

Det er måske ikke lige dér, en mand ville være endt, men dér endte jeg. Som sædvanlig spankulerede purunge og stankelbenstynde gespenster hen over podierne, og bekræftede enhver teori om, at vor inderste drøm er ungdom og kontrol. Appetitkontrol for eksempel. Intet nyt.

Den ultimative fantasme

Men pludselig blev jeg så alligevel opmærksom. "Anne-Sofie Back åbner modeugen i Forum" var jeg gået ind på, og det gjorde som sædvanlig ondt i sjælen at se det omvandrende kvindebillede.

Men så var der alligevel noget nyt. For ved Gud, om de ikke alle havde plaster på. Tøjet var gennemsigtigt her og der, gangarten var noget som en svane på land, der skal prøve at ligne, tjah en svane, men et eller andet geni havde sat et plaster på næsen af dem alle sammen.

Velsagtens en indskydelse fra en make-up artist, der lige så godt kunne være landet på kunstakademiet.

Og det var så lige her, at det gik op for mig, hvad der så alligevel er galt med Larssons femikrimi og, at nej, den er ikke feministisk. For udover det sædvanlige totalkontrollerede kvindemenneske havde disse kvinder indbygget plaster. Den ultimative fantasme.

Konsekvensanalyse. Der mangler mindst ét bind af Larssons værk. Nemlig værket om, hvorledes et kunstværk, på trods af, at det udpeger og gennemanalyserer et fænomen som kvindemishandling, alligevel selv udgør en del af det uantastede verdensbillede, der ligger til grund for denne mishandling.

Mænd der hader kvinder hedder første bind og har ledt alle på sporet af, at der er nogen, der hader kvinder, og det er alle de slemme i romanen. Dem er der virkelig mange af på alle niveauer af samfundet. Ikke desto mindre bliver man ved at tro, at der er en uskyldig. At hvis der er nogen, der hader kvinder, er der nogen, der ikke gør de og at en af dem måske er Blomkvist.

Jeg blev ved synet af de plastrede kvinder helt og fuldkommen uvidenskabeligt, og rent intutitivt overbevist om, at undersøger man hovedpersonerne hos Larsson, så finder man ikke en eneste, der elsker kvinder. Eller jo, man kan elske kvinder. Hvis de er ligesom det, man traditionelt set kalder mænd. Hvis de har indbygget plaster og derfor aldrig lader sig såre.

De to vigtigste kvinder i Blomkvists liv er Salander og Erika Berger. Den ene er ordknap grænsende til det autistiske, asocial, computerekspert, fladbrystet (indtil hun selv bestemmer noget andet) lille, har sex med, hvem der lyster hende, og spiser kun det højst nødvendige. Hun har i enhver forstand taget imod knubs, har gennem tatoveringer påført sig andre og har i enhver forstand indbygget plaster. Erika Berger er også en elite-negl. Cheffredaktør, der kan hamle op med hvem som helst, fri i kærlighed og meninger, og også hun slikker egne sår. I parentes sagt har de begge sm-fantasier på sexprogrammet.

En dekalog havde nok klaret det

Det er den slags kvinder, mænd, der overhovedet har nosser i Larssons romaner, falder for. Der er flere af slagsen, kvinder der styrketræner, bokser, læser bøger om Antikkens gudsopfattelse, genetik eller Fermats sidste sætning. De tænker aldrig på børn. Jo, og her afsløres det måske, at Larsson havde et endnu større overblik på bedding, så er der én, der har børn, og alligevel gør what a woman gotta do. Hun hedder Modig. Og hendes mand er utrolig flink og elsker måske kvinder, men vi hører ikke meget til ham. Blomkvist, der især er karakteriseret ved at forsvinde ind i sit arbejde, som et barn forsvinder ind i leg, ville til gengæld være et mareridt på obligatorisk forældreorlov. At elske kvinder er noget, han gør, vældig sympatisk, når det sådan lige falder for hånden.

Langt de fleste andre kvinder i Larssons romaner bliver slået ihjel. De svage forsvinder, i romanen som i den virkelighed, den beskriver, hele tiden ud af billedet.

Hos Larsson er problemet ikke, at vi ikke finder den skyldige. Problemet er, at der ikke er en eneste ikke-skyldig i mis(be)handlingen af det, hvis navn er kvinde. Inklusiv the artist himself. Selvom jeg stadig vil tro på, at han nok havde fået det ordnet med en dekalog...


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her