"Det er en sprutnydelse," udbryder chefredaktøren med omhyggelig, omend lidt sløret vægt på anden stavelse. "Det er som at komme hjem."
Den sidste sætning er vel ment som en slags trumf, og hans ægteviede hustru kigger da også op på ham med mild undren. Hun kan knapt følge ham, men det kræver nok også lidt forhistorie.
Da fruen og jeg var cirka 15 år yngre, end vi er i dag, boede vi med en vis ustadighed sammen i en lejlighed på Østerbro. En dag bankede det på vor dør. Det var den dengang kun kommende chefredaktør, der stod udenfor. Måske havde han ringet i forvejen. I hvert fald havde han taget en kuffert med. For det gik mere end almindeligt skidt derhjemme, og nu ville han gerne flytte lidt ind.
Det gjorde han så, og det blev indledningen til nogle af de fugtigste måneder i den ellers ikke uprøvede trios liv. Med sig bragte han nemlig også en affære med en vistnok lidt ældre polsk kvinde, der arbejdede på sit hjemlands ambassade. Vi mødte hende aldrig, men hver gang han havde været på en lille visit - og det var slet ikke sjældent - så returnede han med en lille, tilsyneladende præstations-uafhængig bonus bestående af en stang Camel-smøger og mindst en liter Zubrowka. Således slingrede vor lille husholdning igennem et fuldt forår i et stadigt kapløb med den kun alt for kommende chefredaktørs libido, og hver morgen vågnede vi med smagen af det aromatiske, lettere urinfarvede polske fluidum på vore læber.
Oksens bidrag
Og det holder altså stadigvæk. Skal man drikke vodka som shots, for eksempel sammen med øl, er Zubrowkaen i en klasse for sig. Den er ikke specielt ædel, men den er usprittet, og så er det glimrende storytelling med det oksebestænkede strå i flasken, som angiveligt skulle befordre den meget karakteristiske smag.
Nogen tilsvarende snak er forsøgt skabt med den russiske Standard Platinum, som skulle være destilleret igennem nogle sølvspåner, hvilket skulle gøre et eller andet ved den. Whatever. Men den er mild og god, helt klassisk, men også en anelse kedelig drukket på denne måde. Den bør langt snarere udgøre rygraden i et glas tomatjuice.
En pigevodka
Franskmændene er kommet godt efter vodkaproduktionen, og de har blandt andet nogle store mode-vodkaer, som dominerer på det amerikanske marked. Citadelle hører til de mindre af dem, og her møder vi en dæmpet og tilpasset og næsten lidt fed smag. "Det er en pigevodka," fastslår fru chefredaktøren, som dermed vinder nogle meter tilbage ovenpå afsløringen af gemalens stærkt betændte fortid. Den holder til kaffe og parmiddage, en noget andet dagsorden, men ok.
Det er også fransk kapital, der i dag sidder på det engang svenske Absolut-brand og de dertil hørende mange tønder med kemikalier i diverse frugtsmage. Det er noget, der rykker sådan rent kommercielt, men denne aften prøver vi i stedet en mere beskeden russisk variant, som fås i en del færre udgaver. Men Stolnaya Lemon er heller ikke nogen rar oplevelse i små glas. Den er syntetisk og lammer nærmest smagsløgene. Det er sprut til en meget, meget stor bowle med alt muligt i.
Mellem rom og whisky
Endelig lukker vi af med en klassiker; den hvide spiritus, der har læst videre til brun på egetræ, hvilket ikke altid er nogen særlig smart idé. Nogle gange skal man bare være den, man er. Starka ender som en lidt sær hybrid mellem rom og whisky. Lidt for sød. Ok, men ikke begejstringsfremkaldende. Og måske er det bare sådan, tænker jeg, da jeg vakler hjem under augusthimlen.
Måske er vodka bare bedst blandet, om ikke med juice, så dog med fordækte passioner og skumle møder.
Det kan jo også være russernes hemmelighed.
Russian Standard Platinium. 235 kr.
Zubrowka. 210 kr.
Citadelle. 235 kr.
Stolnaya lemon. 170 kr.
Starka (0,5 l) 195 kr.
