Den for længst afdøde amerikanske talk show-vært Joe Pyne var berygtet for sin bidske interviewstil. Nogle mente, at Pynes aggressive attitude skyldtes bitterhed over at have mistet sit ene ben som følge af en kræftsygdom. Det måske mest kendte, men desværre udokumenterede, Pyne-øjeblik opstod under et interview med en ung Frank Zappa, som viste sig en værdig modstander:
Pyne: "I guess your long hair makes you a girl." Zappa: "I guess your wooden leg makes you a table."
Hvis Pyne stadig var i live, tror jeg bestemt, at han ville have om ikke ligefrem værdsat så i hvert fald haft en markant mening om Bård Breiens debutfilm Kunsten at tænke negativt. Vor hovedperson, den yngre mand Geirr (spillet af Fridtjov Såheim, som viser sig lidt af en mester udi livstræt deadpan), kan nemlig kaldes en fjern, skandinavisk slægtning til Pyne.
Efter en trafikulykke er Geirr blevet lam fra livet og ned, og hans kulturelle diæt består nu af Vietnam-krigsfilm og Johnny Cash-plader - navnlig og næppe tilfældigt nummeret Folsom Prison Blues.
Ej blot en uartig joke
Geirrs kæreste, Ingvild, kan ikke klare samlivet med den rullestolsbundne og alkoholomtågede tordensky ret meget længere.
Hun indrullerer derfor Geirr i en såkaldt positivitetsgruppe under ledelse af Tori, som ikke udelukkende har tilforladelige terapitricks i posen. At Ingvild efterhånden er godt og grundigt sexhungrende, er endnu en tikkende bombe under hendes og Geirrs forhold.
Da gruppen dukker op i Geirrs private hjem, reagerer han i første omgang med intens afsky for projektet. Men så skifter han taktik, og får - i ret bogstavelig forstand - banket den selvfikserede og manipulerende Tori af banen. Dermed opstår en unik lejlighed til at indvie lidelsesfællerne i Geirrs helt personlige livsfilosofi, så snart er positivitet bandlyst og dagsordenen præget af sarkasme, druk, potrygning og russisk roulette (thi blandt Geirrs yndlingsfilm finder vi selvsagt The Deer Hunter).
Som filmens titel i den grad antyder, er vi i den sorte såvel som den politisk ukorrekte ende af komediespektret. De handikappede figurer går ikke så lidt igennem i den blot 80 minutter lange film, men selvom mindst en enkelt af dem unægtelig fremstår ret ynkelig, kammer persontegningen aldrig over i det perfide. Denne anmelder tvivler da også på, hvorvidt Breien overhovedet er ude på at forarge. Ja, hans hensigter kunne endda være direkte ædle og hans film dermed et får i ulveklæder.
Ved første øjekast giver filmens præmis ganske vist indtryk af en lidt letkøbt kontrær joke, som tilmed er lige lovlig bevidst om sin egen uartighed. Men heldigvis er Kunsten at tænke negativt mere moden og ambitiøs end som så, blandt andet fordi den indeholder pointer med relevans for alle mennesker: Man er ikke tro mod sin egen psykologiske kompleksitet, hvis man af princip møder al modgang med (påtaget) frejdighed. Et budskab, som dog står så meget stærkere, fordi handicappede og deres pårørendes tilværelser utvivlsomt rummer flere svære erkendelser og mere skyldfølelse end andre menneskers.
Ej heller fremstår en morale som "Det er ok at være noget så ukonstruktivt som vred og bitter, så længe det ikke er det eneste, man er" synderligt anstødelig. Og selvom Breien er på sin hovedpersons side, lader han os forstå, at også læremester Geirr har noget at lære, såsom at skrue ned for selvmedlidenheden.
Man fristes til at tolke filmen som et korrektiv til den velvoksne industri, der hver dag lokker med løfter om at få os til at fremstå som overskuds- og succesmennesker. Men mest af alt er Kunsten at tænke negativt en komedie, som ad bælgmørke omveje udviser både omsorg og respekt samt slår et sympatisk slag for vigtigheden af at vedkende sig hele følelsesregistret.
Forfriskende med en film, som konsekvent holder sig for god til at omsætte kranke skæbner til færdigpakkede 'smil-gennem-tårer' banaliteter.
Kunsten at tænke negativt. Instruktion og manuskript: Bård Breien. Norge (Gloria i København og Øst for Paradis i Århus)
